|
0
registrerede
31
gæster og
1527
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
I håbet om en smule vilkårlig jazz på baggrundstæppet, ramlede jeg den foregående nat i stedet ind på en frekvens, hvor meninger mellem en yngre lytter (Camilla) og en lidt ældre radiovært (Keith), talte om menneskets plads i rollesamfundet, maskepiet og ungdommens vaklende mod på sine usikre melankolske ben, og som modsvar for en 17-årig menneskeklog pige, der allerede ser meningsløsheden blomstre op over det hele, at lære sig på forhånd at afvente det værste, for om muligt at opleve det lille glædesfrø spire en times tid; ja det ér jo endnu ikke muligt at sagsøge forældrene, selv om alle jo udmærket ved at børn burde ha’ forældremyndigheden. Dette syntes i al fald så nogenlunde at være radioværtens grundlæggende synspunkt, og en på mange måder behagelig grundtanke, da særlig for de mange børn der fik børn og i det samfund, hvor børnene ikke skal forvente en barndom fri af voksenansvar, uafhængig af rentabel skolepædagogik fra de forvoksede på Christiansborg, der åbenbart forventes at vide noget om mennesker, i al fald i meget nær fremtid.
En i øvrigt dejlig og klog tænksom pige i snak med en moden mand med tidens ar, i en udveksling af tanker om livets læsioner i forreste ende, fik langsomt søndagsaftner foran lektier med Tine Bryld på P4 op fra billedkælderen: det var i de yndige og tidlige halvfjerdsere med flagrende bukseben og frisørsalonen i brystlommen, afghanerpelse og ”partisanere” om ørerne. Ak ja, som tiden farer afsted, mens endnu en nutidig ungdom gentager tanker og følelser som forfædre før dem, og lige midt i den verden vi bestandig vil føle os lidt fremmede i, for til slut ikke engang at ku’ finde iskiosken. Det bemærkelsesværdige ved ungdommens tanker ér jo det enestående, som smerten ved verdenshistoriens allerførste ugengældte forelskelse, der umuligt kan spejle sig i ældre øjne, hvorimod de ældre øjne sagtens lodder smertens dyb i de unge, men altså ikke længere tiltænker den en enestående værdi, idet noget der slutter aldrig kommer igen; som smerten ved tabet, jo med tiden vil afdæmpes til et tab af smerte, og tilsvarende er det med lysten, der sluttelig klukker ud med vandet.
Ja, det ér da også en køn pose udsigter, tænk at man overhovedet gider, ku’ de ældre øjne ha’ hvisket de yngre i ørerne, havde det ikke lydt mere af misundelse end af livserfaring. Desuden er de unge jo altid gammelkloge, tanken er oldgammel.
Men dengang jeg sad dér, omtåget af lektier med Tine Bryld i baggrunden, eller var det omvendt? Nå, i al fald har jeg næppe været ene om at forestille mig P4 på P1 som beregnet på at skabe ”blå mandage”, idet selv radioen brød ud i befriende gråd, når Gasolins afslutningsmelodi tonede ud i æteren, efter i timevis at ha’ udspyet depressioner. Og alligevel hørte man pligtskyldigt programmet denne søndags-lektiedag, hvilket muligvis skyldtes Tine Brylds imponerende evne til at hive problemets kerne ud af meningsløsheden hos de tavse teenagere. Nåja, så var der jo også den gode musik mellem tårerne. Men tænk engang, at man næsten kan genopleve de pubertetsagtige tidelige halvfjerdsere i dette lunkne årti, imponerende!
Kender du, der jo så gerne lytter, Radio 24/7’s natradio?
Eller, har du som Alfred Musset været i Venedig og fanget nattestilheden over kanalernes vande:
Et les palais antiques,
Et les graves portiques,
Et les blancs escaliers
Des chevaliers,
Et les ponts, et les rues,
Et les mornes statues,
Et le golfe mouvant
Qui tremble au vent
Tout se tait.
(Ups! dér var den jo igen: henvisningen til Gyldendals lille røde!)
… som man bl.a. finder i Chr. Ellings Breve om Italien, hvori han fortsætter med en strofe fra A. P. Adlers Optegnelser fra en Reise (1849), om de venezianske Betragtninger med Gondolen som udgangspunkt:
„Der er bestandig en vis Hemmelighedsfuldhed udbredt over vore Toure i Venedig. Vi ere i vort lovlige Ærinde – men bestandig er det som vi paa disse lydløse Vover hemmeligt listede os frem, stjal os frem for at Ingen skulde høre os. Saaledes gaaer man naar man hemmeligt besøger en Elskerinde, har et ensomt Stævnemøde med Medsammensvorne. Befordringsmaaden udbreder en Poesi over vore mindste i sig selv prosaiske Vandringer. Man hører ikke engang sit eget uadskillelige Echo, Fodtrinets Lyd. Man ikke blot seer det romantiske, man bliver selv romantisk, spiller ligesom en Rolle med, tænker sig ind i Situationen, gjør sig selv til Helt…” Andetsteds hedder det: „Opholdet ligner en Drøm. Vandringen er lydløs som en Drøm; thi det er Drømmens Charakteer, at den er lydløs.”
mvh
Simon
P.s.: Det er da fuldt ud tilladt at erotisere, hvis kinder rødmer over plat pornografi; skjulte motiver har jo alle dage skabt langt større lyst end gribbens syl i kødet. Nåja, forudsat man ikke er grib, naturligvis…;)
Forøvrigt dufter solens stråler pt. så meget af forår, at snemænd og koner må græde af glæde!
|
|
|
|
