Go'morgen til dig, Simon

For mig er sommervejret i år herligt og passer ganske godt til mit velbefindende. Et både-og vejr skiftende mellem regn, sol og blæst, og en tempereret temperatur :))

Sommersmag og -duft sanses her med ord af Jens August-Schade:

Den hemmelig, mystiske stemning
ved at mærke et jordbær i munden
kan slet ikke købes for penge.

Man ved ikke, hvad der er grunden,
men et jordbær kan gøre, at sjælen
gløder helt ned på bunden.

Så lykkelig er jeg for dette
jordbær, jeg fik til morgen
at himmelrummet har sagt

de smukkeste ting, jeg har smagt.

*

At bore sig ind i dig
er som en yndig maskine
der hæver sig
på hvide vinger
og tar mig med sig
ind i dødens verden
i de dybe rosers
der står og dufter
og vifter roligt
bag stjernernes regndråber.


Sommerlige hilsner fra RoseMarie

P.s. skal der også lyde fra mig :))

For apropos Schades ord om stjerner og himmelrum, så kan Halfdan Rasmussen også noget på den front ... :))

Noget om stjernefangst

Natten er så stille som en lille fugl der tier.
Det er ikke ilde med en sådan stille stund.
Tusind blanke bølgers spilledåsemelodier
toner ind mod kysten fra det åbne Øresund

Bølgerne er kolde og i månelys formummet.
Månens lille jolle driver stille ind mod land,
ta'r en blå konkylje med, og stævner ud i rummet.
På den øde mole står en lille, salig mand.

Det er mig, der står der. Jeg har stjerneskud i lommen.
Himmelske akkorder fylder hjertets stilhed ud.
Den jeg står og venter på er endnu ikke kommen.
Hun går nemlig osse rundt og fanger stjerneskud.

Se, hun vandrer roligt på en spinkel månestribe,
møder mig fortroligt med et kys som siger pling!
Ta'r et lille stjerneskud og putter i min pibe,
hvor der bor en lille sol, som fylder ingenting.

Alt hvad jeg kan sige er hurra! - men ganske stille,
mens min søde pige lægger øret til min mund.
Og jeg hvisker atter et hurra, der er så lille,
som det sagn om Abraham, der sad i Mamrelund.

Sådan går vi begge gennem mange tusind nætter,
hvor de grønne hække du dufter sødmefydt af maj.
Alle vores stjerneskud har himmelske dubletter,
så hvis du vil ønske, er der osse et til dig!

Atter mange af de sommerlige hilsner fra RoseMarie

Hejsa RM…

Fine sager fra de himmelblå, to stærke digtere der har fanget stjerner i og smagt mange øjne – man ka’ i øvrigt blie fuldstændig væk i smagen fra et jordbær, nys plukket og endnu ikke helt oprejst, står man dér og ligner et syvtal midt på marken! Det sker, at man ka’ få en bakke med stjerner i øjnene, for det meste skal man dog ud på marken, bare et lille besyv..;)

Her lidt fra en af mine absolutte favoritter, en stærk politisk personlighed og lyriker, der faktisk var ved at komme slemt i klemme i begyndelsen af 30’ernes Oslo, og p.a. essaysamlingen ”Tre foredrag til offentlig forargelse” - Kristendommen, den tiende landeplage! –, der dog endte med Arnulf Øverlands frifindelse, han fremførte for øvrigt selv sin sag for retten, og med argumentation og henvisning til ytringsfriheden vandt han både sin og den udtrykte tankes frihed!
Sidste domsfældelse for blasfemi fandt i Norge sted i året 1912, og paragraffen betragtes i dag som en sovende lovbestemmelse – til sammenligning med dansk skik og brug, findes der i flere norske bygder adskillige svært troende kristne, ikke mindst på sørlandet samt i højtliggende landområder med overdådig natur, hvor man ikke i samme grad føler behov for at svinge om sig med blasfemiparagraffen p.a. følelser for tro. Formentlig er det også mere tidens stærkt religiøse ”nydanskere”, der åbenbart frustreres over besværet med at få presset deres religiøse dogmetro nedover dansk lovgivning, og ligefrem ryster i afmægtig ”æresfølelse” når politiske sprogblomster i koranen let anskueliggøres som en parodi på sund fornuft med en lattervækkende ironi, der jo i århundreder har karakteriseret det nordiske folks politiske vid, ja store dele af det europæiske!

Arnulf Øverland var kommunist, lige indtil Stalins brutalitet ødelagde ethvert socialistisk perspektiv, sådan var det for mange politisk engagerede før, i og efter krigen – Peter P. Rohde belyser med sin ”Midt i en ismetid” smukt tidens stærke tanker. Kommunismen var en anden støbning end udlægninger man i vor tid ser fra ungliberale, der sjældent har set andet end mors og fars trygge pengepung, da slet ikke grundvilkåret der fik den til at blomstre som et attraktivt alternativ til det bestående.
Der er en Arnulf i både Morten Nielsen og Michael Strunge – læs fx om ”tungetaledebatten” og betænk så Strunges kritik. MN var også en stærk kritiker af flødeskumslyrik, og den slags findes der meget af.
Øverlands første digtsamling hedder Den ensomme fest, og her et digt som jeg er sikker på Morten Nielsens øjne er druknet i. Det er rigtig smukt og viser Øverlands niveau som lyriker i blot en alder af 22 år. Han var meget syg mens han arbejdede på sin digtsamling, der var under udgivelse mens han var indlagt:

BARCAROLE

Det drypper stille
fra båtens årer.
Det drypper stille
som stille tårer.

Små bølger risler
omkring min båt
som klynk i søvne,
som sakte gråt.

Min båt går også
i dybe drømmer
på sjøens slumrende,
sakte strømmer.

Og allting sover,
hvorhen jeg føres,
og mine øine
og tanker sløres.

Jeg glider inn i
en gyllen rus,
en tidløs slummer,
hvor nattens hvisken,
mitt hjertes kummer
og havets sus
og alt forstummer.

- Arnulf Øverland, Den ensomme fest, 1911.

Lægger flere ind snarest, imens ka digtet blinke som dug på næsen.. ;)

mvh
Simon

SANG VED VINEN

Jeg har ingen høie sange
om seir og om skjønne kvinner.
De netter jeg kjenner, er lange.
Min ungdom er gitt mig forgjeves,
som dagene kommer og svinner.

Det klager i fiolinen,
en tone så bristende bange,
og synger jeg ennu ved vinen,
det er ingen høie sange;
for jeg er dømt til å drømme;
men mine drømme er mange.

Ja, mine drømme er mange
om dåd og om stolte dage,
som i den første demring
visner til ord og klage.

De klager i fiolinen
som barn i den sorte natt.
Og dog er en time ved vinen
den beste min sjel har hatt.

Vel satt jeg alene ved bordet,
vel ventet jeg ingen gjester.
Hvad skulde vel nogen ville
ved mine ensomme fester?

Venner, hvad kunde det nytte
om I vilde muntre mitt sinn?
Jeg hører jo bare mitt eget.
Min sjel er blind.

De ensomme timer ved vinen,
de er ingen livets rus;
for livet har andre toner,
som aldri har lydt i mitt hus.

Og møtte der mange kvinner
på mine skumrende veie,
så gikk de og ventet på andres
armer og kyss og leie.

Og slik fikk jeg sitte ved vinen
og skjenke den i for mig selv.
Og slik fikk jeg sitte og tale
ut i den tomme kveld.

*

Dronninger og prestinner
av kjødets blendende gleder,
I, som har møtt mig i natten
utenfor tid og steder,
hør mig ennu engang!
Schehersad og Suleima,
min evige sjels veninder,
våkn op og hør min sang!

Suleima, dig har jeg elsket
helt fra min første vår!
Kalte du mig tilbake,
jeg gikk gjennem tusen år
kun for en time å smake
sødmen av dine øjne
og duften av ditt hår!

Sødmen av dine blikke
kan læge en verdens vånde.
Av dine lebers ånde
gav du min drøm å drikke,
slukket du ut mitt savn.
Dronning, du visste det ikke !
Helliget vorde ditt navn!

*

Jeg har ingen høie sange
om livets, den ene lykke.
Jeg venter en strengere favn.
Jeg drømmer vel ennu ved vinen,
når netternes røster bliver mange
og stiger fra fiolinen,
forglemte, forgråtte og bange.
Men jeg kan blåse et stykke
og håne min ventende lykke
og gi den det hesligste navn.

Men helt kan jeg aldri dempe
den hete, lavmælte bønn
fra dypet av mine netter,
fra bunnen av hjertets brønn.

Jeg er vel født for å leve
som andre barn av en mor,
og så må jeg møte livet
med andet enn sang og ord.

Og fødtes jeg ikke til gleden,
så herd mig i helvedes glød!
Men led mig ennu i aften
enten til liv eller død!

- Anulf Øverland, Den ensomme fest, 1911.

Der er ikke så meget hertil at sige, det hele står så smukt i sig selv – og minder stemningsmæssigt lidt om Spansk Motiv, ikke sandt; så smukke begge to…;)

mvh
Simon

Mojn RM..

Her lidt dugfriskt morgenpoesi, til æg og ristet brød med kaffe –
medmindre du er til the, birkes og havregrød
på din morgenbakke..;)

SEPTEMBER

Jeg hadde forlatt min stue,
jeg steg fra min sykestol
og gikk under høstens stjerner
på vei mot den gylne sol.

Jeg søkte mot dagens kilder,
uvant og vek var min fot.
Og det var feberens lumre,
usalige sted jeg forlot.

Så titt jeg orket å løfte
mitt hode fra sengens pute,
så jeg med hete øine
stjernerne fryse der ute,

eller den sene sommers
glød i mit vindusfag.
Ute blev feberens roser
dypere dag for dag.

Uten rist eller lise
dryppet den tomme tid.
Og i mitt indre raste
en stille, forbitret strid.

Priste mitt hjerte livet,
nektet min bleke munn.
Men dagene blev mig dyre
gaver å eie en stund.

___

Jeg hadde forlatt min stue,
jeg steg fra min sykestol
og gikk under høstens stjerner
på vei mot den blanke sol.

Stiene tapte sig mørke
inn over mo og myr.
Over de våte tuer
skimtet jeg spor av dyr.

meget var hendt i marken,
siden jeg gikk her sist.
Og alt som slik kunde hende,
skulde jeg gjerne ha visst.

Ennu var nettene milde
og intet tegn å se;
men snart skulde skogene bøies
under den tunge sne.

___

Den klare morgen kommer,
som jeg har ventet på.
Ennu en dag er der sol og lys,
men herre min gud, hvad så?

Trærne står der og hvisker
og klynger sig sitrende sammen.
Stammenes røde støtter
skinner i bakkekammen.

Da stiger en sang fra de tusen strå!

Der stiger en lovsang fra alt som dør,
en takk ifra alt som forgår:
Å leve en sommer i bris og sol
er nok. Det er høst for iår.

*

GATEN

Natten var blå og varm,
og byen lot gledene bruse.
Dens gater var eventyrriker,
hvor små promenadepiker
med strømpelegger og bluse
kom svermende arm i arm.

Jeg drev der på lykke og fromme,
i livets livsalige larm.
Her kunde en engel komme
med heftig bølgende barm
og mørke, smektende blikke;
og det er mig hun søker,
for jeg skriver også bøker!
Men englene enset mig ikke.

De gikk sin vei. Der blev stille,
og eventyret var omme
og gatene lange og tomme,
og jeg hadde glemt hvad jeg vilde.

Og enda drev jeg på gaten,
forlatt og elendig alene,
og slet på de slitte stene,
som om jeg slet for maten.

En gate av kalkete grave
strakte sig ut for mitt blikk,
en rekke av hvilesteder,
som luktet av andre gleder,
og ikke av Edens have,
og ikke av guders drikk.

Se gleden har åpnet sitt portrum
for alle som hadde sin blå billet.
- Nåja, det er rett. Jeg har sagt det er rett!

Og selv har jeg gått her og somlet og tøvet,
til livet har stengt sin glade butikk.
Og nu er jeg livsklok og muggen og støvet
og dydig, fordi jeg ingenting fikk.
- - - - -
Seså, nu entrer jeg styrket og prøvet
min Homansbytrikk!

- Arnuld Øverland, Den ensomme fest, 1911.

Slut for nu, god weekend i det grønne,
den ska ingen fra os ta’ –
om så det vræler ned,
i stride strømme!

Nåja, så lige et..

Barndomsminne frå Nordland:

Å eg veit meg eit land
langt der oppe mot nord
med ei lysande strand
millom høgfjell og fjord.
Der eg gjerne er gjest,
der mitt hjarta er fest
med dei finaste band:
Å eg minnest, eg minnest so vel dette land!

- Elias Blix.

mvh
Simon