Højsa’ i solen RM..

Jeg må bare sige det: under parasoller, får man ej sol på tippen – så er det sagt, af en anden parasolynder..;)

Nå, jeg har i ventningen kastet mig over Sandalmagerens Gade, der jo bragte Nis’ langt ud under verdenssolens stråler, og er nøjagtig lige så begejstret som min halvfyldte kaffekops struttende øre, når jeg med en bøttepapirs bask skaber den vind, der straks bringer mig tilbage i et romersk univers, der givet samlede støv på Nis’ egen tip. Det er herligt skriv, som du så glad udtrykker dig, om det noget bringer dig fra hid til did. Lidt som en eventyrrejse af de få, men med stærke referencer til et virkeligt historisk univers.
Han har været en knag ud i prosa og digte af forskellig slags, sikkert med et skælmsk smil i øjne så blå, når tilbageblevne ironiske linjer stod dér og så på. Nej, det er bare rygende godt, det samme er at trisse rundt i Sandalmagerens gade – så god fornøjelse under parasollen! Den fås i flere antikvariater ;)

mvh
Simon

P.s.: Forøvrigt er Mellemrummet nu, de 101 trådes eventyr! ,)

Som p.s. en anstrengt allegori:

man ka’ få røde ører i forargelse over at påtvinges at betale til et DR, og udelukkende fordi det hovedsagelig er derigennem levebrødspolitikere kan udbrede deres almindeligheder på borgernes bekostning, ja for ikke at tale om journalisternes!
Forstandigt ville være helt at droppe licensen, så mennesker i frihed selv ka’ vælge informationer til de måtte ønske. Vi er dog ikke – eller er vi – skolebørn stillet foran læreren?
På denne måde vil ingen ufrivilligt dynges til med nonsens fra levebrødspolitikere der tror det bare rækker at blive set, og de ”rigtige” politikere ville tvinges til at kommunikere med fornuft, overfor ører der faktisk har tilvalgt dem. Helt som på Facebook, de jo netop flittigt bruger.

Det er faktisk en menneskeret frit at vælge indholdet i det off. rum til eller fra, nøjagtig som det er en menneskeret at vælge elektroniske postkasser fra, dersom man ikke ønsker at bruge levetid på den slags.
Man behøver ikke være syg for helt at vælge tv eller en computer fra, eller bare bruge sin computer efter sine særlige ønsker. Omvendt burde man måske overveje et helbredstjek, når man ligefrem agiterer for at påtvinge samfundsborgere at skulle betale for selv at blive set – noget vi i forvejen ser i så rigt mål i de diktaturer, demokrater gerne bruger borgernes milliarder af dollars på, for at ”demokratisere” med krige. Men disse krige skyldes måske – foruden udsigten til billig råolie – kun, at man selv ønsker at overtage pladsen bag kateteret, stå og vifte lidt med pegepinden som en anden diktator, nøjagtig som i det kristne skuespil om hyrden og fårene?

*

Der ville ingen grund være til at anbringe disse tanker i et nyt indlæg, dels er de uanset relevansen gamle, og dels får nogen af os jo fniller ved at de ”agnostiske" forsøg på at proppe sig gennem nåleøjet, hvor kristent sødt det end ser ud..;)

mvh
Simon

Morn’ i skuret…

Nu ska’ der ligegodt noget Rifbjerg på bordet, også lige fra fødslen. Det er også på tide, og man ka jo lige så godt starte fra begyndelsen, lige dér hvor anmelderes misundelse endnu ikke skriger på udfrielse fra fosterstillingen, og hvor de særeste historier akkurat havde set solen tre år forinden, så tag en morgenkaffetår RM, og snus så disse livets smuksakker godt ind:

UNDFANGELSE

Én, to, tre
uforstaaelig sammensmelten af to organismer
filihankat
og grunden er lagt til det bedste af alt
at eksistere.

Hokus, pokus,
uden mystik foregaar bekræftelsen
et liv formes
og forundringen er stor og varm
over det inderligste samarbejde
mellem disse mikroskopiske elementer.

Bim, bam i legemets klokke
et lille tællelys er tændt
i mavens univers
moderhimlens mørke bue
med sin Stella Nova.

*


FOSTER

Festligste maade at opleve himmelbjerget!
Som en natugle
sidder jeg med varme øjne i mørket.
Jeg fosterfisk
en lille gummimand
med gæller
under mors hjerte.
Vi er på vandretur i Jylland.
Aah, Horsens anet gennem en navle!

Rystende af latter sætter jeg fødderne
haardt mod maveskindet.
De er komiske damerne paa vejen
klokkehatte
klokkefaar
1931.
Depressionen kryber ikke ind i min lune skov
hvor jeg er hundestejle
mellem tarmenes guirlander.

Tanken om alle sengedyner
jeg skal nyde fremover
spirer i mavens vugge
livets første sofacykel.
Fra grønært til rosenkaal
fra haletudse til pattegris
er min første rejse
med blindtarmen som nødbremse
parat ved højre øre.

Vi er helt moderne
to-i-een systemet,
let og praktisk
dame med indbygget barn.

To individer allerede
jeg tænker uafhængigt
er borger i din maves trygge land
med min egen private have
liggestol
hvorfra jeg ser din aorta rejse sig
mit livs fagreste filodendron.

*


FØDSEL

Poseur fra starten.
Med en elegant bevægelse
snor jeg mig ud af navlestrengen
der som cashmeretørklæde
er viklet tre gange om halsen.

En ubehagelig mandsperson
beviser hastigt det ny livs haardhed
tre bragende klask i rumpen.

Man prøver forgæves at aflive mig
under den kolde vandhane
men foretrækker senere snigvejen
ved at anbringe en bajerflaske i min fodende.
Trods lunkent vand som indhold
stiger lysten fra det grønne glas
dog i disse første minutter
gennem mine sensitive fodballer.

Nu er jeg helt selvstændig.
Lille trækfugl fløjet fra varmere lande
sidder i sin blaa rede.
Naturen ser jeg paa mit sovekammerloft
smaa bladskygger gynger
og danner ansigter
venlige portrætter paa min første times kalk-
himmel.

Fagre nye verden
jeg fungerer!
jeg laver!
Straks tændes den blideste maane
fuld og frodig over min vugge
lampen puffer til mørket
og med omhu lægger man dug
paa min første hale.

Er det mon taffel?
Hvem har man indbudt?
Bare jeg ikke var søvnig.

Som fuldendt gentleman
rejser jeg mig paa albuen
hilser med imaginær Eden-hat
min mor:

Tak rughøne!
Tak for godt makkerskab,
vel roet!

Og synker døsig tilbage paa puden,
en krævende dag!

*


BEDSTEFORÆLDRE

I svæver over mig som store kloder
som tunge stjerner i mit firmament.
Jeg er en rullepølse paa gulvet
der med udspekulerede pudsigheder
formaar at paakalde mig jeres opmærksomhed.
Saa skinner I paa mig som julestjerner.

Bedsteforældre,
en air af brystsukker og Eau de Cologne
flyver om jer som duer.
I lever i gyngestolens blide rytme.

At sidde hos farmor
er at hvile i en dobbeltpolstret sofa
transportabel komfort
hos fine ældre damer.
Det er en evig fødselsdag og juleaften
med blanke øjne
og 5000 minder.

Jeg er en lille aktie
i en fremmed fremtid
sat i en bank af tryghed
hos gamle folk
der snart skal dø.

*


BØRNEHAVE

Det vanskelige fællesskabs byrde
lægges i vore forkælede vantehænder.

Her gaar vi smaa knorte
verdens evigtsnublende nissehær
bag frøkenens hoppende hale.

Guddommelige haand
bolsjehaand
din, Lone, min
aldrig vil glemslens svamp
borttvætte mindet om den lykkelige snot
der svingede fra din næse
rytmisk for hvert aandedrag
som gyngen under et kunstfærdigt
Schweizerur.

Johannes Jørgensen
vi aner ikke du gik og græd
paa disse villaveje
vor sogn er ikke sjælens
vor knude ikke den gordiske
men skobaanets
den gaar op af sig selv
og vi formaar ikke at binde.

Og mørket sænker sig
en lussing slukker i eet nu dagen
dens metalliske flagermusvinge
lægger sig over ansigtet
propert
system Montessori
langsom dagning
og højt oppe svævende dette ansigt
med brillerne over næsen
som et stankelben.
Det pædagogiske smil.

Institutionens havregrød
indkøbt i tapethandlen paa hjørnet
lander i vore skælvende struber
som døde vandmænd.
Bagefter sund søvn paa sundhedssenge
med spartasko sover vi paa komando.

Børnehaven sætter sit præg paa mig
i een uge.

*


SKOLE

Den galoperende hjertefryds tilintetgørelse
er over os.
Boblende af glæde
syder vi væk fra bordene
medens frk. Adda Døørmuus,
Færøernes fersken
talentløst søger at skjule det faktum
at hun har slaaet en prut.
Tyrannernes selvpaaførte fald!

Underskole
med millioner æggemadders duft.
Dagens fadervor er for manende
led os ikke i fristelse betyder intet
det daglige brød alt
og fra madpakkens knitrende folder
stiger gedulgt æggebrødets tredobbeltsol.

Vi gaar i gaarden hele dagen
og tisser paa tjærede vægge
som smaa mænd.
Hvis vi ikke faar lov
tisser vi i bukserne
som smaa drenge.

Gode dage hvor vi suger ord
haps, ind i munden som sorte saltpastiller
klistrer dem sammen til mønstre
og læser.
Og græder tit
med hulk der kan vare flere timer
efter at man er holdt op.

I frikvarteret
slaar vi hinanden
og vælter
og bliver snavsede
og faar lussinger
af læreren til sidst
oven i købet.

Saa gaar vi hjem
og lader uhøfligt lærdommen
i demokratiske rumpedaskere
hoppe i takt
mod vore ender.

- Klaus Rifbjerg, Under vejr med mig selv, 1956.

Jeg har længe elsket det ligefremme væsen, og vil, når jeg for fremtiden tænder for radioen, savne pludselig at høre hans stemme og de brændende meninger om alt under solen. Her en link til farmands muller – lidt blid morgenmusik: https://www.youtube.com/watch?v=53ehAPoMJ5c


mvh & hygsom dag dér..
Simon

Hej Simon

... og tak for smuksakkerne i ord og lyd til morgenkaffen (og nu til formiddagskaffen) :))

Jeg holder også meget af det ligefremme ... og også af Rifbjerg. Men måske mere først end sidst, hvor jeg synes, at det ligefremme kammede over i en lidt for meget "gammel-sur-mand"-tone, og hvor det var svært at fornemme bare en anelse af et smil og et glimt i øjet.

Og for mig kan et varmt glimt i øjnene bøje selv de skarpeste ord, så jeg er i stand til at ta' ordene ind og ikke bare la' dem prelle af. Ja, og måske siger det mere om mig og min "blødsødenhed" end om Rifbjerg ...?

Du har jo for længst spottet, at jeg også er til de bløde rytmer og stemmer ;)) Elis Regina et herligt nyt bossa-bekendtskab, du her præsenterer mig for

Så tak for dansen til de blide rytmer og den bløde stemme, som fortsætter over i denne her

https://www.youtube.com/watch?v=7IRLHqwhCnU

Hygsomme hilsner til dig fra RoseMarie

Godmorgen RM..

Etiketter flagrer jo rundt i affekterede forfattermiljøer, og en forfatter der forholder sig indifferent til den følsomme modtagelse af sin kritik, får hurtigt ryggen broderet. Lige udover den etablerede elefant var en disciplineret producent af et velsmurt maskineri, forventedes det konsekvent at han præsterede det usædvanlige. Han modtog sit skrald på den bekostning. Jeg betvivler den sure gamling, der vel snarere forstod at vende etiketten til egen fordel, som den gemytlige autoritet, der stillede visse håndværksmæssige krav indenfor sit fag – folk var jo bange for ham, eller historierne om ham, særlig journalister med overfladekendskab, men heller ikke tro kommer der særlig meget Rifbjerg ud af.
Ka’ du huske mødet mellem Kim Larsen og Rifbjerg på tv, begge lige fandenivoldske karakterer, der gav fanden i hinandens status, hvorfor der lige netop ku’ snakkes lyrik og uden røde næser – kontra kendisser, der er lige ved at slikke hinanden ihjel for åben skærm. Det var skide godt, men varede kort – der skulle jo være plads til ”nyheder” og genudsendelserne…
Vi har desværre ikke længere litteratur i dansk tv, eller radioen, og det er en skam. I hvert fald til den pris DR koster. Det har man i Sverige og Tyskland, men dér har man selvfølgelig også en kulturdebat, og betaler i øvrigt ikke for journalisters, ja jeg er lige ved at sige, signe de miroir…

Nå, men her lidt mer morgenkaffelyrik, fra ham hertugen med hængemulen..;)

FILM

Der er de blide dage
mens vi staar i kø
som alle tiders spraglede stakit
med hjerter der suser rundt i spænding
som vaskemaskiner –
billet til liv og heltedød,
35 øre over hele salen.

Vi kan vel raabe!
Pas paa, mand, pas dog paa
der staar een bag ved dig med en kniv.
Men vi maa dø og slaas og dø
mindst 100 gange slagtes man
først under damptog
siden mod en mur i fransk Marokko
men saligst dog halvanden sømil nord for
Blaavands Huk.

Der er eddermamer gas i hatten
og mens Sir Riddlespook beføler
indianerpigens ryg med fugtig haand
skal 34 smaa stakitmænd ud og tisse.
Goddag til dig, du store livsanskuelse
hallo du nye verdensbillede.
En verden sort og hvid i mer end een forstand.

Nu gaar vi hjem
med store hatte
og en ladt pistol
og raaber smarte ord
hains sjup, sjad ob og denslags ting.

Nu vokser styrken i vor nissesjæl
hver enkelt vil nu dø som tapper mand
og kysse damerne
som man jo skal.

Det toner fuldt i vore smalle barme
som flag i modvind og Kong Christian.
Vi gaar forsigtigt hjem
for hele suset
og det frie liv
er saa forunderligt og sart
i den brune papirspose af en sjæl
vi mindreaarige er forsynet med.

- Klaus Rifbjerg, Under vejr med mig selv.

Ja man får sgu helt lyst til at nisse med, lege cowboys og indianere med bue og pil og lasso og knive og skydere – mon politiet tror på nisser, eller arresteres vi for terror og for at binde en køn plante som dig til træet og rende rundt og sige ugh-ugh? Se, dét var jo straks lidt andre grejer end himmelnisseriet, morn’ morn’…;)

mvh
Simon