P.s.:

Du skrev tidligere: ”Men tænk også at kunne ha' været med på hundeslæden sammen med Knud Rasmussen. At opleve hvordan han var i stand til at få mennesker til at tale, synge, danse og fortælle. At opleve hvordan han med sine øjne viste sin egen sjæl for også at se lige så direkte ind i det andet menneskes øjne og sjæl med stor respekt og vedkendelse. Sneen, lyset, mørket, myterne og sangene, eskimoerne og Knud ... Humoren, glimtet i øjet og latteren, livslyst og elskov. Jeg tror, jeg ville ha' elsket hans latter lige så meget som hans blik…”.

- Ja, jeg forputtede mig engang i hans ’rejsedagbog, skildringer fra den første Thule ekspedition’, så i ’Festens Gave’ og ’Den Store Slæderejse’, i hvilken han på side 65 skriver: »Pilekvisten« var også en betydelig digter. Hans fantasi var frodig, og han havde et meget følsomt sind; han sang altid, når han var uden beskæftigelse, og sine sange kaldte han for »kammerater i ensomheden«. Her er en af dem:

Mit åndedræt

Jeg vil synge en sang, en lille sang, der er stærk
Unaija – unaija.
Syg har jeg ligget siden efterår,
hjælpeløs lå jeg, som var jeg mit eget barn.

Bedrøvet ønsker jeg min kvinde bort til et andet hus,
til en mand, der kan være hendes tilflugt,
sikker og fast som vinteris.
Unaija – unaija.

Bedrøvet ønsker jeg min kvinde bort til en bedre beskytter,
nu, da jeg selv mangler kraft til at rejse mig fra mit leje.
Unaija- unaija.

Kender du dig selv? Så lidt du dog ved om dig selv.
Kraftesløs ligger jeg her på min briks,
og kun mine minder er stærke!
Unaija- unaija.

- Pilekvisten.

Jeg holdt i øvrigt meget af Ellen Forchhammers ’Kære Knud – Kredsen omkring den unge Knud Rasmussen’, hvori jeg syntes at ane lidt af personen fremfor dennes tanker om, ja…livet, osv. Ja så vidt jeg husker læste du den jo selv med samme begejstring, engang i Mellemrummets ungdom, eller længe før.
Jeg har aldrig selv været i Grønland, kun snuset til lyset du omtaler og hørt bekendte fortælle om det, med en vidde i øjnene der nok ku’ få enhver til at ane en storslået oplevelse, noget der helt sikkert havde sat sig, for aldrig siden at forsvinde. Og her er vi så igen inde på hukommelsen og det uforglemmelige, og måske mere præcist hvad der igrunden får så mange grønlandske kvinder og mænd til at længes efter noget der lever i dem, en grønlandsk natur, en frihed og et lys, der sikkert får Skagens til at blegne og som ikke lader sig transportere med den effekt det formentlig indgyder sindet, i det menneske der givet må føle sig hel og lykkelig midt i en trods alt barsk vildmark, for det er jo hvad det ér, og lige så sikkert må føle husene klamre sig til én, når man betræder et klaustrofobisk Danmark hvor man gerne ævler om friheden som begreb, men sjældent har oplevet den snerre under dén himmel. Det kræver nok sin grønlænder rigtig at mærke suget fra mindelser i brystet, når der daskes lidt til lyset på film og fotos, samt at forstå hvad Knud Rasmussen og de mange andre igrunden taler om, men her et lille dask, om ikke andet ka’ vi jo i fantasien rejse hvorhen vi vil… https://www.youtube.com/watch?v=jIphBNsfLjs

Nisseligt
Simon

To efterladte digte, fra et øjeblik – samt en smuksak fra endnu et par stjerneklare øjne: https://www.youtube.com/watch?v=1edqNf1AYBE


DU KAN BEGYNDE HER

Hold kæft hvor er der meget liv i verden!
Hvor er den ikke til at holde UD så stor den er!
Hvis man skulle være med til alle de begravelser
eller klippe navlestreng på alle de blodrødt-
nyfødt-skrigende molekyler.
Eller træer, bare træer,
inden du var færdig med at tælle
alle verdens træer var der kommet mindst
ét til.
Eller kærlighedsforhold og lignende geometriske figurer.
Man, det er bare for STORT.
Og så skal du jo selvfølgelig til at begrænse dig
– men har du nogensinde tænkt på hvor mange
begrænsninger der er,
utallige som himlens sand og havets stjerner.
Og ja, stjerner, svimlende deroppe, hver gang
et par af vores øjne slukkes blir de hængt derop,
systemer efter systemer, alt velordnet, planlagt, pænt
og ret stort i al sin uendelighed.
Eller tanker, hver enkelt med sin biografi,
sin stamtavle, sit personlighedsbevis, kørevækkort m.m.
hver enkel med sin tilblivelse, vækst, modning, forfald, død
og eventuelle opstandelse, men forvandlet. Åh, forvandlet.
Elsk alle tanker, fordi de er der.
Og er der så flygtigt, og dør så ømt, små tåretanker, små
tankelængsler, alleheder.
Hold kæft hvor er der meget liv i verden,
rør ved noget, sig til dig selv: du kan begynde her!
Begynd!

*

JEG ER MIN INGEN

Jeg er min ingen afstandstagen bevidst
jeg har altid været meget nærtagende
jeg har pindehugget de tørre små sekunder
jeg har tidsbestemt al tiden altid

Så de skal ikke komme her og påstå
med deres sorte grimme grin
at det er en retfærdig straf
når tiden nu snart dødt og varigt

tages fra mig

- Poul Borum.

mvh
Simon

Hej Simon

Knud Rasmussen, ja ... på vej ind over de snehvide vidder i Menneskenes Land og Vinterens Hjerte :))

... og beskrevet i endnu en af mit hjertes blå bøger :))

http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/gad_vinterenshjerte.htm


Tanker som fodspor i sne
RoseMarie

Morn’ RM..

Takker ;)

Åhja, sneen, naturen, julen…så ruller det norske blod; du ska’ næsten titte dén her: https://www.youtube.com/watch?v=jzir9tMFdmM

Nu er der så 17 dage til nissegrød og barneansigters stjerner i øjne, der jo som bekendt ingen alder har, og som vist ska’ vi lidt opover for at mærke snefnug dale på det oppegående humør, så her lidt du måske ikke før har set, den er ganske nydelig og fra ’79: https://www.youtube.com/watch?v=FABLteuq7Y4

Nisselig dag fra morgenbordet ;)
Simon

P.s.:

Foruden din drøm om at ha’ siddet lunt og godt på Knud Rasmussens slæde mens landskabets ismasser piskede forbi, og et par sultne polarbjørne betuttet ville ha’ stået bomstille med næserne i vejret og set hvordan maden rendte sin vej, skrev du forinden flg.:
”Inger Christensen ville jeg gerne ha' kunnet kigge over skuldrene, både i forhold til hendes eget forfatterskab og hendes ven- og ægteskab med Borum. Jeg ville gerne ha' siddet med ved samtalerne i lejligheden med stakkevis af bøger fra gulv til loft. Jeg ville gerne ha' taget et kig forbi forfatterskolen og lyttet med blafrende ører og øjne på stilke for at få det hele med :))…”

- Forstås! ;) Ja tænk hvis vi med ét ku’ smutte tilbage i tiden, ændre historiens gang og hændelsers udfald, ploppe os ind på et tidspunkt i fortiden der forekommer os særlig spændende; noget af et perspektiv der dér åbner sig, ikke sandt – den gamle drøm, beskrevet og fabuleret over, ligefrem filmatiseret adskillige gange. Der er helt sikkert hændelser jeg gerne selv havde ændret, ligesom der er historiske tider og mennesker jeg trods farerne gerne havde oplevet og talt med; enkelte havde jeg gerne oplevet tale på Rostra; eller hva’ med selv at opleve stemningen, dengang en amerikaner på sit ubehjælpsomme tysk udtalte ordene: ”ich bin ein berliner”? ;)

Men for lige at vende tilbage til Inger Christensen, så jeg mig vind og skæv i hendes helt vidunderlige Pisatårn; dét havde jeg gerne arvet, og det skulle så ha’ stået i køkkenet, for i stedet for en prop at udligne komfurets skævhed…
Desværre gik toget, men eventyret fantaserer stadig! – forøvrigt tror jeg altså at Borum ville ha’ snakket dig ind på kløvermarken, og at det langt fra er sikkert Inger ku’ ha’ taget tyren ved hornene…muh! ;)

DAY TRIPPER

Toget går
toget er gået
skinnerne trøster sig med
at de kender den lige vej frem.

Toget går
toget er gået,
relsen mellem skinnerne
trøster sig med
at den er af sten
og har øjne.

Toget går,
toget er gået,
gule og røgblegede strå
stritter stædigt.

Og fluerne svirrer
om bjørneklo i grøften.

- Poul Borum

Bedste hilsner
Simon