1
registreret
(1 usynlig),
330
gæster og
162
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#26069 - 06/09/2018 02:28
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i natningen, RM..
Ja hun er skøn, skribøsen, der ku' være søster til Anais Nin, pennestrøget har samme lyd; heldigvis findes der stadig off. fruentimmere & herrer med vedkommende tanker på hjerte, mange jeg holdt af blev borte i livets strøm. Noget jeg tit glemmer ved Benny Andersen er den fremragende pianist, som Suzanne Brøgger har lagt vel mærke til i den i den lille artikel, som bestemt er turen til bib. værd. Du ved, sådan en god lørdag eftermiddag hvor der alligevel skal handles, så smutter man lige indenom til en time foran avusen. Det gør mange her, så sidder man dér, hver for sig og hygge sig lidt sammen, nikker, og futter så hjem igen. Det er efterhånden også lidt af produktion, skribøsen og humoristen har lagt bag sig. Og stadig er hun flittig som en nisse. Godt hun stadig er her - sagt med tak for fine digte..;)
mvh & nat nat Simon
Redigeret af Simon (06/09/2018 02:30)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26079 - 06/09/2018 19:05
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Den første plade jeg købte med Benny Holst var Sangen om Jenny, som er fra samme periode, måske 1978. Han er en fremragende visesanger, ja jeg håber da minsandten han lever endnu. Han, Thorup, Poul Banks, Toftlund og mange andre har altid kriblet glad i mine ører, grundet netop den så levende viseglæde, der altid fik Martin Andersens violin til at synge stjerner ind i øjnene på os alle sammen. Benny Holst hører i mine ører til digterne, så det var fint at gense ham her i Mellemrummet..;)
Og jeg er helt enig, Suzanne Brøgger er bestemt også digter m. stor Peter Pen, og lever glædeligvis stadig og har et godt liv i det næsten Martin A. Hansen-agtige univers. Så vi får stadig læseværdige glæder fra hendes bord - Den pebrede susen og Brøg var blandt dem der fik glæden op i mig, man ku' kalde dem deltagelser. Der er jo netop også brug for deltagelse i disse igrunden fattige politiske tider, selv om næsten ingen længere orker at slå i dynen, og det gælder bl.a. tidens fascistiske fjæs rundt om os, der ustandselig - som en lille sur nisse - vokser op igen og igen og derfor må holdes øje med af mennesker med lidt sund fornuft mellem ørerne, hvorimellem også SB nu engang hører til. Det var bestemt også noget af det der bekymrede Benny Andersen, denne tids træthed og ladens stå til, fordi der ska' skrabes penge sammen til alle de umulige lån osv. At der er noget at glædes over, er vi jo ikke i tvivl om..;)
Her lidt af det første fra disse øjne, nærmest skabt i en daværende verden, hvor lyden Strunges glædesplask ved samme bord blot er minde:
Ud af mine øjne
Ud af mine øjne flyder i glimt to både der driver uden sejl på det mørke vand nær den algegrønne kaj hvor billede på billede af krop og køn fra en anden verden stødes frem og ruller tilbage igen ét for ét medens sæden løber mellem fingrene ligesom fisken svømmer under bådene ud og ind mellem blinkene sten.
* At være fisk
At være fisk med dig i vandet er trættende for mine finner men strømmen er god for vores lykke og dine øjnes metalliske skær er så smukt når de ser mig her mellem stenenes sølvgrå bjergrygge hvor jeg opfanger alt det der strømmer fra dig i bølger.
*
På bunden
Dit åndedrag som hårde bølgeslag mod bådens teakfinér og lyden af bølgerne der sparker tungt mod stævnens bund når øjnene glider frem i mørket som lysende fiskestimer ryk på ryk gennem vandet smagen af grøn grøn tangskov når sæden sprøjter mod ganen.
- Pia Tafdrup.
*
En anden herolds blikfang fra samme verden:
At jeg har været på spritten
jeg har været på angsten længere end tulipanen vist står mod til, jeg har elsket flere glansbilleder end de fleste vil kunne forstå i sorg og forvirring har jeg set rummene falde ned som krystalis, jeg har været på spritten længe inden at digtet og kærligheden blev en mulighed og set en mor der skiftede karakter mens hun græd, jeg har set dem døende tømme sig mens de kaldte fortvivlet på en far der ikke fandtes jeg har set pulsen helt åben en tidlig morgen.
*
Ingen sange vil fortabe sig
der er de levende der er de levende
så pludselige med disse spontane skrig højt op i sommerluften,
og folk på gaderne der et øjeblik står stille mens de glemmer at fortrænge sig selv,
står helt stille og opløftes i formuleringerne af disse ærlige skrig,
der får en til at elske disse klare dages voldsomhed,
det er så usigeligt det er så usigeligt,
bare det at stikke sine hænder igennem mure og glas,
og mærke ved en modstandspukkel der bliver svagere svagere og let,
eller at sparke sig dybt ind i alle grusbunkerne,
og mærke sig en lethed af overrumpende tilfredsstillelse,
for du er jo midt i livet her med hænder der er bundet til noget efter berøringerne med vores utalte verden,
og så er det man ser op for at vise sin prangende taknemlighed,
smælde af fuld hals smælde af fuld hals,
forover ind i dit liv for overalt springer farver og identiteter frem i en overvældende glæde,
se de smukke kvinder marchere ned gennem gaderne med lyse råb til friheden…
- F.P. Jac.
mvh Simon
Redigeret af Simon (06/09/2018 19:26)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26094 - 08/09/2018 13:28
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Apropos Per Højholt, hvis forsvindingsnummer jeg ikke tror en døjt på, idet han om et øjeblik vil observeres sidde og iagttage mossets bevægelse henover bordets glæder, om hvilket han som dansk auricula er en evig kær gæst. Det er bare at slå det ud, øret, så høres både Gitte og alle de andre:
Rødhætte går til scenen
Hyrdetimer er min force, javist, men ikke så små pastoraler som dem i lysthuse og camping- vogne, næe, giv mig nyset ude, mellem tyttebær og revling, under sandbakkens ene eller den strandblomstblå skovfyr, du, eller bævreraspen, det er mig … Milde Moses, der kommer ulven, jeg kender ham på skriften og det brændende lokum – hej, Perdido, tak for brevet og husk nu at næste gang du får skum i mundvigen og braser ud af lupiner er jeg lige i nærheden, du, tæt på, i fåreklæder
*
At voldtage stilheden
Ved indgangen til labyrinten lagde jeg et navn fra mig. Det havde aldrig været mit. Nu har jeg glemt det, men hvis I derude vil mig noget, så råb »kar!«, »kartoffel!«, »koffert!«, »konvo- lut!«, »kedeldragt!«, eller »kaserne!« eller »knap!«, for nu at tage dem med k. Til sidst kommer så også jeg, sgu ikke fordi jeg hedder Kurt, men fordi jeg godt lige vil se hvordan det tager sig ud, tilfældet, når det er overladt helt til sig selv.
Det nøjagtige ord for »jeg« mangler
Da den aldrende digter døde skrev man om ham at han havde sit eget univers. En under- søgelse foretaget af yngre kolleger fastslog da også, at havet i hans bryst nu lå stille som et spejl, at stjernerne i hans øjne var falmede og hjernens galakser for svandt med lynets hast og at det var begyndt at sne i hans venstre øre.
Hvis der kun var 1 solsort tilbage ville dens sang forfalde, uden svar ville den komme i tvivl. Efter en tid ville ingen som hørte den vide at det var en solsort. Hvornår er der ikke flere solsorte tilbage, jvnf. den kinesiske vand- gran, Kristus etc.?
- Per Højholt.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|