Kirkegårde er andet end kolde stene og blødende sår i øjne, det er også stedet hvor babser stritter mod solen til suk fra den besuttede lille tommel i barnevognens åbne mund. Stedet hvor der i græsset gror alenlange filosofiske smuler mellem flaskekroppe. Stedet hvor kaffen nydes fra termokander på grønne bænke, mens blodet pulserer bag øjne der glimter i glemte tider. Stedet hvor nogen går tur med friske blomster og varme minder, og det lille smil, der ved, at det ikke er helt det samme. Assistenten er et af disse steder, hvor solen daser over kolde stene og knogler, mens blodet risler svagt i næsten samme historier, og nogen der ser sig selv i øjnene…;)

Her lidt fra en sikkert gudsbenådet poet, som jeg holder meget af:

Nat

Mørkets - kuldens tid var inde – det var nat.
Der var vokset sorte roser op i solens have
– og jeg husker nu en gråd, der græd
bitterligt, som græd den mellem grave.

Nat kan komme fuld af sødme som et smil.
Nat kan komme som et sagte sus af spæde vinger,
medens kaktusblomsten fine klokker blidt
over selve Himmeriges Have ringer.

Nat kan komme som en smerte og et savn
og sens blinde, døde øjnesd frygtelige veje
standse tøvende og bedende og grå
i de sorte rosers væld omkring vort leje.

Søvnens, drømmens tid var inde – det var nat.
Små minutter blev til mel i mørkets tunge kværne,
og om nogen si’r at ingen tårer græd
bitterligt – jeg tror det såre gerne.

For jeg ved kun, det var nat – var nat.

*

Nattevandring

De kolde nætter, hvor svaner spiler
den kække flok ud i lette kiler –,

De kolde nætter, hvor guldstøv siler
som regn fra stjerner, der står og smiler –,

De vilde skrig, som sørgende fletter
sig hårde kranse i kolde nætter –,

Før dagen gry’r over landets sletter
og slukker stjerner i lyseblå hætter –,

Blandt dyr, der sover – mens gårde hviler
som sorte, lakhårde silhuetter –,

Jeg går i sommerens kolde nætter –,

- Nis Petersen.

mvh
Simon

Her lidt fra en der stadig pulserer, en for hvem det var vigtigt at få skabt noget på tryk, inden alt var forbi, før han kun var mindet i andres øjne. Der er en stoisk ro over hans tankebilleder, et dybt snit i livets midte hvor der groede en lille ængstelse, midt i en triumferende uovervindelighed man jo som ung føler. Noget tilsagde ham at skynde sig. Den sprællevende ordblomst foldede sig i hast ud med en selvkritik der skar dybt, samme kritik de nære venner måtte mærke, og i en tid hvor nuet var nu og krigen styrtede imod ham. Det blev til en enkelt digtsamling, de efterladte digte udgav senere Paul la Cour, og så en pragtfuld samling breve til fri læsning, hvor sindets modenhed stråler os i øjnene og minder lidt om Kim Malthe-Bruuns. Et blik som en ragekniv der skærer det uvæsentlige væk.
Det er både vidunderligt og lidt vemodigt at læse den slags, dybden tilfører os jo en masse, som tilfældet er det, når gode hoveder rammer os. Og tiden er jo en hensynsløs modstander, så de blomstrende ord må vi selv vande, og der er masser af liv i Morten Nielsens, som man nu og da føler behov for at dase mellem, som solen daser på kølige stene med tidens mindelser om følelsen af overvindelighed. Dér ka gode poeter godt gi tiden et lille skub til siden, bare for en tid..;)

En sommer over væggen

Det er et Mørke af Nat,
der roligt falder ind om deres Arme,
to græske Piger, tøvende i Skæret
af Sommermørke over vore Karme.

To græske Piger i et Relief
med lette Arme og med Haanden lukket
om en tretusindaarig Blomst,
en fjern og frodig Regn har gennemtrukket.

De bøjer Nakkerne i Sommermørket;
med tunge Munde tier de i Rummet,
i Skyggen om dem er der haarde Skuldre
og unge sagte Raab, der er forstummet.

Og de er vaagnet i den blege Nat
med Mørkets Aande over deres Arme.
Det grove Lagen rører ved min Hånd,
og under Huden venter der en Varme –

for de er tre. To staar med fyldte Blomster,
og hun, der hurtigt klær sig af, er deres Søster,
og dette klare Mørke er det samme
og tar som Hænder ned om deres Bryster.

*

Verden er vaad og lys –
Himlen er tung af Væde …

Hjertet er tungt af Lykke,
lykkeligt nær ved at græde.

*

GULT GRÆS MOD SOLEN

Har du set den første Svale,
hørt et blødt Fløjt af Stær,
aander gult Græs mod Solen
og er Solen mere nær?

Staar der krokus i Haven
en Morgen, naar du gaar,
og tar Blæstens Hænder stille
og forsigtigt i dit Haar.

Er det allerede Foraar,
er Frosten forbi,
eller tvinger den de første
smaa aabne Munde i?

Paa Vejen, i et Landskab,
der er stort, lydt og hvidt,
staar Hjulsporets Vægge
som hugget i Granit.

Men et Skred i Muld, en Syngen,
en bevægende og blind,
er begyndt, og noget strømmer
og vil ud, og vil ind,

og mit Hjerte, der tav
som en syg Mand i sin Stol,
staar vendt igen mod Solen –
mod den hellige Sol.

- Morten Nielsen.

mvh
Simon

”Selv kirkeklokkerne virkede venlige”

- Af en eller anden grund synes jeg at lyden fra kirkens klokker hører miljøet her til, og ka faktisk godt lide når tonerne danser med vinden i gardinerne. Der er i virkeligheden lyden fra hele to sæt, men desværre digitaliseret som armbåndsure; klokkeringerens kunst, campanologien, findes velsagtens nu kun i England og Tyskland. En gang imellem har jeg ligefrem indtrykket af at mennesker i nutiden helt ønsker at overflødiggøre sig selv, at livet som kunst betragtet, fremover skal digitaliseres og lægges på disk, så nogen i en fjern fremtid ka vågne af dvalen og undre sig lidt over udlevet liv i fortiden. Om jeg begriber det, altså tankens mangel på omtanke, for det er jo ved vore fejl og mangler at en kunst værdsættes. Nå, men de sidder så også i kirker og værdsætter computerprogrammer, fremfor hænders spil med klokker, ja måske politikere på Christiansborg allerede er erstattet med computerprogrammer, at dét er gådens forklaring…

De har jo signalværdi, kirkeklokkerne, nogle signaler er netop venligere stemt end andre. Vi ka ikke lide det, når de ringer døden ind, men ved så hvad der er sket, og det ka være vigtigt at vide, og jubler så når de kimer lystigt over rosende ord og ris på de netop nygifte, da er klangen os venligere stemt.
Tja, ka jo hænde at mennesker ud i fremtiden sidder og gifter sig med hinanden pr. e-mail, sender og vurderer billeder med vedhæftede kropslyde, at det bliver kunsten af leve…;)

mvh
Simon

Tusind tak Simon.

Dit indlæg bragte mig vidt omkring i erindringen, og jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal svare dig, da tankerne vælter over hinanden for at komme til.

Så opgaven bliver at begrænse mig.

Du får dette.

Jeg kender godt kirkegården, du taler om, som jeg gik igennem som ung for at undgå Nørrebrogades trafik og mennesker på det stykke, når jeg skulle til indre by for at handle vare som ikke på daværende tidspunkt kunne købes hos købmanden hjemme ... Miso, Tahin, brune ris, økologisk mel, grøntsager og kaffe mm.

Hed den Urtekræmmeren?

De havde linser, mingbønner og andet af "den slags" i store lærredssække stående på gulvet som man selv kunne tage af og som familien Danmark ikke dengang spiste.

Kirkegården og andre parker/anlæg var dengang åndehuller, men her hvor jeg bor nu, er naturen rundt om og tæt på mig, så det er ikke nødvendigt at tage på kirkegården for at slappe af/hygge sig og eller blive fri for trafik støj eller mennesker, og her ser du ikke folk spise mad eller drikke kaffe ect. på kirkegården.

Faktisk har jeg ikke set folk sidde på de bænke, der er, i den tid jeg er kommet her på kirkegården.



"Kirkegårde er andet end kolde stene ... "

- Jeg holder meget at sten ... alle slags sten ... og opfatter dem ikke som kolde, men som noget "levende."

Mange af stenene på kirkegården er smukke i sig selv, men de er også en slags visitkort, der fortæller en historie med de mange forskellige navne, skriftsteder, årstal og for de ældre gravsteders vedkommende stillingsbetegnelse.

I dag bemærkede jeg en sten hvor der stod: Indremissionær ... stort og tydeligt før mandens navn.



Stenen på den grav jeg passer blev på et tidspunkt returneret til stenhuggeren, da malingen han havde brugt var skallet af.

I den tid stenen var væk, var det som om der ikke var nogen i graven. Underligt, ikke?

:

Jeg kan godt li' versene af Nis Petersen som du har postet, men jeg kan desværre ikke gengælde.

Digte er nyt land for mig.

Jeg kan bedst lide fortællinger og eventyr, men jeg har noteret hans navn op, da hans ord taler til mig.


¨¨¨¨

Tak for Morten Nielsen vers, som ikke rigtigt sagde mig noget.

#20821 - 05/06/2016 19:36

Er lidt træt så prøver at læse dem igen i morgen.

:

"Selv kirkeklokkerne virkede venlige"

Hvorfor jeg skrev dette, var fordi jeg almindeligvis oplever kirkeklokker som støjforurening, og så repræsenterer de jo alt det som folkekirken står for, og som jeg ikke er tilhænger af.


Så det havde måske været mere korrekt at skrive, at det var mig der var venligere stemt overfor klokkernes ringen den dag.

¨¨¨¨