0
registrerede
818
gæster og
203
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27503 - 10/06/2019 09:41
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hejsa RM..
Ja, vindens leg i ansigter ses overalt, der er tilmed luft under vingerne i frihedens hellige navn..;)
Sommerdag
Levende blomster døde vårfluevinger glider frem ad åen.
Solen er standset foran en syngende lærke.
Hvidtjørnen dypper en gren i vandet ridser en kølvandsstribe ind i fremtiden.
- den anden Andersen.
Englebassen med de udtrukne kløer...
...and hence through life Chasing chance-started friendships
- S. Coleridge.
Forleden opdagede jeg missemand sidde og nette sig under en busk, synligt irriteret over en drilagtig skade blot en halv meter derfra, der hoppede rundt og æggede dens slumrende instinkter med sin vedvarende uskønne stemme. Hvilken frækhed, tænkte jeg straks, men vidste selvfølgelig ikke hvad han havde bedrevet, siden skaden havde udset ham som aftenens nar for alles øjne.
Fem meter derfra oppe i vinduet, satte jeg mig derfor tilrette på første parket med kaffe og røg for at nyde aftenens skuespil, mens jeg tænkte ved mig selv: Jaja, hr. Dril, nok er Missemand en gammel dreng, knapt så hurtig som i sine yngre år; men pas på, hr. Dril, pas på din skræppen ikke pludselig ender i denne klagende undertone som begyndelsesordene til dit eget requiem! Ind imellem hoppede hr. Dril nemlig lige lovlig tæt på hr. Missemand, der mens han vaskede sig, med stor indøvelse spillede rollen som den aldeles ligeglade gamling. Ja, de ku’ såmænd ha’ mindet lidt om to gamle venner, der i skumringen, hvor den ene ven udviste fuldstændig ligegyldighed overfor den andens trættekære ord, havde det ikke lige været for Missemands tydelige irritation over dette infernalske skræpperi, der nærmest ku’ minde om skæld ud, endog med ironiske undertoner. Og når hr. Dril pludselig besluttede sig for at pikke lidt i jorden, husskader ka’ vel også blive trætte af deres egen skadelige stemme, da holdt Missemand øjeblikkeligt op med at vaske sig, mens kroppen langsomt sænkede sig til spring. Men ak, for alt imens det gamle muskelbundt langsomt vendte hovedet mod aftensmaden, hoppede hr. Dril bare et stykke udenfor rækkevidde og begyndte igen at skratte højtlydt, men nu med hovedet på sned vendt mod sit offer, og jeg synes næsten at høre ordene: ”Sig mig, tror du jeg er lige så stor en idiot som dig?”. Og alt imens Missemand igen rettede kroppen for at interessere sig indgåede for den ene potes ve og vel, synes jeg at ane ørerne lægge sig bagover. Åh ja, han forstod så udmærket pointen.
Dette varede mere end et kvarter, kaffen var drukket og smøgen blevet til to, og Missemand havde end ikke set op på mig. Træt og opgivende luntede han til sidst henover græsset med sin skræppende ven hoppende bagefter sig. De følgende akter ville sikkert fortsætte under mere private former, skader må jo også hvile ørerne (til alles fryd), og mens jeg lukkede vinduet for dette vidunderlige lille skuespil i drilagtighedens kunst, håbede jeg bare på at hr. Dril ikke denne aften ville trække dynen alt for tæt opover sit næbbede lille hoved. For nok er Missemand ikke flyvsk som så årvågen en drilagtighed, men klog af skade er han nu altid blevet, desuden glemmer han aldrig og er en helt lille abe til at klatre i træer, og jeg ved af erfaring at han har kløer som selv de skarpeste møer. Ind imellem får han jo fat i flyvske irritationer, og her er mange skader, men man glemmer dem straks man hører bogfinker, solsorte o.a. der ved hvad sangkunst egentlig drejer sig om. Desuden er han jo lidt af en personlighed; ja guderne må vide hvor mange kuld han rundt i nabolaget har været farmand til, velsagtens andre personligheder, og klager kun engang imellem sin nød, idet han jo udmærket ved hvor der i nødens stund er mad og drikke, fx hvis månen svider pelsen og han bare må vælte rundt på ryggen for at blive kælet på maven, naturligvis kun når det passer majestæten – andet ville være et hundeliv værdigt. En dag kommer han vel ikke hjem, og vi vil savne majestæten, velvidende at han har haft et righoldigt misseliv og sørget for tilsvarende personligheder.
mvh Simon
Redigeret af Simon (10/06/2019 09:53)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27516 - 13/06/2019 15:16
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon Jo, jeg fik lyttelæst Kunsten at flygte, og jeg ved også, at det langt fra er og bli'r det samme som at læse og se ordene i en rigtig bog. At flygte er at sejre, som du ved. Ved at flygte bevarer man kærligheden og skaber et minde. Man ofrer alt for kærligheden og alt hvad man har at ofre, er kærligheden selv. Bliver man, ofrer man flugten og skaber en længsel. Der kræves mod i begge tilfælde.
- Stig Claesson. Kærligheden og viljen til kærlighed er vist ikke mit svageste led i livet ... ej heller modet til samme. Det må du vel også ha' set og erfaret igennem alle årene? Eller hur? På natbordet dit aner jeg med smil og glæde Vandringens gåde af Alexander Carnera Ljungstrøm ... :)) "Det siges at ordet vago på italiensk både kan betyde "smuk" og "bevægelse". Ordet rummer en idé om bevægelse og forandring, der på italiensk både knytter sig til det uvisse, det ubestemte, det yndefulde og det ubehagelige. Den tålmodige vandring er en bevægelse mod noget utilgængeligt og en tilnærmelse til den intime flugt der lever i os selv."Go' læsning og vandring i skjul ind over de små timer RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (13/06/2019 15:51)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27518 - 13/06/2019 20:02
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
P.s.
Uddrag fra OVER VANDET GÅR JEG skrevet af Pia Tafdrup
"Digtet begynder undertiden i et drømmeøjeblik og ganske af sig selv, eller ved at to ord kolliderer og straks sætter en større bevægelse i skred:
Mellem altid og aldrig er det at tingene sker et åndeløst sekund når man mindst venter det forandres verden
Noget som ikke har været før, og som i sig rummer alle muligheder for en ny væren, dukker op. Eller processen kan starte næsten umærkeligt med en tone, en rytme, et musikalsk motiv, en splint af noget næsten glemt eller en fejllæsning. Tilmed oplevelsen af fravær kan sætte sproget i bevægelse. En moderne fysik vil hævde, at der altid har været atomer, altså at noget har været givet. Et eller andet forekommer, men det kan være yderst diffust, hvad dette noget egentlig er. Der eksisterer et stof, en amorf struktur, der via transformation bringes til at antage en række former, men vigtigt: Digte skabes ikke af intet. Noget er. Ligesom vi allerede ved fødslen har ni måneders indtryk bag os. Det, der oprindeligt var udgangspunktet for digtet, og som ofte kasseres, findes alligevel som et usynligt sted og har sin særlige funktion i digtet."
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|