|
1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Engang lærte jeg en kvinde godt oppe i halvfjerdserne nærmere at kende, Ilse hed hun. Hun havde en vidvinkel på livet, der på en måde syntes at reservere en alvorlig sygdom til sideforholdet, hvis dette ord ellers kan skubbe min betragtning i nærheden af hendes oplevelse af livet med så alvorlig en sygdom. Hun var katolik, talte jævnlig med sin præst, som hun tydeligvis havde et både personligt og arbejdsmæssigt forhold til. Jeg lærte hende nærmere at kende ved et tilfælde, min ugifte kone og jeg kom sidenhen på besøg til kaffe og en snak. Vi talte gerne om livets mange forhold, litteratur, oprindelig var hun bogbinder og af tysk oprindelse, særlig de store danske og tyske forfattere fra guldalderen havde hendes interesse, men kun sjældent om hendes sygdom, der nærmest blev indiskutabel, som et afklaret forhold mellem hende og gud.
Jeg tænker ind imellem på hende, på hendes integritet og venlige sind, hendes væsen, særlig når det ku’ ha’ været rart at smutte forbi med et eller andet på vej hjem, og på, at hun var fra en tid hvor det at tro på gud egentlig ikke var noget man snakkede særlig meget om, og hvad var der vel også at tale om, som man ikke talte med gud om? I den forbindelse kommer jeg til tænke på Don Quixote, vindmøllerne og nutidens troende, der tror, at det de tror og mener om gud, må være af særlig interesse for andre end guden – ellers havde de vel anvendt taletiden om bl.a. deres synder i selskab med guden – og talt om livets mange andre forhold med deres medmennesker, som jeg oplevede Ilse gjorde.
Og dette fører mig så til Colin Dexter, der muligvis og muligvis ikke var en troende herre, men altså skabte disse fortræffelige fortællinger med fintmaskede tankerækkers etiske-moralske dybt realistiske dilemmaer, hvor Morse som den enlige jordbundne kriminalmand med det ene øje på kvinden, der i hver enkelte tilfælde nok helst ikke må fratage ham det særlige rum i privatlivet, og som på en måde vakler mellem et intellektuelt forhold til det menneskelige og menneskets egentlige eller sande natur, men i kraft sit indgående menneskekendskab og et særligt vemodigt musisk væsen i sin egen natur, igrunden er temmelig melankolsk anlagt, hvad der igrunden gør ham så øretæveindbydende menneskelig, at man bare nyder at ligge dér og læse livet ind gennem bunden af hans ølkrus. Dels blir meget kun gradvist klarere, dels temmelig dobbelt, når man igennem de mange gåder oplever livets ambivalens i den samfundsramme Colin Dexter med socialpsykologisk indsigt præsenterer, med de naturlige drifter der buldrer ind i moralen, ikke mindst i bogen Gåden om de tre mil.
Bøgerne adskiller sig på flere måder fra filmene, væsentligt ved forskellen på historiernes indhold og udvikling, som vi alle kender det, for selv om manus ikke kan flytte så meget som et komma i bogen, ender filmen jo ofte i en anden historie. Som karakterer optræder Morse og Lewis derimod vældig identisk med de personligheder man kan opleve i bøgerne; selv blev jeg først bekendt med dem gennem filmene, og endte vanen tro med at holde mest af bøgerne. Det har noget at gøre med nuancerens roligere rytme, de mange fine dialoger og tankeformer, og min irritation over slutninger i bøger og film.
Hvad det religiøse angår, er Morse ikke nogen religiøs mand, han har derimod et forhold til kulturen hvori religionen træder frem, og ikke altid på nogen særlig positiv facon, han forholder og konfronterer sig vanligvis med menneskets og livets realiteter. Hvorimod Lewis måske i sin bund er en troende mand, et livssyn der kun ses i bisætninger. Men overalt i fortællingerne mærker man Oxfords stemninger, det nutidige liv der udspiller sig på en gammel kulturhistorisk scene, hvor både en historisk selvbevidsthed og sprogbrug støder sammen – også den liberale Morse støder sammen med Lewis’ mere arbejderklasseloyale samfundssyn. Alle steder optræder små og store konflikter fra konfrontationer der forholder sig realistisk til hinanden, og man lærer noget, kan tit slå efter hvad både historiske eller filologiske kendsgerninger angår. Det er da ikke så tosset for dem der fx holder af sprog og kryds & tværs, at kunne beriges af kriminalromaner, ja flyde fra fiktionens verden direkte over i pudedrømme – sagt med tak for musikken, Morse-musikken, der også findes som Bruckners 8’de..;)
Bedste hilsner
Simon
|
|
|
|
