2
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
811
gæster og
165
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#21348 - 01/09/2016 21:45
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Aftning og skumringstime på terrassen, her lige efter ½ time i godt selskab med Søren Ryge :))
Og nu lidt mere fra ham Stinissen :))
OM INSPIRATION
Der er to slags dage, de hvor virkeligheden selv kommer med sine krav på nærvær, og de som føles tomme hvis ikke jeg udover avisen får læst et digt, en novelle, et kapitel, et essay, en akt eller helst et hélt skuespil. Værker skrevet for scenen har i mange år været min foretrukne læsning. Men der er perioder hvor også faglitteratur, en bestemt bog man tilfældigt får i hænde eller én man føler man må læse for at øge sin viden, fængsler mig i den grad at jeg ikke slipper den før den er læst til ende og flere gange de for mig vanskeligst tilgængelige afsnit. For øvrigt husker jeg næsten alt hvad jeg har læst (det kan man vist desværre ikke blive ved med) men mangler talent for at gengive det, navnlig hvis det drejer sig om håndværk, mekanik, økonomi, psykologi, filosofi eller for den sags skyld analyser og tolkninger af skønlitteratur, billedkunst, musik og dans. Jeg er ikke udstyret med absolut gehør og erstatter undertiden i erindringen ord og toner med andre. Til gengæld kan jeg ret hurtigt, hvis den pågældende bog er indenfor rækkevidde, finde frem til de steder der optog mig mest og læse for eventuelt interesserede hvad den-og-den har skrevet om det-og-det.
Fjernsynet har jeg kun lidt glæde af og mindre og mindre efterhånden som alt i det fremføres som var det et show. Jeg lytter hellere til radioen og kan som regel se de ansigter for mig, som taler eller synger. Men film og dokumentarprogrammer ser jeg gerne, skønt de sjældent er en direkte inspiration. Hvad inspiration end er for noget, så kommer den i glimt, og jeg slukker for apparaterne og lukker bogen. Nu er det min tur.
Blandt de bøger der har sat mig i gang med selv at skrive vil jeg fremhæve dem jeg for længe siden læste højt for mine børn og dem jeg nu læser for mine børnebørn. I dem hører jeg begyndelserne, den første sang nogen sang for en anden.
***
Ud og ind fletter sig trådene. I er ikke én, I er hverandre, synger væven, og det mørke tæppe begynder at lyse. I lyset: et ansigt, hænder, de vandrende fødder, blyanten på papiret, bolden i luften, brødet, druerne, blomsterne. Hvileløst synger væven: Verden, bliv til.
Erik Stinus
Hyggelige hilsner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (01/09/2016 21:46)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21350 - 02/09/2016 07:19
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’ RM…
Til inspiration vender jeg lige tilbage til spm. herunder, men altså kun fordi svaret der var lige ved at rende dig af læberne, muligvis glemtes i et lyrisk nu...;)
1) dersom du frit ku' placere en person fra tidslinjen i din egen personlige nærhed, eller placere dig selv på tidslinjen i en personligheds historie og nærhed, til fordel for hvilken personlighed/historie/samtid ville valget da falde ud?
2) hvis nu du mellem ti værker skulle angive dine største læseoplevelser - uanset genren - hvilke forfattere/historier/bøger ville du da liste op?
Som ”Pindarisk tillæg”: hvis naturen tilbyder farvetoner der udgør vejvisere for tanken, det skarpe blik der skærer ret gennem livets blændværker, hvilke årstidsfarver tænker vi da bedst i? (En provencalsk lilla mark af vellyst ligger her og ulmer i en sommerfest af eftertanker!)..;)
Og som tillæg til Stinus, der fik strikket et livsstykke med aortas garnnøgle, sagde en argentinsk sfinks:
James Joyce
Et menneskes dag er alle tidens dage, fra den ufattelige første dag da en ond gud med nedrigt velbehag bestemte hvordan resten skulle smage, og til hin anden hvor den brede nil af tid på jorden er tilbage ved sit udspring i den dybe evighed og slettes i al tid jeg kender til. Fra gry til nat er universets gang. I nattens dybder ser jeg for min fod jødernes veje. alt Karthagos blod og hører helvedsgråd og englesang. Lad mig, o Herre, glæden, modet finde til at bestige dagens høje tinde.
- Jorge Luis Borges.
Det ligner sgu en sommerdag, RM! Luften bølger og radioen går med glentesang ud af en tangent, og klokken er kaffe, så jeg vil herfra sige: godmorgen dag, og må du i denne finde stort behag…;)
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21354 - 03/09/2016 15:45
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
I tider som disse, og mindelser og tider der var…
Atillas Hest
Atilla rider langs Jyllands kyst og hærger i Jyllands skov, og hesten viser sin store lyst og slår med sin tunge hov.
Atilla rider Danmark ned og æder af korn og hø, og se, hvor den onde rytter red, må græsset og landet dø.
- Leck Fischer.
*
Med tømmer i sindelaget…
Consummatum est
Birken lo med alle birkes lyse, lette latter, suged’ solens lysblink, rejste sig på tæerne og kastede et fingerkys til himlens gode gud, den dag graner brød igennem graners vagt ved grå rabatter, jog sin ketcher gennem tågen, pilled’ mørket ned af træerne og viste hele skoven, at en bøg var sprunget ud.
Å-h! sa’ fire popler, og et egetræ sagde næ-h! Og bøgetræets egern, som kom hjem fra pigens træ, fo’r forvildet rundt i skoven for at finde sit logi. Men bøgen stod og nikkede med tusind spæde stilke, og nye knopper bristede i brus af dunet silke; for våren lå og lynede, og knopper lå og længtes, og inden i hvert et hylster lå undere og trængtes, til ly og længsel gnistrede, så brune pupper sprængtes, mens alle vårens guder galoperede frobi.
- Nis Petersen.
Samt fyrige poeters stormfulde tanker…
Opstandelsens under
Jorden har Svaner, Valmuer står i Brand. Skibe besynger Havet i Aalborg Havn. Skygger, der vandrer over usynligt Land, strejfer min Hånd, standser, og hvisker mit Navn.
Blomster blir Frugt. Jorden skal høste dem hjem. Vidt skal de blomstre igen i en Midsommerstorm. Dybet i Verden stiger og bruser frem, møder mig her, gløder, og finder en Form.
Blomster blir Frugt. Frugten er stille og graa – Døden står stum i min Haand, og i Saft og Blod: Dybt i det Træ, Øjnene hviler paa; under den lyse Knitren af Grus for min Fod.
Vent paa mig nu, du der er mørk og lys – menneskefødte Bærer af Fryd og Smerte. Verden var død. Skøn står den op paany ved Tingenes blide Forløsningsleg i dit Hjerte.
Underet sker – og du er en Fe som tryller med alting omkring mig – og gir det din dybere Glød.
Se, jeg har Skibe, se jeg har Blomster og Storme, Himle og tøvende Skygger. Et Liv og en Død.
*
Øjeblik
Vilde Roser i Dagregn! Og Toget er standset, med Ruder, der løber fulde af blændende Regnskær og Buskenes vilde Lys i det vaade og grønne.
Lykkeligt stort og ligetil blir Livet – Draabe der rammer Draabe, Regn over Regn. Sekunderne lukker sig op for en lang Erindring: Veje i Hederne, Pigestemmer og Havet.
Jeg smager dem paa min Mund, de forsvundne Somre … Kølige, regnfulde Lykke, et Kys af Aar –
Vi rejser i Krigens urolige, fjerde Sommer. Med eet er der stille … Vilde Roser i Dagregn, Ruder, der løber fulde af blændende Regnskær og Buskenes vilde Lys i det vaade og grønne.
- Morten Nielsen.
mvh & god weekend Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21357 - 04/09/2016 02:05
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
”16. marts 1948
Drømte en livagtig drøm inat. Mod en blå aftenhimmel steg en lærke. Efter en stund kommer den flyvende mod mig. Mærkeligt tillidsfuld sætter den sig ved siden af mig. Først idet jeg vågner, slår det mig at den var på størrelse med en ugle. Den snakkede forresten til mig også, venligt naturligvis. Jeg har glemt hvad den sagde, men jeg har følelsen af at det var noget vigtigt. Før i tiden havde jeg ofte mareridt, drømte at jeg styrtede hundredvis af meter, nedover langt uendelige husfacader. Her i Spandau er jeg forskånet for sligt. Drømmende er stort set behagelige, ikke mindst fordi de foregår i frihed. Drømmelivet skaber tydeligvis en ligevægt til det virkelige liv. Følgen er at jeg ofte drømmer at jeg vandrer i et yndigt fantasiland, gerne i en vakker solnedgang.”
Ovenstående er et pluk fra Spandauer Tagebücher af Albert Speer, en samling af tanker han noterede sig gennem sine 20 år bag fængslets mure sammen med Raeder, Dönitz, Hess, Schirach, Funk og Fritzche, de overlevende efter Nürnbergprocessen – elleve andre blev henrettet om natten d. 16. oktober 1946. Bormann og Himmler manglede under processen. Himmler tog sit liv, Bormann fandt ingen nogensinde.
Dagbogen – som jeg stadig kan finde på at læse – er et udsnit af dokumenter der anbringer én i historiske øjeblikke, oplevet, fortalt og reflekteret over af Albert Speer selv. Et nærvær i en tid der fik så uendelig mange konsekvenser for mennesker over hele verden, ikke mindst for jøder, kommunister og idet hele taget for mennesker der praktiserede en omtanke for deres medmennesker. Man må begive sig ind i tankeverdner for at forstå dem, særlig dem man er uenig i, det er måden hvorpå man skaber forståelse og evt. ændrer den verden der ingen anden betydning har end den mennesket giver den. Det tilkommer mennesket, og kun det, at vælge en mening med verden. Selv i dag, efter anden verdenskrig, ser vi diktaturer skabt af mennesker med uhyrlige meninger om verden og mennesket, en religion som islam med et menneskesyn som i mosebøgerne, er ingen undtagelse.
Albert Speer var intet monster, der er ingen uhyrlige tanker i dagbogen, snarere mange ganske smukke, beskrevet med en usædvanlig klarhed der udstråler intelligens og sans for almen menneskelighed, sandsynligvis et menneske man selv ville ha holdt af eller elsket, havde man selv levet på den tid. Det er svært med abstraktioner at beskrive en tids særlige stemninger, det vil kræve et særligt overblik, et overblik Albert Speer ikke selv mente han besad, han var jo dog arkitekt og ikke historiker. Alligevel ér der mange af den slags stemninger i både dagbogen og hans erindringer. Det er god læsning, tilfører én noget, hvilket måske kan skyldes at det at skrive var nødvendigt for ham, en selvransagelsesproces. Og det er dette der er det spændende: drømmene om livet der skulle komme, om arbejdet som det formede sig, kærligheden og venskaberne, tidsånden, helt uden amerikansk (eller dansk) sødsuppe til at fylde ud mellem kommaerne. Ingen overtro, intet dramatisk epos, mere en nøgtern bestemmelse om tilværelsens aktuelle problemer, kritik af en systemtænkning og ens eget blotte ansvar for at ha deltaget, ingen undskyldninger, man var strafansvarlig – men med et ukendt liv foran sig, og hvad med drømmene?
Det er sært, forestillingen om hvad det vil sige at leve afsondret i en celle med fire-fem timers havearbejde i tyve år, samt naturligvis tiden til at lette på historiens vingesus med det hav af litteratur et stort bibliotek kan tilføre én. Det var det, og så det gode hoved der gjorde at han overlevede. Hvordan man så sidenhen er som menneske og ”overlevende” udenfor murene, det er en anden historie.
Dagbogen giver én muligheden for at opleve livet indenfor murene, gennem årene og sammen med personligheder man ellers aldrig havde lært at kende på denne måde.
mvh Simon
Redigeret af Simon (04/09/2016 02:13)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|