|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
En bombastisk udtalelse som at: "livet har ingen mening" siger efter min mening ingenting.
Jeg vil ikke, være så hurtig på aftrækkeren, men bruge min filosofiske forstandighed, min evne for koncentreret reflektion, begrebsanalytisk efter og gennemtænkning hvad er det vi taler om, har for os.
Det første der fanger min opmærksomhed er livet.
Hvad refererer livet til? Er det vores evolutionsbiologiske opfattelse af livet (alt levende) sammenholdt med at vi skal død (ethvert biologisk individ liv skal død).
Eller refererer livet til menneskelivet, forstået som menneskets eksistentielle liv eller eksistens.
Og igen er det som betragteren, som en objektiv betragter, at udsagnet: "livet har ingen mening" udspringer af. Eller måske udtalelsen ligefrem stammer fra et menneske med en hel bestemt dagsorden.
Hvad med om vi forlod betragterens rolle, og spurgte os selv stående midt i livet i al vores kastethed af mellemværende der stemmer og optager os, engagerer os, ja måske ligefrem griber og overvælder, ja begejstrer os (fx venskaber og kærligheden mellem mennesker; voksen mand og kvinde som forældre og børn).
Måske, biologen og den distancerede betragter, kan finde på bombastisk at sige "livet har ingen mening". Og går man ham efter i sømmene siger han det måske hildet i en diskurs rettet imod religiøse verdensbilleder, som han opfatter disse, mere end som dem indenfor erfarer og oplever det.
Altså vender vi os imod hvert enkelt af os mennesker, får vi et mere nuanceret og mangfoldigt forskellige svar, end den bombastiske udtalelse om at livet ingen mening har.
Liv og død kan ikke adskilles, det har altid været og vil altid være sådan at døden for os mennesker er bestemmende for det syn vi har på livet. Modet til at død og modet til at leve er indbyrdes afhængige. I den sammenhæng står vi og psykiatrien overfor dem der ikke ønsker at leve fordi de ikke ved hvordan de skal dø, fuldende eller gestalte livet, på trods af det faktum at vi skal død. Angst for skæbne og død kontrollerer livet også hos det menneske der har mistet viljen til at leve. Altså vores livsduelighed afhænger af at vi er i stand til både at leve og dø (acceptere døden).
For nogle er døden (vores endelighed) så svært at acceptere at det går ud over livslysten (evnen til at glæde sig over livet, JA til livet), livsmodet, modet til livet. Ja måske det endda for nogle fører til fortvivlelse og meningsløshed, som flugt fra sig selv og livet, hvor man altid kan glemme og gemme sig selv i Das Man eller i verdensfjerne religiøse forklaringer.
Nå men jeg må afbryde min meditation over dette emne, da jeg skal ha løbet førend det begynder at regne voldsomt.
mange kærlige hilsner HansKrist.
|
|
|
|
