0
registrerede
53
gæster og
210
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#25951 - 24/08/2018 19:26
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
’Kreativitet er den vellykkede løsning på en indre konflikt’, sagde en englænder engang – eller kreationisters fantastiske løsninger på livets enkle udfordring – erkendelsen af egen forgængelighed. Selvfølgelig ingen rar tanke, nejvel, den optræder da for det meste også først senere i livet, barndom og ungdom er fyldt med udødelig søvn, der er brug for kræfterne, stillet overfor livets store besvær. Enkelte digtere har et så vidunderligt hvælv, at man bare må hengive sig til dufte og smag i de livagtige billeder, svært at sige hvor mange der med tiden så fandt lindring ved ansporing gennem digtenes sære veje, straks lettere at se de taknemlige øjne når irlænderen fx læser Yeats og Heaney:
Muddervisionen
Statuer med blotlagte hjerter og pigtrådskroner stod stadig i nicher, harer smuttede rundt under jetflys slumrende buge, vore menu-forfattere og punkere med aerosol-spray hævdede sig mod de bedste af slagsen. Satellit-forbindelser lod pavers velsignelser bølge over os, helikopterlufthavne opretholdt en tryllekreds for idoler på tournée og ulykkesofre på deres bårer. Vi gik i søvne på line mellem panik og formel, prøvefilmede vore første indfødte modeller og de sidste mimere. Så os selv på afstand, begunstigede og luftige som en mand på et springbræt der bliver ved at varme op for fyren kan ikke dykke.
Og så stod den frem i det tågede midtland, vor muddervision, som om et rosenvindue af mudder havde opfundet sig selv i den glitrende fugt, et hjul af flyvende sommer, koncentrisk med sit eget nav af diset søle, besmudset og dog lysende. Vi havde hørt om solen der stod stille og om solen der skiftede farve, men vi blev skænket ægte ler, omdannet og snurrende. Og så blev solnedgangene plumrede, viskeren kunne aldrig helt tørre vindskærmen af, damme smagte af dynd, lette fnug formede sig i hår og øjenbryn og nogle begyndte at gå med en udtværet klat på panden for at være rustede mod hvad som helst. Man indførte at holde nattevagt ved tilmudrede afløb, på altrene havde dunhamre fortrængt liljerne og et hold invalider kom og gik om senge de kunne leje nær ved bruserne.
En generation som havde set et tegn! Disse nætter da vi stod i umbrafarvet dugg og kunne lugte mug på verbena’en eller vågnede til en let fure-ånde på puden, da alt man talte om var hvem der havde set den og vor frygt farvedes af en hemmelig stolthed kunne kun vi selv være på højde med vore liv. Da regnbuen krummede sig oversvømmelsesbrun og var som en vandrottes ryg så bilisterne på den hårde rabat standsede motoren for at se den, ønskede vi den væk og dog antog vi den for at være en prøve der skulle vise at vi overtraf enhver forventning.
Vi levede, naturligvis, længe nok til at se galskaben i alt dette. En dag var den borte og østgavlen hvor dens dirrende blomsterblade havde balanceret stod som en grel ruin igen med mælkebøtter hvis frø af vinden var ført op på høje afsatser og mos der slumrede videre under sin vækst . Da kameraer kulegravede stedet fra alle vinkler begyndte eksperterne deres post factum plapren og vi stimlede sammen for at høre de bedste forklaringer. Det fik os til at glemme at visionen var vores, vor eneste chance for at lære det uforlignelige at kende og dykke efter en fremtid. Hvad der kunne have været oprindelse udmøntede vi i nyhedssnak. Det klargjorte sted havde hverken genfundet sig selv eller os – men man kan sige, at vi overlevede. Så sig det og se på os som havde vor chance for at blive muddermænd, overbeviste og fremmedgjorte figurere i vore egne øjne for verdens.
- Seamus Heaney.
mvh Simon
Redigeret af Simon (24/08/2018 19:28)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25952 - 24/08/2018 19:57
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 5413
Sted: Sydsjælland
|
|
Den ateistiske Censur-Simon er åbenbart alligevel glad for mine litterære spirituelle indlæg, siden han inviterer til flere. Og situationen for HansKrist rager ham åbenbart en høstblomst Men han må vente på mig til i morgen
Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25955 - 25/08/2018 10:57
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Mosedronningen
Jeg lå og ventede mellem tørveflade og mur omkring et gods, mellem lynggroede bakker og glastandet sten.
Min krop var braille for snigende indflydelser: daggryssole famlede sig frem over mit hoved og kølnede mine fødder,
gennem mine stoffer og huder fordøjede vinterens siven mig, de analfabetiske rødder
grublede og døde i mavens og øjenhulernes sammenstyrtninger. Jeg lå og ventede
på grusgulvet, mens min hjerne formørkedes, en krukke rogn gærede under jorden drømme om Østersø-rav. Knuste bær under mine negle, det livsvigtige depot svandt ind i bækkenets krukke.
Mit diadem fik caries, ædelsten faldt mellem tørvene som historiens fundamenter.
Mit skærf var en kort bræ, der rynkede, farvede vævninger og fønisk syarbejde mugnede på mine brysters
bløde moræner. Jeg følte vinterkulden som fjordes snuder mod mine lår –
de gennemblødte fjer, hudernes tunge svøb. Min hovedskal overvintrede i mit hårs våde rede.
Som de røvede. Jeg blev barberet og afklædt af en tørvegravers spade
som tilslørede mig igen og blidt pakkede kulstøv ned mellem stenkamrene ved mit hoved og mine fødder.
Til en adelsmands kone bestak ham. Mit hårs fletning, en slimet navlestreng af mudder, var blevet skåret over
og jeg rejste mig fra den mørke, hakkede knogle, hovedskals-varer, flossede sting, kvaster, små glimt på skrænten.
- Seamus Heaney.
*
Sjovt nok er der kun ganske få digte af Ibsens i skuden her, vistnok tidligt lagt ind af Ole; så her en smuksak men fra Bergliot Ibsens erindringsbog De tre, der viser lidt om mennesket og digteren Henrik Ibsen og gør op med nogle myter, ikke mindst tilbydes man indblik i de smukkeste breve:
Tak
Hendes sorg var de vånder, som knudret min sti, hendes lykke de ånder som bar mig forbi.
Hendes hjem er her ude på frihedens hav, hvor digterens skude kan spejle sig af.
Hendes slægt er de skiftende skikkelsers rad, som skrider med viftende flag i mit kvad.
Hendes må er at tænde mit syn i glød, så ingen fik kjende hvo hjælpen bød.
Dog just for hun venter ej tak engang, jeg digter og prenter en takkens sang.
mvh Simon
Redigeret af Simon (25/08/2018 11:05)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|