|
0
registrerede
19
gæster og
1327
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Ja, der er nærmest tale om en fælles undersøgelse af skuespilleren i rollen, forfatteren og dennes idé, samt hvad skuespilleren så tilfører ideen med sine værktøjer, der stringent må følge eller afvise i hensynet til særlige overvejelser der også kan gribe ind i det politiske og private, dertil er der selvfølgelig forholdet mellem publikum og skuespilleren, hvor Ebbe Rode – hvad vi jo i forvejen ved – er det lyse hoved som mange holdt så meget af, man kommer her mennesket lidt nærmere. Det samme var Sløk jo, denne begavede forfatter/filosof/teolog der forstod at stille interessante spørgsmål, et skarpt hoved og venligt menneske. Ja nu er alt fortid, et dengang, der så åbnes som en skuffe under læsningen, for ud springer nærværet som særlig breve nu engang indeholder – lidt som når man læser Blixen’s breve, øjeblikkeligt sidder vi pludselig dér i petroleumslampens skær og følger pennens vej over bækken. Man befinder sig i en anden tids øjne, og når det omkringværende vækker én til irritation, blir man først klar over det særlige ved kunstneren, skuespilleren, som når man langsomt vågner efter det gode teaterstykke, og er lige ved at blive kørt over på vej hjem.
Ebbe Rode er ligesom sin mor og far en dygtig forfatter, også det, for han er jo en nydelse at følge og se i sine roller, men også at læse i det private tankerum der her åbnes sammen med Sløk, hvor man finder arvævet fra de nuancerede refleksioner der så skabte dimensionerne der så var nødvendige for at blive en stor skuespiller. Gamle venner kan altid tillade sig meget overfor hinanden, og mennesker fra den tid, voksede op med en anden bestemmelse af forholdet mellem noget personligt og noget privat. Der var meget der kun kom få ved, bl.a. i hensynet til skuespillet. At holde sig til det vedkommende er en disciplin begge forfattere i brevene udviser, men man sidder med fornemmelsen af et dybere kendskab, der bare ikke er sagen vedkommende. Jeg tror nu ikke de var tænkt på til udgivelse i skreven stund, at de blev det, skyldtes måske netop disciplinen. Selv om folk er døde, er der jo stadig meget der kun kommer ganske få ved.
Forstår godt det du skriver, der er også forskel på måden man læser på privat og arbejdsmæssigt. Privat kan man springe hvorhen man vil, afhængig af lysten der knytter sig til interessen; det kan være et tidsrum i nogens liv fjernt fra tiden man lever i, som man bare må bade øjnene i – i Catullus digte kan man hoppe og danse uden at forstyrres, den går ikke i naboens dagligstue. Oplæsning er for øvrigt en luksus der burde dyrkes langt mere end at glo på tv. Jeg har hørt Rode læse historier, og forestiller mig at mange øjne først åbnedes bagefter. Nogle mennesker ejer denne evne til at fortrylle under oplæsning, fx havde Anna Sophie Seidelin og har Joh. Møllehave den. I den forstand er lydbøger vidunderlige, når oplæser ejer denne evne. Fjord Trier Hansen er én af de oplæsere der har den. Det er jo også noget særligt at høre Dan Turèll selv læse Vangedebilleder op, ligesom det var en god oplevelse at høre ham i Sølvstjernerne med Jan Kaspersen ved roret. Det er dén slags der inspirerer og skaber appetit. Man ka’ bare håbe der vokser tilsvarende evner op i denne og senere kulturer, selv om teatret vist ikke har det nær så godt som dengang Ebbe Rode viste sig i al sin ydmyghed, blandt mange andre store begavelser. Heldigvis er det jo lidt som du siger, at man pludselig støder på en bog der vifter alt andet tilside, ja jeg tror hun hedder Lykke… ;)
mvh & go’ weekend
Simon
|
|
|
|
