Hej RM..

Det handler ganske rigtigt om yngel- og reservatpleje, ofte med en statur og stemme man næsten kan savne hos flere oppegående blandt de tobenede, ser vi bort fra drosler på scenen og dem under brusen – ja, afgjort et de mere besynderlige steder at yngle, redebygge og pleje reservat, helt enig.
Droslen Lars derimod, sværmede så hut jeg hvisker oftest rundt i århusianske nætter, ikke underligt forvekslet med natsværmeren, en kliche? Nåja, ikke desto mindre en ubestridelig kendsgerning, forøvrigt er jeg overbevist om at droslen dér nu ka’ bryste sig af adskillige kuld – trods stemmen, hø hø!

„Nej, ved de nu hvad, lille De, det er da ellers så nydelig en røst!”, vil du her straks sige, og har så ganske ret, det er ren og skær misundelse fra det andet træ, som endnu en naturlig egenskab vi deler med vore flyvske venner.

Apropos det flyvske, igrunden er det vel tale om mere universelt omflakkende blandt tungtgående sanglærker, ja så ka’ vi alene her på debadutten prale af indtil adskille påvisninger af den nærmere bestemt og ret morsomme kristusianske tankebygger, der ofte ses redebygge i store huse med ret høje spir, hvori de kvidrer lystigt om kærlighed – per se! ;)

Nå, det var bare et nisseligt udslag af snekuller, og nu vi ér i det Andersenske hjørne, får man jo helt lyst til at bygge snemænd & koner med gulerod og kost. Men fortsat højt humør på den franske nougat, med tak for morsomt indlæg…;)

mvh
Simon

Ja, det var også kun ment som en spøg, hvis nogen skulle komme i tvivl. Sådan er det med os spøgefugle og vores practical jokes under bæltestedet og en slags bokseslag i solar plexus ... ;)

Hej RM..

I håbet om en smule vilkårlig jazz på baggrundstæppet, ramlede jeg den foregående nat i stedet ind på en frekvens, hvor meninger mellem en yngre lytter (Camilla) og en lidt ældre radiovært (Keith), talte om menneskets plads i rollesamfundet, maskepiet og ungdommens vaklende mod på sine usikre melankolske ben, og som modsvar for en 17-årig menneskeklog pige, der allerede ser meningsløsheden blomstre op over det hele, at lære sig på forhånd at afvente det værste, for om muligt at opleve det lille glædesfrø spire en times tid; ja det ér jo endnu ikke muligt at sagsøge forældrene, selv om alle jo udmærket ved at børn burde ha’ forældremyndigheden. Dette syntes i al fald så nogenlunde at være radioværtens grundlæggende synspunkt, og en på mange måder behagelig grundtanke, da særlig for de mange børn der fik børn og i det samfund, hvor børnene ikke skal forvente en barndom fri af voksenansvar, uafhængig af rentabel skolepædagogik fra de forvoksede på Christiansborg, der åbenbart forventes at vide noget om mennesker, i al fald i meget nær fremtid.
En i øvrigt dejlig og klog tænksom pige i snak med en moden mand med tidens ar, i en udveksling af tanker om livets læsioner i forreste ende, fik langsomt søndagsaftner foran lektier med Tine Bryld på P4 op fra billedkælderen: det var i de yndige og tidlige halvfjerdsere med flagrende bukseben og frisørsalonen i brystlommen, afghanerpelse og ”partisanere” om ørerne. Ak ja, som tiden farer afsted, mens endnu en nutidig ungdom gentager tanker og følelser som forfædre før dem, og lige midt i den verden vi bestandig vil føle os lidt fremmede i, for til slut ikke engang at ku’ finde iskiosken. Det bemærkelsesværdige ved ungdommens tanker ér jo det enestående, som smerten ved verdenshistoriens allerførste ugengældte forelskelse, der umuligt kan spejle sig i ældre øjne, hvorimod de ældre øjne sagtens lodder smertens dyb i de unge, men altså ikke længere tiltænker den en enestående værdi, idet noget der slutter aldrig kommer igen; som smerten ved tabet, jo med tiden vil afdæmpes til et tab af smerte, og tilsvarende er det med lysten, der sluttelig klukker ud med vandet.

Ja, det ér da også en køn pose udsigter, tænk at man overhovedet gider, ku’ de ældre øjne ha’ hvisket de yngre i ørerne, havde det ikke lydt mere af misundelse end af livserfaring. Desuden er de unge jo altid gammelkloge, tanken er oldgammel.
Men dengang jeg sad dér, omtåget af lektier med Tine Bryld i baggrunden, eller var det omvendt? Nå, i al fald har jeg næppe været ene om at forestille mig P4 på P1 som beregnet på at skabe ”blå mandage”, idet selv radioen brød ud i befriende gråd, når Gasolins afslutningsmelodi tonede ud i æteren, efter i timevis at ha’ udspyet depressioner. Og alligevel hørte man pligtskyldigt programmet denne søndags-lektiedag, hvilket muligvis skyldtes Tine Brylds imponerende evne til at hive problemets kerne ud af meningsløsheden hos de tavse teenagere. Nåja, så var der jo også den gode musik mellem tårerne. Men tænk engang, at man næsten kan genopleve de pubertetsagtige tidelige halvfjerdsere i dette lunkne årti, imponerende!
Kender du, der jo så gerne lytter, Radio 24/7’s natradio?

Eller, har du som Alfred Musset været i Venedig og fanget nattestilheden over kanalernes vande:

Et les palais antiques,
Et les graves portiques,
Et les blancs escaliers
Des chevaliers,

Et les ponts, et les rues,
Et les mornes statues,
Et le golfe mouvant
Qui tremble au vent
Tout se tait.

(Ups! dér var den jo igen: henvisningen til Gyldendals lille røde!)

… som man bl.a. finder i Chr. Ellings Breve om Italien, hvori han fortsætter med en strofe fra A. P. Adlers Optegnelser fra en Reise (1849), om de venezianske Betragtninger med Gondolen som udgangspunkt:
„Der er bestandig en vis Hemmelighedsfuldhed udbredt over vore Toure i Venedig. Vi ere i vort lovlige Ærinde – men bestandig er det som vi paa disse lydløse Vover hemmeligt listede os frem, stjal os frem for at Ingen skulde høre os. Saaledes gaaer man naar man hemmeligt besøger en Elskerinde, har et ensomt Stævnemøde med Medsammensvorne. Befordringsmaaden udbreder en Poesi over vore mindste i sig selv prosaiske Vandringer. Man hører ikke engang sit eget uadskillelige Echo, Fodtrinets Lyd. Man ikke blot seer det romantiske, man bliver selv romantisk, spiller ligesom en Rolle med, tænker sig ind i Situationen, gjør sig selv til Helt…” Andetsteds hedder det: „Opholdet ligner en Drøm. Vandringen er lydløs som en Drøm; thi det er Drømmens Charakteer, at den er lydløs.”


mvh
Simon
P.s.: Det er da fuldt ud tilladt at erotisere, hvis kinder rødmer over plat pornografi; skjulte motiver har jo alle dage skabt langt større lyst end gribbens syl i kødet. Nåja, forudsat man ikke er grib, naturligvis…;)

Forøvrigt dufter solens stråler pt. så meget af forår, at snemænd og koner må græde af glæde!

Den yngre fyrst Andersens fodspor i den hvide morgenstund, som til kaffe hos Spillemand Benny sammen med Fjodor uden sit j:

Babelstårnet

Kafka og Dostojevski
som vred min ungdom af led og lave
tør jeg endnu ikke læse igen.
Også Edith Södergran må vente lidt
med det lysner snart for Sophus Claussen.
Blicher og gamle Andersen,
jer er jeg nu vendt tilbage til,
og læser med nye halvgamle øjne,
fatter hvor virkelig fiktionen er
i forhold til virkeligheden.
Og så alle dem, jeg gik udenom,
fordi jeg følte at tidspunktet ikke
var det rette for mig endnu
(og senere blev det måske forpasset)
plus alle de nye bøger
du store kineser!
Hvorfor blir jeg selv ved med
at genopbygge Babelstårnet af bøger?
Dels for at blive læst.
Dels for at skrive mig frem til
hvad jeg nu tør læse.

*

Spillemand

Når jeg spiller
er jeg ikke en anden
men noget andet
tom for alt andet end musik
Det er ikke min smerte
eller lykke I hører
den forsvinder ved første anslag
Det er musikken
der benytter sig af
at jeg rører ved den
Hvor er musikken –
i mine fingre og nerver?
i noderne?
i klaveret?
i mit hoved?
Jeg ved det ikke nu
Jeg ved det kun når jeg spiller
og ingen forklaring behøver
tom gør jeg plads for musikken.

*

Livet er smart og højt

En tændstik blusser op i verdensrummet
belyser kort et ansigt før den slukkes.
I mørket mødes hænder
berører kort hinanden før de stivner.
Ord sendes ud.
Nogle få når frem til et øre
huskes muligvis en tid.
Målt på langs er livet kort
men lodret målt uendeligt
en dirrende fiber i dødens muskel.
Kys med det samme
før kysset rammer et kranium.
Snart er du ingen
men nu har du læber
og tændstikker.

- Benny Andersen.

mvh & go’morgen
Simon

En yndling under sneen, jorden, men det tar vi som han i stiv arm..

Den hvide panters endeligt

Alting fortsætter. Bregnernes knytnæver
vristes op mellem blomsternes anis. Panser-

tropper trækkes sammen om dit hjerte mens
denne svenske pinses bål slikker mod himlen.

Poesien er i gode hænder, og måske falder
Paris ikke igen. Bartok og Mozart spilles

lidt dygtigere idag end igår, og nu
har de igen indtaget Saigons forstæder.

Rusen fortsætter, torturen, triumfen. Natter-
galen og geværet taler samme sprog, et nyt.

Vore børn er fortrolige både med kærligheden
og kaos, det er jeg sikker på. Ikaros falder

daglig i Bolivia. Levende betyder levnet, men
det tar vi i stiv arm. Bare rolig Erik.

- Ivan Malinovski.

mvh & go' fnugdag..
Simon