Hej RM..

I Linn Ullmanns De urolige findes flg. passage:


Han tvinges til selv at forme ordene; han må
tage smerten i den ene hånd og en klump
ren lyd i den anden (sådan som folket i Babel
måske gjorde i tidernes morgen) og presse
dem sammen så der til sidst drypper
et splinternyt ord ud.

- Virginia Woolf, Om at være syg.

Stadig nyder jeg ind imellem brevvekslingen mellem Ingeborg Bachmann/Paul Celan, tankebilleder der overskrider rammer om en kærlighed svær at fastholde, en fælles længsel efter ordløse tider i en verden druknet i meninger, men i et lille solstrejf fødes til tider et venskab for livet, så længe dét nu varer – der er intet overraskende i at se ”stumme ægteskaber” holde livslangt, men op gror glæden i samværet med mennesker der elsker uden at forstumme, som gror på hinanden:

Paul Celan to Ingeborg Bachmann Paris 5. nov. 1957.

As lines so Loves oblique well
Themselves in every Angel greet:
But ours så truly Paralel,
Though infinite van never meet.

Therefor the Love which us doth bind.
But Fate so enviously debarrs,
Is the Conjunction of the Stars.

/Andrew Marwell, The Definition of Love s. 77/.

Apropos lidt af forskellen mellem slaveri og kærlighed, ligger nu på natbordet William Faulkners The Sound and the Fury. Igrunden er det første gang jeg læser den, og det kan jeg vel takke Anna Raaby Ravn for, eller måske rettere den frues glæde over Faulkners sprog i artiklen I Herrens land (Bøger WA #23). Jeg faldt godt nok i søvn med det enorme Mississippi på maven, og har sikkert drømt om lugte og fodspor fra brune tæer i et univers forskellig fra Mark Twain’s Huckleberry Finn. Jeg vågnede da også våd af sved men til en duft af kaffe. Åh, du dejlige kaffe, og så en røg – den røg, der nu skal medvirke til at finansiere gamle DSU’eres "Solhavegård-politik", der sikkert vil se noget anderledes ud end Trumps forestillinger om landegrænser; men hånden på hjertet, enhver der fremover vil lunte over den danske grænse på rød el-cykel og med en rose i munden, vil de mon mødes af politiets forelskede blikke?
Men der ér nu noget over at se landet forvandlet til en ren Lykkegaard af udenlandsk arbejdskraft, nåja, velsagtens i håbet om at nogen kvitterer for elskværdigheden med lidt i skattekassen.

Det har nok altid moret folk at høre bilejere udstøde bandbuller over det tobaksrygende folk, alt imens tobaksplanter har måttet cykle rundt i den luftforurening bilejere ødelagde land og rige med. Det minder mig om en formand for Greenpeace, der engang sad i kantinen iført sin fineste sælvest, mens han med dramaturgisk sans udøste al sin harme over rovdriften på de smukke øjne.
Nu er det nok ikke så meget bilejeres ”næstekærlighed” tobaksplanterne bekymrer sig om, nok mere hvor der for fremtiden vil findes grobund – bilejere i Kina, Indien, Rusland og US, de ska’ såmænd nok gøre deres for at hjælpe bilejere også her i landet med at give klimaet det extra puf, hvad der for kommende generationer vil betyde transport med motorbåd, og en lidt særpræget udsigt også kaldet Neden gade oven vande…hmm. Mon ikke de gamle DSU-roser bare sætter prisen for tobak i vejret i håb om, at der så vil blive mere tobak til dem? - er det så mærkeligt, at dem i den anden ende af sandkassen blir så blå i hovedet? ;)

mvh & god weekend..
Simon

Hvad man ka’ bruge søndagen til: at ta' på udstilling og se, hvis ellers man ka’ få øje på det, udenfor rammen:

HAMMERSHØI

Hammershøis billeder
er faktisk gode.

Bortset fra edderkopperne.

De er blevet smidt ud.
Derfor må de søge tilflugt
hos beskueren
som kommer til at føle sig
lidt som en flue

i menneskestørrelse, naturligvis.
Hvis man overhovedet kan bruge ordet
naturlig
i forbindelse med Hammershøi.

Det kribler og krabler
når man ser ind i disse perfekt udførte
renvaskede stuer.

På en ellers kedelig søndag
er man pludselig blevet forvandlet
til edderkoppemad.

Der er ingen ende
på de spind, man må rive i stykker
på sin vej ind i billedet
i et forsøg på at få et glimt af, hvad det er
der virkelig foregår.

Det glimt får man aldrig.
Jo nærmere man kommer
desto mere tvinges man
til at se bort.

Det er man ikke ene om.
Også ensomheden må se bort
for ikke at se sig selv:

Det hedder hjem.

Uden for hjemmets store vinduer
ligger verden.
Den får man ikke at se.

Den tilhører dem, man da forstår
er de heldige

de hjemløse.

- Henrik Nordbrandt.

mvh
Simon

P.s.:

Solen går ned bag Asklepions klipper


Solen går ned bag Asklepions klipper.
Havet bliver sort, men bølgerne røde.
Din båd er blind, uden ror og skipper.
En strand i Tyrkiet vasker de døde.

I solopgangslandende raser krigen
i Vesten, diskoteker på hver en kyst.
På havet lyder der gråd og skrigen
Mod vest går kursen, men døden mod øst.

To verdener ligger der bryst imod bryst
Ingen kan vende sig væk fra den anden.
Til døden den skiller, i smerte og lyst

ligger de der som et påtvunget møde.
Ingen kan vende sit blik fra stranden:
Den før så øde vasker nu de døde.

*

Ateist

Ikke alene er jeg en såkaldt ateist
jeg er også sådan én
som ved nattetide lister meget stille
forbi kirkegården.

Tænk, hvis jeg skulle komme til at vække
en af de døde
så staklen pludselig forstod
at det var det, den var.

- Henrik Nordbrandt.

„His grief is that his mother should feed om him,
himself and what he saw,
In that distant chamber, a bearded queen,
wicked in her dead light”

- Wallace Stevens.

mvh
Simon

Sommerlæsning med snuden mod vinden
og Erica Jong’s Parachutes & kisses i lommen:

I know that there are immense expanses
hidden from us,
… quartz in slugs,
ooze,
blue waters for a battle,
much silence, many ore-veins
of withdrawals and camphor,
fallen things, medallions, kindnesses,
parachutes, kisses.

- Pablo Neruda.

A venetian Ending og
The Greenest Island

Can one then have the heart,
the impudence to visit Venice? Is
that the reason Proust would
never go? For against this, if it
might be too hot by day or the
stench then too great, by contrast
it would seem only too easy to set
out by moonlight so taht no
couple, if given the miraculous
chance, could fail, intent on their
two selves, to sink Venice, as can
be done tomorrow by the Gondola
covering a moonlight lane of sea.
Yet to leave her thus is but
to come back to bed in Venice.

- Byron.

Take him, I won’t put a price on him.
Take him, he’s yours.
Take him, pajamas look nice on him.
Bur how he snores!

- Lorenz Hart
“Take him”
Pal Joey

mvh
Simon

Hvem der fik den skøre idé, at drøne byen rundt i en lastvogn ladet med tyve skrigende fremtidshåb fulde som alliker, mens muzak slår revner i huse? ... aner det ikke, men enhver hest ville selvsagt være rendt sin vej og overladt studenter til ciklen, dengang man sang for håbet på Kgs. Nytorv og i den lyse nat kravlede fra Hviids hjem gennem byens stilhed, som en ottearmet blæksprutte:

GYMNASIUM


Det var egentligen bara fyra korta vintrar.
Med Thomas Mann och Hesse
och grekiska grammatiken.
Och biografen Skandia.
Sånt går fort numera.
Men då, på den tiden
var alltsammans så stort, så långt
som ett halvt liv.

Cyklarna där låsen rostade.
Det innersta av dessa rostande cykellås:
Ett av dessa ställen
som vi inte studerade
tillräckligt noga.

*

ALLA GALNA SMÅ FÖREMÅL


Alla dessa underliga
små föremål
som under en livstid kommer till oss
vart och ett från sitt ställe
var och en från sin Logos.
Den gamla trädgårdskniven
med sitt slitna skaft av trä
och blad som slipats tunt
hittad på en trottoar i Arles.
Och den skulptur
av numera ärgad mässing
som en gång en konstnär
svetsade ihop åt mig av gamla dörrhandtag
i en ateljé nära dåvarande Berlinmuren
i Marie Louisenstadt.
Denne konstnär var fullständigt galen
och kunde bara tilltalas
på det schizofreniska språket.
Hans verk liknar, om det liknar något alls,
en spindel. Men utan nät.
En liten azurblå flaska
med en fiskmun uppe vid korken
från någon sophög

- Lars Gustafsson.

*

Brytning


Jag vet
att mina fotspår
ska suddas ut
av eftermiddagsregnet
och att jag när som helst
kan bli en droppe
i det dreglande bäckvattnet
och att alla speglar
spricker i tiden

En förrymd hund
springer efter ett rop
på landsvägen
och svalorna berättar
i allt högre himlar
att sommaren snart
ska kvävas av potatisblast

Snart hänger fladdermössen
i sina svarta sidendukar

Frosten ska bryta sig
in i verandornas glasrum
och nätternas obesvarade
brev ska bli allt tyngre
och allt svårare
att lämna efter sig

- Ingela Strandberg, Ett rum för natten (1984).

mvh
Simon