0
registrerede
808
gæster og
197
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23814 - 14/10/2017 22:53
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ups!
The Way Through the Woods er både starten på Colin Dexters roman, af samme navn, og Rudyard Kiplings digt:
Weather and rain have undone it again, And now you will never know There was once a road through the woods Before they planted the trees. It is underneath the coppice and health And the thin anemones. Only the keeper sees That, where the ring-doves broods, And the badgers roll at ease, There was once a road through the woods.
En fornøjelig Morse-roman, der på dansk hedder Vejen gennem skovene, måske én af de herligste, hvis man overhovedet kan vælge, og i antikvariater til en pris af omkring en 10’er. Forøvrigt sover man herligt med næsen i noget af det bedste indenfor kriminalromaner, blot sagt, fordi du selv fortalte at du ikke havde læst noget videre indenfor denne genre. Jeg er nu ikke selv bevandret, men Colin Dexters Morse-romaner er der en helt særlig stemning over, som i hvert fald jeg holder af – hvis du nu skulle vove forsøget efter rejsen i Enzensbergers hukommelse.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23820 - 17/10/2017 05:28
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon ... en tidlig lørdagsstund inden morgengry :)) Men men men med en dag, hvor både luftstrømme og temperaturer kan fejre indian indian summer ... farverig og herlig :)) Inspector Morse er en af de krimiserier,jeg altid har holdt af at se på TV. Dens lange stille scener i tempo, Morse' meget menneskelige temperament og ikke mindst på grund af hans interesse og nydelse for klassisk musik. Jeg har faktisk aldrig overvejet at læse dem. Så måske jeg en dag om snart må få lukket op for den del ... også :)) https://www.youtube.com/watch?v=XBMpS78rsBM&index=24&list=PLGkDydb3AGL8pg7lyyyVDak724bDW4zN9https://www.youtube.com/watch?v=XBMpS78rsBM&index=24&list=PLGkDydb3AGL8pg7lyyyVDak724bDW4zN9Nå, tilbage til min genopdagelse i de støvede bunker og kasser og deraf ganske mange nys og ikke så mange gys :))) Her fra bogen Da alting blev anderledes - Udvalgte tekster 1958-96. Mange af teksterne er gode til eftertanke og et opgør mod en alt for puritansk tankegang. Vi trækker streger og sætter skel imellem andre folk og os selv. Vi taler om børn, som vi kalder ægte, og andre, hvis ægthed vi vil benægte. I evangeliet får vi at vide han stilled sig på de uægtes side. Og alle dem, der faldt uden for stregen, dem slog han følge med hele vejen. Så ingen af dem, som Vorherre skabte, skal kaldes udenfor og fortabte. Han fjernede grænser og slettede skel, og derfor slog de ham også ihjel. Han satte en streg over hver en streg, som sættes imellem dig og mig. Det danner et kors, naturligvis, og det blev hans kærligheds høje pris
***
INDGANGSBØNNEN
1985 Måske er der ingen, der tænker over, hvad der siges som det første, når vi går i kirke. Måske opfatter man det som en bøn, der er så gammel, at man ikke behøver at forstå den. »Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus – for at høre, hvad du vil tale til mig«. Det er vigtigt, at den bøn er det første, vi hører. Så er det sagt, hvad vi kommer efter. Ikke efter noget, vi kunne have sagt os selv, men alene efter, hvad der skal tales til os. Men i den bøn er der en sætning, som jeg altid har følt kan misforstås og måske ødelægge hele gudstjenesten: »at jeg af dit ord kan lære at sørge over mine synder«. Sådan står der – og sådan siger de fleste kordegne. Jeg ville ønske, de sagde: sørge for mine synder. For når der står »sørge over«, så kan man da kun opfatte det som, at til synden svarer bedrøveligheden. Jo mere jeg kan yde bedrøvelse, des mere er jeg ved at løse mig fra min synd. Men det er jo ikke meningen. Meningen er, at jeg skal sørge for mine synder – ikke sørge over. Hvis jeg skal sørge for min sult, skal jeg have noget at spise. Hvis jeg skal sørge for min tørst, skal jeg have noget at drikke. Og hvis jeg skal sørge for mine synder – må jeg møde det eneste, der kan ophæve synden – og det er tilgivelsen. Det var derfor jeg kom for at høre, hvad Gud vil tale til mig. Den fortabte søn kunne jo godt sørge over sine synder – men hans bedrøvelighed hjalp ham ikke til et nyt liv mellem svinene i det fremmede. Det eneste, der hjalp ham, var at han kom hjem og hørte sin fars stemme – som sagde ham noget, han ikke kunne have sagt sig selv. I faderens røst – og i de ord, hans far sagde til ham – lå et nyt liv. Havde han nøjedes med at sørge over sine synder, havde han stadig været den fortabte. Så kunne han sidde og græde over, at han havde sat det hele over styr. Men derfor var det jo stadig sat over styr. Han regnede ikke med, at faderen ville tage imod ham – som han gjorde. Den eneste måde, han kunne sørge for sine synder på, var ved at høre, hvad faderen sagde. I den stemme og i det, som blev sagt, lå livet for den døde og udfrielsen for den fortabte. At sørge for sine synder er at gå hen og høre tilgivelsens ord. Tror man, at det er en selvfølge, så ved man ikke, hvad tilgivelse er – lige så lidt som godhed og kærlighed er en selvfølge, er tilgivelsen en selvfølge. Ligesom den, der elsker, må høre kærlighedens tilsagn igen og igen – må den, som lever af tilgivelse, høre tilgivelsens ord igen. Hvis nogen vil sige, at udtrykket »at sørge for mine synder« kan misforstås i retning af, at jeg må sørge for at leve livet som en synder – og altså sørge for synden, sørge for at skaffe den til veje, så vil jeg svare, at det gør ikke noget. Hvad andet kan et menneske sørge for end sine synder? Det er lige så sandt, som det er ubehageligt, at det jeg skaffer til veje i løbet af mit liv er mine synder. At gå i kirke, at læse Guds ord, er at sørge for dem. At høre hvad han har at sige til mit livs ubehagelige kendsgerninger. Hans søn sagde:»Det er saligere at give end at tage«.– Men det var kun ham, der kunne sige det. For os andre består saligheden i at modtage – kærlighed, godhed, tilgivelse, nyt liv. – At høre det på trods af sig selv og alle kendsgerninger er at sørge for sine synder. De kommer ikke ud af verden ved, at man sørger over dem – men de kommer ud af verden ved, at man sørger for dem, dvs. hører tilgivelsens ord som en direkte tale, som faderens personlige tale til sin fortabte søn. Det kan vi ikke sige os selv – det må vi høre og tro.Nyd den luftige sommer- og soldag RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23823 - 17/10/2017 19:51
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Engang lærte jeg en kvinde godt oppe i halvfjerdserne nærmere at kende, Ilse hed hun. Hun havde en vidvinkel på livet, der på en måde syntes at reservere en alvorlig sygdom til sideforholdet, hvis dette ord ellers kan skubbe min betragtning i nærheden af hendes oplevelse af livet med så alvorlig en sygdom. Hun var katolik, talte jævnlig med sin præst, som hun tydeligvis havde et både personligt og arbejdsmæssigt forhold til. Jeg lærte hende nærmere at kende ved et tilfælde, min ugifte kone og jeg kom sidenhen på besøg til kaffe og en snak. Vi talte gerne om livets mange forhold, litteratur, oprindelig var hun bogbinder og af tysk oprindelse, særlig de store danske og tyske forfattere fra guldalderen havde hendes interesse, men kun sjældent om hendes sygdom, der nærmest blev indiskutabel, som et afklaret forhold mellem hende og gud. Jeg tænker ind imellem på hende, på hendes integritet og venlige sind, hendes væsen, særlig når det ku’ ha’ været rart at smutte forbi med et eller andet på vej hjem, og på, at hun var fra en tid hvor det at tro på gud egentlig ikke var noget man snakkede særlig meget om, og hvad var der vel også at tale om, som man ikke talte med gud om? I den forbindelse kommer jeg til tænke på Don Quixote, vindmøllerne og nutidens troende, der tror, at det de tror og mener om gud, må være af særlig interesse for andre end guden – ellers havde de vel anvendt taletiden om bl.a. deres synder i selskab med guden – og talt om livets mange andre forhold med deres medmennesker, som jeg oplevede Ilse gjorde.
Og dette fører mig så til Colin Dexter, der muligvis og muligvis ikke var en troende herre, men altså skabte disse fortræffelige fortællinger med fintmaskede tankerækkers etiske-moralske dybt realistiske dilemmaer, hvor Morse som den enlige jordbundne kriminalmand med det ene øje på kvinden, der i hver enkelte tilfælde nok helst ikke må fratage ham det særlige rum i privatlivet, og som på en måde vakler mellem et intellektuelt forhold til det menneskelige og menneskets egentlige eller sande natur, men i kraft sit indgående menneskekendskab og et særligt vemodigt musisk væsen i sin egen natur, igrunden er temmelig melankolsk anlagt, hvad der igrunden gør ham så øretæveindbydende menneskelig, at man bare nyder at ligge dér og læse livet ind gennem bunden af hans ølkrus. Dels blir meget kun gradvist klarere, dels temmelig dobbelt, når man igennem de mange gåder oplever livets ambivalens i den samfundsramme Colin Dexter med socialpsykologisk indsigt præsenterer, med de naturlige drifter der buldrer ind i moralen, ikke mindst i bogen Gåden om de tre mil. Bøgerne adskiller sig på flere måder fra filmene, væsentligt ved forskellen på historiernes indhold og udvikling, som vi alle kender det, for selv om manus ikke kan flytte så meget som et komma i bogen, ender filmen jo ofte i en anden historie. Som karakterer optræder Morse og Lewis derimod vældig identisk med de personligheder man kan opleve i bøgerne; selv blev jeg først bekendt med dem gennem filmene, og endte vanen tro med at holde mest af bøgerne. Det har noget at gøre med nuancerens roligere rytme, de mange fine dialoger og tankeformer, og min irritation over slutninger i bøger og film.
Hvad det religiøse angår, er Morse ikke nogen religiøs mand, han har derimod et forhold til kulturen hvori religionen træder frem, og ikke altid på nogen særlig positiv facon, han forholder og konfronterer sig vanligvis med menneskets og livets realiteter. Hvorimod Lewis måske i sin bund er en troende mand, et livssyn der kun ses i bisætninger. Men overalt i fortællingerne mærker man Oxfords stemninger, det nutidige liv der udspiller sig på en gammel kulturhistorisk scene, hvor både en historisk selvbevidsthed og sprogbrug støder sammen – også den liberale Morse støder sammen med Lewis’ mere arbejderklasseloyale samfundssyn. Alle steder optræder små og store konflikter fra konfrontationer der forholder sig realistisk til hinanden, og man lærer noget, kan tit slå efter hvad både historiske eller filologiske kendsgerninger angår. Det er da ikke så tosset for dem der fx holder af sprog og kryds & tværs, at kunne beriges af kriminalromaner, ja flyde fra fiktionens verden direkte over i pudedrømme – sagt med tak for musikken, Morse-musikken, der også findes som Bruckners 8’de..;)
Bedste hilsner Simon
Redigeret af Simon (17/10/2017 19:58)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|