1
registreret
(1 usynlig),
20
gæster og
1070
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27398 - 13/05/2019 09:31
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon Åh ja, musik og muzak og en hel verden til forskel. Forurening sker på mange planer og ikke blot som plastikaffald langs veje og kyster. Brændingen
Mægtigst af al musik er erindringens brænding, mørk som nætternes bølger og lys som dagenes skum. Det brølende danseorkester fra damperen ude på havet er som lidt motordunken i mågernes høje rum.
Luften er brændende tung under himlens glastag, det lyner i kimingen, stumt, som fra fremmede lande. Umærkeligt langsomt erobrer bølgerne kysten. Den fjerne brænding slår brusende op om min pande.
***
Lysene i byen
Jeg længes efter nætterne i byen, efter den fine musik i mørket mellem huse.
Dage på torve og pladser hvor pludselig blændende sol suser i håret som blæst.
Og efter solfald lys genopstår: neonblomster skyder op i nattens jord.
Lysene! - ja, lyset fra det lave, der skyller gyldent over alle mure og regner natteløvet morgengrønt.
***
Enhed
Uendelige timer gennem byen fra dagen begynder at gråne. Vi cykler gennem alle nattens timer som båret af den hvide vingemåne.
Den bar os udenfor – her stod vi stille uendelige år, bag vinduesglas, hvor svalesværme styrtede forbi os og lød som blæsten på en åben plads.
Bestandig er vi midt i byens hjerte, hvorfra vor skæbnes røde kredsløb springer. Storbytrafikken løber støt deroppe, båret af bøgeskovens brede vinger.
***
Længsel
Min længsel er en glad og åben slette. Den tog mod dine kys som sol og regn. Den tog imod dig, favnende og evigt – nu møder jeg dig ofte på min egn.
Du går omkring blandt unge blege tanker, blandt ufuldendte gerninger og ord. Her blir dit liv så blåt og uden ende, her blir hver fattig leg så god og stor.
Du, mine hænder aldrig kunne eje du lever i min forårsåbne egn, hvor alting endnu kun er spæd forundring, hvor alt får lov til at gro i sol og regn.
Nu møder jeg dit ansigt og din stemme og dine kys blandt alt hvad der er smukt. Jeg længes, men min længsel lider ikke, den er sin egen regn, sin egen frugt.
***
Fuglestemmen
Ud af det blå springer skyernes hvide klinter, og inde i skoven genopstår blomstrende sne fra i vinter.
Øjet er træt af at sejle på lyshavets perlemor, tørster efter de fugtige farver, der frodigt gror.
Da stiger som øer af havet bøgenes kroner, de bølgende riger hvor solsorten syngende troner.
Et savn, der tøer op og tumler som vandløb fra frostens fængsel og styrter ud i et hav af dybere, vildere længsel.
Lise Sørensen "P.s.: hva' sir du fx til sådan en fætter, RM, der fint ka' bruges som sluf: http://www.baker-street-studios.com/shop/other/dexter-bear/" Den er jeg helt med på, Simon. Det er godt at kunne holde varmen, når man bevæger sig i blæsten udenfor. ;)) Se også her, hvad der findes i samme shop og poesiens verden: http://www.baker-street-studios.com/shop/ephemera/stream-of-thoughts/http://suebenwell.com/books/stream-of-thoughts/Solskinsrige hilsner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (13/05/2019 09:32)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27401 - 14/05/2019 10:23
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hejsa RM..
Sue Benwell er her ukendt, en herlig side! ;)
Lidt til maven:
Pelikanens flugt
Helt rolig sejler pelikanen overe bølgernes toppe så klodset at det ser ud til at den må falde Og dog, den rider, den sejler, den svæver, som ingen som intet andet og løfter dig en anelse ud af dig selv Jeg ville en hyldest til pelikanen Jeg faldt med snotten i sandet Jeg vendte mig om, op, og jeg så dig pelikan Det stille havs fugl … En hyldest til faldet der står
*
Sneugle
Jeg havde ikke noget verdenssyn Jeg havde et par øjne og de havde engang set en hvid ugle på en snemark i en barndom Jeg kunne ikke tage den med mig ud af barndommen Et eller andet forblev der, uforløst og gjorde mig mismodig Det er sært, den hvide ugle, snemarken og disse øjne der møder disse øjne og en ny vinter dækkede sin glemsel på glemsel og jeg sad ved et bord og gloede ud ad et vindue Jeg ville væk Jeg beder hvert græsstrå om forladelse, om nåde, hvert strå jeg knækkede for den ørken der trak mig ud i sit totale billede Og uglen der vogtede over mig Uglen der ikke havde glemt mig
- Thomas Boberg..
Revolution og oprørstanker er altid fulgt i kølvandet på folketingsvalg, særlig med sjove små oprør fra midten; nåja, pt. har Paludans fiskeri tydeligvis skabt oprør i begge sider af åen, selv om enhver vel indser at manden bare ville forsvinde i mængden midt i Christiansborgs fantasiverden:
Opfordring til oprør
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at gøre oprør, men det er ikke til at nå alt sammen. Jeg ved heller ikke hvordan man gør, sådan i detaljer , barrikader etc. Brosten er sikkert svære at få op, især den første, og så står man der og pirker, – hvad nu hvos man slet ikke kan få den op? Så går man selvfølgelig hen hvor der er vejarbejde, dær har de dem jo oppe i forvejen, og så siger man: »Hvad med en lille rask rå barrikade, gutter?« Men så er der alle skiltene med pilene og de blippende blinklamper og alle hakkerne og skovlene og spaderne, og hvad hjælper det så man aldrig overgiver sig? Hvid fol bare går uden om bliver der ingen rejsning i Istedgade. (For øvrigt er den vist også asfalteret nu!) Det ville ellers være lækkert med et oprør, hr, et lille et. Et af de små danske. Dem inde fra midten . tak. Nu er de vel friske? – Nej, altså, alene tanken gør mig nervøs: Hvordan begynder mand? Sådan her: Man går hen til nogen der står og venter på bussen. »Rejs jer, « siger man så. »Hva’ er der??« siger de så. »Oprør!« siger man så. De ser sig undrende om. »Fra midten,« siger så, »rejs jer!« Men de bliver stående. »Rejst jer så, « siger man igen, »alle danske, alle mand som en, og gør Danmark frit!« Så bliver de flove, som om de alle sammen har slået en prut og så kommer bussen og dær ligger landet, i våde og lænker, og sådan er det hver gang. Næe, hr, ham Dansken er slap, slap og usund, og hvordan man får ham sund igen er ikke godt at vide. Et lille oprør, måske, fra højre, bare et lille et, hvis De har dem i den størrelse, hr? Jamen, mand, siger nogen så, du kan jo bare mane. Der er ingenting der maner som et digt der går til tops! – Men det er jo ikke sagen. For det første kan man jo ikke sådan gå hen og bare gøre det der står i digtene, »Jeg er Havren«, for eksempel, og for det andet er der alt for få der læser digte, ca. 350 styk for mit vedkommende, og det er alt for lidt til et oprør, – næe, så skulle man snige sig ind på ugepressen eller skaffe sig adgang til massemedierne, TV eller r-a-d-i-o. Hold da kæft! For faen, gutter! Skal vi lige tage og fikse et lille råt oprør, her og nu, – parat? Vi tager venstrefløjen først, de er lissom flest når det drejer sig omkring oprør. Altså, venstrefløj, parat, nu: REJS JER!! Kom så op med jer! Ja, det er længe siden, sær bajerne fra jer og kom så op, sådan, ja, fint! Og så midten, kom så, midten, nu! Alle sammen, ingen slinger i valsen, kom så, op og då. Godt nok. Og så højrefløjen, kom så, højrefløj! (Pause) HALLO! Hallooo, højrefløj! Op med Dem, ja, det er Dem jeg taler til, hr! (Bliv nu siddende, Erhard, det er ikke nogen afstemning, det her!) Er de oppe, hr? Fint! Står vi så? Har alle rejst sig nu? Alle mand som en? Gå så ud og gør Danmark frit, pigerne er begyndt.
- Per Højholt, Kvababbelser, 1985.
mvh Simon
Redigeret af Simon (14/05/2019 10:38)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27402 - 14/05/2019 10:26
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Løbehjulet er på mode, som myggebasser summer fartbøller om alles ører. Ældre damer holder håndtasken tæt til kroppen, cyklister ser misundeligt streger blie til prikke i horisonten; inden længe ses propeldrevne børn med skoletasker flagrende i vinden, og over kristuskaffen på Café din sjæls frelse sidder en kristusbønne og forestiller sig hvordan hans åndelige væren flagrer rundt i vor herres fri natur i kraft af egen ”propel”…
Den unge mand i helikopteren
Til Adam Oehlenschlägers 200 års dag.
Højt til vejrs i min skinnende boble under rotorens klaprende le kigger jeg ned på den skinnende storby, hvad kan der være at se? Ingenting, først, tåge og skyer dæmper og slører mit syn, som jeg har glemt at fordoble, men så – nu! – går jeg ned gennem skyen og ser gennem tåge og røg og kemiske dampe – byen! (Synger:)
Sikken by man ser fra sin sky, utrolige larm, ånde så varm, at boblen dugger og gi’r sig og vugger. Jeg går længere ned, jeg vil ned og vær’ med, jeg må finde et sted med ro nok og fred til at få helikopteren ned!
(Helikopteren lander på Frederiksberg Runddel)
Men øret danser, en kogende kedel som trommer på himlen med pift! Her bliver jeg aldrig en leddel, oh, Herre, giv mig et lift! Beving den tomlende yngling på vej til det indre af byen med Illum og chillum og B & W, musikanter og østerlandsk the, politi med optrukne knipler og Rådhuspladsens alkove! Der vil jeg sove til stjernerne pibler!
(Sover på en bænk. Natten falder på.)
Oh, nat, jordiske fryd, som gi’r poesien dens lyd! Vor Frues klokker som kalder og lokker, så findes dog dyd! Her vil jeg vanke ud min skælvende planke og nyde dens fred!*) Gud, send heligkopteren ned! Dette liv med dets dytten og pift som gi’r mine ører sin rift, det er mig den rene forgift! De arbejder også på skift! Det ligner noget af Swift! Jeg frygter, mit kønslem blir stift! Vift, Codan, vift!**) Her har du, Vor Frue, dit stift!
(Puler Vor Frue Kirke, ældes, dør.)
*) Dydens **) Fejlhuskning hos det unge menneske
- Per Højholt, Kvababbelser, 1985.
mvh & soldag..;) Simon
Redigeret af Simon (14/05/2019 10:29)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27406 - 16/05/2019 14:43
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Her lidt herlig læsning til under træet, med isthe i en kommende solvarme, fra I halvfemserne:
Sprog og drøm
Sprog og drøm og det fine blystøv fra den skærpede stift. Affaldet, det overflødige der vokser idet det fjernes At blive brugt og blive brugt op Hvide bunker af tid der ulmer i det unævntes felt. Du er den du vil blive når du forlader og træder ind, hvid af de dage der venter dig.
*
Vi kører stærkt og vi kører stærkere. Altid det samme udviskede ansigt og mumlen af stemmen uden ord. En ondartet vind fandt frem og brød igennem og nogen standsede op for at se. Ud af sprogbunken et svedent øje, betragter dig.
SOUVENIRS (1-13)
1
Som når et vandrør springer flyder gården over hvor et barn sætter skibet af papir til havs
lever vi i tilfældighedernes rige, og du bevæger dig langs et overbegroet hegn ved den forladte jernbane
i forstaden hvor du ikke længere bor og følger sporet, forbi elektricitetsværket,
ud i randens affolkede områder ved bjergenes fødder den yderste fattigdoms grænse,
øde uden ord, summende generationer og fjerkræsfarme sandet til, indhegnet
af rusten pigtråd, ingentings afblomstrede buske,
så uventet de røde der blander sig med dagens flydende flod og blænder profilen af en erindring.
2
Papirskibe, natsværmere af silke, stålkraner og masterne der ligner pinde i et sindrigt mønster forbundet med sytråd
danser på sandbankens ryg under solen vi tog ud for at lære at kende. Lyshvirvler slynger dig langt ind i årene,
årene med gaderne hvor stemmer dør hen med den nedrevne skole. Der er kun erindringens usikkerhed
at forlade sig på. Eg blev til korkeg, bøg til ficus, ahorn til ceder og pisonay.
Vinduerne vinker videre som om rejsen havde tabt dit ansigt af sporet.
…
*
FOSSILT
Ordene her har ingen modtager ingen destination i min erindring er ingen duer med brev med afsender i tiden
De er krøbet ind i sig selv som snegle er blevet deres eget hus af skaller der flyder på mørkets vand eller kryber på molens pæle ned ad ned ad mod dybet ingen retning andet end ned ingen sakse at fægte i hornhinder med
De er gået så langt at de ikke længere er mine at de er blevet meningsløse er blevet sig selv uden objekt snegle på tidens bundgarnspæle ned ad mod forstening stødt til hvile i tankens æon mørkets fosiller skyller op på en bred hvor end ikke tiden går
*
Dagen har kastet søm i det tredje øje
Blomsten har pillet klokken af sig selv
Tørsten har drukket såret ud af stilken vi hev op af den skrigende krop
Døden har byttet livet ud med sandheden sandheden om sig selv i vores marv smidt overalt hvor vi er
- Thomas Boberg.
mvh & god weekend.. Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|