Hej Arne



Kunne det ikke være inspirerende, hvis der i kirkenrummet - der hvor der plejer at hænge et kors - var en engel med et spædbarn i sine hænder?

Mon ikke det kan lade sig gøre at sætte ord på Gud?

Orderne vil nok ikke være fuldt dækkende, men noget kan vi da sige om Gud, vil jeg mene.

Mangler vi inspirationskilder?

Kærlig hilsen

ABC

Hej Arne



Nu burde jeg nok ikke skrive noget i min brandert, men jeg er lidt fanden i voldsk med det hele. Sådan er jeg bare nu ihvertfald. Måske falder alt til ro i fremtiden, når jeg bliver ligeså gammel som dig. Det gør det nok.

Jeg elsker den almægtige af hele mit hjerte og sind og al det her.

Hvad med min næste? Altså dig?

Det vil jeg overlade til dig at afgøre

Jeg forstår godt jøderne.

Ateisterne må væbne sig med tålmodighed - alt skal nok komme for en dag.

Indtil videre må de nøjes med spørgsmålet: Hvorfor sætter I børn ind i denne verden, hvis der ikke eksiterer en gud/Gud?

Kærlig hilsen

ABC

”Ateisterne må væbne sig med tålmodighed - alt skal nok komme for en dag.”

- Jeg ka' ikke forestille mig ateister kære sig om den slags tågesnak!

Mennesker der afviste overnaturlig tro i kulturer op gennem historien er blevet mødt med masser af den slags, lige fra ”gud vil straffe de blasfemiske” til jesuskærlighed med himmelvendte øjne på åben mark, gerne mens de bad for kvinden de brændte. Ja kristne er satme en kæk forsamling ”hyggenotter” – men man ku jo nemlig ha forestillet sig, at kristne med tiden selv indså potentialet de omkranser med en sådan hengivenhed!

Men for at komme tilbage til den "væbnede tålmodighed", ja så ka' man lige så godt lære det, for før eller siden må alle indse at naturen slet ikke tilbyder ”sentimentale bevidsthedsformer”, at den slags udelukkende er noget religioner har produceret.

Og det er nogenlunde hvad der er sket i fortrinsvis vestlige kulturer: kirkesamfund er gradvist ophørt med at være steder hvor sociale/mentale problemer fandt sine løsninger, tilbage er kun overtroen, der trods sine mere eller mindre dunkle former stadig er samme sang. Åh ja, præster ka snakke lidt om kærligheden – dog med særlig henvisning til netop det favoriserede ikon for tilbedelse –, men kærligheden betinges jo ikke af religiøse dogmer, mennesker producerer fin medmenneskelighed uden den slags.
Kirken kunne overleve tilbage i de små bysamfund med en håndhævet fornuft og moral, sådan lidt a la’ Sct. Mary Mead, men i store samfund med en helt uoverskuelig informations- og meningsstrøm, bliver det svært. Livet i alle sine uens tilvejebringelser overgår langt troen som kalkulation, og mennesker har i stigende grad måtte indse at være nødt til at forholde sig til virkeligheden omkring sig, for dertil knytter familiens overlevelse sig jo, som altid før! Selv præster i dag indser, at kirkens overlevelse helt afhænger af samfundsborgerne selv, m.a.o. vil ingen politiske virkemidler kunne tages i brug, hvilket adskiller politisk overbevisning i div. demokratier, uden dermed at betvivle selve demokratiets nyttevirke.

Om troen vil kunne overleve på et Internet er dog tvivlsomt, idet informationsstrømmen i dag jo nærmest er gejl og ikke hellig business. Åh ja, man finder sikkert en præst eller to med trang til reklame for sig selv, men troen overlever ikke af dén grund. Ej heller fordi en gejl præst promoverer sig selv som Jesus på en scene med tusindvis af tårevædede øjne.

Så hvad troende står overfor i vor tid er helt andre grejer, nemlig svært solide argumenter der knytter sandsynlighed til trosbekendelserne, men dermed opløses trosfundamentet og man er lige vidt. Så det er altså ikke fordi ateister ikke har tålmodighed, mere at de ingen nytteværdi ser i religiøse menneskers bestræbelser – men derfor ka' man jo godt hvisle lidt med sit kristusikon i ly af naturvidenskab og almen sund fornuft, ja der er nærmest historisk belæg for ikke at betvivle kristnes store selvkærlighed, og det er nok mere dér vores tålmodighed for alvor afprøves..;)

mvh
Simon