1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#29263 - 10/02/2020 23:35
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Dagen går på hæld i denne nye uge, og det på trods af storm og regn i stride strømme. Ja, og så har vi jo allerede fået smag af dette års forår, foråret 2020. Som en anelse på tungen og dens smagsløg findes smagen endda allerede som smagen af sommer og sensommer. MEN først kommer glæden, både vågnende og hvilende i denne spirende forårsglæde ... :))
Hindbærrene har tændt deres røde lygter for at lyse skarnbasserne hjem. Det har været en lang dag, de er trætte. Og hindbærlygterne spejler sig i deres blanke, sorte rygge som øjne, der kun med besvær holder sig åbne.
***
Endnu med lukkede øjne og lukket mund ligger den runde sten i markens brombærhjørne, i morges pløjet op af den kolde, våde jord, men allerede nu varm af solen, på nippet til at vågne.
***
De vilde blomster blev aldrig trætte af mine barnlige lege, blev trofast stående på deres ene ben, flygtede aldrig, lige meget hvor lange og hvor mange digte, jeg deklamerede for dem stående på en grå kampesten der blev himmelblå i regn.
***
Midt på stien, i gruset og støvet, har skarnbassen lagt sig på ryggen, stritter med arme og ben, parat til at gribe solen, hvis den skulle falde.
Eske K. Mathiesen
Bedste hilsner fra RoseMariehønen
Redigeret af RoseMarie (10/02/2020 23:37)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29273 - 11/02/2020 15:59
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Måske du år tilbage fik læst Nis Petersens’ Sandalmagernes Gade, og i tomrummet der opstår ved fortællingers afslutning mærkede en glubende appetit på tilsvarende? Den vil muligvis mættes med Albert Dam's Syv Skilderier på natbordet, hvortil denne ædle natteridder med én fortælling pr. aften, tillige sikrer dig lidt nattesøvn, m.a.o. en betænksom herre – hvis reoler såvel som natbord, det virkelig ku’ ha’ været spændende at titte nærmere på. Men selvfølgelig, ka’ hænde at herren fortrinsvis brugte sin seng til søvn, at han efter sin aftensmad luskede ind i et tilstødende gemak hvor en magelig stol ventede ham. Lidt fjollet er det selvfølgelig, sådan at gå ud fra sengen som foretrukken sted for læselyst, hvad der a priori nok skyldes oplevelser af de mange der synes at sove på arbejdet. Jeg ved det ikke, læsning her i huset har aldrig haft særlige pladser, men mig har det altid været en stor nydelse at læse alt fra aviser til bøger i sengen, hvorfor natbordet siden jeg var lille blev anvendt til opmagasinering af læsestof. Er man træt efter en lang dags slid og kroppen nylig badet, ja så må Morpheus naturligvis kræve sin ret, og intet er da herligere end at lade sig sænke ned i søvnen. Har jeg trasket langt og været længe ude og fiske, indfinder den sig med det samme jeg ser sengen, gåture langs havet i Skagen har samme effekt - og intet forekom tilbage i tiden naturligere end roen der tidligt sænkede sig over det gamle fiskerleje, ingen natteravne dér, nåja, bortset fra dem med bjælder på. Også fiskerne slæbte gerne en ordentlig kæfert hjem fra kroen, dog blev den båret tidligt hjem, hjulpet i seng af mutter, der så både sku’ lugte til og høre på skroget, ak & vé! Ej heller er det svært at tænke sig Schade bære sin tidligt hjem, men da havde den nu også været oppe hele natten, og sikkert været helt umulig at slæbe videre ud i natten. Blandt tilsvarende exempler på den naturlige natteravn med sans for sengens velsignelser findes Knud Sønderby, en af dem jeg selv holder så frygtelig meget af at læse mens der fises husleje af. Han skrev en masse der aldrig blev trykt, sikkert lige så vidunderlige ting som de der blev, men mellem trykte sager findes til gengæld en mægtig volumen at glædes over – i hvilken stilling man så end måtte vælge at udtrykke sin glædesrus:
Morgenvandring
Jeg er ingen morgenmand. Når jeg en sjælden gang skal op før ti, føler jeg mig temmelig sløj. Forleden ringede vækkeuret klokken halv syv. Da følte jeg mig døden nær. Aftenen i forvejen havde jeg sagt til mig selv, at nu bestiller du ikke noget i aften, men til gengæld står du tidligt op i morgen, springer ud af sengen, så snart vækkeuret ringer, tager et koldt styrtebad, går dig en frisk tur, og så er du lige i humør til at bestille noget. Det vil gå så let som fod i hose. Så var det, uret kimede. Jeg havde ikke kræfter nok til at række ud og standse det. Jeg var klar over, at nu blev alle husets andre beboere vækkede, men det fik være, de var sunde, robuste mennesker, der ville kunne komme over det med tiden. Jeg var derimod meget syg, min eneste chance for at stå det igennem var absolut ro, absolut hvile og megen, megen søvn. Så tav uret endelig. Jeg lå og ventede på, at jeg skulle springe ud af sengen. Det var jo det der var meningen. Et øjeblik troede jeg også, at jeg var stået op. At nu famlede jeg rundt efter tøfler og badekåbe, at nu var jeg ude i badeværelset og drejede op for bruseren. Så opdagede jeg, at jeg stadig lå i sengen. Ja, ja! Bare rolig! Nu kommer jeg jo. Jeg hører egentlig ikke til dem, der højlydt elsker det kolde styrtebad, beundrer den iskolde douche og sig selv og træder genfødte ud af badeværelset. Styrtebadet er en fornærmelse ekstra midt i al den øvrige elendighed, det modtages uden saglige præstationer, i tænderskærende tavshed.
Så gik jeg ud i den gudsforladte verden. Solskinnet skar i øjnene. I begyndelsen holdt jeg mig bag en mand, der slubrede afsted i gummistøvler. Jeg grublede over pneumatiske problemer, Hver gang han satte en fod mod fortovet, peb den sammenpressede luft om fødderne på ham. Havde han ikke gjort ophævelser, var jeg søvndrukken fulgt med ham til verdens ende. Jeg gik fire skridt bag ham. Da han tredje gang vendte sig og så vredt på mig, gik det op for mig, at der var noget galt. Jeg stillede mig op og kiggede ind i en have, lod som ingenting. Jeg kunne høre manden fjerne sig og mærke, at han gentagne gange så sig tilbage efter mig. Jeg blev pligtskyldigt stående, til den sidste lyd af hans pneumatik var døet hen. Det var også en nydelig have. Tætbefolkede bede med gule langstilkede tulipaner i et mylder af forglemmigejer, bede med kortstilkede knaldrøde tulipaner af de dobbelte; gule forsytiabuske, et magnoliatræ med blegrøde, kraftige blomster; en saftiggrøn plæne strakte sig op om et rødkalket hus med hvide havemøbler foran, mørklægningsgardinerne var nede, i havegangen lå en kulørt legespand og sov, Prins Pilfinger og kongen på dens sider sov også i bevidstheden om deres øjeblikkelige nytteløshed. Alting sov i den stille morgentime, græs og blomster, alting var borte som i en anden tilværelse, huset sov, en lille dreng sov derinde og alt hans legetøj og historien om Rødhætte, en mand, der ejede huset var også borte i søvnen, og hans mappe, som han om nogle timer ville tage under armen, lå et eller andet sted derinde og sov. Først efterhånden ville det hele få virkelighed og blive til dagligdag igen. En solsort kom strygende uden skrig over hækken, hoppede blødt rundt på plænen, det eneste levende væsen foruden mig selv, og engang kiggede den gult og undersøgende på mig, standsede op midt i denne eventyrverden af græs og blomster og stilhed for at se, om jeg var budt med i eventyret.
Jeg gik videre. Manden foran mig var forsvundet. Der var ingen at se, kun mig selv, og stilhed så langt jeg kunne høre. Fliserne på fortovet var våde efter en tidlig morgenregn, og i hækkene glimtede det af dråber. Det gik op for mig, at man vågner i flere afdelinger. Først vågner man op til lyset. Det er én opvågnen. Når man kommer ud af døren, strømmer alle duftene En i møde. Det er en ny opvågnen og lige så overraskende for sanserne. Mest vågen er man måske, så længe man ikke er helt vågen endnu, så længe lyset, et fremmed menneske, et bed tulipaner, en solsort, regndråber på bladene og jordens milde dufte stadig er overraskende åbenbaringer. Man kan gå langs en villavej en tidlig morgen, når ingen andre er til stede, og der ingen pligt er til at være vågen og føle luftningerne fra havernes træet og blomster som en åbenbaring af livets dybeste hemmeligheder. Med ingen skal man tale om det. Man hviler ud i en dyb stumhed, medens tingene taler inde i En selv. Æbletræerne rækker blomster mod den blege morgenhimmel, blå og hvide syrener skimtes i dunkelheden bag en hæk, kølige, tunge af fugtighed endnu som efter et bad i morgendug, jomfrueligt frodige, også dem belurer man i pludselig ømhed, det er, som når man som barn bar på en dyb forelskelse til en pige og ingen anden end En selv vidste det, men alt, hvad hun sagde, og enhver af hendes bevægelser blev iagttaget og fik de store underes betydning.
Jeg drejede ad en vej ned mod vandet, og vejen var som en flod af guld i den tidlige morgensol. Også solskinnet levede altså på en anden måde om morgenen. Det slog smut i tiloversblevne vandpytter, rikochetterede langt hen over fortovene, blinkede i hundrede vinduesruder, fyldte hele rummet med et strålevæld af gylden varme og hvilede mod kinder og øjenlåg. Jeg havde gået den vej de hundreder af gange, men aldrig set den før, som jeg så den nu. Hvordan er det dog med dig? tænkte jeg. Hvordan er det, du lever dit liv? Jeg følte det, som jeg ad denne gyldne vej kunne vandre videre ind i en bedre og lykkeligere tilværelse, hvor alle gode forsætter opfyldte sig selv. Og da jeg kom ned til vandet, var også det en stor og mærkelig oplevelse. Efter det duftende vindstille mellem villahaverne var der pludselig mægtigt udsyn og en brise, der kom strygende med havets friskhed i sig og mange mindelser. Den lugt af tang og saltvand den kendte man. Man kom bag på sit liv ved at snuse sig til den. Også den lyd af vandets sugende skvulpen mellem store sten, denne hule slubren som under et brønddæksel og tangplanternes kvindelige bevægelser, deres eftergivende svajen og vinken i malstrømmen … Jeg klatrede ned på de store sten, og bevægelserne var gammelkendte i deres uvanthed. Vandet bredte sig til rette efter den nye synsvinkel, rykkede nærmere, havfladen rakte sig op mod mig nu i stedet for over mod Sverige. Dønningerne kom skråt ind mod kysten. Når de ramte hen over de lodrette bjælker i bolværket, var det, som prøvede de registret på et orgel. Suget mellem stenene, tangplanternes følsomme svajen, hundestejlerne, som man pludselig var kommet så nær igen. Man var kommet sin egen barndom nær. Man mødte jo sig selv som dreng denne morgen. Som dreng når man sad ved vandet med solbrændt krop og vådt strittende hår, lod sig bage af solen som en sælhund og var samlevet med begge elementer som den. Da så man vandet på samme måde, da var havfladen også på vej ind imod En selv, en bred flod fra livet, og dønningerne gav den samme resonans … Eller som barn, når man med sine forældre var på tur til stranden ved Vesterhavet. De store saltvandspytter i sandet ved ebbetid, som man blev sluppet løs i med opsmøgende bukser og et lille rødt træskib. Vorherre over et verdenshav. Man lavede flåder af marehalmens skarpe blade, og de sejlede til verdens ende, medens man soppede bagefter i det lunkne vand. Sandet, vandet og det mægtige lys. Blæstens tag i klitterne. Den evigtlange dag. Da var man tingene lige så nær som nu, man følte den samme lykke i sig, den samme uoverkommelighed af fryd rumsterende som ufødte ord i halsen … Jeg sad på stenene ved vandet. På et vist tidspunkt blev verden befolket med en bil. Den hørtes langt nordfra og nærmede sig med stigende tone, til den passerede med en hylen af motoren og en pisken af dækkene henover strandvejens cement. Så blev der atter fred. Vandets klukken begyndte forfra og stilheden bredte sig med sin store rytme. Morgenen, i hvilken en erkendelse var kommet til mig, lå atter udbredt. Hundestejlerne svømmede stadig rundt mellem stenene.
Hvor har du været henne i alle disse år, tænkte jeg. Hvordan er det begyndt? Var det smagen for iskager, der først distraherede dig? Sporede dig ind i en blindgyde af stadig flere og stadig tåbeligere begær, så det egentlige blev glemt? Lykken, det var jo som nu! Den genfundne glæde. Den fuldkomne renselse for enhver attrå. Så lever man. Så er en syrenklase mere værd end alle de oplevelser, du ellers jager efter. Så taler den til dig, så vil hver lille ting få en betydning om alle ting, så vil du finde dig selv igen, tusinde renfærdige arbejdsdage vil ligge foran dig, og du behøver ikke være på flugt mere. En for en gennemgik jeg mine svagheder. Overmodigt tænkte jeg mig fristelser, gjorde dem så tillokkende som muligt, men de lokkede ikke, jeg kunne bare være forundret over, at de nogen sinde havde haft tillokkelse for mig eller andre. Hold fast ved det, tænkte jeg. Lad aldrig dette her slippe dig af hænde!
Jeg hørte en cykel komme forbi oppe på asfalten, men jeg vendte mig ikke engang for at se. Det kan måske være verdens dejligste pige, men jeg kigger ikke. Måske er det en millionærdatter eller en skuespillerinde, og hvis jeg vender mig, vil hun måske tænke, hvad er det dog for en interessant fyr, ham vil jeg da forfærdelig gerne lære at kende – men ikke om jeg kigger alligevel! Længere nordpå lå en restaurant. Jeg tænkte på, at der havde jeg vel nok spildt meget tid, billard! At nogen gad! Nu var det forbi! Det som alt andet. Dette her var mere værd. Lad dig ikke distrahere mere. I dag begynder du et nyt liv. Du passer dig selv og dit arbejde. Når folk i stimevis halser af sted til goldt tidsfordriv, på flugt fra sig selv og på jagt efter noget, som de ikke selv ved hvad er, så er du ikke blandt dem mere. Tak for denne morgen. Tak fordi jeg kom op. Tak fordi jeg kom ud.
Jeg rejste mig for at gå hjem. To mænd var kommet cyklende på vej til byen. Ud for mig punkterede den ene. Han bandede højlydt, væltede cyklen omkring og begyndte at lappe. Nu kom han for sent på kontoret! Så kærte den anden, medens den første bandede endnu højere. Så opgav han i panik at lappe og gik blot frem og tilbage på fortovet og ventede. Så kom en bekendt af ham cyklende. De talte ophidset sammen. Han kunne nå et tog, hvis den anden tog ham på stangen. Han betroede mig at trække cyklen hen i stationens cykelstativ. Det gjorde jeg. Ganske vist havde jeg ikke været i kontakt med hverken havet eller hundestejlerne, siden han var kommet, men til gengæld havde han betroet mig sin cykel. Min frigørelse fra jordiske begær lyste altså endnu ud af mig, måtte jeg håbe. Nu skulle det bare lige passe, at cyklen blev hugget, og han så troende, det var mig, tænkte jeg. Jeg kom forbi restauranten. Bartenderen stod udenfor og var ved at modtage en vognladning skramlede øl. Han smilte huldsaligt til mig over vejen. Men jeg gik ikke over til ham. Det ville dog være for komisk. Jeg gennemgik de fremtidsplaner, jeg havde lagt. De forekom mig ikke længere helt tilstrækkelige til at udfylde tilværelsen. Hvis du bliver træt af skovensomheden, kan du jo også søge ensomhed på Det store Kongelige Bibliotek, tænkte jeg. Der vil du heller ikke blive distraheret af hverdagens trivialiteter. På vejen, hvor solskinnet og blomsterne før havde været det eneste, cyklede mælkedrengene nu rundt, og folk forlod villaerne på vej til byen. Lågerne smækkede bag dem. I haven med tulipanerne og legespanden stod en pige og bankede sengetøj, så det gav ekko fra husene. En hestevogn klappede af sted, og sporvognen hvinede om hjørnet. Duknakket og med bange anelser gik jeg ind ad min gadedør. Det var som en tredje opvågnen var overgået mig – en opvågnen til hverdagen. – Hvordan i alverden skal du få tiden til at gå på Det Kongelige Bibliotek, tænkte jeg.
- Knud Sønderby, Hvidtjørnen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (11/02/2020 16:19)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29293 - 13/02/2020 21:33
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Lige til natbordet: Storytelling, singing, music and dance, cardplaying, riddles, tongue-twisters and rhyming – Irish wake amusements by Seán ó Súilleabáin:
I take my neighbour ny the chin, Right foot out, left foot in…
*
’Tis youth and folly Makes young men marry, So her, my love, I’ll No longer stay, What can’t be cured, sure, So I’ll go to Amerikay.
‘My love she’s handsome, My love she’s bony: She’s like good whisky When it is new; But when ‘tis old And growing cold It fades and dies like The mountain dew
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|