|
0
registrerede
82
gæster og
1072
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej i aftningen RM..
Det kan være svært at lade være, – meget vi gør, burde vi ikke, meget vi burde, gør vi ikke – men VS efterlader sig i én, som havde han altid dér haft hjemme. En pragtfuld forfatter og digter, der desværre var så begrænset af sin dårlige ryg, at han ikke kunne rejse og se alt det han så gerne ville; men tænk engang, for et udsyn til verden han havde fra sit enkle sted i verden – men så havde han jo også en hjerne på størrelse med et hovedbibliotek, og et hjerte lidt større!
Så her lidt mere fra hr. Sørensen, selvfølgelig ikke mindst…
Forord til Vejrdage:
Ordene på de følgende sider er udsprunget af trangen til at bruge ordene på en anden måde – at bruge andre ord – end i politiske meningsytringer. Bag den offentlige person man til dels bliver af at tage del i den offentlige debat er der en anden – eller første – person, hvis motiver og grunde til at tage ordet sjældent kommer med i ordene. Selv om disse grunde og motiver ikke har større offentlig interesse, er det i hvert fald livsvigtigt for personen selv ikke at glemme dem for lutter ord, men at finde ord for dem.
Måske kan man blive så optaget af den herskende umenneskelighed at man efterhånden glemmer sin egen menneskelighed, naturligvis på godt og ondt. Kan man på den anden side få ro til den personlige virkelighedsoplevelse som er betingelsen for et virkeligt personligt engagement – uden af afsondre sig fra den verdensuro som er vilkåret? Denne konflikt er hovedtemaet i disse daglige betragtninger fra forrige højsommer som – symbolsk nok – aldrig blev høj, selv om jeg var tålmodig med den til bladende faldt.
Aftenstemning
Roen er foruroligende
din sindsro mistænkelig.
Sollyset strækker sig ind i natten
fuglene synger endnu.
Alle de store problemer
dit hoved ikke kan rumme
koger som en fjern uvirkelighed
dit hoveds utaknemmelige påfund.
Over alle træer er ro.
I alle toppe mærker du
næppe et pust
fuglene tier i skoven.
Vent kun: om lidt
sover du skidt.
19. – 6.
--
Massemøde
Jeg gik ud den sommerdag for at høre
fuglesang der stadig kan røre hjertet.
Men det var årets store mødedag:
alle grønne træer var sorte af stære
der ivrede i næbbet på hinanden
og gestikulerede med alle vinger
og overdøvede nattergalens sidste sang.
De kunne ikke røre hjertet, men kun øret
og lidt af hjernen.
Fugle kan synge bedre end mennesker,
i hvert fald i forhold til størrelsen,
men kun hver for sig eller et par stykker sammen.
Ingen fugle synger i kor.
Kun mennesker, der adskiller sig mere
fra hinanden end fugle gør,
kan synge sammen.
Selv fugles massemøder kan virke umenneskelige,
fordi de minder om menneskers.
Men mest umenneskelige er dog de møder,
hvor kun én taler til massen
brøler til svar.
Det ligger ikke til de
individualistiske stære.
22. - 6.
--
Sjælekval
Det var i en sådan forfatning det faldt naturligt at bede (jeg
taler i fortid om noget, der stadig er nutid for nogle), at gribe
til Davids salmer og udbryde:
Herre, vær mig nådig, thi jeg er skrøbelig;
læg mig, Herre, thi mine ben skælver,
og min sjæl skælver såre, men du, Herre, - hvor længe?
Men det falder ikke digteren naturligt at gribe til den slags
ord. Og dog er det digterens gave at finde ord der åbner det
der er lukket i sjælen, lukket inde i sjælekval, - et ord, der ikke
er så almindeligt som det, der betegner: vi kalder det dårlige
nerver, nedtrykt sindstilstand, skrupler, kvababbelser, de-
pression –
Det er ikke os der mangler ord
med ordene, der mangler noget,
det som de betyder, men ikke giver betydning,
det som vi virkelig føler
- eller ikke virkelig føler,
fordi vore ord ikke kan rumme det.
Det er ikke os der mangler ord,
men ordene der mangler os.
23. – 6.
--
At have og at være
Vi sidder i vore ejerlejligheder og skriver:
det drejer sig ikke om at have, men om
at være,
ikke om at have ejerlejligheder, men om
at have lejlighed til at være.
Vi der er noget sidder og skriver:
det drejer sig ikke om at være noget, men om
at være.
Og hvad kan man være (om ikke noget)
andet end sig selv.
At være sig selv – det betyder hos os:
at være alene, at være fri for andre.
Vi kan også være os selv, hvis vi ikke
er for mange,
men vi kan ikke alle være os selv:
sproget er ikke indstillet på det,
vi er det heller ikke.
Men sproget tillader os
om ikke at være noget sammen,
så dog at være noget for hinanden
og at have noget sammen.
Det var måske det vi skulle
have bedre lejlighed –
eller bedre lejligheder? –
til ?
24. – 6.
--
Ildebefindende
Bortset fra at man nok har hængt med hovedet i nogen tid,
begynder det med at noget (bagfra) æder sig ind i nakken, den
bliver et større og større hulrum der efterhånden opsluger og
udspiler halsen. Faren vokser for at hovedet skal blive afskåret
og kroppen, uden sine nervøse forbindelseslinjer, blive redu-
ceret til en sanseløs klump. Selvom der også er noget svagt
trøstende i denne tanke, er den ikke til at tænke til ende.
Hjernen er allerede angrebet. I selvforsvar gør den sig tung
som en blyklump og presser sig ned mellem skuldrene, der
forgæves prøver at ryste den af sig. Der er ikke længere noget
sammenhold i kroppen, selv om det meste af den sætter sig
imod hjernen, der nu, stadig iført hoved, presser lungerne
sammen, som luften siver ud af, presser maven sammen, som
lortet skvulper ud af, benene slår sludder…
Så kommer der heldigvis en og siger: Op med hovedet!
25. - 6.
--
Rædsler
Det sker at jeg drømmer og rædsler
så store at de ikke kan huskes
med forstanden i behold.
Men vel næppe større end dem jeg
jævnlig ser i fjernsyn.
Måske er det kun dem jeg drømmer om.
Måske min egen fremtid.
26. – 6.
Junkie
Når du står der, hoven og ynkelig,
anklagende, bedende og krævende,
bliver jeg blød og gør mig hård
eller jeg bliver hård og gør mig blød.
At være hård er for hårdt
At være blød er for blødt.
Når jeg lukker for dig,
bliver jeg lukket, kold og fortvivlet.
Når jeg åbner for dig,
bliver jeg åben, varm og fortvivlet.
Når du går, frysende eller grinende,
er jeg lutter dårlig samvittighed,
fordi jeg har nægtet dig penge – til mad
eller fordi jeg har givet dig penge – til gift.
Men det sker at du går med et smil,
der rummer alt det som du ikke kan bære,
det levende i dig som du dræber
og som langsomt dræber dig.
28. – 6.
- Villy Sørensen.
mvh
Simon
|
|
|
|
