1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Ja, han er nu ik' så ringe endda, som kun jyskerne ka' sie' det; men faktisk tror jeg der er en helt egen poesi i ham - selv om det er dejligt at høre farmands, gennem ham..;)
Du ska' bare tre-fire sider tilbage i poesibogen her, og vupti har du mine spørgsmål - som både gjaldt værker og poeter uden hensyn til tid og sted. Imens ka' du nyde Claussens lille vidunder her, selv om frøkenen der var genstand for hans tanker, fik en noget tragisk skæbne.
Så her Sophus Claussens digt om denne begavede ven, kvinden der fortvivlet søgte at udfri sine drømme med sit store talent, men tvunget af smålighed skabt i en tids forrykte spejle måtte skrive i mandens navn - lege muse. En fri fugl i tanke og sind, muligt en drømmer, beundret af Sophus Claussen o.a. der kom i hendes hjem, men som oplevede det tragiske, at da hun omsider brød fri af det trange ægteskab for at virkeliggøre drømmen sammen med sin Hans, at den brast. Hun tog som konsekvens sit liv i Auckland, kun 38 år gammel. Ikke at kunne skrive i sit eget navn, at være anden-person, har været en ubærlig tankebyrde, hvorfor man finder en betragtelig del af hendes skaberværk i Viggo Stuckenbergs, ikke mindst har Johs. Brøndum-Nielsen blotlagt dette i: »Fagre Ord«, nyfundne manuskripter af Ingeborg og Viggo Stuckenberg, 1962. Her Sophus Claussens egne tanker om sin ven:
INGEBORG STUCKENBERG
Til dine Øjnes Aandemusik i skumringstimen vi lytted sørgmodig. Din tavse Mund stod smertelig modig i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.
Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt en vaad Allé, som var høstafbleget, med Hjertet stort af fortvivlende meget, hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.
Hvor kan en Kvinde med trofast Sir – skønt selvfortæret af Smerten og Haanen – bygge sig Slotte i Solen og Maanen og klippe Stjerner af Guldpapir!
Men du var opfyldt af Klokkespil, som drog dig fjernt over Hav og Bølge med deres uhørlige Tonefølge til Eventyrland, som for dig var til.
I dine Øjnes Aandemusik det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger, du vilde ej taale, at Livet forgik.
Ej har dine Søstre paa tyve Aar med Læberne røde af Kys og Løgne – den Ro i to Uro-store Øjne, den Straaleglans af usigelig Vaar.
Din Mund var en Gaade med lukkede Segl. Men Øjnene stirred saa blanke og kolde, som skulde du dyste med Drager og Trolde og blive ført bort under Sørøversejl
Som skulde et Sted paa den sorte Jord du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde, og lykkelig frelse fra Livets Fejde en Fabelblomst og et gyldent Flor.
… Det kneb dig som Skændsel, At Dødens Le vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler, og blotte de stakkels blufærdige Knogler, som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.
Naar Blæsten vendte det brogede Løv til Side fra Træernes øde Skeletter, du huskede mørke, forglemte Nætter, hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.
Saa gik du bort. Men den Livets Drik, du søgte, blev dig til Bærme i Munden. Vor Ungdoms frimodige søster forsvunden og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!
Da dine Haandtryk og Spor forgik, vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget. Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:
kun Aandemusik.
- Sophus Claussen.
|
|
|
|