1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#18353 - 26/08/2014 22:22
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Simon, dine input og skriv her i Mellemrummet har fået mig til at læse mere af Peter Poulsen ... og her har jeg i den grad fundet genklang i hans bidrag til bogen "Livord", hvor han bidrager med sit livord i essayet "Blå". Jeg har tilladt mig at dele det op i afsnit, selvom det egentlig er et samlet skrift. Jeg synes, at det bliver mere tilgængeligt ved at splitte det op, og her får du så min udgave af essayet "Blå" som han bidrager med som sit livord ... "Alle dage, ikke blot mandage, kan være blå, blå som himlen (naturligvis), blå som agernet Illustration fra Livord. Tegnet af Niels Bo Bojesen.eller muslingen. Årernes netværk er blåt, skønt blodet er rødt. Middelhavet hedder også det blå hav. Bla, ble, bli, blo, blu, bly, blæ, blø – smukkest er blå, selv om blu og bly ikke er til at kimse ad. Blå er et sydord, som Gottfried Benn sagde. Novalis ledte efter poesiens blå blomst, bag hvis kronblade en pige var gemt. Franskmændene lancerede den blå time, l'heure bleue, som sender en sagte skælven gennem alkoholistiske celler. Jeg gik i skole med en, som 7 år i træk, dagligt, i timevis, tegnede blåmænd. Om han er blevet skør, ved jeg ikke. Tænk at der findes ord som blåbær, for ikke at tale om blåbærbrændevin, blåmejse og blåræv. Tænk at blåskimmel både er en ost og en hest. "Blaae foraarsaget af Biergenes Skygger, er ubeskrivelig dejligt", skrev Jens Baggesen."
"Blå er mit livord, med alle dets kombinationer og associationer, som ikke bare er salige og smukke. Du kan være blåfrossen, en blåpung, og du kan promenere et blåt øje. Der er blåsot og blåsyre; mælken kan være syrlig og sammenløben: blåsur. Kighosten kaldes også den blå hoste. De irske fascister kaldte sig blåskjorter, og Blåskæg myrdede sine arme hustruer. At blåt altid er pænt, er en sandhed med modifikationer. Som de fleste sandheder. Blau, bleu, blue – på de få sprog, jeg kender lidt til, er ordet attraktivt. Også når det optræder på spansk og portugisisk som azul, på italiensk som azurro; i Frankrig er l'azur himlen, og der kan være tale om en grum ironisk himmel som i Mallarmés berømte digt, og La Côte d'Azur Rivieraen; bleu er mere jordbundet: en cikade, en pakke smøger, en bøf vendt på den gloende pande."
"Blå skulle være de indadvendtes farve, har jeg læst. Jeg går ud fra, at indadvendt, eller introvert, skal læses som melankolsk, indkapslet i stille overvejelser. Der er noget meditativt over blå. Ude i det blå er somewhere between heaven and the deep blue sea. Bortset fra hvad det ellers er. Fra et digt af Knud Holst, som i de senere årtier stille og roligt, og totalt uretfærdigt, er blevet glemt af den litterære offentlighed, husker jeg denne vidunderlige passage: "altid at ende i det blå/ i den blå sæson for vanviddet/ hvor datoerne kaster deres lumske granater/ der eksploderer upåagtet/ med små blå puff". Digtet hedder "Blåt" og er fra Dementi (1962)."
"At blå fremkalder sjælstilstande af en særlig karakter rummer sproget talrige eksempler på. Visse nuancer kalder på mismod og melankoli, andre antyder renhed og naivitet. Sammenlignet med rød og grøn har blå langt flere psykiske gradueringer og konkurrerer i så henseende (tror jeg) kun med sort, schwarz, black, noir, negro osv. Også sort er attraktivt. At farver og sjælstilstande korresponderer, har digtere og malere vidst fra tidernes morgen; katastrofer foregår ikke sjældent under blåsorte himle, og når den blinde Homer faldt i svime over Middelhavets skønhed, brugte han gerne tillægsordet hyacintblå. Det er lige før, jeg vil kalde det hans livord."
"Også Rimbaud var hjemsøgt af blå. I hans berømte sonet "Vokalerne", er o'et blåt, og det får den sidste terzet
O – høje trompet fuld af hvinende klange, En stilhed gennemtrængt af verdner og engle; O – omega, det blålige lys i hendes øjne!
i en fri, rimløs oversættelse. Skulle sonetten ydes retfærdighed på dansk, måtte man skrive en ny, som tager hensyn til, at vore vokaler har andre valører end de franske, og at vi har flere af dem. Men tanken om, at vokalerne er farver, den gør indtryk (i hvert fald på mig). Ordet farvetone ligger på læben. Rimbauds reaktion på vokalerne er en musikalsk, klanglig reaktion. Og for ham havde o'et altså en blålig klang."
"De blå toner; tonerne omkring den lille terts, den lille septim og den formindskede kvint i durskalaen, hvis man skulle beskrive dem nøgternt; de toner, som gør en blues sørgmodig og som har foretaget en rejse, der mindst er lige så lang som de afrikanske slavers. De blå toner er reeksporteret fra Amerika og har bredt sig langt op i de svenske birkeskove og til adskillige tonesprog verden over; og de indskrænker sig ikke til durskalaen; der er en god håndfuld blues i mol. Enhver rigtig jazzmusiker er blå, uanset om han (eller hun) spiller blues eller ej. Armstrong, Beiderbecke, Bechet, Hodges, Goodman, Young, Parker, Gullin, Desmond, Baker, Getz var, trods deres forskelligheder, blå; Konitz er blå, Lovano er blå; alle ballader er blå; man hører det straks, uden at man nøjagtig kan definere det som egenskab."
"At der er tale om en magisk dimension, når det handler om sprog, er jeg ikke i tvivl om; blå rækker langt ud over farven blå, over ordet blå; de tre bogstaver forplanter en fornemmelse hos brugeren og modtageren, som er hinsides det betydningsmæssige, men som alligevel har sine afgrænsninger. Blå er uendeligt og derfor risikabelt. Skønt det er livord, forsøger jeg at økonomisere med brugen, fordi ordet er så vidtfavnende, at det repræsenterer en fristelse. Er der noget imellem himmel og hav, nogle skæve og mismodige stemninger, du gerne vil gribe og fastholde, er det alt for nærliggende (og nemt) at kalde dem blå. Blå er så fintmærkende (og diffust), at det ikke skal siges og skrives for tit. At fremmane blå med helt andre ord er en kunst; og kunsten er lang."Så langt så godt, og som altid kommer der en tilføjelse til lydsiden af det blå Her med et nummer fra Leonard Cohens kommende album og nummeret "Almost like the blues". There is no G-d in heaven There is no hell below So says the great professor of all there is to know
But I’ve had the invitation that a sinner can’t refuse It’s almost like salvation It’s almost like the blues Nyd ordene og lyden af noget blåt med stor inspiration i dine egne skriv af Peter Poulsens poesi. Sensommertanker fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18359 - 28/08/2014 07:03
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Mojn RM..
Ja, har man sine blå mandage om onsdagen, burde man måske og alene for diversitetens skyld hedde Fredag, men Peter lyder nu engang mere som en fisk i det azurblå; sådan en antologibørge kan netop få enhver til at lede efter livordet, nøjagtig som Klaus, der blev lidt grøn i hovedet og måtte søge livlæge – hans kone vil nok sige, at det dog er den sorteste løgn, for han er frisk som nogen fisk - når ellers han husker at ta’ sine livord - den unge mand. Måske den argentinske digter Jorge Luis Borges er næste hovedpersonspring ud dem, livordene? – ordet der ligger så godt og fugtigt på tungen at det må bare ud. Jeg har det dér nøjagtig som Peter, eller Fredag, denne torsdag: jazzen hjælper mig over alle hurdler. Der er næsten noget livmoderligt ved ordet, nærmest grænseløst, iscenesættende, som befinder det sig udenfor os og vi pænt må aflevere det igen efter brug – det er kun til låns, livet med ordene ;)
mvh & god torsdag under den blå himmel.. Simon
Redigeret af Simon (28/08/2014 07:07)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18372 - 29/08/2014 10:07
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morn Efter en dag med en skyfri blå himmel , drypper de livgivende og velgørende regndråber ovenfra ... og her er dråberne og det dryppende altid ret så velkomment ;) Disse nedtegnelser vil indeholde beskrivelser af den helt særlige stilhed som kan opstår, når en fugl netop er holdt op med at synge, den nærhed, der kan forekomme, når noget er ved at forsvinde, og af den tavshed, der høres når et ord netop ikke bliver sagt. Det sekund, hvor én handling lige er afsluttet og en anden netop ikke begyndt.skriver Nina Malinovski som en del i hendes "Stilhedssang". ... og ja, overgange fra én tid til en anden er et helt særegent mellemrum, som jeg altid nyder og bliver levende i. Jeg er bestemt ikke overgangsmelankoliker. Jeg ser ikke sommerens gåen som en afslutning, blot som en fortsættelse og endda som en kommen og en begyndelse til en anden og endnu skønnere tid ... sensommeren, som lige netop kommer før efteråret, og lige dér hvor farver springer ud i fuld flor endnu engang , og ... Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet, det lufter lifligt under sky fra Paradis, opladt på ny, og yndig risler ved vor fod i engen bæk af livets flod.
N.F.S. Grundtvig Stadigesensommerhilsner fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18410 - 03/09/2014 14:15
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hejsa RM..
Du synes revet ud af haven i nylig savnet debataktivitet, og jeg der savner min Søren Ryge, som åbenbart er erstattet af håbløse socialrådgivere, der selvfølgelig også er en slags skøre planter. Men kom der så frugt og blomst ud af din haveaktivitet, savnede du atter ordenes musik her i Mellemrummet, ja jeg undrer, som du nok kan se? ;) I den forbindelse ka’ jeg da lige fortælle, at jeg for et par mdr. siden plantede en hel del frø fra en honningmelon, og at de har teet sig ganske artigt, ja nogen ville sige guddommeligt, for op af moder jord er der væltet en mindre skov der dufter ret lifligt, og mine nærmeste, ja de ler månestrålerne nedover mit solbeskinnede ansigt, for jeg er jo ingen Søren Ryge, og naturens egen Fortuna har angiveligt tilsmilet mig med et enkelt frø, bare for at drille mig. Se, dét er frækhed af dimensioner, men hvem er vel nærmest til at lave rævekager, end netop de elskede. Nå, det var en omsorgstale for mit selvværd som gartner, og vi skal derfor ikke fordybe os nærmere i det.
Men her Hr. Lange himself, for ingen andre end han ka’ sige hvad der sprang ham i øjnene, men se lige engang hvad der kom ud af det han såede:
Nattergal
Brast der en kilde i nattens indre? Hvorfor blev alting med ét så lyst? Var det en stjerne hinsides mørket som prudled op gennem jordens bryst?
En skovgud drejer med stille hænder en stor og glødende ædelsten. Tungt falder strålerne gennem mørket røde og grønne én for én.
En lille levende fuglestrube har fyldt en verden med drøm og ro. Et viltert fuglenæb strakt mod himlen. Et fuglehjerte i nattens klo.
- Per Lange.
mvh Simon
Redigeret af Simon (03/09/2014 14:19)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|