0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Til natbordet:
Tja, i kontakt med firkantede livssyn og såkaldte ”verdensbilleder”, ka’ man jo godt blive noget aflang i ansigtet, til tider helt trekantet; måske særlig når livet bare viser sig at reduceres til GT’s æsel-moralisme – så ofte forkyndt af selvhøjtidelige sekterikere, hvis meninger til sammenligning får vandringer i Dantes komedie til at minde om en glad aften på Bakken. Ak ja, formålet med den slags ”skoler” er tilsyneladende at forandre små nysgerrige børn til dogmetro robotter, der så ka’ rende rundt og pege på alt og alle med gudens finger, men kun evner at aflæse livet i en manual der påbyder dem et valg mellem 0-1.
Trekantet var man dog næppe blevet i mødet Imre Kertész, der i sig bar konsekvenserne af uhyrlighederne kun en flerbenet totalitarisme (som nazismen) kan bidrage med, så inderligt beskrevet adskillige gange, desværre med det resultatet at også hjemlandets vrede måtte henslæbes som nødvendigt onde. Men at lyve om skæbnen sådanne samfund byder mennesker, ville ha’ været et liv i selvbedrag, og den slags mente han givet der fandtes rigeligt af. Her er det nu ikke Jeg- en anden eller Kaddish for et ufødt barn der anbefales natbordet dit, men Likvidation, hvorfra også disse strofer ser én i øjnene:
Medvirkende: Keserü (historiens helt, han der om virkeligheden altid må tilføje ”den såkaldte virkelighed”) og BÈ. Dekoration (her overskrift):
”Et bord i det bagerste hjørne af en café”
BÈ At dø det er så let og livet som en stor koncentrationslejr Gud her på jorden til os mennesker har indrettet og som mennesket siden til sin egen tilintetgørelse udviklet At ombringe sig selv er som at overliste lejrvagten at flygte er at desertere som at grine ad de tilbageblevne Her i livets kæmpe lejr hvor der hverken er ude eller inde hverken frem og tilbage her i de suspenderede livs forfærdende verden hvor man ældes uden medvirken af tiden her fik jeg lært at oprøret er AT FORBLIVE I LIVE den store ulydighed og den store ydmyghed tillige som man skylder sig selv at leve livet til ende for selvmordets eneste værdige instrument er livet at ombringe sig selv er at fortsætte livet hver eneste dag at begynde på ny hver eneste dag at leve på ny hver eneste dag at dø på ny
- Imre Kertész.
Obs.! Giv nu endelig ikke natbordet det indtryk, at der muligvis ka’ være tale om en manual for suicidale; udover for letkøbt deprimeres bare natbordet, der blir en ubehagelig schluf (sengekammerat), desuden er der tale om en (fremragende) fortælling og til Magda, der begynder således:
”Så gik jeg tilbage til huset og skrev: Midnat. Regnen slår mod vinduesruden. Det var ikke midnat. Det regnede ikke.”
- Beckett: Molloy
mvh & god solskinsdag.. Simon
|
|
|
|