En bombastisk udtalelse som at: "livet har ingen mening" siger efter min mening ingenting.

Jeg vil ikke, være så hurtig på aftrækkeren, men bruge min filosofiske forstandighed, min evne for koncentreret reflektion, begrebsanalytisk efter og gennemtænkning hvad er det vi taler om, har for os.

Det første der fanger min opmærksomhed er livet.

Hvad refererer livet til? Er det vores evolutionsbiologiske opfattelse af livet (alt levende) sammenholdt med at vi skal død (ethvert biologisk individ liv skal død).

Eller refererer livet til menneskelivet, forstået som menneskets eksistentielle liv eller eksistens.

Og igen er det som betragteren, som en objektiv betragter, at udsagnet: "livet har ingen mening" udspringer af. Eller måske udtalelsen ligefrem stammer fra et menneske med en hel bestemt dagsorden.

Hvad med om vi forlod betragterens rolle, og spurgte os selv stående midt i livet i al vores kastethed af mellemværende der stemmer og optager os, engagerer os, ja måske ligefrem griber og overvælder, ja begejstrer os (fx venskaber og kærligheden mellem mennesker; voksen mand og kvinde som forældre og børn).

Måske, biologen og den distancerede betragter, kan finde på bombastisk at sige "livet har ingen mening". Og går man ham efter i sømmene siger han det måske hildet i en diskurs rettet imod religiøse verdensbilleder, som han opfatter disse, mere end som dem indenfor erfarer og oplever det.

Altså vender vi os imod hvert enkelt af os mennesker, får vi et mere nuanceret og mangfoldigt forskellige svar, end den bombastiske udtalelse om at livet ingen mening har.

Liv og død kan ikke adskilles, det har altid været og vil altid være sådan at døden for os mennesker er bestemmende for det syn vi har på livet. Modet til at død og modet til at leve er indbyrdes afhængige. I den sammenhæng står vi og psykiatrien overfor dem der ikke ønsker at leve fordi de ikke ved hvordan de skal dø, fuldende eller gestalte livet, på trods af det faktum at vi skal død. Angst for skæbne og død kontrollerer livet også hos det menneske der har mistet viljen til at leve. Altså vores livsduelighed afhænger af at vi er i stand til både at leve og dø (acceptere døden).

For nogle er døden (vores endelighed) så svært at acceptere at det går ud over livslysten (evnen til at glæde sig over livet, JA til livet), livsmodet, modet til livet. Ja måske det endda for nogle fører til fortvivlelse og meningsløshed, som flugt fra sig selv og livet, hvor man altid kan glemme og gemme sig selv i Das Man eller i verdensfjerne religiøse forklaringer.

Nå men jeg må afbryde min meditation over dette emne, da jeg skal ha løbet førend det begynder at regne voldsomt.



mange kærlige hilsner HansKrist.

Hej Mich..

”Livet har ingen mening, det er det skønne ved det.”

- Ja, for det betyder jo, at mennesket dels skaber meningen med sit liv og dels selv er ansvarlig for produktioner af livssynsidealer.

”Hvis man bliver fortvivlet og derfor finder en mening i de uendeligt mange trosformer der findes kan jeg kun tilslutte mig hvad Thoreau skriver i sit meget smukke essay "Om At Vandre": "Sørgeligt må det være, at finde, at der er en lov, som binder os hvor vi før ikke vidste af, at vi var bundet."

- Det var netop en frigørende tanke hos mange af oplysningstidens tænkere, tanker vi ser udviklet og kirken konfronteret med i rigtig mange tilfælde. Og man havde virkelig en blyhat at frigøre sig fra, i modsætning til friheden vi i senere tid er opvokset med, og i så mange tilfælde bare opfatter som en selvfølgelighed, dog kun fordi vi ikke har svedt det blod oplysningstidens forkæmpere badede i, men som allerede tog sit udgangspunkt i græsk tænkning for fire-femogtyvehundrede år siden. Hos særdeles mange forf. i det 19 og 20 århundrede er omdrejningspunktet i produktioner jo ”livets mening”, mennesker placeres dér i tænkelige situationer og udvikler en bevidsthed om absurditeter gennem erfaringer og stillingtagen, med netop mennesket selv i centrum, forladt af guden og med samvittighedskvaler i kraft af det méme der blev indpodet, og hvor mennesket tydeligt viser vilje og forstand til at skabe sin personlighed og anerkendelse i de sociale rammer. M.a.o. en udvej og et alternativ til de bestående tankefængsler man sloges med på også den tid. Thoreau eksperimenterede jo med sig selv, som rigtig mange andre gjorde, der ligeledes var underlangt konventioner der kun med tiden ville kunne forandres, forudsat altså, at mennesker udviklede alternativer og bedre værktøjer, ja andre idealer. For guden kirken jo sørgede for alle blev overvåget af, hev altid Nemesis’ griffer med svøberne ned fra himmelhvælvingen når selvstændige eksperimenter mislykkedes: ”dér ser i, når man udfordrer guds mening med eders liv, slår han ned for fode og man ligger selvforskyldt som man har redt!”, hvilket var alles oplevelse – og en paranoid indstilling vi også ser hos mange overtroiske mennesker omkring os i dag, fx hos Arne og hønsemanden her på debatten. Men mennesker der ønsker at skabe deres eget liv, har kun med tiden frigjort sig fra de samvittighedskvaler mennesker længe har slås med, fordi samfundets institutioner ikke længere behandler mennesker på den måde, man engang behandlede mennesker på. Der er kun i kraft af menneskers udviklingstrang sket en bedre udvikling, det skal vi huske, ikke mindst, at det netop var vore aner der skabte grundlaget for de forandringer vi nyder godt af i dag - det samme gælder selve demokratiet, som jo er et politisk styresystem der ikke hidtil er overgået af bedre, og som islamisk middelalderlig dogmetro slet ikke ka' hamle op med! Det er dét vi ser så mange mennesker i østen anderkende og søge en tilsvarende version af, dog deres egen udgave, de ligeledes vil tage generationer at udvikle! Når vi fortvivles, som vi jo kan gøre midt i kriser, er det virkelig værd at se tilbage på de tilstande vore aner befandt sig i, man får ligesom et pusterum ;)

Så det tar virkelig sin tid af skabe grundlæggende forandringer, og vi må imponeres over så mange af de mennesker der gik på barrikaderne tilbage i historien, for det var dem der stillede de bedre spørgsmål m.m. Og så i øvrigt læse og forstå dem i den samtid deres stemme kom til udtryk i. En anden, der virkelig er værd at læse er Virginia Woolf, prøv ”Granite and rainbow”, essays hun skrev og trykte på The Hogarths Press, som netop viser en særlig forståelse for mennesket og dets sind, måden dette måtte udtrykke sig på, i det omgivne.

Man kan bestemt ikke sige Thoreau er frigjort, hvad dét så end er for noget, og det er heller ikke hvad dette handler om; det er mere selve processen og arbejdet med at udfordre sig selv, der er så imponerende ved ham, og så er det jo nogle fantastisk smukke historier han skabte, med øjne der søgte et eget sprog. En anden jeg stadig henfalder til, er Mark Twain, en fantastisk forfatter ;)

mvh
Simon

der er ikke skyggen af overtroiskhed hos de to, hvilket du selv godt er klar over,

men du forsætter bare i dit spor, og kan slet ikke skrive uden at din uheldige debatadfærd løber af med dig

En mand der kæder idéen om kristus samme med frihed, har jo fraskrevet sig enhver forståelse af den frihed mennesker gennem historien har tilkæmpet sig, ved netop at fravige den slags idéer som blyhat!

mvh
Simon