1
registreret Arne Thomsen
680
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#26508 - 11/11/2018 23:28
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26509 - 12/11/2018 10:20
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Demaskeret liv fra skulptøren og digteren – ufatteligt han er væk:
De fagre ord
De fagre ord. Aldrig mere skal der siges husvalelse. Ingen tunge bevæger sig for at tale tungsindigt. Aldrig mere stemmer, som forkynder os lyksalighed. Al den kummer uden sprog. Afsked med ord, som om manden i landet Uz siger, nøgen kom han af moders skød.
Kunne vi blot også fremover sige ølbimbel eller melkasse, mjød, krus. Så higer vi efter ammen, der gik. Hvem ved, at skovsneppen også hedder biæder? Hvem ville gerne hedde Nepomuk, Balthasar, Hinz eller Kunz? Afsked tager ord, som bad om morgengave, om vesperkost, om nadver.
Hvem vil råbe Levvel efter os, hvem hviske, sengen er opredt? Intet vil sove hos os, komme til os, bivåne os og kende os, som englen forjættede jomfruen.
Til afsked slået med døvhed udgår vi for ord.
*
Række tunge
1
Sort er gudinden, flagermus løsner sig sorte fra træer, som stor sorte for månen.
Ikke mer ak, ve og åh: Frygtelig er hver engel. Ingen tanke står klar til at lukke porer. Overflod må det være, som andet klima har lagt på is. Her, hed det hjemme. hvor ingen indlader sig på spor, intet må være ekstremt, og kompromiset alene er tilladt som terror, her sveder man ikke!
Alle sluser sprængt. Flyder, drypper på bladet, gør sig gemen med blækket: Jeg er, fugter igennem, løber over og sætter leende sveddrevne ord, som står tæt, æskepakket som os i pendultog til Ballygunge.
Den det de. I den almene skubsel stryges alle artikler. Egen sved slikker fremmed. Det håndfaste trukket væk (nu også tæppet, arvestykket, under os). Gået tabt for hinanden, griber vi over os i den tomme luft; medmindre da en af de praktiske stropper – i nødsfald til alleenhver – gav støtte.
Stille, kun smaskende gekkoer, indtil fra vejen bussen til Calcutta, evighedshornet, trafikken modsat … Og naboens radio vræler kærlighed som overalt.
Det hver nat. Men i dag månen i tilgift fuld.
2
De faldt engang - ,an glemte dateringen – ud af hvis, glemt af hvis hånd og ligger på tværs nu, kanter gaden i rækker, begravet i skygger eller rager ind i billedet: pavementdwellers kaldet .
I forbigang er det forbi: ingen efterlader et hul. Se bare soverne! Dødssovere skal det være, på maven de fleste, som på fotos, så ægte.
Ved forordninger ophæve denne søvn. Rydde op! Hvem råber rydde op og: Gør synsfeltet frit! Da ingen må dø – så synligt – blir døden (som kommunal funktionær) bestukket af alle partier.
Straks tilsmiles vi af statistik: alt lever beviseligt, passer butikken, pisker omkring. Mennesker fra alle kanter masende efter sig selv. Enhver efter de andre ganget med tusind. Al den vilje fra dag til dag; kun over trafikken, som standser, kiler sig fast og fri for nok engang at forstene, jamrer horn og hyler sirener, som skulle hvert øjeblik anklages i al evighed.
Råd sortner og grønt springer mure helt op til søjlestøttet pragt: vildvoksende kapitæler. Under suk uden hold – huller i gesimsens tandsæt – varer kolonidrømme ved; for ved tetid – stadigvæk – tiskes historier, i hvilke på strømpefødder Lord Wellesley går omkring.
Reklame hushøj. Verdensbanken kautionerer. Planer til byens redning ligger i stabler. Og selv skraldebjergene tæt ved den vej, der går til Dum Dum, er, daglig forhøjet, kapital. (Hertil Lichtenberg i hefte 9, som han i revolutionær tid fyldte med forbehold, kortfattet: „Samle og søge i skarnsdyngerne uden for byen, hvad byerne fejler, som lægen i afføring og urin.” )
Hvad fejles, hvad mangles da? Til døden intet, til livet, som efter ordsproget er nøgent, lidet mere end kun vilje.
3
Et styrt ådselgribbe. Blank sorthed på alt, hvad der stinker. Næbprydet uro foran en hob hugsiddere i forvasket hvidt, som på hælene sidder tid ud. Intet bevæger dem. Muren bagved tilhører partier. Krager og hugsiddere kort før valget.
Hvem vil klage, hvor hver og en tilstår, hvem råbe, hvor ekko går forud for alt skrigeri, hvem endnu håbe, hvor hammer og segl på alle mure forvitrer?
Snøret til bylter: tæt og klos aflejrer fremtiden på sprukken gadebelægning. Skræv henover, spring over pytter, som står tilbage fra monsunens sidste udtømning. Hvad leder du efter?
At finde dig – andetsteds mistet – her, ville være at råbe dig op, som bylt lagt imellem: du har mistet mælet.
Og sludrer alligevel: Om natten af jordreformen, hvis blot den kom. Lader dig (som syndsforladelse) pådutte flere vandhaner, rickshawlicenser, ord som slumsanering og tørmælk.
Det skal være påvist, at på det sidste en smule mere menneskelighed, som andetsteds forhandles til dumpingpriser som næstekærlighed, er taget til, selv blandt brahmaner, trods alt, taget til, med nulkommaseks procent taget til, så at vi, hvis vi regner frem, i år totusinde …
Tålmodighed, armods merværdi og overflod. I rismarker rygge bøjet for evigt. Ikke kun okserne går under åget. Forbløffende, den last mennesket kan. Og smiler selv i elendighed, det er hemmeligheden, siger indologerne.
4
Brølende tigre, som engang gik talrigt omkring her, nu malet på læsseklapper; eller gudinden sort, som hun rækker tunge rødt. Blow horn! be’r I kulørskrift (og ikke forgæves) den ene lastbil den anden.
Knap var hjulet opfundet, før gaden blev planlagt, først derpå en gud sat over trafikken. Slaghuller siden akselbrud, men også troen på, at vi kommer fremad, fra lyskurv til lyskurv, fremad.
De, som har hjemme her, snotter betelsaft på. Gadebelægning med skurv avler knopper, danner blærer, revner, kradser sig til blods, skorpet i kanterne, spyr efterhældte skærver, tjæreflager ud, hvad lappeskræddere i embeds medfør (og mellem strømafbrydelser? hitter på.
Revner løber væk fra sig selv, vil underskylles som spalter. Ikke huller, nej kratere! Park Street, Gandhi Nehru Tagore Road, ingen af gaderne holder tæt. Deres miskmask plaprer de ud med, brækker op, hvad der skulle hele, ler deres maver itu over løbende udgifter.
Under solen midt i trafikken imod: den blinde. Materialets skrigen, tilegnet den døve. En tanke går over gaden for rødt og slipper hel, om end fladtrykt akkurat fra det.
Hvad der her stinker til himlen og afvist slår ned, var tænkt som offer og finder ingen nåde.
5
Tre gange vaccineret, i tankerne gjort immun. Knap ankommet før vi tager tilflugt til sammenligninger. Vi er ikke her. Det passer ikke. Det slår sig kun på maven. Vi så, under portalen, hvordan en kanon, som var blevet tilovers, blev klappet af børn,
Til højt op i kuplen fylder The Queen sit museum. På et af billederne ser man hende læsende på en hesteryg, mens hendes staldknægt – en skotte – holder tømmen: Victoria Memorial, imperiets hørmede pulterkammer rejst for matronen, som i bronze, foran sukkerbag i sten, skrukker.
En tidsalder fik hendes navn. Hun elskede inderne, de fattige mest, beretter Lord Curzon.
Men hvad var der sket, hvis Hastings ikke havde skudt sin medbejler i skulderen, men tværtimod Francis ham i duellen? Men efter Guds (siden Cromwell) partiske dom ramte Hastings og pressede Indien til kronjuvel og lod Calcutta nærigt blomstre op, på det at byen den dag i dag er verdensrigets misfoster: livsgal forgabet i sit skrald.
Angrebet af kopper hovmodets glathed. Firspændt engang kørte indbildskhed tyrannisk ad Chowringhee. Tilovers af det blev plettet stik håndkoloreret.
Fugtskjolder, flueskidt! Klimaet var altid djævelsk; og på kirkegårdene lagrede årgange af fregnede knægte, før de havde lugtet krudt. Også Kipling her malet i olie, mens han langsynet over brillekanten erobrer provinser, for at iklæde dem en idé: kakifarvet til over knæet.
(Og hvad, spørger vi hinanden ved teen, var det sket, hvis Subhas Chandra Bose, hvem vi netop har set billeder i civil ved Hitlers side uniformeret i Singapore på en tribune, som Japans dukke havde befriet subkontinentet og vendt historien øst for Suez den anden vej?)
Da vi, forbi betelsælgerne, gik bed ad trappen, havde fårene i Maidan, bypark i dag og skydebane engang, krager siddende sorte i ulden. En med tromme havde i reb sin abe med sig; den kunne danse for os: indisk og rock’n’roll. Skybrud havde sat gaderne under flod. Dunst lå over byen. Som på billederne af malerne Daniell, som syttenotteseks med pensler, farve og staffeli gik i land, troende vi at det var Venedig vi så.
6
Skrald vort. Daglig, hvis ikke strejke falder alle hjul og tiden med i egene, ruller tippelæs, hvad byen brækker op, tæt ved vejen til lufthavnen (kaldet VIP-Road) stadig højere op, så landskab opstår, der ændrer sin horisont daglig og er mange børnehænders – som børnene skraldfarvede – madmor, skatkiste.
Thi alt, om knap eller tube, bliver set, fanger øje, tages op, for intet, ikke en colakapsel, eller et søm, ampullen, dåsen af dåser, ej heller skårenes skår skal gå tabt.
Hvem kalder lugte for stank! Det, der lugter, er os. Vort daglige dødsbo; ikke kun fra den rige falder der af, selv afsavn smider fra sig. Alt det rodet sammen og siet gærer under næste monsun og lugter: Skrald vort.
Men gravet om tusind eller lidt flere år, hvor under slikland, efter sidste syndflod det sagnomspundne Calcutta lå, som det hed sig, ville intet blive fundet, ikke tube eller knap, ikke søm, eller colakapsel, dåsen af dåser, ampullen, nej, ikke skårenes skår, intet være meddelsomt: stumt skrald kun.
Men her og nu fandt vi midt i skraldet, hvor det planeret begynder at blive til humus og vinker med grøntsager, en skole gemt i et skur. Stille sad skraldebørn over skifertavler og øvede den bengalske skrift. Livet er dejligt, lød oversat (for os), det, de øvede sig på at skrive, igen og igen.
Fugle derover. Set fra fuglens sted er alting muligt, nær ved sig selv. Gribbene her ved for meget og plaprer ud med det, som først i morgen står i avisen: Snart skal den computer, som en søn af en sweeper, siger gribbene, har udviklet i sin fritid, står i avisen, styre renovationen; kun stanken lader sig ikke …
7
Da det var slut, overlevede kun på det eneste sted de, som daglig havde lært overlevelsen og holdt deres by, hvor man siger, at døden viser eksempel, sprællevende; som „foretagsomt helvede” og „charmerende kaos” priste reklamebrochurer den vestbengalske metropol.
Altså, da intet var overalt, rørte Calcutta lidt på sig endnu og fejrede sine fester og valgte, fordi ej heller politik fandt en ende dér, med stort flertal et tegn, kendt allerede fordum som hammer og segl.
(Man kunne – trods strejke og strømsvigt – længe endnu have haft sjov, hvis ikke – da isen smeltede ved polerne – flodbølgen, op ad Hooghly, var kommet.)
Vi beklagede, sagde Rottesken, som jeg drømmer om, meget det tab. Det var jo også vor by, som gik til. Vi havde ris på strå dér. Til krager og os: nok af skrald. Som intetsteds ellers: dér var vi guderne kære og menneskene lig. Døden, for dem og for os var den håndevending og overgang kun.
Det skriver jeg ikke videre og videre. Nej, Rotteske, nej! Jute skal atter erobre markedet. Birla har nybygget et tempel. Folkefronten vil ved de næste valg. Og langs med vejenes stykværk har mennesker plantet træer, med bastkurve om, træer stikling ved stikling, plantet træer.
Slæber sig på stumpeknæ, lever. Myldrer, opslugt af Howrah Station, straks spyet ud igen, over den eneste, under vægten skælvende bro, vil fejre denne dag, som er vis på en næste; og festerne, Durga, Lakshmi, Kali Pujah derefter, som gør alting billigere, er bortlovet til guderne.
Håb! Over byen skal komme millionkreditter og statsbesøg (bag skudsikkert glas). Og selv i mørket – og uden ventilatorernes opmuntring – synger digtere titusind uforstyrret: Tagore Tagore …
Nej, Rotteske, her er ingen ende på det i sigte; medmindre da enden var allerede før begyndelsen.
8
Klædt i gulligt hvidt, mælkeligt brunt, i skind gnubbet korthåret, foran banegårde, templer, på gærende affald eller lagt på tværs af den svingende rickshawtrafik og uden hensyn til nogen bus – statslig såvel som privat; højtidsfuldt skridende, som bød sug denne flytning, hvis orden gør plads til undervejs at græsse på pap, bast, skrald, sidste udskud: eller forspændt byrder: bambus, bundtet til læs, som svajende peger bagud; også for tom vogn: driverens letvægt kun.
Køer og okser, hornet tålmodighed, åget endda prist helligt. Godan, den bitre Premchands (han skrev sig til blods på urdu og hindi) ubetalelige ko, som billig pr. kilo kun trævler og slasker på diskene for muslimer; her ligger den, tygger drøv, i vejen for opskruet tempos tid, er selv tid, som er drægtig med sig og kælver og kælver. Kærlige i dette land, hvor frygt for berøring er lov, kærlige er kun køernes og kalvenes tunger.
Byrder, ikke rente og rentesrente eller medfødt byrde; lavere end lav, være udvist, kun trække vand op ad rådnende brønde; anden, påtagelig byrde, læs som svævende bårer, hovedlæs er det, som ingen tanke ophæver eller gør vægtigere: bananblade snøret om pakker, under jutesækken, som – ingen ved hvordan – pustedes op til mareridt, går, står og går tydeligt nok et menneske: mærket for altid af oprejst gang.
Besvær og møje. For løn, overalt slæbes der; men i Calcutta så vi bærerne med deres byrder skride gennem nåleøjet.
For meget, det er for meget! Lettelse foreslår jeg, fornuftens lod og trisse; og afleverer min kuffert, ser hvordan den løftet, foran mig, kender sin vej gennem trængslen, mens min viden ordner begreber; arbejdsdeling er det, husker jeg, mens jeg betaler.
Andetsteds ikke, eller mindre: penge stinker her. Især de lavere værdiers paller. Syrligt klæber lugt. Knap er de lagt hen – rupier over tariffen – før jeg straks vil vaske hænder, straks vaske hænder med sæbe. Eller kom blot med ru tunge hellig en af køerne.
Når de lægger sig ned, foran den blege himmel bliver de til blid bjergryg, hvis runde og højeste top står stejlt fra hornene og ryggen lang falder langsomt, er de som hjord landskab, yndet motiv, til den ko, som ligger i forgrunden, æder hvad vinden bar hen: drøvtygget avis fra i går, i hvilken gemt væk (blandt småting) står, at i Bombay mange tusind og flere liter mælk daglig blandes i Det Arabiske Hav, fordi priserne er for høje, købekraften ringe, skønt der er behov overalt, og på plakater børn storøjede tørster …
Nu står køerne. Nu vandrer hjorden. Landskabet spredes.
9
Planlagt var flugt. Vi fjerner os, ser oceanets brænding, undgår de grisede strande. Det store tempel, på hvis sidetage – dér er tekøkkenet for de tusind! – aber, hellige, boltrer sig. Derover, opsprættet af Jaganaths tårn, bringer skyer regn på regn.
Men den fjerne by, svømmer over i dagevis, sidder på nakken af os, fordi et lavtryk over Den Bengalske Bugt, og alle pumper – syv ud af elleve i drift – forgæves og døgnet rundt, og fordi for fyrre år siden præcis, da blod flød for blod i Calcutta, lig sønderhakket blev proppet i rørene og siden lå tværs over kloakken, og ingen pengestrøm altid kun planer, så fra i går kommer op, hvad der skal flyde bort.
Udspyet illustre uhyrer i en historie dateret af kvalme: Job Charnock med samt svigersøn, bengalske nawabs, og ham, som hed Siray ud Dulah og på to dage i juni syttenfemseks åbnede Det Sorte Hul, snævert nok til at sluge alle briter, som ikke var over floden og væk, til Clive så kom fra Madras med eksercerede sepoys pr. skib, for med egen hånd: hævn, sumpfeber, sølv gjort til mønt; senere slaget ved Plassey, som det blev malet; senere (på intet billede musealt) landevid sult, som talte hver tredie ud … Alt kommer op: Divani, East India Companys dobbelte bogholderi, gudvelbehagelige skatteopkrævere; og atter sult, millioner og flere gik til, da japanerne sprang fra landsby til landsby i Burma (med Netaji Bose, en førerlil, i bagagen); endelig snittet: her øst, dér vest, myrderierne før og efter, flygtninge spilede byen, til den (i slow-motion) sprak og flød ud.
Alt det, gurglende fra kloakker, kommer op: hoveder runde som kokosnødder, pikke, i bundter, sorteret, troende på den ene gud, på de mange guder, gennemhullet klassefjender og naxalitter, Kali til sidst, som måler vor tid: nutid sluttid …
Da byder sig dog også (som i legender) hjælp fra oven til: i dag kom flyvende den myrdende myrdede enkes søn, bragte med sig centralmagt at vise dem alle, se: lavtflyvende over landsbyer uden vand, rismarker, forstæder, slums og de sekshundredetusindes lejre, som uden hytter og skure i slam stadig er vælgere.
Men da himmelsønnen måtte lande, stod i hvis bomuld den strenge Basu rede til afsked. Han er vasket af udrensninger (siden Stalin). Indiras hårdtslående goondas, og sig selv, siger man, har han overlevet. Og smilte ikke og krævede petroleum.
Da fløj enkens søn sin vej. Men Basu slog i tanker, med skriften bekendt som alle brahmaner, efter hos Marx, forgæves; thi intet sted i Kapitalen, der handler om højvande kort før gudernes fest.
Da vi havde havet med brænding bag os, fra Howrah Station kom over broen, ryddede byen op i sig selv: murstenssmuld hældt i alle huller, kolonner af harijans mod slammet, udråbere, knæhøjt omskyllet; men alle aviser har lovet heavy rains.
10
Stærke regnskyl under fjernt forsvindende torden. Nærmere ville det være en rumlen, som skulle imod trafikken lastvogne læsset med stykgods fra slaghul til slaghul.
Kommenteret natur: regn, som ikke taber tråden. Linjebrud og kolon’er, så tale gengivet ordret: Alle forsamlede guders snørklede historier, deres bevidnede kiv. Krishnas fnisende gopi’er, besnablet Ganesh, efter hvem, på flasker en sennepsolie har navn, Durga, der for at fejre sig selv trykker priserne. Mantrisk vrøvlen stemt ind på gentagelse. Sanskrit, præstesprogets gudeplapren. Og der er kun trommeriet til at afveksle udtømningen.
Men da vi fra forstadstoget (ti tredive) fra Baruipur over Mullikpur, Sonapur, Garia, Bahhajatin, Jodabpur, Dhakuria mod Ballygunge Station, så marker til venstre og højre oversvømmet, hytter af ler, af halm som øer (kun banevolden, alle perroner – køernes tilflugt – lagt højere), hørte vi, mast inde i vognene, den blinde synge, som det er ret for blinde, med hånden ud til siden, åben, synge, så krævende klage kan gøre dem synlige, skaffe dem plads og drive søm ind i hoveder; den ramte jo, for at det skulle gøre ondt, den blindes sang ramte det ømme punkt igen og igen.
Denne gang var det en dreng med mælkeblik uden mål. Hans sprøde, hærdede stemme baned sig vej, slog gennem stuvet kød en lysning og skabte sig rum i skrig, så sunget nød forlod forstadstoget (ti tredive) og slog ned (kort før Sonapur var det) på synkende hytter, flodbølgen.
Men tom var og blev barnehånden åben rakt ud. Den blinde var kommet blandt døve. Vi gav i hast og genert, opsat på endelig ikke at gøre noget forkert.
(Senere, ved teen, begik sproget forræderi, og drengen mislykkedes for mig, blev frygtelig engel).
11
Derhen bringer livet sig selv før eller siden: lejret i krogede grene, dækket med kæppe, som er vejret på skåle, som de på dommedag (fra et handelsmæssigt fromt perspektiv) vil være i brug. Det har sin pris, det rødlige brænde, fældet i de feberhede Sundarbans, må ikke slå mindre ud end liget.
På diverse brændesteder – alle rykket hen til Ganges’ udmundede arm, til Hooghly-bredden – oser stabler over sløve bål, stadig væk fugtige af vandet, der kom ned, lig en gentagen styrtfødsel (og bragte byen i alverdens aviser som telegram). Endnu tøver de dyre knuder og må oplives, med rishalm oplives, med gode ord oplives.
Smeltet smør fedter ligene. Derpå blomster, som de – lige så søde at ånde – bruges i lystig anledning. Rødt indgnedet sålerne på skævvendte fødder. Blade dækker dødsblikket. (Men de ord, vi har ved hånden til minde – bortgået, hensovet, kaldt bort til en bedre verden – er ikke i handelen). De døde her er særlig døde.
Tomlevet tager træ dem fangen. Med stumpe tænder æder ild sig vej. Måske sjælen et andet sted forfra, aske og rester forkullet får floden, som alt blandes op i: lort, blomster, kemi, de badendes nøgne skrøbelighed, sved fra forvaskede klæder.
Men i dag bliver Durga og Lakshmi, hvem mere, kørt på vogn til Hooghly med trutten og trommer. Festen er slut. I syv dage kom gudebesøg: strådukker, som leret (tørret bemalet) lader syne som kød. Stillet til skue som dyr: løve og ugle, rotte, svane og påfugl. Og på ti arme glimrer i hænderne vold, for at det gode over det onde og andre dumme historier.
I hver en slum: selv de fattigste af de fattige optårner et alter. Se, hvor garvede marxister jager sekstusinde tiggere ud af byen, ud afsides, så længe guddommen holder fest.
Bønner og præster har, her som ellers, deres pris; rædsel fordeles helt gratis. Rejste sig blot vrede, og holdt sig.
12
Så tre koste, nej fire danse i det tomme rum. Eller dansede, bundet af stive strå, en eneste kost rummene tomme og viste forløb af billed ved billed, hvor uforanderligt den er afrettet; medens leende den urørlige udenfor – skaf jeres lort væk selv! – leende rendte sin vej.
Byens mave vendt vrangen ud. Så monumenter med hovedet nedad. Hvad der kryber stillet på ben. Så de rene og renlighedens højere døtre givet til skraldet i pjalter (og ikke længere fnise. Så kolonner brahmaner – lette at kende på renlig snor – rense kloakker. Så elskovsfulde hindifilms helte fordrevet fra lærredet ud i livet, som stødte op i dem, surt, lærte dem at skide tyndtflydende under solen. Så store penge tigge om blikskillinger.
Tålmodighed slut, ubændigt raseri, kokosnødder i bunke, blandet med hoveder fra kroppen, som hinduer og muslimer engang (under sidste britiske velgernings øjne med blonde vipper ) skilte sig knivskarpt og gjorde gudindens arbejde, som sort sidder på Shivas rødmossede vom; hendes blik, som aldrig blinker, ligger over landet.
Kali Pujah var i vente. Jeg så Calcutta komme over os. Tretusind slums, ellers vendt ind i sig selv, dukket bag mure eller trængt hen til afløbs rådvand, løb ud, greb om sig, havde ved nymåne natten og gudinden på deres side.
I mundhuler uden tal så jeg den sorte Kalis lakerede tunge spille rødt. Hørte hende smaske: Jeg, uden tal, jeg, fra alle kloakker og oversvømmede kældre, hen over skinnerne: frisat, seglskarp jeg. Række tunge: jeg er. Jeg går over bredderne. Jeg ophæver grænsen. Jeg gør en ende.
Da forgik vi (du og jeg), endskønt avisen blev ved med at komme og melde om mangel på petroleum, om hockeysejre og gurkhaland, om enkens søn bag det skudsikre glas og om vande, som efterhånden i Midnapur og i Hooghly-diskriktet var faldet igen.
(Og festen, til pris for den sorte guddom, havde fået et roligt forløb, sagde The Telegraph).
- Günter Grass.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26516 - 13/11/2018 20:33
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Tak for at la' mig græsse lidt hos Grass ... og turen går videre henover markerne her, hvor græsset stadig er grønt :))
Forlængst er ønsket om det fantastiske faldet for håbet om i det mindste det bedste som nu må vige for bønnen til, at det værste ikke skal ske. Næsten taknemmelige vises vi af små katastrofer på plads i tilværelsen stor og brændende som Spaniens Land. Mens mørket falder på, og de tørre palmer bag persiennen hvisler, lyser mit hvide kød op som en gletscher i værelse 19's spejlblanke bord, som jeg bukker mig over for at tænde et lys for sjælen, som ikke ses.
***
Jeg falder i staver midt i en sætning, mens ord efter ord dejser ud af mit sprog, digtet gendøbt i læsket kalk blotter de største, mest hjemløse gloser: Som tunge godsvogne hamrer de ind i hinanden, en enorm og sælsom bevidstløshed famler efter det sted, hvor sjælen er loddet fast til kødet hvem tør skrive, når kloden står stille, så de, der skal ind i verden, og de, der skal ud, ikke svimler idet de passerer hinanden
***
Tilegnet alt det der har stået for længe i regnen i varmen i skyggen i blæsten i verden; alt der står lænket til livet mens solen braser igennem dets anløbne omrids. Og alt der må flygte fra dråbe til dråbe langs murens kalk og faldstammens bulede gaze for først at slå ud som rust, så støv – det er ikke tilfældigt, at negativ tilvækst ir, korrosion og belægning nævnes, for dette er tilegnet alt, der er hjemløst og søger en bolig i elnettets vildnis, urinen, en henkastet tegning. Ikke tilegnet torskens skelet, hvidt på den hvide tallerken, men de trævler af fisken der sidder og rådner mellem en guldtand og én af sølv; blodet der glider på tandtrådens voks og glinser i spejlet foran dit ansigt. Dit ansigt som ikke kan ses i et spejl, kun i en andens.
Søren Ulrik Thomsen
Bedste hilsner RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|