Kære Arne



Mange tak for dit svar.

Det er rigtigt at jeg er gået ind på dette emne. Som sådan vil jeg gerne udvikle mig på alle områder. Hvis man kan sige det sådan.

Tilgivelsen handlede mere om et levet liv. Således har jeg som mange andre siddet fast i ting og sager - det er jo ikke alt som er ligegodt i denne verden. Med andre ord, så har jeg ikke været fejlfri.

For mig er trosfrihed.dk en stor støtte og hjælp, så tak til alle jer som har oprettet forummet og som "debatterer" de forskellige emner.

Kærlig hilsen

ABC

Hej A..

Du skriver: ”Jeg ønsker det bedste for alle. For mit vedkommende har jeg siddet fast i alt muligt skidt - det er jeg ked af - håber alle kan tilgive mig.”

- Engang imellem ka visse statements ryste tråden lidt, ruske den i nakken, exempelvis når personlige synspunkter vandrer ind i private gyder, hvad der jo også har sine gode sider .;)
Jeg vil selv vælge at tiltro mennesker evnen til at ku tilgive, og mener at samfund bygget på humanistiske idealer indiskutabelt må være storsindet nok til at ku praktisere den! For tilgivelse kan både være et ”lukket” privatanliggende og et individ/samfund-forhold, såvel som et anliggende der inkluderer begge. Tillige er tilgivelse jo noget rigtig mange religiøse mennesker beder deres gud om. Det at tilgive sig selv, begrundet i erkendelsen om egen skyld, ka jo være det allersværeste – mennesket ér jo netop sin egen værste dommer, når det kommer til stykket, og selvfordømmelsen ka ligefrem udelukke medmenneskers tilgivelse.

Jeg mindes en historie nordover, hvor en chaufør kørte et lille barn ihjel. Jeg ka ikke huske de nærmere omstændigheder, men det er jo svært at greje for alle, og børn ka jo pludselig løbe ud på vejen osv. Men det korte og det lange var, at han faktisk ønskede en fængselsstraf, netop fordi han ikke på nogen måde ku se hvordan han ellers ku sone den byrde der tyngede samvittigheden til jorden. Der findes jo kriser man ikke på nogen måde indser udvejen fra, og det er dér samfund såvel som medmennesker burde være hinanden behjælpelig, ellers bliver det svært at gennemskue hvad det ér, man har ’fundet sammen’ om!
Et andet eksempel på en kompleks nådesløs skyld men som aldrig fandt sin afslutning, var de mange livkvideringer af stikkere modstandsfolk foretog under anden verdenskrig, og som man fra politisk side besluttede at lægge låg på da krigen var slut. I stedet for at rydde op og gøre rent bord for alle, fejede man så at sige både familier til muligvis uskyldigt myrdede – i nogle tilfælde ignorerede man dermed rovmord – såvel som modstandsfolk ind under gulvtæppet. Man ka bogstavelig talt sige at selvglade politikere simpelthen lod dem i stikken, så de selv ku slås med deres samvittighed.

Samvittighed er jo en fin menneskelig egenskab der endda muliggør sameksistens, men den ka også være en belastning de færreste ka bære på egen hånd; som fx når unge mennesker sendes i krig med politisk storsind på den internationale scene, men som bagefter ka få lov til at gå alene rundt som halve mennesker og slæbe på hele døden.
Det er ikke svært at forstå hvis fx soldater leder efter en større mening med livet, eller som havde en der dermed brast. Du kender sikkert selv historier om vietnamveteraner der måtte tilbage til Vietnam for at finde en eller anden form for tilgivelse. Men det betyder også en hel del at kunne tilgive sig selv, uanset arten af skyld.

mvh & god weekend
Simon

Hr. lægprædikant..

”Det giver mig et billede af Simon, som et menneske, der tror på "den sunde fornuft".

- Man tror ikke noget om fornuften, den er resultatet af dialektik, kald den gerne en kvalifikation: vi erkender at en beskrivelse indeholder logiske slutninger der sandsynliggør den som bedste forklaring. Vi tror det ikke, vi udleder det fra kendsgerninger bygget på sandsynlige præmisser.
Den sunde fornuft er nærmest et ord for tilvalget af den mest sandsynlige forklaring:

A og B diskuterer det bedste sted at sætte sine penge på travbanen. Der er 7 heste i løbet men der er udbredt influenza og kun 2 heste er gået fri. 6’eren er blevet utilpas. A sir til B: ja jeg ville nok sætte vovserne på 7’eren. B svarer hertil, at der er sund fornuft i den antagelse.

Men måske du foretrækker denne variant af ovenstående situation:

A tillægger sin intuition en masse mystik, B har ikke tillid til A’s selvanskuelse. A sir til B: jeg ”føler” at kristus er med 2’eren i dette løb, det er nok dér du ska sætte vovserne! B svarer: nej, det dur ikke, med 39.5 er det usandsynligt at 2’eren kommer banen rundt. 7’eren er derimod feberfri og ligeglad med kristusintuitioner, der er sund fornuft i at anbringe vovserne dér.

Håber jeg ku være dig til hjælp ;)

mvh
Simon