0
registrerede
795
gæster og
82
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#21473 - 24/09/2016 16:13
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Ja, der er nærmest tale om en fælles undersøgelse af skuespilleren i rollen, forfatteren og dennes idé, samt hvad skuespilleren så tilfører ideen med sine værktøjer, der stringent må følge eller afvise i hensynet til særlige overvejelser der også kan gribe ind i det politiske og private, dertil er der selvfølgelig forholdet mellem publikum og skuespilleren, hvor Ebbe Rode – hvad vi jo i forvejen ved – er det lyse hoved som mange holdt så meget af, man kommer her mennesket lidt nærmere. Det samme var Sløk jo, denne begavede forfatter/filosof/teolog der forstod at stille interessante spørgsmål, et skarpt hoved og venligt menneske. Ja nu er alt fortid, et dengang, der så åbnes som en skuffe under læsningen, for ud springer nærværet som særlig breve nu engang indeholder – lidt som når man læser Blixen’s breve, øjeblikkeligt sidder vi pludselig dér i petroleumslampens skær og følger pennens vej over bækken. Man befinder sig i en anden tids øjne, og når det omkringværende vækker én til irritation, blir man først klar over det særlige ved kunstneren, skuespilleren, som når man langsomt vågner efter det gode teaterstykke, og er lige ved at blive kørt over på vej hjem. Ebbe Rode er ligesom sin mor og far en dygtig forfatter, også det, for han er jo en nydelse at følge og se i sine roller, men også at læse i det private tankerum der her åbnes sammen med Sløk, hvor man finder arvævet fra de nuancerede refleksioner der så skabte dimensionerne der så var nødvendige for at blive en stor skuespiller. Gamle venner kan altid tillade sig meget overfor hinanden, og mennesker fra den tid, voksede op med en anden bestemmelse af forholdet mellem noget personligt og noget privat. Der var meget der kun kom få ved, bl.a. i hensynet til skuespillet. At holde sig til det vedkommende er en disciplin begge forfattere i brevene udviser, men man sidder med fornemmelsen af et dybere kendskab, der bare ikke er sagen vedkommende. Jeg tror nu ikke de var tænkt på til udgivelse i skreven stund, at de blev det, skyldtes måske netop disciplinen. Selv om folk er døde, er der jo stadig meget der kun kommer ganske få ved.
Forstår godt det du skriver, der er også forskel på måden man læser på privat og arbejdsmæssigt. Privat kan man springe hvorhen man vil, afhængig af lysten der knytter sig til interessen; det kan være et tidsrum i nogens liv fjernt fra tiden man lever i, som man bare må bade øjnene i – i Catullus digte kan man hoppe og danse uden at forstyrres, den går ikke i naboens dagligstue. Oplæsning er for øvrigt en luksus der burde dyrkes langt mere end at glo på tv. Jeg har hørt Rode læse historier, og forestiller mig at mange øjne først åbnedes bagefter. Nogle mennesker ejer denne evne til at fortrylle under oplæsning, fx havde Anna Sophie Seidelin og har Joh. Møllehave den. I den forstand er lydbøger vidunderlige, når oplæser ejer denne evne. Fjord Trier Hansen er én af de oplæsere der har den. Det er jo også noget særligt at høre Dan Turèll selv læse Vangedebilleder op, ligesom det var en god oplevelse at høre ham i Sølvstjernerne med Jan Kaspersen ved roret. Det er dén slags der inspirerer og skaber appetit. Man ka’ bare håbe der vokser tilsvarende evner op i denne og senere kulturer, selv om teatret vist ikke har det nær så godt som dengang Ebbe Rode viste sig i al sin ydmyghed, blandt mange andre store begavelser. Heldigvis er det jo lidt som du siger, at man pludselig støder på en bog der vifter alt andet tilside, ja jeg tror hun hedder Lykke… ;)
mvh & go’ weekend Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21474 - 24/09/2016 22:45
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s. til Evigglad...;)
Ja, man behøver næsten ikke hive ham ud af reoler, nu man har hans digte i tankerne, men der er så meget man ikke husker, i hvilken forbindelse Halfdan jo syntes at ha været lige så imponeret over Møllehaves husker, som alle os andre. Jeg ka nu godt lide din fremgangsmåde, hvor tilfældet også får sit at sige, hvad læsningen angår, og tror at også Halfdan læste alt efter inspirationskildens pludselige ansigt. Men nydelse er jo heller ingen examen, ja det ku man måske godt få indtrykket af i andre forbindelser, men det duer ikke uanset, lykkens lillesøster glæden lader sig heller ikke betvinge. Man mærker det at blive gammel i brevene mellem de to venner, naturligvis direkte hvad Halfdan angår, idet det er hans breve man læser Møllehaves igennem. Og sjovt er det sgu ikke at blive gammel, men digteren overlever jo altid skroget og titter ustandselig frem mellem sårene, man ser det overalt i det han skriver – de usynlige er altid de værste, tabene af Morten Nielsen og Tove Ditlevsen måtte han jo bære alene til skroget ikke ville bære ham, og da det med tiden ikke blir lettere at narre sig selv, ku man vel nærmest tale om hukommelsessvigt som nådegave, altså bortset fra alle de praktiske problemer den medfører, og med en hukommelseselefant på slæb som Joh. Møllehaves, må det for livet gælde om at være en englebasse, og hvem fanden ka’ så udholde dén byrde? Nej, man må nok sætte sin lid til glemsomheden og tilfældet, fx den tilfældige bog der glider ud af reolen samtidig med den huskede, hvormed opmærksomheden straks pakker til rejsen. Forresten var Halfdan også glad i Nørregård-Nielsens fremragende huskerier, og det ka’ man jo så godt forstå. Ja der er virkelig mange herlige forfattere til i dette lille land, hvor erindringer også her er noget af det bedste, til trods for mine betænkeligheder. Billederne bagerst i bogen fik mig næsten til at hoppe, de var en særlig overraskelse. Mange er gode, men for at fremhæve enkelte for deres store styrke, er der på side 119 et af en græsk kvinde der mistede sin mand og børn under juntaen. Hendes øjne fortæller selv historien, det er så grusomt smukt et billede, at jeg godt forstår hvorfor han havde det hængene i sin stue. Det af Tom siddende i et afskåret træ med sin fløjte, er også pragtfuldt, samt det af Ester Nagels tænksomhed. Og til slut lidt fra Halfdan – en anskuelse der ville ha fået det umenneskelige i tidens politiske klima til at isne, hvis den ikke havde været så blodfattig, og med dette så et gonat:
Den rige begærer sin rigdom. Den fattige knæler og ber. For verden har nok til mange og intet til endnu fler. (˶Sort tro˝, Regnens harpe)
mvh Simon
Redigeret af Simon (24/09/2016 22:47)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21491 - 26/09/2016 15:55
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Her lidt ældre lyrik:
Jeg synger for én eneste, om også alle hører på, og bare denne eneste kan sangen helt forstå. Men I som hører, styrk dens klang; for var ej denne eneste, som vakte nu min tonetrang, da fik I ingen sang. Er vejen ej den beneste, forgrenet gjænnem alle her, så er den dog den eneste som kommer ganske nær. Å, gode hjæeter, styrk hvært ord, så de må bli de eneste i hele kjærlighedens kor, som hun av hjærtet tror.
- Bjørnstjerne Bjørnson.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|