0
registrerede
19
gæster og
1327
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her en sjov og fin oplevelse nogen fik med sig i skærgården: https://www.youtube.com/watch?v=EqS4SOqhqsY
BIRKELUNDEN
Bagerst i en have, med flodvand indenfor hørevidde, i et murafskærmet hjørne som bastuen eller bagerset i et tagløst abbedi eller en romersk villa med knuste gulve, har de plantet deres birkelund. Plantet den for nylig, men allerede nu hver morgen skyder den op i solen som deres egne for længst voksne kroppe, barkens hvidhed så lysbadet og kølig som den hvide natkjole af satin hun bøjer sig og retter sig op i, mens hun drikker te, siddende overfor ham, der dingler med en sandal på sin store taktslående fod, så nøgen som en abbeds. Røde mursten og skiffer, blommetræ og æble er stadig lige troværdige, en cd med Bach går sine runder i den helt almindelige haveluft. Over dem et jetspor der smalner og bølger som en pindekerte eller pilevånd. ˶Hvis kunsten kan lære os noget,˝ siger han og overtrumfer livet med et citat, ˶så er det, at menneskets vilkår er privat.˝
*
MOYULLA
Dengang strømmede hun sortslikkende, hurtigt under piletræerne og kulden fra hende
var som kulden fra dig – dine kinder, dit tøj, dine bevægelser – når du kommer ind fra arbejdet i haven.
Hun var under vejr med sig selv, hendes grusgrunde myldrede. pollenhinder lå mat på de stille dyb.
*
Og hvad så? hørte jeg nogen råbe. Lad dem hvis de gider, men lad det være for hende,
hendes rislen, hendes bundsten der er fedtede og slørede af alger, som om hendes navn og talende vand
er blevet ramt af mudring, hendes klare vokaler af et stort vokalskifte, fra Moyola til Moyulla.
*
Flod i mælkefeber, fråde ved munden af udløbsrøret, drejesygt drivgods…
Barfodet på bredden, gladøjet, med græs om ankel, så jeg det hele og elskede det den gang –
mispelpletter, bistik, mejeriudslip på hendes rene, kønne piletræer og elle.
*
Træd ud i hende for mig en friskkindet eftermiddag, men ikke før du træder ned i hellange waders
for at gå op til brystet mod strømmen, i hendes dybeste slæbende sug, stå imod og skille hende,
hævde hende og mærke kilden til hende og dit eget fossende jeg, mens ingen af jer er rede til at give op.
- Seamus Heaney.
*
I Rilkes værk om billedhuggeren Auguste Rodin, skrevet mellem 1903-1907, støder man bestandig på de smukkeste billeder skabt af Rilke selv: billedhuggeren der langsomt gror ud af billedskaberen, levendegøres: ”Der gives i Rodins værker hænder, selvstændige, små hænder, som uden at høre til nogetsomhelst legeme, er levende. Hænder, der retter sig i vejret, tirret og vrede, hænder, hvis fem strittende fingre synes at gø som en helvedeshunds fem halse…”.
mvh Simon
|
|
|
|