Tak til dig, Simon

... for al den skønne lyrik, Strunge og alle de andre.

Jeg læser, ta'r imod og ta'r ind ... og la'r så ordene blive til! i mig. La'r dem blive til erindringer og til noget helt nyt, til ord og til musik, til indfald og til udfald, til indsigt og udsigt ... og til genfald og nyfaldent sne :)) og selvfølgelig også pludselig for at blive til i de her genbrugte og helt uforglemmelige ord af Strunge :

Natten bøjer sig i vækst
og dagene vasker dit ansigt.
Du træder gennem søvnen
og åbner en dør til solen.
Dér, ikke i dit eget lys
bærer du kroppen
strømmet igennem af blod.
Dér er du menneske nu
og du går for at finde din alder.

Hvad du vil berige mig med af Bach, aner jeg ikke, men jeg glæder mig til at lytte med ... og i mellemtiden får du lige den her med på vejen

https://www.youtube.com/watch?v=fDYedvPMbwY

Møj go'e hils'ner fra RoseMarie

Hej i aftenen RM…

Jo, du sku ha haft Mattæus Passionen at lytte til, men jeg tror den ligger et sted her i tråden – lægger den nederst alligevel – i stedet får du her en meget smuk kantate: https://www.youtube.com/watch?v=vqqFQGV-H54


mvh og sov godt ;)
Simon



https://www.youtube.com/watch?v=P21qlB0K-Bs

Hej RM…

Her lidt herligheder fra en digter og filosof, som jeg holdt meget af, Villy Sørensen:


Mennesker er skønne

Mennesker er skønne
når de hviler i sig selv.
Nogle gør det aldrig,
mange gør det sjældent:
tiden tillader det ikke.
Derfor tar vi nerve- og sovepiller:
for at hvile i os selv.

Mennesker er skønne
når de er fyr og flamme.
Nogle er det aldrig,
mange er det sjældent:
tiden tillader det ikke.
Derfor drikker vi mere og mere:
for at tænde vores bål – og slukke det.

*

Lidelse

Uden lidelse, ingen indsigt.
Derfor søger de lidelse: for at nå til indsigt.
Det er ikke nødvendigt. Det er nok at søge indsigt:
så kommer lidelsen af sig selv.
Ikke fordi virkeligheden inderst inde er lidelse,
men fordi der er så lang vej ind
og vi har gjort hvad vi kunne
for at spærre den.

*

Sidst i september

Sundet er blankt og blåt.
Himlen er lysere blå med sarte hvide striber
løvet har alle andre farver end blåt og hvidt.

Sommeren er aldrig så klar som når den er forbi.
Det har sommeren til fælles med så meget andet.

Foran mig på stenbalustraden hopper en krage
hurtigere og hurtigere, jo nærmere jeg kommer med
langsommere og langsommere skridt, indtil den
stiller sig på tværs med forbløffet blik og gennemborende næb
og letter med et ærgerligt grynt.
Bølgerne lyder som stille munterhed.

Hvis dette var en drøm
var det en lykkedrøm.
Men så ville kragen sikkert have min størrelse
og jeg kragens.

*

Sadisme

Den enes nød kan godt gøre den anden helt blød.

Man kan få så ondt af dem der lider ondt
at det gør én godt
og man føler sig god.

Man kan gøre andre ondt for at få ondt af dem
for at føle for dem
for at føle
for at blive blødt op.

Meget ondskab er ulykkelig kærlighed
til det gode.

*

Ansvar

Undertiden går det bedre
når man kan holde sig selv til gode
at man ikke har det for godt.
Gode undskyldninger er gerne overflødige
dårlige undskyldninger kan man ikke få nok af.

Så længe man er lille, er det de andres ansvar.
Når man er halvvoksen, er det de andres skyld.
At blive voksen er at tage ansvaret,
at tage skylden på sig, også for det man ikke har gjort.
At blive ved at give de andre skylden, er at blive infantil,
selv om de andre har skylden – og man selv har ret.

At have ansvar er at være under anklage:
de andres, sin egen.
Derfor kan man have brug for at holde sig selv til gode:
at man ikke har det for godt.

Det bliver et problem, når man både har ansvar
og »har det godt«, d.v.s. masser af goder
- og ingen undskyldninger.

*

Sensommervemod

Se, nu er farverne fyldige, mere erfarne,
lydene stille: fuglenes sang er brugt op
lugtene stærke og fulde af sensommervemod
Hjertet er tungt og pludselig blødt som en frugt.

*

Sensommertrøst

Det er stadig den skønne sommer
det ikke er blevet endnu.

- Villy Sørensen, Vejrdage, 1980

mvh
Simon

Hej i aftningen RM..

Det kan være svært at lade være, – meget vi gør, burde vi ikke, meget vi burde, gør vi ikke – men VS efterlader sig i én, som havde han altid dér haft hjemme. En pragtfuld forfatter og digter, der desværre var så begrænset af sin dårlige ryg, at han ikke kunne rejse og se alt det han så gerne ville; men tænk engang, for et udsyn til verden han havde fra sit enkle sted i verden – men så havde han jo også en hjerne på størrelse med et hovedbibliotek, og et hjerte lidt større!
Så her lidt mere fra hr. Sørensen, selvfølgelig ikke mindst…

Forord til Vejrdage:

Ordene på de følgende sider er udsprunget af trangen til at bruge ordene på en anden måde – at bruge andre ord – end i politiske meningsytringer. Bag den offentlige person man til dels bliver af at tage del i den offentlige debat er der en anden – eller første – person, hvis motiver og grunde til at tage ordet sjældent kommer med i ordene. Selv om disse grunde og motiver ikke har større offentlig interesse, er det i hvert fald livsvigtigt for personen selv ikke at glemme dem for lutter ord, men at finde ord for dem.
Måske kan man blive så optaget af den herskende umenneskelighed at man efterhånden glemmer sin egen menneskelighed, naturligvis på godt og ondt. Kan man på den anden side få ro til den personlige virkelighedsoplevelse som er betingelsen for et virkeligt personligt engagement – uden af afsondre sig fra den verdensuro som er vilkåret? Denne konflikt er hovedtemaet i disse daglige betragtninger fra forrige højsommer som – symbolsk nok – aldrig blev høj, selv om jeg var tålmodig med den til bladende faldt.


Aftenstemning

Roen er foruroligende
din sindsro mistænkelig.
Sollyset strækker sig ind i natten
fuglene synger endnu.

Alle de store problemer
dit hoved ikke kan rumme
koger som en fjern uvirkelighed
dit hoveds utaknemmelige påfund.

Over alle træer er ro.
I alle toppe mærker du
næppe et pust
fuglene tier i skoven.
Vent kun: om lidt
sover du skidt.

19. – 6.
--

Massemøde

Jeg gik ud den sommerdag for at høre
fuglesang der stadig kan røre hjertet.

Men det var årets store mødedag:
alle grønne træer var sorte af stære
der ivrede i næbbet på hinanden
og gestikulerede med alle vinger
og overdøvede nattergalens sidste sang.
De kunne ikke røre hjertet, men kun øret
og lidt af hjernen.

Fugle kan synge bedre end mennesker,
i hvert fald i forhold til størrelsen,
men kun hver for sig eller et par stykker sammen.
Ingen fugle synger i kor.
Kun mennesker, der adskiller sig mere
fra hinanden end fugle gør,
kan synge sammen.

Selv fugles massemøder kan virke umenneskelige,
fordi de minder om menneskers.

Men mest umenneskelige er dog de møder,
hvor kun én taler til massen
brøler til svar.
Det ligger ikke til de
individualistiske stære.

22. - 6.
--

Sjælekval

Det var i en sådan forfatning det faldt naturligt at bede (jeg
taler i fortid om noget, der stadig er nutid for nogle), at gribe
til Davids salmer og udbryde:
Herre, vær mig nådig, thi jeg er skrøbelig;
læg mig, Herre, thi mine ben skælver,
og min sjæl skælver såre, men du, Herre, - hvor længe?

Men det falder ikke digteren naturligt at gribe til den slags
ord. Og dog er det digterens gave at finde ord der åbner det
der er lukket i sjælen, lukket inde i sjælekval, - et ord, der ikke
er så almindeligt som det, der betegner: vi kalder det dårlige
nerver, nedtrykt sindstilstand, skrupler, kvababbelser, de-
pression –

Det er ikke os der mangler ord
med ordene, der mangler noget,
det som de betyder, men ikke giver betydning,
det som vi virkelig føler
- eller ikke virkelig føler,
fordi vore ord ikke kan rumme det.
Det er ikke os der mangler ord,
men ordene der mangler os.

23. – 6.

--

At have og at være

Vi sidder i vore ejerlejligheder og skriver:
det drejer sig ikke om at have, men om
at være,
ikke om at have ejerlejligheder, men om
at have lejlighed til at være.

Vi der er noget sidder og skriver:
det drejer sig ikke om at være noget, men om
at være.
Og hvad kan man være (om ikke noget)
andet end sig selv.

At være sig selv – det betyder hos os:
at være alene, at være fri for andre.
Vi kan også være os selv, hvis vi ikke
er for mange,
men vi kan ikke alle være os selv:
sproget er ikke indstillet på det,
vi er det heller ikke.

Men sproget tillader os
om ikke at være noget sammen,
så dog at være noget for hinanden
og at have noget sammen.
Det var måske det vi skulle
have bedre lejlighed –
eller bedre lejligheder? –
til ?

24. – 6.
--

Ildebefindende

Bortset fra at man nok har hængt med hovedet i nogen tid,
begynder det med at noget (bagfra) æder sig ind i nakken, den
bliver et større og større hulrum der efterhånden opsluger og
udspiler halsen. Faren vokser for at hovedet skal blive afskåret
og kroppen, uden sine nervøse forbindelseslinjer, blive redu-
ceret til en sanseløs klump. Selvom der også er noget svagt
trøstende i denne tanke, er den ikke til at tænke til ende.
Hjernen er allerede angrebet. I selvforsvar gør den sig tung
som en blyklump og presser sig ned mellem skuldrene, der
forgæves prøver at ryste den af sig. Der er ikke længere noget
sammenhold i kroppen, selv om det meste af den sætter sig
imod hjernen, der nu, stadig iført hoved, presser lungerne
sammen, som luften siver ud af, presser maven sammen, som
lortet skvulper ud af, benene slår sludder…

Så kommer der heldigvis en og siger: Op med hovedet!

25. - 6.
--

Rædsler

Det sker at jeg drømmer og rædsler
så store at de ikke kan huskes
med forstanden i behold.

Men vel næppe større end dem jeg
jævnlig ser i fjernsyn.
Måske er det kun dem jeg drømmer om.
Måske min egen fremtid.

26. – 6.


Junkie

Når du står der, hoven og ynkelig,
anklagende, bedende og krævende,
bliver jeg blød og gør mig hård
eller jeg bliver hård og gør mig blød.
At være hård er for hårdt
At være blød er for blødt.

Når jeg lukker for dig,
bliver jeg lukket, kold og fortvivlet.
Når jeg åbner for dig,
bliver jeg åben, varm og fortvivlet.

Når du går, frysende eller grinende,
er jeg lutter dårlig samvittighed,
fordi jeg har nægtet dig penge – til mad
eller fordi jeg har givet dig penge – til gift.

Men det sker at du går med et smil,
der rummer alt det som du ikke kan bære,
det levende i dig som du dræber
og som langsomt dræber dig.

28. – 6.

- Villy Sørensen.

mvh
Simon

Ohøjsa…

sagt til dig der sikkert stadig bobler til drømmebilleder, mens jeg drikker the og spiser nybagt brød med ost, til den svage lyd fra snorketræet der forgrenes med sangen fra trippende fugle der gør morgentoilette. Her lidt flere kragetæer med Villys eftertanker, nærmere bestemt fra en af Sørensens dagbøger (Perioder 1961 – 74) – og så i øvrigt, godmorgen RM..

31. januar

Til de umiddelbare livsytringer hører også den sunde ˶egoisme˝. Er det særlig godt eller særlig ondartet at ville handle i andres interesse? Er det kun maskeret – ˶usund˝ – egoisme?

Det i sig selv gode er bedre end det der er godt for noget. Tilsvarende er det i sig selv onde værre end det der skader nogle. Til nyttemoral svarer skademoral.

Ingen vil bestride at det er ideelt at være liberal. Men er forholdene ikke ideelle, bliver det da en dyd at være anti-liberal, anti-pluralistisk, entydig (altid = ensidig)?
Den bekvemme forestilling om et absolut før-efter tillader en at praktisere det modsatte end det man i teorien går ind for. Da ingen revolution med et slag fornyer alt, er der ingen grund til at opsætte alt til bedre tider.
Vil man overhovedet gå ind på andres tankegang, må man også gå på kompromis. Dialektik (samtalekunst!): at fastholde idealet (målet) på trods af ˶forholdene˝ og holde sig til kendsgerningerne: protest – accept, utopi – videnskab.

31. marts

Det havde regnet i nat, jeg havde ventet en grå morgen, alt strålede, jeg gik ad Strandvejen der kun er til at gå ad lørdag og søndag morgen, lysvæld bagved lysvæld, de gule huse nord for strandstykket var pludselig af Vermeer; i skoven legede solstrålerne rundt mellem de nøgne grene og fløj pludselig op som guldspurve; jeg fik alt til på én gang at stå konturklart og flimrende: jeg tænkte: hvor er det som jeg har i mig om ikke et eller andet sted her.

13. april

Macfarlane Burnet (Det dominerende dyr, 1973) skriver et sted at de fredelige stammer, der anvendes som argument for at krigeriskhed ikke hører menneskenaturen til, er undtagelser, der forklares udfra deres afsides miljø – og at mennesket som værktøjsskabende dyr er en eufemisme: de første redskaber var våben (og våben har man for at bruge dem når man først har dem). Nu ivres der imod den gamle tendens til at gøre verdenshistorie til krigshistorie, men er den ikke krigshistorie, og er det ikke allerede utilladelig optimisme at sige at den kun er klassekamp?

Moralen, der må beskytte mennesket som er instinktforstyrret, har i realiteten beskytte det som mennesket skulle beskyttes imod. De store moralister og religionsstiftere har vidst det, men opgaven, der stillede sig for Seneca, står uforandret.
Ur-situationen: Kain og Abel, Romulus og Remus, Atreus og Thyestes – netop broderstriden, borgerkrigen. Desto ejendommeligere at civilisationen opfattes som fordærvelse af naturen – som skildret af Hippolytos og Seneca selv.
Formodentlig må begge synspunkter anlægges på én gang: en oprindelig harmoni gælder for det lille stammesamfund der endnu har nok at gøre med at beskytte sig udadtil. Derefter slår spliden ind. – Meget elementært står det både hos Polybios og Seneca pater.
At de sejrrige krige også medførte Roms nederlag viser sig i to forhold: dels at riget blev så stort at det ikke kunne opretholdes, dels hærens voksende politiske betydning.
Pax romana var Augustus’ forsøg på at standse en fatal udvikling der – også dengang – havde tvingende årsager og ikke noget formål.
Kunne Roms historie skrives som et logisk forløb? (Forsøg på at bryde krigslogikken: Numa (Livius 1,19) og Cæsars clementia).

*

Tilbage til Vejrdages prosa og digte:

Den store lidenskab

Først elsker du hele personen, men uspecificeret og altså dog ikke helt, men med forkærlighed for en enkelt del, en bevægelse, et smil, en hånd, et hår o.s.v. Så kan det enten ske at din betagelse af enkeltheder finder sammen i følelsen for det hele, pirrer den og styrker den. Eller det kan ske at du bliver hængende i detaljerne: du kan ligefrem forlange at det hele skal træde tilbage for den del du har en forkærlighed for, som du forveksler med kærlighed. Den elskede (som man siger) skal være på en bestemt måde, foretage bestemte bevægelser, ligge i en bestemt stilling, udstøde bestemte lyde o.s.v.
Men det er ikke muligt at føle helt for dele. Der mangler noget, som ægger til at søge det igen – uden at finde. Det er opslidende, og du må søge en udvej.
Du kan blive jaloux, hvad enten du har grund til det eller ej, - det sidste er det værste. Fordi du mangler noget i dit forhold til delene, må du forestille dig et forhold uden mangel til de samme dele, og da det ikke er dit, må det være en andens, rivalens, som du ser for dig i ømme scener med de elskede dele. Du prøver at gøre ham det efter, at blive din egen rival, men der mangler stadig noget, dit opgejlede begær gejler du højere og højere op med afsindige billeder af de andre, og du kan ikke komme af med billederne, som du giver de andre skylden for.
Eller du kan gøre som Don Juan, søge det samme hos flere og flere, der alle minder om noget, men ikke kan være det, fordi du ikke kan lade dem være, lade dem være hvad de er, men vil gøre dem til dine, ikke vil gøre dig til ét med dem (hvad man ikke kan med mange, men dog med flere end én), ikke vil leve dig ind i det forløb som livet (og kærligheden) er, men vil have en ende på det, en total kulmination, der naturligvis ikke er mulig, når det kun er dele og ikke det hele, når det kun er alle og aldrig den ene, du er tryllebundet af.
Knald er et godt udtryk for det. I virkeligheden er det en skyder der knalder og dræber (eller i det mindste sårer eller skræmmer) og det fuldkomne knald gør den anden færdig. Og hvad der først var et billede på det møde, som livet kommer af, kan blive virkelighed og død, hvis du tar konsekvensen af din jalousi, din erobrerlyst, og griber til en rigtig skyder, der altid er hård og stiv.
Undskyld jeg sir Du til Dig, jeg kunne lige så godt sige jeg. Jeg taler jo ikke om dig og mig, men om typer, som vi kender fra komedien og tragedien, den skindsyge, forføreren. Vi har vel lidt af dem i os, og lidt har også ret, det kan virke som vaccine mod meget. Jeg hører ikke til dem der foretrækker de rene typer.

6. – 7.


Vejrdage

Der er intet vejr der ikke minder, men det stærkeste vejr minder kraftigst. De hedeste sommerdage minder om de hedeste sommerdage, de koldeste vinternætter minder om de koldeste vinternætter, - således kunne januar 79 blive grebet af skamfølelse med januar 42. Usædvanlige dage og nætter kan hæve sig over tiden i broderlig eller søsterlig forening med andre usædvanlige dage og nætter.
Men de sædvanlige dage med hverdagsvejr, de lunkne, de grå, de triste, de minder så meget om så mange andre at de slet ikke minder om nogen. De er dage som alle andre, og hver dag har nok sin plage og forsvinder ud i mørket, ubemærket, uerindret –
det er gennemsnittets, flertallets, alles problem.

14. – 7.

Alt er det samme

Alt hvad der er, er noget vi oplever.
Vi oplever ikke just det samme,
men der er visse ting vi alle kan opleve,
om end på forskellig vis –
dem kalder vi tingene, den ydre verden,
som adskiller sig fra den indre.
Men naturligvis er der ikke én indre verden:
hvert menneske har sin egen,
som dets ydre verden strengt taget er en del af,
og der er ikke to verdener,
en indre og en ydre,
men kun én verden, som vi alle
på forskellig vis har eller endda tar del i.

Hvis vi alle var i akkurat samme situation,
ville vi dog ikke opleve akkurat det samme,
vor forskellighed ville forhindre det.
Det ville ikke ophæve vor forskellighed
hvis vore situationer blev mindre forskellige,
men sikkert den medmenneskelige forståelse.

De mest erfarne erfaringer tyder dog på
at vi, når vi virkelig oplever noget virkeligt
og har de store syner,
stort set oplever det samme –
at den store oplevelse lyder:
Alt er det samme, der er ingen forskel.
Ejendommeligt nok forholder det sig ligesådan
når vi i stort og småt ingenting oplever:
så er alt også forskelsløst, alt er det samme
eller det kan være det samme.
Men mellem det Samme og det samme,
mellem Alt og alt eller ingenting
er der en verden af forskellighed.

28. – 7.

- Villy Sørensen, Vejrdage, 1980.

mvh
Simon

P.s.: nyd solens dag, eller omvendt – forresten var det et herligt Søren Ryge-program i aftes, ja vi er jo bare børn der er vokset lidt opover, eller henad, det afhænger af positionen, men hvor er det fint at se legebarnets strålende øjne blomstre til barndommens genkaldelser, slangebøssetiden! Jeg gætter på cykelslanger vil smælde et stykke tid frem rundt om i sommerhusene, en herlig tidsfordriv, selv om jeg synes man ska lade pip være pip og finde andre mål.
Det var vel nok godt man fik lavet en ”knivlov”, så skatteopkræverne – de forhenværende betjente, der engang skulle skabt ro, orden og vejlede – ka’ få kradset nogle penge sammen fra EU’s omegnskommune, Danmark, til nye lån som grækerne aldrig kommer til at tilbagebetale. Næste skridt bliver vel, at der også gives bøde eller hæfte til folk med snørebånd på over 90 cm. Tænk at anmelde Søren Ryge, bruge tid og penge på at måle mandens lommekniv; det er vel nok godt vi har sådan nogle forstandige politikere og skatteopkrævere..;)