Hanskrist:

SVAR: Det er klart, at oplevelsen af helligånden er egen indre oplevelse ... hvad ellers ... men ifølge bibelen kommer den udefra ... fra Jesu far ... og omtales som sandhedens ånd … talsmanden der minder Jesu apostle om, hvad han havde lært dem, da han gik sammen med dem.

Så helligånden skulle hjælpe Jesu apostle til at leve og vidne sandt om Jesu lære efter hans død.

Johannes 14:25-26: Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.

Johannes 15:26-27: Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.

¨¨¨¨

Bibelen er et stort kærligheds drama mellem mennesket og Gud eller mellem Gud og mennesket.

Gud og mennesket tales der om i Bibelen.

Og den virkelighed mennesket har med Gud eksisterer, så bibelen tager ikke fejl og vi kan ikke sige bibelens mange vidunderlige vidnesbyrd og beretninger om det kærligheds dramatiske forhold der er mellem mennesket og Gud ikke holder vand. Det er virkelig den levende Gud og ikke filosoffernes spekulation om Gud vi bliver præsenteret for i Bibelen.

Nye Testamente udgør vores åndelige spirituelle måde at fortolke Gamle Testamente på. Sådan vil det altid være også i dag er det gennem vores moderne verdensbillede og virkelighedsforståelse at Nye Testamente forstås. Dette er Helligåndens værk ville mange teologer sige.


-0-0-0-

Apropos det med Helligånden, så skriver du:



Enig og det er nøjagtigt det mit indlæg der også er et Kristus vidnesbyrd, fuldt og helt lever op til:

Det er Hans-Kristian der som den Jesu Kristi Apostel han er der her efter Jesu død vidner sandt om begivenheden Kristus, Guds nådige handling med os mennesker i forbindelse Jesus.

Vi må ikke gøre tingene sværere end de er. Vi må ikke rende rundt og slå hinanden i hovedet med Bibelen. Dette er dødens ånd og den forkerte uåndelige forståelse der døder os om vi gør det. Bibelen kan være til inspiration og for nogle vejledning, men Helligåndens virke eller Guds Ånd's virke går ikke død i en bog, i Bibelen, men gør at Kristusvirkeligheden griber konstant påny verden over mennesker og Kirken lever.

Det er jo ikke noget dødt vi snakker om der er sket for 2000 år siden, for i så fald er Kristus ikke opstået = Kristusvirkeligheden ikke nogen realitet. Vi kan ikke standse Helligåndens værk ved fx at binde Helligånden op på kun hvad der står i Bibelen. Dette er en absurditet og derved ville det mest livgivende af alt mennesket kender til være død og dødt.

PS:

De tanker vi får direkte fra Gud som Paulus taler om, skal ikke konstant omkring en eller anden bibelsk sætning for at blive "korrekset" det er trættende i længden og det døder Ånden og det er tegn på manglende tillid til Helligåndens virke og gerning med os mennesker (som inspiration og for enkelte belæring kan det gå an indimellem, men ikke konstant som amen i Kirken). Vi skal kunne profetere og tyde tidens tegn og forklare for hinanden i et jævnt forstandigt sprog hvad/hvem den kristne tro og spiritualitet dækker over.

Ved at hamre løs på hinanden, ved konstant at slå hinanden i hovedet med bibelen, ender det mest levende af alt, den kristne tro og spiritualitet, livet skjult med Kristus i Gud, som noget der blot foregår i hovedet på os, så bibelkonkordantiske mentale forestillinger fremkaldt ved altså en bogstavelig overlæsning og hypnotisk overindlæring. Så har vi ikke hjertet og vore eksistentielle umiddelbare åbenbarings erfaringer med i vores spirituelle liv, liv og virkelighed med Gud.

Jeg tænkte på om jeg skulle komme ind på hvor langt vi står fra hinanden Arne, men så lod jeg være. Men nu ser jeg at du påpeger det og endda fremhæver det.

At jeg er uenig med dig og at jeg mener du fuldstændig har misforstået 1. Mosebog (og ja Bibelen og kristendommen som så) kommer nok ikke bag på dig.

Gud har aldrig været uden sin anden, eller uden sin genspejling og sit udtryk mennesket. Kristus eller "mennesket i Gud" har altid været der. Og du begår den fejl at du operere med en Guds menneskeløshed hvilket vi ikke kan, siger Teologiens Einstein Karl Barth og ja næsten alle moderne teologer. Du tænker mennesket ud af ligningen og så er vi ikke længere i det spirituelle religiøse men vi er over i naturvidenskabelig astrofysik hvorved du har sammenblandet 2 forskellige sfærer og kategorier.

Jeg vender tilbage, men har ikke mere tid og vil ej heller skrive mere i dag.

Hej Arne

Jeg er her stadig og vil selvfølgelig gerne deltage.

Det har betaget mig meget, det du har sagt om skabelsen. For dette med skabelsen er noget helt nyt for mig, som jeg har "taget til mig", her på det sidste hvor jeg har lært kristendommen nærmere at kende.

Skabelsen er helt central!
Her er, som jeg forstår det:

* Gud skabte og så at det var godt.

* Gud skabte mennesket som Hans repræsentanter. Ja, vi er skabt i Hans billede, ment til at at gøre Hans gode skabelse til et vidunderligt sted.

* Men mennesket ville hellere selv (de spiste af kundskabens træ). De ville selv definere, hvad der er godt og skidt, rigtigt og forkert. Dette udløste en spiral af nedtur. Kain slog sin bror ihjel, Lemek tog sig flere koner og sang en pralesang om, hvor forfærdeligt han kunne opføre sig. Og Babelstårnet forsøgte at strække sig op mod Gud og være ham lig.

Skabelsen, som den er nu, er ikke komplet. Den er som et stykke af Mozart, hvor kun klaveret spiller, mens vi mangler streng- og blæseinstrumenterne. For når mennesket trækker sig fra deres kald - at være Guds udtrykte billede og Hans repræsentanter på jorden - så lider hele skabelsen under det.

Gud skabte sig så et folk - Israel. De skulle være et lys i verden. De fik loven og skulle inspirere alle andre nationer til igen at blive det udtrykte billede af Gud. Men de brugte loven til selvhævdelse - som et "badge" der skulle vise andre, at de - ja DE - var Guds eget folk.

Så kom Jesus - det sande Israel. Han gik til Israels fortabte får og rekonstituerede ved dem Israel omkring sig selv. Så sendte han dem ud i verden - som Guds Lys. Og her står vi så; vil vi tage imod det?

Håber du kan bruge tankerne til noget.

For jeg tænker, at vi sidder lidt fast i en diskussion om erkendelse. Du "fornemmer intuitivt", mens du rationelt forholder dig agnostisk. Og det er da helt ok! Men kan vi bevæge snakken videre til andre forhold end, hvad vi kan erkende? F.eks. mener du, så vidt jeg ved, at du forholder dig "ydmygt" ved blot at glæde dig over skabelsen og ikke gøre krav på yderligere erkendelse.

Omvendt mener jeg, at erkendelsen af evangeliet er en større ydmyghed, da den sætter os i gang med - ikke blot at nyde skabelsens storslåethed - men faktisk også at lade Guds Ånd blæse igennem den og os og vores medmennesker. Til vores, deres og hele skabelsens fornyelse.

Kærlig hilsen
Thomas