0
registrerede
815
gæster og
87
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#19654 - 27/09/2015 03:26
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s. Kun med ryggen til verden, kan jeg spille dens spil som spil midt i verden - vender jeg mig om, ser jeg verden, med gåseøjne… Her en atmosfærisk forstyrrelse, midt i den fortravlede verden, med den afholdt humorist Per Højholt, som man ikke kunne andet end holde af – attitude-realisten Gitte lever fortsat i bedste velgående, lægger man sit øre til vinden, kan man høre Pers stemme i det fjerne, men hans næsten unødvendige venstre lillefinger, stritter desværre ikke længere. Nyd programmet, det er pragtfuldt: http://filmcentralen.dk/alle/film/hoejholt-en-film-af-lars-johanssonmvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19671 - 29/09/2015 09:33
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon Åh ja, hvilken herlig mand, han var ... på sin helt egen måde både skarp og mild. Jeg hyggede mig også med Gittes monologer på YouTube, og så fandt jeg en udsendelse på P1's Radioklassikeren (som jeg har til gode). Jeg er på vej ud af døren lige nu (Hårfeen kalder) ... og på vej hjem må jeg vist et smut omkring biblioteket eller et par genbrugsbutikker for at kigge hylderne efter for Højholt :)) ... og derefter kommer der nyt fra mig i mellemrummet :)) Lynhilsner fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19673 - 29/09/2015 17:22
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Ja han var, ku godt lide hans udstrålende ro og væsen, tilgangen…;)
Ikke manges ord har deres eget centralnervesystem, sætninger af bølgers blod der bruser fra kyst til kyst, understrømme der fører stemninger op fra dybet, for pludselig at glitre i en klar øjensynlig bestemmelse under solen. Sylvia Plaths digte har denne uimodståelige kommando, et samlet emotionelt og intellektuelt kompleks i et enkelt tidsøjeblik, som Pound karakteriserede det – associationskraften er enorm. Vi ved hvordan hendes liv endte, derfor ka det også gøre ondt at læse hendes sidste digte, deres søvngængeragtige poetiske bevidsthed, den græske tragedie i digtet ”Edge”. Digtet blev skrevet tirsdag d. 5. februar tidligt om morgenen, hvor hun altid sad i sit studerekammer og arbejdede med sin kaffekop, og dvs. seks dage før selvmordet, som digtet jo også ér: den gennemførte økonomiseren med verselinien, hendes egen umiddelbare kontakt med noget gribende i bunden af sig selv, dernede fra billede-kælderen, drømme-hulen, eller hvor noget så sublimt hentes fra. En smuk og begavet kvindes blødende øjne på livets puls, der snart må slutte - det var dét! Ted Hughes (hendes mand) blev på et tidspunkt ret deprimeret, da han så ind i virkningskraften i det han læste, for han mente, at et digt ikke kan være et digt medmindre det er et udtryk for de kræfter, der styrer vores liv, den ultimative lidelse og besluttelse i os.
Man ka selvfølgelig læse sig blind i dramaet der har udspillet sig mellem hende og hendes mand Ted Hughes og Assia, dér i ’63, men det virkelig enestående er og bliver jo digtenes eget liv, deres fantastiske måde at spejle det der skaber stjerneskæret. Heldigvis har så mange dygtige poeter, ikke mindst Seamus Heaney, foldet meget ud for os så vi lettere får adgang til denne enestående kvindes blikfang. Jeg er i hvert fald dybt bevæget over det jeg læser, og er sikker på at du, RM, har det nogenlunde på samme måde:
EDGE
The woman is perfected. Her dead
Body wears the smile of accomplishment, The illusion of a Greek necessity
Flows in the scrolls of her toga, Her bare
Feet seem to be saying: We have come so far, it is over.
Each dead child coiled, a white serpent, One at each little
Pitcher of milk, now empty. She has folded
Them back into her body as petals Of a rose close when the garden
Stiffens and odours bleed From the sweet, deep throats of the night flower.
The moon has nothing to be sad about Staring from her hood of bone.
She is used to this sort of thing. Her blacks crackle and drag.
- Sylvia Plath.
Bedste hilsner under solen, Simon
P.s.: Indlysende må vi ha noget mere Sylvia Plath her mellem det hele - hvordan havde hårfeen det for øvrigt, pæne tænder og hænder, trods de skarpe genstande? ;)
Redigeret af Simon (29/09/2015 17:30)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19676 - 30/09/2015 09:30
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej sleepyhead..;)
Solen har skåret husets vindue ud i træet heroverfor, det grønneste solvindue jeg længe har set, Minervas ugle ville kunne se ret ind i stuen, hvor jeg ser ind i vinduet til hensunkne tider med kaffen på hæld, for jeg har just vandret i Seamus Heaneys barndomslandskab, hans hukommelse..
Den mand skriver, så tøjets lugt af mosevandet han og vennen badede i og som tørrede i solen mens de skulder ved skulder hoppede hjemover til en sikker skideballe, står én ret i næsen, nøjagtig som efter en tur med Tuck’ på Mississippifloden, billederne sejler afsted som skyer i øjnene. På rejse med ham er man i rigtig godt selskab, selv i Belfast under de utrygge omstændigheder, har man en god fornemmelse af situationen gennem ham – på det tidspunkt sjoskede jeg ellers ubekymret rundt under solen, anelser om de frygtelige begivenheder i Nordirland var for mit vedk. adspredt voksensnak, utilgængelig, stik modsat børnene der knugede sig ind til de voksne under begravelserne. Barndommen kan få en brat slutning, i bøger er vi på tryg afstand, eller også er vi det ikke, det afhænger lidt af sindets væsen, det der lejres i det. Dejligt er det dog at læse om bøger Seamus Heaney var omgivet af i sin barndom, det meste er mig ukendt, men enkelte ting dukker op, fx Robert Louis Stevensons ”Skatteøen”, der også for mig var noget af det bedste – han selv hæfter sig mere ved bogen ”Kidnappet”, der gjorde ham til jakobit livet ud. Siden har jeg læst ”Skatteøen” flere gange, altid er jeg blevet grebet på samme måde som første gang – der findes åbenbart historier vi bevarer den tidlige tilgang til, trods vores forandring, en tilgang til ellers tabte tider, hvilket jo er en vidunderlig tanke, som pejlemærker i erindringen, idet så meget går tabt for os.
Men netop erindringsbilleder er Seamus Heaney helt fantastisk til at genskabe, eller gendigte, med sine umådelig skarpe værktøjer, ja man bare jubler i sit – ikke særlig – stille sind. Nu varer det jo ikke særlig længe før forgængeligheden også ses i træerne omkring os, og synes derfor du skal ha en af hans barndomsoplevelser i et særligt træ:
”Alle børn holder af at krybe sammen på hemmelige gemmesteder. Jeg elskede den gaflede gren i et bøgetræ for enden af vores indkørsel, buksbomhækkens tætte krat foran huset, den bløde, sammensynkende bunke hø i en fjern krog af stalden; men især opholdt jeg mig inde i et gammelt piletræ for enden af gårdspladsen. Det var et hult træ med knudrede, vidt forgrenede rødder, en blød, smuldrende bark og et marvagtigt indre. Dets munding var som den tykke og faste halskrave i en hests seletøj, og når man først havde klemt sig ind igennem den, var man i hjertet af en anden verden og så ud på den velkendte gårdsplads som om den pludselig befandt sig bag en glasrude af fremmedartethed. Oven over ens hoved blomstrede og åndede det levende træ, man stemte skuldrene mod den svagt skælvende træstamme, og hvis man lænede panden mod dens ru indre, kunne man mærke hele den smidige og hviskende trækrone bevæge sig i himmelrummet over en. Inde i den snævre spalte kunne man fornemme grenenes og lysets favntag, man var en lille Atlas, som bar det hele på sine skuldre, en lille Cernunnos balancerede en hel verden af gevirer”.
Her til slut, et tidligt udkast af digtet ”Elm”, som var et af 21 udkast – træet voksede på skråningen af en forhistorisk høj omgivet af en voldgrav, udenfor det hus hvor Sylvia Plath og Ted Hughes boede:
She is not easy, she is not peaceful; She pulses like a heart on my hill. The moon snags in her intricate nervous system. I am exited seeing it there It is like something she has caught for me.
The night is a blue pool; she is very still. At the centre she is still, very still whit wisdom. The moon is let go, like a dead thing. Mow she herself is darkening Into a dark world I cannot see at all.
*
Her så digtet:
Elm
for Ruth Fainlight
I know the bottom, she says. I know it with my great tap root; It is what you fear. I do not fear it: I have been there.
Is it the sea you hear in me, Its dissatisfactions? Or the voice of nothing, that was you madness?
Love is a shadow. How you lie and cry after it. Listen: these are its hooves: it has gone off, like a horse.
All night I shall gallup thus, impetuously, Till your head is a stone, your pillow a little turf, Echoing, echoing.
Or shall I bring you the sound of poisons? This is rain now, the big hush. And this is the fruit of it: tin white, like arsenic.
I have suffered the atrocity of sunsets. Scorched to the root My red filaments burn and stand,a hand of wires.
Now I break up in pieces that fly about like clubs. A wind of such violence Will tolerate no bystanding: I must shriek.
The moon, also, is merciless: she would drag me Cruelly, being barren. Her radiance scathes me. Or perhaps I have caught her.
I let her go. I let her go Diminished and flat, as after radical surgery. How your bad dreams possess and endow me.
I am inhabited by a cry. Nightly it flaps out Looking, with its hooks, for something to love.
I am terrified by this dark thing That sleeps in me; All day I feel its soft, feathery turnings, its malignity.
Clouds pass and disperse. Are those the faces of love, those pale irretrievables? Is it for such I agitate my heart?
I am incapable of more knowledge. What is this, this face So murderous in its strangle of branches? ----
Its snaky acids kiss. It petrifies the will. These are the isolate, slow faults That kill, that kill, that kill.
- Sylvia Plath.
mvh & rigtig god weekend Simon
Redigeret af Simon (30/09/2015 09:36)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19678 - 30/09/2015 16:30
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon Jeg kan kun sige ... jeg er solgt til stanglakrids og lakridspiber med krymmel :))) Hvilken inspiration til livsglæde og så derefter til det smukke, smukke poetiske univers både hos Seamus Heaney og Sylvia Plath. Jøsses da, det var noget af et mellemrum ... :)))) Stille sidder jeg her i årets sidste septembersol og suger ordene til mig ... og også alt det andet jeg ellers får et kig ind i via associationer og erindring. Alt suges ind i et dybt og saligt suk ... og jeg smiler Mange gode digtsamlinger fandt plads i bilen i går, både fra genbrug og biblioteket, som var et andet end det vante og derfor også med helt andre digtsamlinger. Hvorfor er jeg dog ikke kommet på den idé før? Jeg elsker at pille bøgerne ud fra reolerne, én for én, bladre og læse hist og pist ... og så lige pludselig at blive fanget ... HAPS! :))) Og med dine sidste tilføjelser er der i hvert fald godt og rigeligt mellemrumsstof ... også på den Højhol(d)te manér. For her i sidstningen af september og dette indlæg kommer han med sine helt egne finurlige ord ... godt på vej til oktober Mellem ørerne
Jeg har sat mig ud her ved gavlen for at blive dummere
eller i hvert fald lille, gerne mindre end græsset, helst kun eet
med naturen. Men der er ingen forskel mellem forskellene.
Fuglene synger, og det lysner i øst, a/s græsset vokser hørligt.Østlige (og næsten stadig fuldblodsmånelige) hilsner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (30/09/2015 16:36)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|