Hej Arne.
Det er et meget interessant indlæg du der har fundet, som jeg har læst og jeg er tildels heller ikke uenig med ham.
Men han sagde at gud eller guddommelig styring ikke just behøvede at være en gammel hvidskægget mand, der sidder i skyerne og intervenerer,som et menneskeville have gjort, han nævnte ikke noget om skabelsen i indlægget.

Vi burde ikke være ateister snarere end religiøse,( såfremt vi altså ikke klynger os til en forældet og naiv forestilling om religiøsitet) og det er jo netop det religionerne og deres tilhængere klynger sig til, uden undtagelse, så det er derfor vi er mange der er ateister snarere end religiøse og agnostikere.
Og hvad gør en Jesus så i denne sammenhæng, ham kan der jo ikke være plads til, men ok hvis skrønerne falder helt væk, er der intet tilbage, kirkerne og præsterne bliver overflødige, så må der findes en ny skaber/religion at tilbede: The Force, men tro mig den vil være total ligeglad
med at blive tilbedt.

Hej Treram..

”Vi burde ikke være ateister snarere end religiøse,( såfremt vi altså ikke klynger os til en forældet og naiv forestilling om religiøsitet) og det er jo netop det religionerne og deres tilhængere klynger sig til, uden undtagelse, så det er derfor vi er mange der er ateister snarere end religiøse og agnostikere.”

- Man læser faktisk i artiklen præcis hvad det ér såkaldte agnostikere gør: de åbner en dør på klem til at forklare alt omkring dem som et guddommeligt ophav, men uden at ha nogen grund til dette overhovedet!
Pointen med ateismen er jo, at der ingen sandsynlig grund er til at tilføre guder, usynlige kaniner o.a. idéer om himmelnisser i forklaringsmodeller på biologisk liv her på jorden eller i universet omkring jordkloden. Det rigtige spørgsmål man derfor må stille en agnostiker (Arne er ikke agnostiker!) er: hvorfor åbner du døren på klem overfor sådanne idéer, da disse jo kun kan observeres som et udspring i kulturer og ikke naturen?

Det er ganske enkelt noget vrøvl at tale om, at man ikke kan vide om guddommelige entiteter findes, da vi så udmærket ved hvor disse kreationer findes, for de findes nemlig i talrige eksemplarer i kreationisternes egne tanker – og idéerne ekskluderer endog hverandre! –, altså i menneskers egen forestillingsverden. Så problemet med at finde guders oprindelse er m.a.o. løst for rigtig længe siden.
Hvad mennesker måtte tro om overnaturlig tro, har selvfølgelig intet at gøre med det at observere og forklare naturen, og forklarer desuden heller intet om kulturer som sådan, hvorfor der kun er tale om fantasiens potentiale.
Så agnostikerens grund til at indføre en usikkerhed i sin egen stilling overfor gudetroen, ved at sætte døren på klem for en mulig guddommelighed han/hun ikke mener at kunne vide noget om, handler i bund og grund om hans/hendes egne problemer med gudetro. Det er også derfor man taler om agnostikeren som en svag, men dog en ateist.

Mange såkaldte agnostikere anerkender problemstillingen, men må indse, at de faktisk skylder ateister en forklaring på hvorfor de i stedet for at lukke døren til gudetro, pludselig sætter døren på klem for muligheden. For ’muligheden’ fortæller noget om sandsynligheden for at noget kan være rigtigt, og sandsynligheden for at noget kan være sandt, kan selvfølgelig ikke være at man intet kan vide.
Forklaringen ligger måske i grunden et andet sted: der findes sikkert masser af mennesker der er vokset op med gudetro på nært hold, hvorfor gud som idé altså ligger der i tankens dyb og ruger over den trygge forestilling om det meningsfulde liv, for ikke at tale om et liv efter døden, alt imens fornuften som tiden er gået har bortvist udklækningen af små guder. M.a.o. taler vi dér om en konflikt i personen selv, og altså ikke om sandsynligheden for at guder pludselig springer op som trolden af æsken og bedyrer deres evne til eksistens. Så der er derfor nok snarere end en ”svag ateist” tale om en ”svag troende”, ja måske ligefrem en afklaret troende.

Det har jo også før i tiden været ret populært for særlig kreationister at fremstille sig som agnostikere på debatter rundt omkring, men selvfølgelig for udbrede deres gudetro og ved, at flette den ind i en naturvidenskab der imidlertid har langt større forklaringssucces end gudetroen i lang tid har haft. Hertil man jo sige, at intet tyder på at udvikling af viden pludselig skulle ophøre, og det i sig selv betyder jo at man devaluerer selve det at tro noget, som kilden til kundskab. Dette er værd at holde sig for øje!
Det er en tendens der er foregået i århundreder og som i vor tid skræmmer livet af særlig de fanatiske troende, der ligefrem ka vie deres liv til at udbrede overtroens overlevelse, og naturligvis fordi, at viden ikke i sig selv er et tilbud om (social) tryghed. Og det er jo præcis hvad det handler om for disse troende, der gir den som agnostikere: de er usikre og er ude af stand til at skabe trygge rammer i ly af sandsynlige forklaringer som grund for et syn på livet - livet selv tilbyder ingen tryghed, tryghed skaber vi mennesker, men fortrinsvis fordi vi med viden forholder os til livet i naturen, og på mange måder forsøger at indrette os i små eller store kulturer på måder der sikrer at dels vore gener og dels vore værdisyn overleveres. Hvorfor man overhovedet sku rende rundt med en forestilling om verden og livet indpakket en tro, er også et interessant spørgsmål som disse mennesker burde stille sig selv, men kan ikke, fordi (evidens-)kravet om sandsynlighed i anskuelser ville simpelthen ødelægge gudetroens (såvel som de buddhistiske tankepillers) fundament.

Så ærlig talt, synes i hvert fald jeg at det er svært lidt interessant der er at finde i artiklen..;)

mvh & godt nytår til dig og dine..
Simon