Hej Arne..

Tråden her er for længst slut, tilbage er kun lidt sjov og ballade. Relevante spm. til dit fantasifulde ”verdensbillede” findes tilbage i tråden, der som det også ses, ingen relationer overhovedet har til hverken videnskaber eller filosofi – der selvfølgelig tar sit udgangspunkt i virkeligheden.

Jeg forkleiner som det ses ikke din hobby med at føle stærkt for fabler, de kan skam være værdifulde nok, derimod mener jeg du for længst burde ha lagt fablen om verden frem for alles øjne, så de der måtte være interesseret selv fik mulighed for at forstå hvad det er dine følelser hæfter sig ved. Sandsynligvis er det ikke din egen fabel, og derfor ikke dit verdensbillede, men det betyder ikke så meget, når bare historien er skrevet med en indlevelse der smitter øjnene der læser. Tænk bare på hvad Robert Louis Stevenson engang skabte, og som stadig får masser af mennesker til at hengive sig med nydelse i en verden fjernt fra det omgivne, der jo ka være en stor belastning for et skrøbeligt sind, hvorfor eventyret netop har sin berettigelse, og altid har haft det. Det sir sig selv, at man ved at skabe disse historier sagtens ka snige psykologiske og filosofiske motiver ind her og dér, ja ligefrem betragte fablen som en eventyrterapi, dersom trykimpulserne fra den omgivne verden er frygteligt belastende for sindet. Vi er jo alle mennesker med skrøbelige sind, der sagtens vil kunne ødelægges og måske for altid i krige og såmænd af forældre, der virkelig sætter sig for at nedbryde fremfor opbygge gitterværket i barnet, naturligvis sjældent bevidst, men med skrækkelige eftervirkninger – ja tænk blot på Hannah Greens beretning i ”I never promised you a rosegarden”. Der kan være gode grunde til at fortrække til en indre verden, der umiddelbart ka forekomme mere tryg end den ydre, men netop umiddelbart, da ethvert menneske og alene for at overleve som menneske, må forholde sig til den omkringværende verden, og særlig i en tid hvor skuldre så skarpe sliber hinanden i det sociale rum, en omstændighed så fjern fra oplevelsesrummet man må forestille sig i Giovanni Boccaccios fortælling, hvor få kvinder og mænd skabte og fortalte hinanden deres historie. Et øjeblik var jeg her lige ved at skrive, ’som du, Arne’, men faktum er jo, at du ikke har og sikkert aldrig vil fortælle historien der immervæk gløder under hårpynten dér. Om grunden kunne man forestille sig mangt og meget, men måske historien allerede er fortalt, ja at den jævnligt fortælles rundt om i div. kirkerum, hvilket ikke er helt usandsynligt ;)

Som det ses, nærer jeg ingen større tillid til dine buddhistiske svinkeærinder, idet også den historie grundlæggende har samme tema: naturen der tillægges motiver og hensigter med livet fra en overnaturlig skabning, der har sit ophav i menneskers (og såmænd din egen) fantasi. Du selv, har i årevis – og sikkert længe før – blot sværmet omkring historien om ”det meningsfyldte liv”, men aldrig turdet tage tyren ved hornene, set den i øjnene, hvilket der selvfølgelig findes en ikke videre spændende grund til, og gør man sig denne klart, betyder den såmænd ikke noget videre.
Hvad der derimod er interessant, det er mennesker med mod og fortællerlyst, dem der er villige til at sætte livet til for historiens vingesus, og dem findes der mange af, både excentrikere, fanatikere og ret og slet religiøse mennesker der fuldt ud er sig visse behov bevidst, hvoraf enkelte kan fortælle historier så mageløse, at man bare læner sig tilbage på tæppet og letter. Det er dén slags der har betydning, historier der formår at bevæge og hensætte os i verdensbilleder der står så levende for os, at vi kan dufte, smage og mærke alt omkring os, og som ganske vist stjæler lidt af tiden i vort liv, men hvad gør vel det, hvis historien tilfører os oplevelser vi aldrig siden vil glemme? Mennesker med en højt udviklet fantasi, formår tit at inspirere til skabelsen af storartede forandringer med betydning for livet i den virkelige verden omkring os, men det kræver som sagt at historier fortælles.

Som du sikkert har fornemmet, for du er jo en følsom mand, bevæger vi os nu frem til spørgsmålet om det spændende i historien du selv føler så utroligt meget for, men som åbenbart er så hemmelig, at du kun har fortalt lidt om oplevelser fra symboler i træsnit. Det er vist desværre nok de færreste der dirrer i spændt forventning, Elsa Gress fortalte historien så ypperligt i ”Fuglefri og Fremmed”, men altså i lyset af erindringer fra støvletramp i et Europas fremtid, den virkelige verden omkring dine ører!
Befinder din historie sig mons tro et helt andet sted, har den forputtet sig som henvisninger på Wikipedia, ja måske Vagttårnet? Vi ved det ikke, for alt vi ved, kan historien jo være den, at der slet ingen historie findes – ville det passe med dine indholdsløse gentagelser, de noget flyvske henvisninger til snart den ene, snart den anden og fortrinsvis på Wikipedia?

Jaja Arne, jeg vil nu stadig mene at Michael Ende gjorde det bedre, men han havde jo også en fortælling at berette, det har du ikke, idet mindste ikke en du kan fortælle – og jeg synes stadig det er synd, nu noget har skabt så stærke følelser i dig! ;)

mvh
Simon

Morn’ Arne..

Her lidt til dig: https://www.youtube.com/watch?v=bkTLIO2zanM

- bliv nu ikke alt for sentimental, din gamle crooner…;)

mvh
Simon

Morn’ Arne..

Ja gu’ har du problemer, forklarings- såvel som forståelsesproblemer, men det ved de fleste i forvejen – ligesom de ved at undervisning ikke foregår på debatter. Du må selvfølgelig helt som andre afkræves argumenter for de meninger du værdsætter. Din kravlen rundt på ryggen af andres synspunkter er også uden værdi.
Og selvfølgelig begriber du ikke et pluk af forskellen mellem en Armstrong der synger historien om den vidunderlige verden, og idéen du kommunikerer om verden og livet der har meninger og hensigter med dig. Intet nyt dér ;)

At tråden døde for længe siden er blot et faktum, Arne – at pjatte lidt med dig, vil ikke tilføre tråden det manglende meningsindhold, der så afgørende er fortællingens og forklaringens indre liv, og som du desværre heller ikke i denne tråd var i stand til at skabe. At ingen vil læse historien om Arne der vimser rundt i en mirakuløs verden, betyder blot, at den mirakuløse verden aldrig blev indskrevet i en historie.
Det er altid et værre mas at forene historien med traumet, der netop befinder sig udenfor historien. Men en historie om vores fælles verden som et meningsfyldt sted, er for det første slet ikke er din historie og knytter sig desuden til en samtid der for det andet heller ikke er din, hvilket har tilført netop dig forklaringsproblemer, og selvfølgelig fordi der slet ingen forbindelse eksisterer mellem dig og denne fjerne fortids historie ;)

Og det er jo dit problem i en nøddeskal Arne: du som altid har sværmet rundt i en overnaturlig tro, der som idé viser noget om en flig af kulturen men intet om naturen, og derfor heller intet om dit liv eller verden det udspringer fra, hvorimod dine ”hemmelighedsfulde oplevelser” viser alt om din egen fantasi. En fabel er nu engang en eventyrlig historie, og altså hverken en videnskab eller en filosofi, men der kræves nok mere end blot din fantasi for at forstå forskellen, såvel som perspektivet i at skrive sine egne historier, fremfor at kravle rundt på ryggen af andres. Hvortil yderligere et skel nok ville vokse sig synligt for dig, nemlig skellet mellem det personlige og det private, altså noget helt andet end Arne-historieløs-situationen. Men tænk på muligheden for at summe rundt i honning som en bi og nu med brod, i en verden kun begrænset af dig selv – og mon ikke der ku blive plads en lille frk. jesus i dén, det sku man mene…;)

mvh & hygsom dag
Simon