Jeg tror nok, at jeg forstår din pointe. Men, jeg synes den rammer lidt ved siden af. Jeg mener ikke det kan opfattes som ondskab, hvis man forsøger at gøre noget godt, som så ender med at have negative konsekvenser for andre.
Problemet er ikke, at mennesket utilsigtet gør ondt, men derimod at mennesket med fuldt overlæg er onde mod andre (både mennesker og dyr).
Problemet med argumentet om at vi ikke forstår guds skaberværk er et helt andet. Hvis gud virkelig er almægtig, hvorfor skulle han så skabe et værk vi ikke forstår ? Hvorfor skulle han stille sig i vejen for at vi kan forstå hans hensigter og gerninger.
Derfor holder argumentet ikke.

Som jeg har skrevet andetsteds, så er teodicéen et reelt problem for konsistensen i kristendommen. Men, jeg mener ikke det er så grelt endda. Inkonsistens er et vilkår for alle ideologier/trosretninger, der vil forklare hele verden. Du kunne lige så vel angribe nihilismen for at have en nihilodice. Hvis verden virkelig er meningsløs og tilfældig. Hvorfor oplever vi den så i store træk som god og meningsfyldt.

Hej Arne,
Jeg synes du får vendt tingene på hovedet.
I forhold til ondskabet, så er det interessante spørgsmål ikke, om hvordan offeret opfatter det. Men, at du ikke kan kalde det ondskab,hvis man oprigtigt forsøger at gøre noget godt, som så har uhensigtsmæssige konsekvenser.

Det er heller ikke et spørgsmål om, hvorvidt mennesket skulle være mere priviligeret end andre racer. Spørgsmålet er, om hvorfor gud skulle ønske at have et skaberværk vi ikke kan forstå.

At det gudebillede du finder i kristendommen til dels er en projektion af menneskets ønske om en himmelsk fader har du helt sikkert ret i. Men, på samme tid er kristus-billedet trods alt temmeligt radikalt ifht. mennesket, og stiller da nogle fordringer som vi har svært ved at honorere. Så, jeg er ikke parat til at give dig helt ret.

Arne: Det er mit indtryk, at buddhismen ser dybere ind i vore illusioner, end du her giver udtryk for - men fred være med dét

Tikka: Hvem bestemmer, det der klassificeres som illusion er sandhed? … det gør kun den, der godtager det.

Har man erfaret hvordan man kan flytte bevidstheden ved målrettet og disciplineret indsats på forskellig vis, ved man også man kan ændre personlighed og derved ændre livssyn.

Derved opstår spørgsmålet også, hvad der er illusion; det man forlod eller det nye man har taget til sig.

Og når der tales om egoisme og begær som ødelæggende faktor, er det jo fordi, det kan opleves sådan … det er et livssyn som ”vi” er opdraget til at ha’… eller egen tillærte erfaring/syn på sagen … som i nogle sammenhæng erfares gennem smerten og modgang ... MEN ... er denne oplevelse af smerte og modgang bare egoismen i anden klædning ... eller er det, fordi kun smerten er virkelig/sand?

Så hvad er sandhed andet en det man selv beslutter.



Arne: Jo, vi siger jo, at vi har en fri vilje, men hvor fri er den egentlig?

Tikka: Den frie vilje mener jeg, kun er fri i forhold til de aktuelle valgmuligheder, som jo også indbefatter det vi har fyldt vores hoveder med.