Hej RM..

Ja, han er nu ik' så ringe endda, som kun jyskerne ka' sie' det; men faktisk tror jeg der er en helt egen poesi i ham - selv om det er dejligt at høre farmands, gennem ham..;)

Du ska' bare tre-fire sider tilbage i poesibogen her, og vupti har du mine spørgsmål - som både gjaldt værker og poeter uden hensyn til tid og sted. Imens ka' du nyde Claussens lille vidunder her, selv om frøkenen der var genstand for hans tanker, fik en noget tragisk skæbne.


Så her Sophus Claussens digt om denne begavede ven, kvinden der fortvivlet søgte at udfri sine drømme med sit store talent, men tvunget af smålighed skabt i en tids forrykte spejle måtte skrive i mandens navn - lege muse. En fri fugl i tanke og sind, muligt en drømmer, beundret af Sophus Claussen o.a. der kom i hendes hjem, men som oplevede det tragiske, at da hun omsider brød fri af det trange ægteskab for at virkeliggøre drømmen sammen med sin Hans, at den brast. Hun tog som konsekvens sit liv i Auckland, kun 38 år gammel.
Ikke at kunne skrive i sit eget navn, at være anden-person, har været en ubærlig tankebyrde, hvorfor man finder en betragtelig del af hendes skaberværk i Viggo Stuckenbergs, ikke mindst har Johs. Brøndum-Nielsen blotlagt dette i: »Fagre Ord«, nyfundne manuskripter af Ingeborg og Viggo Stuckenberg, 1962. Her Sophus Claussens egne tanker om sin ven:

INGEBORG STUCKENBERG

Til dine Øjnes Aandemusik
i skumringstimen vi lytted sørgmodig.
Din tavse Mund stod smertelig modig
i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.

Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt
en vaad Allé, som var høstafbleget,
med Hjertet stort af fortvivlende meget,
hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.

Hvor kan en Kvinde med trofast Sir
– skønt selvfortæret af Smerten og Haanen –
bygge sig Slotte i Solen og Maanen
og klippe Stjerner af Guldpapir!

Men du var opfyldt af Klokkespil,
som drog dig fjernt over Hav og Bølge
med deres uhørlige Tonefølge
til Eventyrland, som for dig var til.

I dine Øjnes Aandemusik
det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger
som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,
du vilde ej taale, at Livet forgik.

Ej har dine Søstre paa tyve Aar
med Læberne røde af Kys og Løgne –
den Ro i to Uro-store Øjne,
den Straaleglans af usigelig Vaar.

Din Mund var en Gaade med lukkede Segl.
Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,
som skulde du dyste med Drager og Trolde
og blive ført bort under Sørøversejl

Som skulde et Sted paa den sorte Jord
du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,
og lykkelig frelse fra Livets Fejde
en Fabelblomst og et gyldent Flor.

… Det kneb dig som Skændsel, At Dødens Le
vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler,
og blotte de stakkels blufærdige Knogler,
som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.

Naar Blæsten vendte det brogede Løv
til Side fra Træernes øde Skeletter,
du huskede mørke, forglemte Nætter,
hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.

Saa gik du bort. Men den Livets Drik,
du søgte, blev dig til Bærme i Munden.
Vor Ungdoms frimodige søster forsvunden
og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!

Da dine Haandtryk og Spor forgik,
vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.
Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:

kun Aandemusik.

- Sophus Claussen.

P.s.:

Der er panorama i SC’s blikfang af historisk dimension, et lille hop fra skulderen efter stjernen fra den ene, et låneøje på verdens vildskab fra en anden, og fluks øjner han en himmelstige til fabelagtige indsigter – og skaber deri et blik på lykke og sorger fra livet engang. Det er den eneste måde vi kan hoppe rundt i tiderne på, så skønt er det jo at der fandtes poeter som SC:

VERBENA

Med sine Fingre og med sin Strengeleg
Verbena er min Hjærtenskær ung svulmende
og bleg.
Naar hende Hjærte svulmer, naar hende
Strenge bruser,
da naar hun Nattens Dybder og de himmelske
Sluser.
Hun kysser hele Jorden og det dybe
Stjærnehvælv
i disse Vellystbølger, med hver Fiber af sig selv.
Og hendes Sjæl der strømmer som Nattens
blanke Vande,
frembringer nye Planter og nye Folk og
Lande.
Er Mennesket en Mur og er Synskredsen stum,
jeg hylder denne Muse, hvis Tone skaber Rum.

- Sophus Claussen.

Her lidt fra et andet poetisk hoved til formidable læseoplevelser, selv om prosa og fortællinger mere var hans metier – hvor Varulven så er min kæphest til mareridtet mellem hans øvrige fine bedrifter:

Det hvisket fra mitt urolige hjerte
om et land med hengende haver.
Det lå et dugget eple i gresset,
og mauren så på verden fra toppen av et strå.

Møte deg, mor, i din ungdom,
vugge til fred på gyldne tåker.
Låne litt lykke til høye renter
og leke med småbarn under de vennlige trær.

- Sandemose, 1931.

Bedste hilsner fra
Nissen – der ser julen ride efteråret ned, med brus og knas i tanke og sind ..;)

Simon, din nisse ;)

Her lidt med nissehuer og englekor til efterårshygge inden snefnuggenes dans i luften :)))

https://www.youtube.com/watch?v=ixH0rQljR0o

Måske jeg skulle gå på jagt i bogbunker eller dykke ned julekasserne efter Halfdans julekalender og en nissehue?

Bedste hilsner fra
RoseMarie ... der tror på både nisser og englebasser ;)

Hej igen dér..

Man blir jo ør af fru. Lykke i dette vejr - når også farvespillet indtræffer, med vindens sang i træerne, da blir man lidt rørstrømsk, lidt nisset...


Apropos det herligt fjollede, her en herlig strofe fra en ven til Thorkild Bjørnvig:

I Madistan, et lille land,
er hæren kun på otte mand.
De to er generaler,
der skiftevis befaler
og vogter hærens ve og ve,
at ingen bliver skudt ihjel,
når der er krig i landet.
De ejer bare en kanon,
den passes af en lensbaron,
når den er fuldt bemandet.

- Søren Christensen.

Nu var Halfdan jo en nisse, følgelig hænger jul og Halfdan sammen. Så det er bare med at hoppe på hovedet i julebunken, idet man dermed får bunker af jul i hovedet, og hva' ka' vel være mere nisserigtigt? ;)

Nisseligt
Simon

Et morn’ til julegeneralen..

The Almanac of Time:

The almanac of time hangs in the brain;
The seasons numbered by the inward sun,
The winter years, move in the pit of man;
His graph is measured As the page of pain
Shifts to the redwombed pen.

The calendar of age hangs in the heart,
A lover’s thought tears down the dated sheet,
The inch of time’s protracted to a foot
By youth and age, the mortal state and thought
Ageing both day and night.

The word of time lies on the chaptered bone,
The seed of time is sheltered in the loin:
The grain of life must seethe beneath the sun,
The syllables be said and said again:
Time shall belong to man.

*

A winter’s Tale:


It is a winter’s tale
That the snow blind twilight ferries over the lakes
And floating fields from the farm in the cup of the vales,
Gliding windless through the hand folded flakes,
The pale breath of cattle at the stealthy sail,

And the stars falling cold,
And the smell of hay in the snow, and the far owl
Warning among the folds, and the frozen hold
Flocked with the sheep white smoke of the farm house cowl
In the river wended vales where the tale was told.

- Dylan Thomas.

mvh
Simon – “elfing” with a cuppa, feeling age…;)
P.s.: Forøvrigt ret nisseligt det med troen - the proof is in the pudding - sagde morgennissen..

De gamle morgennisser - du ved, Gunner Nu osv. - må da findes et sted på YT, sku' man mene? I såfald må de næsten ha deres naturlige mellemrumsplads i julemåneden. Go dag dér..;)