Efter den veloverståede examen, har studenter med blanke øjne overalt givet den så hatten passede, for mange går turen nu ud af landet med lykken sprællende i kroppen, inden drømmene igen skal fattes. Her lidt fra Tranströmers ”Erindringerne ser mig”, da han som student i en anden tid masede med ordene, og hvor glæden efter examen næppe har været meget anderledes, mens der mellem lærer og elev var en verden til forskel – en Scherfigsk atmosfære rumsterer…


LATIN

I efteråret 1946 begyndte jeg i gymnasiet, klassisk sproglig. Jeg fik nye lærere over hele linjen. I stedet for Målle, Satan, Sløverik med flere kom nu sådan nogle som Fjalar, Fido, Moster og Bukken. Sidstnævnte var den vigtigste. Han var klasselærer og kom til at påvirke mig mere end jeg ville indrømme dengang jeg tog livtag med ham.

Vi havde haft et øjebliks dramatisk kontakt et års tid tidligere, inden han blev min lærer. Jeg var for sent på den og kom løbende i en af skolens korridorer. Fra den anden side kom en anden dreng farende, en der gik i en parallelklasse. Det var G., en kendt bølle. Vi bremsede pludseligt op lige foran hinanden uden helt at kunne undgå kollisionen. Pludselige opbremsninger har megen aggressivitet i sig og vi var alene i korridoren. G. benyttede lejligheden til at slå. Hans højre næve ramte hårdt ind i hjertekulen på mig. Det sortnede og jeg segnede om på gulvet, jeg besvimede som en mamsel i en roman fra 1800-tallet. G. fjernede sig.

Da mørket fortonede sig så jeg op mod en skikkelse der stod bøjet over mig. En langtrukket klagende, syngende stemme gentog næsten fortvivlet »Hvordan går det med dig? Hvordan står det til med dig?« Jeg så et lyserødt ansigt og et yderst velplejet kridhvidt skæg. Ansigtsudtrykket var bekymret.

Denne stemme, dette ansigt, tilhørte lektor i lain og græsk, Per Venström, alias Pelle Vänster, alias Bukken.

Han holdt heldigvis ikke forhør over mig, men virkede tilfreds da han så at jeg kunne gå fra stedet på egne ben. Fordi han virkede oprigtigt bekymret og næsten hjælpsom fik jeg en følelse af at Bukken inderst inde var et velvilligt menneske. Noget at dette blev siddende også senere hen, da vi kom i konflikt med hinanden.

Bukkens ydre var elegant og ret teatralsk. Til det hvide skæg bar han normalt mørk bredskygget hat og kort slængkappe. Et minimum af overtøj om vinteren. Det var let at associere til Dracula. På afstand var han suveræn og dekorativ, på nært hold havde hans ansigt ofte noget hjælpeløst over sig.

Det halvt syngende tonefald der kendetegnede ham var en personlig videreudvikling af det gotlandske idiom.

Bukken led af en kronisk ledsygdom og haltede slemt. Men bevægede sig alligevel hurtigt. Han gjorde altid dramatisk entré i klasseværelset, mappen blev smidt på katederet og allerede efter nogle sekunder stod det klart om humøret var godt eller dårligt. Hans onde påvirkedes tydeligt af vejrliget. På kølige dage blev timerne ret gemytlige. Når det var lavtryk og overskyet vejr slæbte timerne sig afsted i en trykket, pirrelig stemning med uundgåelige vredesudbrud.

Han hørte til den slags mennesker som det var umuligt at forestille sig i nogen anden professionel rolle en lærerens. Man kunne ligefrem sige at det var umuligt at forestille sig ham i noget andet end lærer i latin.

I det andet gymnasieår kom jeg i gang med mit eget modernistiske poesiskriveri. Samtidig blev jeg draget mod ældre poesi og da latintimerne fra de historiske tekster om krige, senatorer og konsuler gik over til vers af Catul og Horats glem jeg villigt ind i den verden af digte hvor Bukken præsiderede.

Versterperiet var lærerigt. Det gik til på følgende måde. Eleven skulle først læse en strofe, for eksempel Horats:

Aequam memento rebus in arduis
servare mentem, non secus in bonis
ab insolenti temperatam
laetitia, morituri Delli!

- Oversæt, råbte Bukken.

- Men fattet sind … øhh … husk med fattet sind … nej … sindsro … at bevare et fattet sind under vanskelige forhold, og ikke anderledes … hm … nej, ligeledes under god … gode forhold … øh … afhold dig fra overdreven … hm … livfuld glæde, dødelige Dellius!

Nu var den selvlysende romertekst virkelig blevet bragt ned på jorden. Men i næste øjeblik, med næste strofe, vendte Horats tilbage på latin med versets vidunderlige præcision. Denne vekselvirkning mellem det mangelfulde trivielle og det spændstigt sublime lærte mig en masse. Det var poesiens vilkår. Det var livets vilkår. Gennem formen (Formen! kunne noget løftes. Larvefødderne var væk, vingerne foldede sig ud. Man måtte ikke miste håbet!

Desværre indså Bukken ikke at jeg var fængslet af det klassiske vers. For ham var jeg en stilfærdigt provokerende yngling der havde offentliggjort uforståelige »fyrtiotalistiske« digte i skolebladet – det var efteråret 1948. Da han så mine produkter, med deres gennemgående små bogstaver og manglende tegnsætning, blev han forarget. Jeg indgik i det fremtrængende barbari. Sådan en måtte være uimodtagelig for Horats.

Billedet af mig mørknede yderligere i en time hvor vi gennemgik en middelalderlatinsk tekst om livet i 1200-tallet. Det var en overskyet dag, Bukken havde ondt og raseriet lå på lur. Pludselig udslyngedes spørgsmålet hvem den læspende og halte Erik var – han var omtalt i teksten. Jeg svarede at han var Pærekøbings grundlægger. Det var en reflektorisk reaktion for at lette den trykkede stemning.

Nu blev Bukken ikke bare vred i øjeblikket, det semester fik jeg »advarsel« i latin. Advarsel var en kortfattet skriftlig meddelelse til hjemmet om at eleven havde opført sig dårligt i faget. Eftersom jeg havde fået ros for latinstilene måtte jeg opfatte advarselssedlen som gældende livet i almindelighed snarere end latinen.

I gymnasiets afgangsklasse blev forholdet mellem os meget bedre. Da vi nåede frem til studentereksamen var det hjerteligt.

Omtrent da begyndte to horatske strofeformer, den sapfiske og den alkæiske, at trænge ind i mit eget skriveri. Sommeren efter studentereksamen skrev jeg to digte på sapfisk metrum. Det ene var »Ode til Thoreau« - senere slanket til »Fem strofer til Thoreau«, efter at de mest ungdommelige partier var fjernet. Det andet digt var »Storm« i suiten »Efterårsskærgård«. Jeg ved ikke om Bukken nogensinde gjorde sig bekendt med hvad jeg skrev da den første bog udkom.

Klassiske versemål. Hvordan jeg var kommet på den idé? Den meldte sig bare. Jeg betragtede jo Horats som en samtidig. Han var som René Char, Loerke eller Einar Malm. Det var så naivt at det blev sofistikeret:

FEM STROFER TIL THOREAU

Endnu en har forladt den tunge bys
ring af glubske sten. Krystalklart salt er
vandet der slår sammen om alle sande
flygtninges hoved.

I en langsom hvirvel er stilhed steget
herop fra jordens midte, for at slå rod og vokse
og med frodig krone beskygge mandens
solvarme trappe.

*

Foden sparker tankeløst til en svamp .En tordensky
vokser stor i randen. Som kobberlurer
giver træers krogede rødder tone og bladene
spredes forskræmte.

Efterårets vilde flugt er hans lette frakke,
flagrende til atter af frost og aske
rolige dage er kommet i flok og bader
kløerne i kilden

*

Troet af ingen går den der har set en gejser,
flygtet fra stenet brønd som Thoreau, og ved
således at forsvinde dybt i sit indres grønne,
listig og forhåbningsfuld.

*

EFTERÅRSSKÆRGÅRD

STORM

Pludselig møder vandreren her den gamle
kæmpeeg, som en forstenet elg med
milevid krone foran septemberhavets
sortgrønne fæstning.

Nordlig storm. Det er i den tid hvor rønnebær-
klaser modnes. Vågen i mørket hører man
stjernebillederne stampe i deres båse
højt over træet.

- Tomas Tranströmer.

mvh
Simon

AGTER

in memoriam Ted Hughes

˶Og hvordan var det så,˝ spurgte jeg ham,
˶at møde Eliot?˝
˶Når han så på én,˝
sagde han, ˶var det som at stå på en kaj
og se stævnen på Queen Mary
komme ganske langsomt imod én.˝

Nu er det som om
jeg står på et molehoved og ser på ham,
der hele tiden ser på mig, mens han ror ud
og en træstævn agter bakser
og flimrer og gynger mod versets grænse
og aldrig rigtigt når nogen vegne.

- Seamus Heaney.

https://www.youtube.com/watch?v=tixX32WKN5Y


mvh
Simon

Her en sjov og fin oplevelse nogen fik med sig i skærgården:
https://www.youtube.com/watch?v=EqS4SOqhqsY


BIRKELUNDEN

Bagerst i en have, med flodvand indenfor hørevidde,
i et murafskærmet hjørne som bastuen eller bagerset
i et tagløst abbedi eller en romersk villa med knuste gulve,
har de plantet deres birkelund. Plantet den for nylig,
men allerede nu hver morgen skyder den op i solen
som deres egne for længst voksne kroppe, barkens hvidhed
så lysbadet og kølig som den hvide natkjole af satin
hun bøjer sig og retter sig op i, mens hun drikker te,
siddende overfor ham, der dingler med en sandal
på sin store taktslående fod, så nøgen som en abbeds.
Røde mursten og skiffer, blommetræ og æble er stadig lige
troværdige, en cd med Bach går sine runder
i den helt almindelige haveluft. Over dem et jetspor
der smalner og bølger som en pindekerte eller pilevånd.
˶Hvis kunsten kan lære os noget,˝ siger han og overtrumfer
livet med et citat, ˶så er det, at menneskets vilkår er privat.˝

*

MOYULLA

Dengang strømmede hun
sortslikkende, hurtigt
under piletræerne
og kulden fra hende

var som kulden fra dig –
dine kinder, dit tøj,
dine bevægelser – når du kommer
ind fra arbejdet i haven.

Hun var under vejr
med sig selv, hendes grusgrunde
myldrede. pollenhinder lå
mat på de stille dyb.

*

Og hvad så? hørte jeg
nogen råbe. Lad dem
hvis de gider,
men lad det være for hende,

hendes rislen, hendes bundsten
der er fedtede og slørede
af alger, som om hendes navn
og talende vand

er blevet ramt af mudring,
hendes klare vokaler
af et stort vokalskifte,
fra Moyola til Moyulla.

*

Flod i mælkefeber,
fråde ved munden
af udløbsrøret,
drejesygt drivgods…

Barfodet på bredden,
gladøjet, med græs om ankel,
så jeg det hele
og elskede det den gang –

mispelpletter, bistik,
mejeriudslip
på hendes rene, kønne
piletræer og elle.

*

Træd ud i hende for mig
en friskkindet eftermiddag,
men ikke før
du træder ned i hellange waders

for at gå op til brystet
mod strømmen, i hendes
dybeste slæbende sug,
stå imod og skille hende,

hævde hende og mærke kilden
til hende og dit eget
fossende jeg, mens ingen af jer
er rede til at give op.

- Seamus Heaney.

*

I Rilkes værk om billedhuggeren Auguste Rodin, skrevet mellem 1903-1907, støder man bestandig på de smukkeste billeder skabt af Rilke selv: billedhuggeren der langsomt gror ud af billedskaberen, levendegøres:
”Der gives i Rodins værker hænder, selvstændige, små hænder, som uden at høre til nogetsomhelst legeme, er levende. Hænder, der retter sig i vejret, tirret og vrede, hænder, hvis fem strittende fingre synes at gø som en helvedeshunds fem halse…”.

mvh
Simon

Go'morgen Simon

... og tak for alle gode måltider i mellemrummets mellemrum, de er blevet smagt og spist med stort velbehag til nydelse og inspiration ;))

Mon ikke også parret her gensidigt har serveret mad og inspiration for hinanden? Måltider til nydelse og de tre s'er: sang, syn og smag ...


En sommerdal vil hjertet
gerne være,
hvor lærken uophørligt
stiger op,
med stadig større klangkraft
i sin stemme,
som var det sangen selv,
der bar dens krop.

Lise Sørensen

***

Det flygtige elsker jeg
Ikke fortællingen
Men øjnene der talte
Ikke filmen
Men når der blev mørkt i salen
Det flygtige gav smag
Det flygtige blev tilbage:
Spor i sneen
Et dansende blad over markerne
Togdør, brus af skinner
Og én der råber Axelsen!
Ansigter i en modgående vogn
Svaler, endnu belyst af solen
Og da du kom ud i haven
Stilheden
Og børnenes stemmer inde i skoven.

Erik Knudsen


... og helt på samme måde som Christensen&Borum :))

Morgenhilsner fra en regnvåd have
RoseMarie

Morn’ i regnskoven, RM..

En himmelsk morgenmusik strømmer nedover os, lige bortset fra det altså er formiddag, en sommersang mange voksne med børn i sommerhuse og på Pingpladser lige nu bander langt væk, i hvert fald de med børn der ikke stråler som små leende sole over at stampe vandpytter op – findes der mon voksenkurser i at genfinde dén barneglæde?

Apropos sidder jeg og gnaver lidt i Borums ”Samtale med Ole Sarvig, og tænkte af den grund på livet som symptom på faldet, dråben der får regnen til at vælte, da det jo ér bevægende at se hvordan livet rejser sig og falder, som en tidsindstillet sulten baby der smasker levetid i sig – er det noget under at oppegående mænd er så optaget af vin, kvinder og sang, hvilket må være Munch-Petersens hymne til livet som en vandbærerdans.

Sørensens og Knudsens imposante vidnesbyrd, får mig til at tænke på tabte næser og munde når Sort Sol har leget en himmeldans ind i én. Tidligt i morges stod jeg og røg en kaffetår i egne tanker, til lyset der svagt tændtes og træers fugle der så småt var i gang med posten, da pludselig ti-femten stort bevingede venner bagfra drejede indover hustaget og forsvandt udover. I stilheden hørtes lyden fra vingerne som en armslængde – de var på vej til rund fødselsdag nordpå, men sku lige hente en bærevind hernede hos os, dvs. de fastboende fugle og jeg…;)

Bedste lørdagshilsner
Simon