P.s.: der er sgu' ikke meget der pt. ka' få os til at smile, som netop regn og pust - for min skyld må sydlændinge godt beholde deres hedebølger. En rotur med lidt skyer ovenover alting - ja måske der blir lidt til panden - så stråler moder sol…;)

mvh
Simon

Til natbordet:

Tja, i kontakt med firkantede livssyn og såkaldte ”verdensbilleder”, ka’ man jo godt blive noget aflang i ansigtet, til tider helt trekantet; måske særlig når livet bare viser sig at reduceres til GT’s æsel-moralisme – så ofte forkyndt af selvhøjtidelige sekterikere, hvis meninger til sammenligning får vandringer i Dantes komedie til at minde om en glad aften på Bakken. Ak ja, formålet med den slags ”skoler” er tilsyneladende at forandre små nysgerrige børn til dogmetro robotter, der så ka’ rende rundt og pege på alt og alle med gudens finger, men kun evner at aflæse livet i en manual der påbyder dem et valg mellem 0-1.

Trekantet var man dog næppe blevet i mødet Imre Kertész, der i sig bar konsekvenserne af uhyrlighederne kun en flerbenet totalitarisme (som nazismen) kan bidrage med, så inderligt beskrevet adskillige gange, desværre med det resultatet at også hjemlandets vrede måtte henslæbes som nødvendigt onde. Men at lyve om skæbnen sådanne samfund byder mennesker, ville ha’ været et liv i selvbedrag, og den slags mente han givet der fandtes rigeligt af. Her er det nu ikke Jeg- en anden eller Kaddish for et ufødt barn der anbefales natbordet dit, men Likvidation, hvorfra også disse strofer ser én i øjnene:

Medvirkende: Keserü (historiens helt, han der om virkeligheden altid må tilføje ”den såkaldte virkelighed”) og BÈ.
Dekoration (her overskrift):

”Et bord i det bagerste hjørne af en café”

BÈ
At dø det er så let
og livet som en stor
koncentrationslejr
Gud her på jorden
til os mennesker har indrettet
og som mennesket siden
til sin egen tilintetgørelse udviklet
At ombringe sig selv
er som at overliste lejrvagten
at flygte er at desertere
som at grine ad de tilbageblevne
Her i livets kæmpe lejr
hvor der hverken er ude eller inde
hverken frem og tilbage
her i de suspenderede livs
forfærdende verden
hvor man ældes uden medvirken af tiden
her fik jeg lært at oprøret er
AT FORBLIVE I LIVE
den store ulydighed
og den store ydmyghed tillige
som man skylder sig selv
at leve livet til ende
for selvmordets eneste værdige
instrument er livet
at ombringe sig selv
er at fortsætte livet
hver eneste dag at begynde på ny
hver eneste dag at leve på ny
hver eneste dag at dø på ny

- Imre Kertész.

Obs.! Giv nu endelig ikke natbordet det indtryk, at der muligvis ka’ være tale om en manual for suicidale; udover for letkøbt deprimeres bare natbordet, der blir en ubehagelig schluf (sengekammerat), desuden er der tale om en (fremragende) fortælling og til Magda, der begynder således:

”Så gik jeg tilbage til huset og skrev:
Midnat. Regnen slår mod vinduesruden.
Det var ikke midnat. Det regnede ikke.”

- Beckett: Molloy

mvh & god solskinsdag..
Simon

Morn' fra Malinovski, for nu at fortsætte i ånden eller noget tilnærmelsesvis - med en kattens anatomi, bakkekontakt og fugleperspektiv:

Digt over skyerne i maj

At se landet
dette eller hint
fra 2500 meters højde
bag propellernes
sikre cirkler
det er fantastisk
det er et rubensk Grønland
med vældige venusbjerge
et æstetikkens arktis
svimlende
saligt.
Så skimter du pludselig
gennem skyernes blændværk
et lille rødt tegltag
en kvinde der står og tøver
lidt for langt ude i en sø
en lys prik i fart langs en stribe
det er Kurt eller Egon
i færd med at køre sig selv og andre ihjel
stangfuld og ulykkelig
hårdknude
akut
og du sir til dig selv
ligesom Zygielbojm:
det er dernede
det er i jeres massegrave jeg hører til.

*

Og man ku' snildt fortsætte: Misnøje til skade for mandstogten…

Landet som er

Som natten sort mit land
som bjerget
solen
rummet
håbet

sort: som en drik
hvem tørster ikke efter dit fløjl
sort: bare lyden
sort: hvor jeg elsker dig
sort

du broderskabets nat
hvor nederlagets sorte majestæt...
forklædt som admiral...
og vårens styrtende skimmel...
hvor visheden i jordens dybe
cisterner...
ved Ebro...i Thessalonike…
hvor Rosa Luxemburg...
hvor Che...

mit
land mit sorte
land som er: næsten
uoverkommelig som du
din grænse...
(som jeg forsvarer til det sidste)
:denne
slimede kamp på
dit yderste
salt
sten

„det er håbløst
og vi gir os ikke”
du går jo under æbletræets
orgel af insekter
skriver til præsidenten i Perú
du leget med i
legen „ladsomom”
skin og forviklinger
kromatisk kaos
eller forankring i
for min skyld gerne
klassicistisk vinter; secundum
non datur: andetsteds
haver du ikke hjemme

du tågehorn
uden
slagord verber slagtøj
nejtak
sort ved man hvad er

nederlaget
det er jeg med på
det er suburbant
det er sort
sort er smukt

regnbuen fatamorgana
de lysende horisonter:
alt som ikke er er jeg træt af at ønske
jeg forstår flammen
den vil se i mørket
det flag
det land
som er

der er kun een vej
den til Père Lachaise
den sidste handlings underskrift og blomst
berusende entydig sort
som bjerget
solen
rummet
og som håbet.

- Ivan Malinovski.

mvh & godag..;)
Simon

Go'morgen Simon

Fra Malinovskierne, landet, vandet, og sanseligheden til et andet land og en anden mand, men stadig også vandet og sanseligheden ... :))


Jeg er ligeglad med rimene. Sjældne gange
Står to træer som ligner hinanden side ved side.
Jeg tænker og skriver som blomsterne har farve
Men med mindre fuldkommenhed i mit udtryk
Fordi jeg mangler den guddommelige enfold
At være helt og holdent i mit ydre.

Jeg ser og jeg bliver bevæget af det.
Jeg lader mig bevæge som vandet ned over skrænten
Og det jeg skriver er naturligt som vinden der rejser sig...

***

Arme blomster i de regelrette havebede.
De ser ud, som var de bange for politiet…
Men ufortrødent blomstrer de på samme måde
Og har det samme ældgamle skær
Som de havde, da det første menneske så dem første gang
På samme måde og rørte dem ganske let
For at se dem med fingerspidserne…

***

Velsignet være den samme sol i andre lande
Som gør alle mennesker til mine brødre
Fordi alle, i løbet af dagen, ser den som jeg,
Og i dette lysende øjeblik
Åbent og modtageligt for alt
Med et næsten uhørligt suk
Vender ufuldkomment tilbage
Til det sande og primitive Menneske
Som så solen stå op og endnu ikke knælede for den.
Fordi dette er naturligt - mere naturligt
End at tilbede solen og siden Gud
Og siden alt det andet, som ikke findes.

***

Jeg er en hyrde.
Hjorden er mine tanker
Og mine tanker er alle sansninger.
Jeg tænker med øjnene og med ørerne
Og med hænderne og med fødderne
Og med næsen og med munden.

At tænke en blomst er at se den og lugte den
At spise en frugt er at kende meningen med den

Derfor, når jeg en varm dag
Blir tung om hjertet, fordi jeg nyder den sådan,
Og lægger mig på langs i græsset
Og lukker mine brændende øjne,
Føler jeg at min krop hviler i virkeligheden,
Mærker sandheden og er lykkelig.

***

Hvis de, efter at jeg er død, ønsker at skrive min biografi,
Er der intet mere enkelt.
Der er kun to datoer - min fødselsdag og min dødsdag.
Mellem de to er alle dagene mine...

***

Det er måske den sidste dag i mit liv.
Jeg har vinket til solen med højre hånd,
Men jeg har ikke vinket til den for at sige farvel.
Jeg gjorde det for at vise min glæde ved stadig at se den, kun derfor.

Alberto Caeiro

Glædelig dag&morgen
RoseMarie

Hej RM..

Ja, disse epikuræer man må tilslutte sig, under dyppet i basinnet med falernervin på kanten, hvor både Catullus og Philodemos anes i velbehag over Malinowskis udtrykte sanseindtryk, og så sandelig (en for mig endnu ukendt) Alberto Caeiro, sagt med tak og endnu et dyp, hvormed du ønskes en god weekend m. vand fra oven og sol i øjnene:

Kroppen
er den del af sjælen
som fornemmes af sanserne

jasminer fylder aftenen

og du
tror du bor i dig selv

- I. Malinovski.

mvh
Simon