|
0
registrerede
10
gæster og
178
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Ja han var, ku godt lide hans udstrålende ro og væsen, tilgangen…;)
Ikke manges ord har deres eget centralnervesystem, sætninger af bølgers blod der bruser fra kyst til kyst, understrømme der fører stemninger op fra dybet, for pludselig at glitre i en klar øjensynlig bestemmelse under solen. Sylvia Plaths digte har denne uimodståelige kommando, et samlet emotionelt og intellektuelt kompleks i et enkelt tidsøjeblik, som Pound karakteriserede det – associationskraften er enorm.
Vi ved hvordan hendes liv endte, derfor ka det også gøre ondt at læse hendes sidste digte, deres søvngængeragtige poetiske bevidsthed, den græske tragedie i digtet ”Edge”. Digtet blev skrevet tirsdag d. 5. februar tidligt om morgenen, hvor hun altid sad i sit studerekammer og arbejdede med sin kaffekop, og dvs. seks dage før selvmordet, som digtet jo også ér: den gennemførte økonomiseren med verselinien, hendes egen umiddelbare kontakt med noget gribende i bunden af sig selv, dernede fra billede-kælderen, drømme-hulen, eller hvor noget så sublimt hentes fra. En smuk og begavet kvindes blødende øjne på livets puls, der snart må slutte - det var dét!
Ted Hughes (hendes mand) blev på et tidspunkt ret deprimeret, da han så ind i virkningskraften i det han læste, for han mente, at et digt ikke kan være et digt medmindre det er et udtryk for de kræfter, der styrer vores liv, den ultimative lidelse og besluttelse i os.
Man ka selvfølgelig læse sig blind i dramaet der har udspillet sig mellem hende og hendes mand Ted Hughes og Assia, dér i ’63, men det virkelig enestående er og bliver jo digtenes eget liv, deres fantastiske måde at spejle det der skaber stjerneskæret. Heldigvis har så mange dygtige poeter, ikke mindst Seamus Heaney, foldet meget ud for os så vi lettere får adgang til denne enestående kvindes blikfang. Jeg er i hvert fald dybt bevæget over det jeg læser, og er sikker på at du, RM, har det nogenlunde på samme måde:
EDGE
The woman is perfected.
Her dead
Body wears the smile of accomplishment,
The illusion of a Greek necessity
Flows in the scrolls of her toga,
Her bare
Feet seem to be saying:
We have come so far, it is over.
Each dead child coiled, a white serpent,
One at each little
Pitcher of milk, now empty.
She has folded
Them back into her body as petals
Of a rose close when the garden
Stiffens and odours bleed
From the sweet, deep throats of the night flower.
The moon has nothing to be sad about
Staring from her hood of bone.
She is used to this sort of thing.
Her blacks crackle and drag.
- Sylvia Plath.
Bedste hilsner under solen,
Simon
P.s.: Indlysende må vi ha noget mere Sylvia Plath her mellem det hele - hvordan havde hårfeen det for øvrigt, pæne tænder og hænder, trods de skarpe genstande? ;)
|
|
|
|
