Hej RM..

Læste mellem andre nyligt Jens Mathias Eriksens breve til sin ven Frits Pullich, Uden for alle grænser (1980) hedder den lille brevsamling, som er et udpluk fra en større samling der strækker sig over en længere tid, og jeg tror at netop disse ku' ha' din interesse - Møllehave står forøvrigt for forordet om brevkunsten, hvori man indføres i Provst Eriksens såvel som religionshistorikeren Pullichs liv og levned.
Nu ved jeg ikke om du er ved at revne af nysgerrighed, ifølge velunderrettede kilder sku' verden i al fald ikke være det, altså ved at revne, hvad man nu ikke bør tillægge for stor betydning, som bekendt opstår der jo tit grusomme sprækker med de alvorligste følger, her og dvs. i brevene ka' man dog nøjes med sprække i små grin og måske med et lille hovedbrud som følge, fx. når jomfrufødslen knager i d'herres overvejelser, men det ka' du jo så overveje om du vil la' fare forbi vinduet dit - gnæk...;)
Men nu jeg med sikkerhed véd hvor nissetossed også du er, ska' du da også indføres i en lille julestemning fra 1926, dvs. for hele 90 år siden - blir du ikke alene ved tanken lidt træt i rødderne, trænger til at sidde ned? - ja det er jo noget tid siden ... halvfems år, ja hvem sku' vel ha' troet at nogen i denne mobiltid gad jamre over hvad fossiler på papir måtte ha' tænkt og ment, det næste blir vel en invitation til rundbold med Sibbern? Men nu ka' du jo se tiden lidt an, hoppe ind i julestemningen, så at sige:

21. december 1926.
Kære ven og magister!

Det var lige ved, at der ikke blev noget af et julebrev til Dem i år af flere grunde.
Når jeg trods alt har overvundet alle besværligheder, er det ikke just fordi det er jul, som fordi jeg skylder at advare og formane Dem. Jeg har nemlig drømt så fælt om Dem og flere. Det var natten efter, at jeg i Politiken havde set eg tegning forestillende professor Grønbech og flere andre lærde herrer sidde og gnide deres overskæg ved en konkurrence, vist nok om det tyske professorat. Som sagt den følgende nat drømte jeg forfærdeligt. jeg var i helvede. Med særlig rejsetilladelse og forsynet med Satans pas besøgte jeg en mængde pinesteder dernede - omtrent som da Dante førtes rundt. Blandt andet kom jeg til en stor, stor kirke, langt større end nogen, jeg før har set. Hvælvingerne hang så højt, at man kun kunne skimte dem, og murene var slet ikke til at se; der var kilometer mellem pillerne. Kirken var stuvende fuld, og der blev prædiket uafladeligt.

Det er nu i sig selv en mærkelig ting at komme til kirke i helvede, og jeg spurgte derfor kirkebetjenten, hvad det skulle betyde. Han svarede, at det var pinested for alle dem, der ikke flittigt nok havde hørt prædikener. De skulle sidde her i alle evigheder og høre på præster, som i deres funktionstid her på jord ikke havde kunnet få folk til at gå stadigt i kirke. Se det er jo en raffineret straf, bemærkede jeg. Ja, sagde han, vi regner det for en af de værste straffe et menneske kan idømmes. Og der er virkelig mange rigtig pæne mennesker imellem, folk som man ikke ville have troet om, at de skulle ende her.
Og ved De så hvem jeg så? På en af de allerforreste bænke sad professor dr. theologiæ Vilhelm Grønbech og gned sit skæg til en lang, tynd tråd, uafladelig vendte og drejede han det; man kunne se, at han led ubeskriveligt. For hver halve time skiftede prædikanterne, og mellem hver prædiken sang et usynligt kor for falske stemmer: Credo.
Som sagt, Grønbech led over al måde. Han sendte rasende blikke mod prædikestolen, men jeg forstod, at hans dom var endelig og evig. Ved siden af ham sad Anker Larsen. Han tog det mere roligt, om end man fik det indtryk, at han nok kunne lide at bokse med de evindelige prælater. Endelig var også De der, men jeg forstod, at De havde fået en betinget dom, således at hvis De sad pænt ville De efterhånden blive betroet en underordnet stilling blandt kirkebetjeningen, hvilket gav anledning til større bevægelsesfrihed.
Men altså, denne drøm er den egentlige anledning til dette brev. Jeg må advare mine venner. I må alle gå noget mere i kirke, og der er jo god lejlighed dertil netop i disse dage. Sig det til Grønbech, at han må overvinde sig, ellers komer han i helvede og skal høre prædikener - lutherske vel at mærke - i alle evighederes evighed. Thi moralen er: der er fastsat et bestemt mål af kirkegang for enhver lutheraner, og fyldes målet ikke her kommer opfyldelsen hisset. De har engang bedt mig forklare Dem protestantismens væsen, og jeg ser det som min pligt at indvi Dem i gudsrigets hemmeligheder, men det må ske langsomt og ved passende lejligheder. Hermed har jeg nu forklaret Dem et nyt kapitel, og det er meget vigtigt. Lad mig da se, at De lader Dem belære af det!

Lev så vel og fornøjet i julen og husk, at den både i kirke og hjem er noget af det allermest hedenske vi har, og at den just derfor er og bør være kristenhedenskabets største fest.

*

Sluttelig begynder brevsamlingen med disse ord: Det er godt at mennesker drømmer, thi det betyder at evigheden rumsterer i dem
- Jens Mathias Eriksen.

mvh
Simon
P.s.: forresten aner jeg hvad der ku' få hin lægprædikant til at lege agnostiker, alene udsigten til alle de gode prædikener, må vel føles som juleaften året rundt..;)

En himmelsk komedie: https://www.youtube.com/watch?v=VM8-Udj5gQk

mvh
Simon

Nu er jeg langt fra ene om at blie helt blå i hovedet af iltmangel, når jeg i ét stræk læser såkaldt liberale mf'eres bekendtgørelse om danskheden, og det ka' ta' sin tid at få vejret, når man skuer disse indvævede forestillinger om det danske sind, særlig ved et minde marcherende på en ikke særlig gammel vind; for hvor lavt sættes igrunden ikke dette sind, denne danskhed, der ved tunnelsynet ikke alene får HCA til at ligge lidt uroligt, for også regnormene må vel til at overveje bosituationen - og når dén situation pludselig opstår, ja så ka' man jo godt trænge til at få pusten over noget svensk jazzzz: https://www.youtube.com/watch?v=tlzigOo-mHI

H.C. ANDERSENS LAND

Før holdt de sig skjult
skrev anonyme breve
kom med anonyme tilråb
anonyme opringninger
foretog anonyme overfald
nu tør de kaste maskerne
nu har de navne og ansigter
gode danske navne
knyttede danske ansigter
nu har de opdaget hinanden
gennem læserbreve
gennem meningsmålinger
gennem radio og fjernsyn
de kan mærke de blir flere og flere
hævder allerede
at være de fleste
endnu er de ikke organiseret
endnu marcherer de ikke i takt
men partiet står parat
med åbne arme
og lukkede grænser

Mangt og meget sker
med overrumplende skift
i dette sekels krampetrækninger

Flygtninge
indvandrere
alle I med anderledes hår
anderledes næse
anderledes hudfarve
anderledes tro og skikke:

Dette er H.C. Andersens land
lær af ham og bliv klogere
nationalsporten er kanøfling
humoren brolagt med bananskaller
i folkeviddets troldspejl ses
ofre
som trusler
medmenneskelighed
som udansk

Her er det en dyd
selv for højtuddannede
at lade som om man hverken
kan læse eller regne
så få tusinder gøres
vupti
til en folkevandring

Giv agt når nogen siger:
- Jeg er ikke racist, men -
Så er det bare om
at springe til side
før de brækker sig over jer.

Danmark
en gang besat af gale germanere
snart af besatte danskere
mit land beboet af rygge
mit land hvor der jævnligt
er rift om sko
der er for små
mit land med skrumpehorisont
forvekslet med verdens navle

Danmark
mit skulende land
bliv voksent og stort
slå øjnene op
slå armene ud
så vi kan rette ryggen
ved at tilhøre dig

Danmark
gør dig ikke mindre end du er
udgør
udfyld din del af verden
gør vores skam til skamme
at vi kan forny dit ry.

*

REGNORM

Jordnærmest af alle
mest forskellig fra fugle
muldfølsom sandkilden lerlysten
du kommer aldrig ind i noget byvåben
ubrugelig i kantater og reklamer
for uheroisk
for nøgen
din uterlige omgang med undergrunden
vækker uhumske tanker i os
som kun fører til afveje
men det værste er
at vi står i hjælpeløs gæld til din obskøne flid
uden dig ville kloden være gold og fantasiforladt
skam dig
hele den grønne frodige blomstrende overflade
er dit liderlige værk
og det vil vi aldrig glemme dig
din lavtstående underudviklede latterlige
laverestående æreløse afstumpede
laveststående lavestkrybende snigende proletar
kend din plads og vov at vise dig her på overfladen
med retskafne spader står vi parat
til at amputere dig fra dig selv.

- Benny Andersen.

mvh
Simon

Hej Simon

Herlige Andersenord til lyden af dejlig svensk jazzzz. Det luner i luften, og snart skal fingrene i jorden for at forstyrre regnormene :))


Der er et lille forår
som er forbeholdt de få
som kigger på de forårstegn
som ingen kigger på.

Det løber som en
forårsmorgenssolskinsbygevåd
dråbe langs en
forårsforstadssporvejsledningstråd.

En himmel vendt på ho'det
med en martssol i det små -
et lillebitte forår
går på line i det blå.

Piet Hein


Lune hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Ja, nu jorden begynder at dufte indbydende, ka' jeg så levende forestille mig muldvarpen rumle lidt i maven, at fingrene må klø efter lidt jord under neglene. Derfor ska' du selvfølgelig også ha' et par velkendte toner, her i lysets brydning:

Fra Emil Aarestrup, blandt københavnske minder samt andet for øjet så godt, et…

Fragment

Mistvivlende kun Sjælen trækker
Igjennem Støv sin dorske Krop,
Hvor kedelig sig Søen strækker,
Og Landet gabende ser op –

*

Og nu det langsomt gror i os, her en Morten Nielsen i en begivenhedsrig københavnsk studentertid, fuld af længsler og bristefærdig poesi:

Jeg kan huske den Nat, da Foraaret kom sidste Aar. Det var præcis den første April. Og i Jylland. Jeg gik ud af Hasserisvej, mens alle Kloakker sendte det søde Ekko af Pans Syrinx op imod mig, og det klukkede livsaligt i alle Riste. Det var i Jylland – og jeg endte ude paa Landet dén Nat.
Foraaret gik igen, efter i Lørdags. Men i Forgaars! I Forgaars kom Blæsten med Solen. Gaderne blev lyse, det glimtede forsøgsvis i Ruderne med Sol. Det var varmt. To Grader over Frysepunktet, eller tre. Paa Søerne var Isen ved at bryde, der var store, vaade Pletter i det hvide. Udenfor mit Vindu forsvandt Sneen med eet fra Jorden, og lod vissengrønt Græs og brun Havegang komme frem i Lyset. Da jeg kom fra Universitetet gik jeg derud, for i Vanvid at undersøge Mulighederne for Vintergækker.
For naar Vintergækkene staar med fine Farvestreger indeni. og naar der kommer Krokus saa gule og blaa som Sol og Sommernætter, saa blir Livet værd at leve. Selvom der er Krig, og Krigen altid blir værre om Foraaret.

*

Sluttelig en frisk poetisk æblejuice fra Strunges løbske farvebånd, fra tiden hvor så meget modnedes og sprang ud af ham:

’Vi’ strømmer ud i folket som en rejsning
og mænger os med unge med tomme hænder.
Der er frugt i vort skrig
’vi’ skyder fjenden i skoene

mvh
Simon
P.s.: tænk, at jeg her har langet 3000 indlæg over disken..;)