|
0
registrerede
19
gæster og
178
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
”16. marts 1948
Drømte en livagtig drøm inat. Mod en blå aftenhimmel steg en lærke. Efter en stund kommer den flyvende mod mig. Mærkeligt tillidsfuld sætter den sig ved siden af mig. Først idet jeg vågner, slår det mig at den var på størrelse med en ugle. Den snakkede forresten til mig også, venligt naturligvis. Jeg har glemt hvad den sagde, men jeg har følelsen af at det var noget vigtigt.
Før i tiden havde jeg ofte mareridt, drømte at jeg styrtede hundredvis af meter, nedover langt uendelige husfacader. Her i Spandau er jeg forskånet for sligt. Drømmende er stort set behagelige, ikke mindst fordi de foregår i frihed. Drømmelivet skaber tydeligvis en ligevægt til det virkelige liv. Følgen er at jeg ofte drømmer at jeg vandrer i et yndigt fantasiland, gerne i en vakker solnedgang.”
Ovenstående er et pluk fra Spandauer Tagebücher af Albert Speer, en samling af tanker han noterede sig gennem sine 20 år bag fængslets mure sammen med Raeder, Dönitz, Hess, Schirach, Funk og Fritzche, de overlevende efter Nürnbergprocessen – elleve andre blev henrettet om natten d. 16. oktober 1946. Bormann og Himmler manglede under processen. Himmler tog sit liv, Bormann fandt ingen nogensinde.
Dagbogen – som jeg stadig kan finde på at læse – er et udsnit af dokumenter der anbringer én i historiske øjeblikke, oplevet, fortalt og reflekteret over af Albert Speer selv. Et nærvær i en tid der fik så uendelig mange konsekvenser for mennesker over hele verden, ikke mindst for jøder, kommunister og idet hele taget for mennesker der praktiserede en omtanke for deres medmennesker. Man må begive sig ind i tankeverdner for at forstå dem, særlig dem man er uenig i, det er måden hvorpå man skaber forståelse og evt. ændrer den verden der ingen anden betydning har end den mennesket giver den. Det tilkommer mennesket, og kun det, at vælge en mening med verden. Selv i dag, efter anden verdenskrig, ser vi diktaturer skabt af mennesker med uhyrlige meninger om verden og mennesket, en religion som islam med et menneskesyn som i mosebøgerne, er ingen undtagelse.
Albert Speer var intet monster, der er ingen uhyrlige tanker i dagbogen, snarere mange ganske smukke, beskrevet med en usædvanlig klarhed der udstråler intelligens og sans for almen menneskelighed, sandsynligvis et menneske man selv ville ha holdt af eller elsket, havde man selv levet på den tid. Det er svært med abstraktioner at beskrive en tids særlige stemninger, det vil kræve et særligt overblik, et overblik Albert Speer ikke selv mente han besad, han var jo dog arkitekt og ikke historiker. Alligevel ér der mange af den slags stemninger i både dagbogen og hans erindringer. Det er god læsning, tilfører én noget, hvilket måske kan skyldes at det at skrive var nødvendigt for ham, en selvransagelsesproces. Og det er dette der er det spændende: drømmene om livet der skulle komme, om arbejdet som det formede sig, kærligheden og venskaberne, tidsånden, helt uden amerikansk (eller dansk) sødsuppe til at fylde ud mellem kommaerne. Ingen overtro, intet dramatisk epos, mere en nøgtern bestemmelse om tilværelsens aktuelle problemer, kritik af en systemtænkning og ens eget blotte ansvar for at ha deltaget, ingen undskyldninger, man var strafansvarlig – men med et ukendt liv foran sig, og hvad med drømmene?
Det er sært, forestillingen om hvad det vil sige at leve afsondret i en celle med fire-fem timers havearbejde i tyve år, samt naturligvis tiden til at lette på historiens vingesus med det hav af litteratur et stort bibliotek kan tilføre én. Det var det, og så det gode hoved der gjorde at han overlevede. Hvordan man så sidenhen er som menneske og ”overlevende” udenfor murene, det er en anden historie.
Dagbogen giver én muligheden for at opleve livet indenfor murene, gennem årene og sammen med personligheder man ellers aldrig havde lært at kende på denne måde.
mvh
Simon
|
|
|
|
