0
registrerede
819
gæster og
196
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#15849 - 10/07/2013 13:24
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM..
I går var der i tv et efterhånden sjældent syn: noget væsentligt og interessant og endda fra det DR vi her kalder for DG (Danmarks Genudsendelser), nemlig historien om et menneske der brændte for læseoplevelser og selve det at sætte ord på sin oplevelse af verden, og som i sin tredie ungdom, for mennesker kan blive helt op til tredobbelt så unge, gjorde det til sin profession at sætte niveau på produktioner fra lidelsesfæller med samme passion. Dette skabte en del vrede og forurettelse, særlig i Norge, hvor han slagtede omkring 105 ud af 130 kære litterater, for ord der fritstilles til stramme priser, kan værdsættes af forfatteren med en særlig følelse af ejendomsret.
Men det var rart at se programmet om Poul Borum, den ungkloge voksne dreng med den glubende livsappetit, og som siden hjalp så mange gammelkloge unge med at få sat ord på livet og ikke mindst med forfatterskolen, som så flere etablerede forfattere spildte nedrakkende ord på. En skole, der skabte alt fra undervisning i værktøjers anvendelse samt et bredt litteraturkendskab, til en glubende læseglæde for de øjne, der også bevægede sig langt ud i det musikliv hvor ”verdens ældste punker” så var at finde i de blåeste timer. 70’erne og 80’erne bød unægtelig på mange stærke oplevelser af forskellig slags. Punkmusikken gjorde dog ondt, Solvognen og jazzen godt, mens struthår og hanekamme i alverdens strålende farver var helt vidunderligt befriende udtryksformer i det ellers konforme Weidekampske bybillede – hvis du husker ham. Borum havde stor musikkundskab, og kunne i sin tredie ungdom andet end være ung med de unge – en kliche der klæbede som journalister til talkshows til aftenens program – for han holdt bare af imponerende livsytringer og blev jo først gammel i kraft af sin sygdom. Og det var synd, for han forsvandt alt for tidligt. Tilbage er dog et skriftligt arbejde og mange venners minder. Efter udsendelsen, som måske varede lige kort nok, men tiden går jo selvfølgelig rask i godt selskab, fandt jeg så lidt Borum men ikke hans digte, for jeg syntes dette båndudskrift fra et interview i 1997 passede bedre ind i Mellemrummet, og simpelthen fordi det bare er en god forklaring – take a snack of them words...
-- klip --
Hvad er et digt? – Borum forklarer: Det har mange navne, og det er fornuftigt at vide, hvad man taler om. Normalt taler vi om digte, og digte er poesi – vers. De er skrevet på vers, dvs. det modsatte af prosa. Ordet 'vers' kommer af det latinske versus: Det, der vender om – altså: Linjen vender om, før den er fyldt helt ud. Så det er meget nemmere at skrive digte, der behøver man ikke at fylde linjen helt ud! Men det er altså en kunstnerisk udtryksform, som man givet har haft helt fra de ældste tider i sange, besværgelser, ritualer, vuggesange, krigssange, kampsange og alt sådan noget. Og egentlig har det vel altid handlet om de samme grundtemaer: Mennesker i verden, ensomhed, kærlighed, liv død, naturen, omgivelserne – alt det, vi stadigvæk skriver digte om. Det er en kunstnerisk udtryksform, som nogle mennesker behersker, fordi de har et kunstnerisk talent, og som mange flere kan sætte pris på, kan opleve, fordi det handler om noget, som vedkommer dem, og det foregår i et sprog, som de forstår. Man skal lære konventionerne at kende ligesom i alt andet, – ligesom når man skal spille skak, eller hvad man nu skal spille – eller fodbold – man skal kende reglerne. På samme måde er der nogle elementære ting, man skal vide om poesi, om digte. Det er en kunstnerisk udtryksform, dvs. det er litteratur, det bruger sproget, bogstaverne, lydene, ordene, sætningerne på en bevidst kunstnerisk måde. Og det er jo egentlig det første argument, man kan bruge, for at poesi er nyttig, nemlig at den bruger sproget bevidst; og vi kan jo alle sammen blive enige om, at det er bedre at være bevidst end ubevidst – det er bedre at vide, hvad man gør, tænke over hvordan man lever og hvordan man skal leve, osv. Også dét medvirker poesien til. Det er derfor mennesker har skrevet og læst poesi i alle de tusinder af år. Og det er selvfølgelig ikke anderledes i dag. Samtidig er vi alle historiske væsener og det vil sige, at litteraturen udvikler sig – ikke på den måde, at den bliver bedre – men på den måde, at den hele tiden bliver anderledes; hver gang en ny betydelig digter kommer til, ændrer han hele litteraturen. Som den engelske digter og kritiker Eliot sagde engang: Ethvert nyt stort værk ændrer al den foregående litteratur, så vi læser den på en anden måde. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden også læser den foregående litteratur. Der er mange – specielt unge mennesker – der dyrker poesi, dyrker lyrik og så læser nogle ganske få af deres næsten jævnaldrende. Det er utrolig vigtigt, at man læser bredt og meget og klassikere og udenlandsk poesi. Der er så meget at hente. Der er sådan en rigdom i det, så man faktisk altså kunne sætte et digt op på spejlet hver aften, og så mens man barberer sig om morgenen – hvis man hører til den del af menneskeracen, der gør det – så kunne man lære det udenad: Så havde man dagens digt at gå rundt med i hovedet. Det var da en meget god måde at bruge digte på, ét til hver dag. Hvorfor skulle der ikke være det? Jeg har aldrig set det. Men det burde kunne eksistere, og så kunne man også gemme nogle af bladene, hvis man ville. Digte har en kunstnerisk funktion – dvs. de har ikke nogen funktion. De er unyttige – de kan ikke bruges til noget. Men det er jo også en moderne måde at at se det på, fordi digte har jo selvfølgelig i andre perioder været brugt, f.eks. belærende digte – didaktisk poesi, som man kaldte det tidligere. Og det finder man ind imellem endnu også, f.eks. i propaganda, som vi ikke i dag anser for rigtig poesi. Men det findes også i sange og salmer, som jo udpræget er brugspoesi, og som samtidig – det ved vi jo fra dansk litteratur – kan være stor poesi. Altså Grundtvig og Kingo, osv. Det, som gør digte til noget specielt, er altså denne særlige brug af sproget – det er det samme sprog, som vi alle sammen taler, bare brugt mere bevidst og ofte efter nogle helt specielle regler, som gælder for poesien, f.eks. og først og fremmest versformen, eventuelt med rim – det har der været i mange århundreder, og der er stadig mange, der bruger rim – som er en måde at fastholde noget på, bygge noget op, strukturere noget; men det kan lige så godt gøres i urimede digte, som man har gjort de sidste halvandethundrede år – flere og flere digtere gør det – hvor det er selve spændingen mellem sætningen og verslinien, som giver digtet form. Altså det, at en sætning brydes af ved hjælp af en verslinje og der derved opstår en anden form, som er lige så svær at beherske. Det er lige så svært at skrive såkaldte frie vers. Og hvis det ikke lykkes, så bliver det det, som man i 70'erne fandt på at kalde knækprosa. Der var jo en periode dér, hvor litteraturen ligesom domineredes, i hvert fald i det ydre – i medierne – af forfattere, som mente, at det var nok at have en hel masse at sige, og så måtte formen passe sig selv. Men den går bare ikke. Hvis man skal beskæftige sig med litteratur, med kunst, er man nødt til at beskæftige sig med form. Og det spændende for digteren og for kunstneren er jo – som en anden stor digter, franskmanden Paul Valéry, har sagt det: Det, som for andre er form, er for digteren indhold. Det er en formel opgave, man sætter sig til, når man skriver, og så kommer der somme tider noget ud af det, hvor man måske overrasker sig selv ved at sige noget, man ikke vidste – og ikke vidste, at man kunne sige. På samme måde som man måske også overrasker læseren. Vores litteraturoplevelse er jo i det hele taget en mærkelig blanding af noget, vi genkender, og noget nyt, vi får at vide – og både det at genkende og det at få noget nyt at vide er nogle væsentlige menneskelige kvaliteter, som litteraturen kan give os, og som poesien kan give os, på deres særlige måde. Hvis jeg skulle illustrere det, så ville jeg gøre det med et digt af en stor moderne portugisisk digter, Jorge de Sena hedder han, som døde i 1978, og som jeg er ved at læse i øjeblikket, på svensk. Et digt fra 1953 – et kærlighedsdigt, som hedder: Fremstrakte hænder, som handler om – tja – alt det ukendte, alt det man ikke ved, og som indgår som en væsentlig del af en kærlighedsoplevelse, af et kærlighedsforhold:
En dag talte du til mig, og træerne døde gren for gren af tørke. Det var blomster, husker jeg. Det var gader, det husker jeg også. Og tomme trapper. Nej, du talte ikke til mig. Det var mig der spurgte, mens jeg dirrende kyssede dig, hvor gammel du var og hvad du hed. Du havde intet navn, eller havde du et, men det var ikke dit. Og din alder, dine hænder i mine.
-- klip --
mvh Simon.
Redigeret af Simon (10/07/2013 14:05)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#15853 - 11/07/2013 12:29
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Tak Simon ... tak for teksten af Poul Borum og det meget smukke digt af Jorge de Sena, som jeg vil gemme i mine hemmelige gemakker ;) for at kunne vende tilbage, for at kunne læse og nyde ordene og meningen i Poul Borums tanker og poesi og digte ... Og tak fordi du nævner udsendelsen med Poul Borum, som jeg ikke så den pågældende aften, men som jeg godt husker fra tidligere. Fra at være en mand, som jeg netop KUN kunne se som "lidt for meget" og alt for kontroversiel, forvandlede han sig for øjnene af mig til et smukt og meget klogt menneske, som villigt delte ud af sig selv og sin indsigt. Og er der noget, der betager mig dybt og langt ind i hjertet, ja, så er det, når mennesker velvilligt og generøst deler ud af sig selv og deres "livsgnist" og "brændning" ... ja, det er virkeligt, som et lys der lyser, et bål der varmer, et hav der rummer, en bølge der skummer ... over ... for at la' andre få del i boblerne Poul Borum ... ja, og så er det kun så ganske naturligt at trække en tankestreg til Inger Christensen, som med disse meget enkle ord har gjort mit liv med digtene til et smukkere liv ... med en større udsigt (og nok også indsigt) "om digtet der frit folder fremtiden ud som en faldskærm af silke og stilhed"
Redigeret af RoseMarie (11/07/2013 12:31)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#15858 - 11/07/2013 15:31
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM..
Tankebevægelser i satte former, åbne bevægende endelser, konsulterende motivationer. Vokallokomotiver på sporløse tankestreger, i endeløse refleksioner. Jeg forstår opholdet på station ’Inger Kristensen’, i bevægelsen findes nødvendige mellemrum, små tankestreger, pusterum hun skabte så flot, som nogen før. Det har været et inspirerende fælles rum, Borum og Inger Kristensen, men opslidende. Livet slider og det er svært at leve sammen, slidtager med blandet blod, der kræves parallel bevægelse – særlig i samlivet med barn. Men også fantastisk med begge, der virker og ånder i samme minefelt. Men det kræver nu engang fælles bevægelse, en rytme – og mon ikke også Simone havde gjort ophold på station ’de Beauvoir’, såfremt Sartre havde afsporet sig med mandlige venner; hvis altså lige vi ser bort fra de uens former for virkeområde. For et eller andet sted, må man jo ku’ nå ind til hinanden – Borum var jo et expresstog, og det var nok svært for også de allernærmeste, at ane bestemmelsen. Jeg tror han sugede så meget han overhovedet kunne ud af det skrevne og det omkringværende liv, og det viser naturligvis noget om et stort behov for at komme noget nær, hvor ikke mindst oplevelser af kærlighed, det at være elsket, selvfølgelig fyldte sin del i noget menneskeligt genkendeligt. Og man kan jo ikke lade være med at tænke på forholdet mellem livsskabende tidsædende texter, altså at sætte sit liv til for noget, og så det at folde sit liv ud i det almindeligvise, inden tiden æder det op – med særlige tanker til hastigheden hvormed Strunge udfoldede sig, ja måske ligefrem, bagud... I dag er alt så forordnet at tilfældet sættes på lov, så indrettet og forventeligt at der kun i meget sjældne tilfælde kommer uventet nyt med betydning ud i den nogens ende – hovedparten af vor tids forfattere stimulerer præcise forventninger, og disse styrer deres virke og drift. . Og ja, nogen form for indsigt er der, livets tyngde virker nok lettere, når der med mellemrum pustes ud med fx. Inger Kristensen, som mange har stående på hylder og i hvert fald står hun sjældent og samler støv i antikvariater – det er der heller ikke udsigt til. Hun har betydning for mange, man aner i hvert et øjeblik hvorfor. Jeg læser bagud, for det er som regel dér jeg vågner. For øvrigt var det så fint, det du skrev om fantasiens betydning, og kom til at tænke på, hvilken betydning Lindgren kan have haft som eventyrterapeut for traumatiserede børn i alle aldre – dér, ender historier jo som regel med indfriede håb, det nødvendige lykkelige grynt, måske som stimuli i skabelsen af forventninger til livet, ja til hverandre. Hun satte sig spor i en særlig bevægende tid, søsters og min barndomstid; en tid, hvor politiske forordninger ikke stjal de tilfældigheder, der omvendt gjorde noget med vores forventninger.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|