Ordene håb og forventning bruges ofte i flæng. Men ved nærmere eftersyn er der betragtelige forskelle, selvom mennesket i begge tilfælde retter opmærksomheden mod det fremtidige.

Den grundlæggende forskel er, at mens der i forventningen ligger en rationelt begrundet formodning, udtrykker håbet en fremtidsrettethed af eksistentiel art.

Det ville imidlertid være ensidigt at forstå håbet alene som en tillidsfuld, men passiv åbenhed. At håbe er ikke kun at tage imod, men at kunne tage imod. I denne betydning er håbet en aktiv sjælsevne, der gør mennesket livsdueligt. Ligesom der hører liv til at håbe, hører der også mod til at håbe. Håbets mod kan siges at ligge midt imellem overmod og mismod. I overmodet ledes man af en illusion om usårlighed, mens den, der håber, véd sig udsat. I mismodet er man situationen underlegen, mens man i håbet bevarer en integritet i knugende situationer.

Mennesker ejer ikke uden videre tro og håb. Men så længe der har eksisteret mennesker, har håbets evne til at trodse det beregneliges sfære manifesteret sig.

Paulus stiller troens håb over for et rent menneskeligt håb: "Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø" (1.Kor. 15,32).