1
registreret
(1 usynlig),
12
gæster og
958
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27907 - 07/08/2019 11:40
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Til natbordet:
Tja, i kontakt med firkantede livssyn og såkaldte ”verdensbilleder”, ka’ man jo godt blive noget aflang i ansigtet, til tider helt trekantet; måske særlig når livet bare viser sig at reduceres til GT’s æsel-moralisme – så ofte forkyndt af selvhøjtidelige sekterikere, hvis meninger til sammenligning får vandringer i Dantes komedie til at minde om en glad aften på Bakken. Ak ja, formålet med den slags ”skoler” er tilsyneladende at forandre små nysgerrige børn til dogmetro robotter, der så ka’ rende rundt og pege på alt og alle med gudens finger, men kun evner at aflæse livet i en manual der påbyder dem et valg mellem 0-1.
Trekantet var man dog næppe blevet i mødet Imre Kertész, der i sig bar konsekvenserne af uhyrlighederne kun en flerbenet totalitarisme (som nazismen) kan bidrage med, så inderligt beskrevet adskillige gange, desværre med det resultatet at også hjemlandets vrede måtte henslæbes som nødvendigt onde. Men at lyve om skæbnen sådanne samfund byder mennesker, ville ha’ været et liv i selvbedrag, og den slags mente han givet der fandtes rigeligt af. Her er det nu ikke Jeg- en anden eller Kaddish for et ufødt barn der anbefales natbordet dit, men Likvidation, hvorfra også disse strofer ser én i øjnene:
Medvirkende: Keserü (historiens helt, han der om virkeligheden altid må tilføje ”den såkaldte virkelighed”) og BÈ. Dekoration (her overskrift):
”Et bord i det bagerste hjørne af en café”
BÈ At dø det er så let og livet som en stor koncentrationslejr Gud her på jorden til os mennesker har indrettet og som mennesket siden til sin egen tilintetgørelse udviklet At ombringe sig selv er som at overliste lejrvagten at flygte er at desertere som at grine ad de tilbageblevne Her i livets kæmpe lejr hvor der hverken er ude eller inde hverken frem og tilbage her i de suspenderede livs forfærdende verden hvor man ældes uden medvirken af tiden her fik jeg lært at oprøret er AT FORBLIVE I LIVE den store ulydighed og den store ydmyghed tillige som man skylder sig selv at leve livet til ende for selvmordets eneste værdige instrument er livet at ombringe sig selv er at fortsætte livet hver eneste dag at begynde på ny hver eneste dag at leve på ny hver eneste dag at dø på ny
- Imre Kertész.
Obs.! Giv nu endelig ikke natbordet det indtryk, at der muligvis ka’ være tale om en manual for suicidale; udover for letkøbt deprimeres bare natbordet, der blir en ubehagelig schluf (sengekammerat), desuden er der tale om en (fremragende) fortælling og til Magda, der begynder således:
”Så gik jeg tilbage til huset og skrev: Midnat. Regnen slår mod vinduesruden. Det var ikke midnat. Det regnede ikke.”
- Beckett: Molloy
mvh & god solskinsdag.. Simon
Redigeret af Simon (07/08/2019 11:50)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27916 - 09/08/2019 05:16
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morgen Simon
Fra Malinovskierne, landet, vandet, og sanseligheden til et andet land og en anden mand, men stadig også vandet og sanseligheden ... :))
Jeg er ligeglad med rimene. Sjældne gange Står to træer som ligner hinanden side ved side. Jeg tænker og skriver som blomsterne har farve Men med mindre fuldkommenhed i mit udtryk Fordi jeg mangler den guddommelige enfold At være helt og holdent i mit ydre.
Jeg ser og jeg bliver bevæget af det. Jeg lader mig bevæge som vandet ned over skrænten Og det jeg skriver er naturligt som vinden der rejser sig...
***
Arme blomster i de regelrette havebede. De ser ud, som var de bange for politiet… Men ufortrødent blomstrer de på samme måde Og har det samme ældgamle skær Som de havde, da det første menneske så dem første gang På samme måde og rørte dem ganske let For at se dem med fingerspidserne…
***
Velsignet være den samme sol i andre lande Som gør alle mennesker til mine brødre Fordi alle, i løbet af dagen, ser den som jeg, Og i dette lysende øjeblik Åbent og modtageligt for alt Med et næsten uhørligt suk Vender ufuldkomment tilbage Til det sande og primitive Menneske Som så solen stå op og endnu ikke knælede for den. Fordi dette er naturligt - mere naturligt End at tilbede solen og siden Gud Og siden alt det andet, som ikke findes.
***
Jeg er en hyrde. Hjorden er mine tanker Og mine tanker er alle sansninger. Jeg tænker med øjnene og med ørerne Og med hænderne og med fødderne Og med næsen og med munden.
At tænke en blomst er at se den og lugte den At spise en frugt er at kende meningen med den
Derfor, når jeg en varm dag Blir tung om hjertet, fordi jeg nyder den sådan, Og lægger mig på langs i græsset Og lukker mine brændende øjne, Føler jeg at min krop hviler i virkeligheden, Mærker sandheden og er lykkelig.
***
Hvis de, efter at jeg er død, ønsker at skrive min biografi, Er der intet mere enkelt. Der er kun to datoer - min fødselsdag og min dødsdag. Mellem de to er alle dagene mine...
***
Det er måske den sidste dag i mit liv. Jeg har vinket til solen med højre hånd, Men jeg har ikke vinket til den for at sige farvel. Jeg gjorde det for at vise min glæde ved stadig at se den, kun derfor.
Alberto Caeiro
Glædelig dag&morgen RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (09/08/2019 05:18)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|