|
1
registreret
(1 usynlig),
14
gæster og
245
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej sleepyhead..;)
Solen har skåret husets vindue ud i træet heroverfor, det grønneste solvindue jeg længe har set, Minervas ugle ville kunne se ret ind i stuen, hvor jeg ser ind i vinduet til hensunkne tider med kaffen på hæld, for jeg har just vandret i Seamus Heaneys barndomslandskab, hans hukommelse..
Den mand skriver, så tøjets lugt af mosevandet han og vennen badede i og som tørrede i solen mens de skulder ved skulder hoppede hjemover til en sikker skideballe, står én ret i næsen, nøjagtig som efter en tur med Tuck’ på Mississippifloden, billederne sejler afsted som skyer i øjnene.
På rejse med ham er man i rigtig godt selskab, selv i Belfast under de utrygge omstændigheder, har man en god fornemmelse af situationen gennem ham – på det tidspunkt sjoskede jeg ellers ubekymret rundt under solen, anelser om de frygtelige begivenheder i Nordirland var for mit vedk. adspredt voksensnak, utilgængelig, stik modsat børnene der knugede sig ind til de voksne under begravelserne. Barndommen kan få en brat slutning, i bøger er vi på tryg afstand, eller også er vi det ikke, det afhænger lidt af sindets væsen, det der lejres i det. Dejligt er det dog at læse om bøger Seamus Heaney var omgivet af i sin barndom, det meste er mig ukendt, men enkelte ting dukker op, fx Robert Louis Stevensons ”Skatteøen”, der også for mig var noget af det bedste – han selv hæfter sig mere ved bogen ”Kidnappet”, der gjorde ham til jakobit livet ud. Siden har jeg læst ”Skatteøen” flere gange, altid er jeg blevet grebet på samme måde som første gang – der findes åbenbart historier vi bevarer den tidlige tilgang til, trods vores forandring, en tilgang til ellers tabte tider, hvilket jo er en vidunderlig tanke, som pejlemærker i erindringen, idet så meget går tabt for os.
Men netop erindringsbilleder er Seamus Heaney helt fantastisk til at genskabe, eller gendigte, med sine umådelig skarpe værktøjer, ja man bare jubler i sit – ikke særlig – stille sind. Nu varer det jo ikke særlig længe før forgængeligheden også ses i træerne omkring os, og synes derfor du skal ha en af hans barndomsoplevelser i et særligt træ:
”Alle børn holder af at krybe sammen på hemmelige gemmesteder. Jeg elskede den gaflede gren i et bøgetræ for enden af vores indkørsel, buksbomhækkens tætte krat foran huset, den bløde, sammensynkende bunke hø i en fjern krog af stalden; men især opholdt jeg mig inde i et gammelt piletræ for enden af gårdspladsen. Det var et hult træ med knudrede, vidt forgrenede rødder, en blød, smuldrende bark og et marvagtigt indre. Dets munding var som den tykke og faste halskrave i en hests seletøj, og når man først havde klemt sig ind igennem den, var man i hjertet af en anden verden og så ud på den velkendte gårdsplads som om den pludselig befandt sig bag en glasrude af fremmedartethed. Oven over ens hoved blomstrede og åndede det levende træ, man stemte skuldrene mod den svagt skælvende træstamme, og hvis man lænede panden mod dens ru indre, kunne man mærke hele den smidige og hviskende trækrone bevæge sig i himmelrummet over en. Inde i den snævre spalte kunne man fornemme grenenes og lysets favntag, man var en lille Atlas, som bar det hele på sine skuldre, en lille Cernunnos balancerede en hel verden af gevirer”.
Her til slut, et tidligt udkast af digtet ”Elm”, som var et af 21 udkast – træet voksede på skråningen af en forhistorisk høj omgivet af en voldgrav, udenfor det hus hvor Sylvia Plath og Ted Hughes boede:
She is not easy, she is not peaceful;
She pulses like a heart on my hill.
The moon snags in her intricate nervous system.
I am exited seeing it there
It is like something she has caught for me.
The night is a blue pool; she is very still.
At the centre she is still, very still whit wisdom.
The moon is let go, like a dead thing.
Mow she herself is darkening
Into a dark world I cannot see at all.
*
Her så digtet:
Elm
for Ruth Fainlight
I know the bottom, she says. I know it with my great tap root;
It is what you fear.
I do not fear it: I have been there.
Is it the sea you hear in me,
Its dissatisfactions?
Or the voice of nothing, that was you madness?
Love is a shadow.
How you lie and cry after it.
Listen: these are its hooves: it has gone off, like a horse.
All night I shall gallup thus, impetuously,
Till your head is a stone, your pillow a little turf,
Echoing, echoing.
Or shall I bring you the sound of poisons?
This is rain now, the big hush.
And this is the fruit of it: tin white, like arsenic.
I have suffered the atrocity of sunsets.
Scorched to the root
My red filaments burn and stand,a hand of wires.
Now I break up in pieces that fly about like clubs.
A wind of such violence
Will tolerate no bystanding: I must shriek.
The moon, also, is merciless: she would drag me
Cruelly, being barren.
Her radiance scathes me. Or perhaps I have caught her.
I let her go. I let her go
Diminished and flat, as after radical surgery.
How your bad dreams possess and endow me.
I am inhabited by a cry.
Nightly it flaps out
Looking, with its hooks, for something to love.
I am terrified by this dark thing
That sleeps in me;
All day I feel its soft, feathery turnings, its malignity.
Clouds pass and disperse.
Are those the faces of love, those pale irretrievables?
Is it for such I agitate my heart?
I am incapable of more knowledge.
What is this, this face
So murderous in its strangle of branches? ----
Its snaky acids kiss.
It petrifies the will. These are the isolate, slow faults
That kill, that kill, that kill.
- Sylvia Plath.
mvh & rigtig god weekend
Simon
|
|
|
|
