Ja, Arne, du tager fejl igen, men det gør du jo så ofte, så det er jo nytteløst at korrigere dine fejlopfattelser.

Men du har da fortsat ret i, at mennesker med fortrængninger ikke vil indse det selv. Det understreger du jo fint, med din fornyede påstand om din ro, harmoni og lykke, som står i voldsom kontrast til tonen i dine indlæg.

Jeg er her ikke for at undervise nogen i psykologi, Arne, og heller ikke for at hjælpe mennesker med psykiske problemer. Jeg er her for at forske i verbal kommunikation, som jeg også gør på flere andre debatter. Det har du åbenbart svært ved at forstå, Arne, selv om jeg har nævnt det masser af gange.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Arne

Tak for din forklaring, det gør det nemmere for mig, at forstå hvad du taler ud fra.

Men dine klik gør mig ikke klogere på noget som helst. Det er sørgeligt at samtale med en anden, som ikke gør sig den mindste anstrengelse for at forstå hvem man er.

Dit første "klik" kan jeg ikke bruge til noget som helst. Undskyld mig, men hvorfor skal jeg læse sådan noget vrøvl? Sådanne ting kan du måske diskutere med Zenia,det er jeres egen sag, men fri mig venligst for det.

Jeg aner ikke hvad det vil sige at "fortrænge kærligheden". Det ligner volapyk for mig.

Det er heller ikke overensstemmende med hvad Paulus skriver. Så nej, jeg forstår ikke dine bevingede ord. For mig lyder det som det rene vrøvl.

Var det ærligt eller hvad

Hej Ole Bjørn

Jeg tror nu, at det er mere end strategi. Men denne ene strofe står i grel modsætning til Pauli, så mange andre ord. Den viser en indsigt, som han ellers ikke giver udtryk for.

Jeg er for længe siden holdt op med at bebrejde Paulus noget. Han var et barn af sin tid og på den tid var hans opfattelse (om kvinder f.eks) sikkert kontroversiel, men i dag, efter 100 års kvindekamp, er hans meninger håbløst forældede.

Næ, jeg bebrejder såmænd de mennesker, som i dag fremfører Pauli holdning som en evig gyldig autoritet fordi de ikke selv ikke kan føre livet videre med al dets forandring og udvikling.
I stedet for at blive voksne og selvstændige mennesker klynger de sig for evigt til en autoritet som ikke længere har gyldighed. For evigt ønsker de, at alting skal være hvad det altid har været fordi de ikke magter at bevæge sig med livets bevægelse af evig forandring.

Tal om at lade de døde begrave deres døde.

Du kalder det et "meme", men gælder dette ikke også for alle Jesu lignelser? Der er næppe mange, som forstår hvad Jesus talte om, lige som der sikkert ikke er mange, som forstår dette kapitel fra Paulus.

Ikke desto mindre mener jeg, at Jesu lignelser og ord har gennemsyret den vestlige kultur gennem tusinder af år. De er bestemmende for hvordan vi opfatter rigtigt og forkert. Godt og ondt. At mange så ikke følger dem er så en anden sag.

De må så slås med en dårlig samvittighed.

Uden nogensinde at kunne føre et empirisk bevis vil jeg postulere, at denne skelnen mellem godt og ondt, som fremført af Jesus, er den rette.

Hvad er et "meme", Ole Bjørn?

Er det ikke en erkendelse, som den ene har, men ikke den anden og som så bliver fremført for ham, den anden?

Den anden kan forgæves prøve at gennemtrængelig dette "meme" i tusinde år. Så en dag, mens han er optaget af noget andet, føler han noget bevæge sig gennem sin krop. Han vender sig om mod den seddel, som han har haft hængende på sin dør i tusind år og ordene betydning går op for ham.

Fra dette øjeblik er det ikke længere et "meme", men det ene menneskes erkendelse som har nået det andet menneske og som så ligeledes er blevet denne andens erkendelse.

(Lidt vel romantisk, måske. Men jeg kan ikke gøre for det, jeg må indrømme, at jeg er romantiker).

En dag kommer en tilfældig person, som mig, forbi Pauli ord om kærlighed og stopper op fordi han genkender det sagte og bliver klar over at dette er det samme, som han selv har lært er hvad kærlighed er.

Kære Michael.

Vil man stifte en religion, så må man som trosgrundlag bruge nogle af de behov, som i forvejen findes hos de fleste mennesker. Det tilføjer man så et element af mystik, og beskriver det ved hjælp af metaforer (lignelser) der relaterer sig til dagligdags begivenheder. Et grundlæggende behov hos mennesker i almindelighed er behovet for tryghed, beskyttelse og vejledning, som vi forventer fra vores ophav, og det behov er vi jo (som alle dyrebørn) født med.

Derfor bygger de fleste religioner på fantasien om en guddommelig magtfuld moder eller fader, der elsker sine børn, i hvert fald hvis de opfører sig, som de får besked på. Enkelte religioner har gjort guddommen mere abstrakt og erstattet den med et forsyn, som styrer reglerne for korrekt opførsel. Sådan har alle kendte religionsstiftere båret sig ad, fra Moses og Buddha til Moon og L.Ron Hubbard.

Jesus eksistens fremgår ikke af de mange historiske beretninger fra tiden omkring år 1 i vor tidsregning. Vi kender ham stort set kun fra evangelisternes fortællinger, der som grundlag har jødedommens drøm om en frelser (Messias). Det var myter, der overdrev det mystiske ved at indføre stribevis af mirakler for at hverve tilhængere til deres religion. Selve personen Jesus var måske frit opfundet til formålet, og evangelierne havde næppe mange tilhængere blandt den mere intelligente og rationelle del af samfundet.

Det indså Paulus på en rejse til Damaskus, hvor mulighederne i kristendommen som religion gik op for ham. Han besluttede sig til at være bannerfører for kristendommens grundtanke om næstekærlighed, som han (uden at kende ordet) fandt var et stærkt meme. Han nedtonede de "uspiselige mirakler" og gjorde dem til et spørgsmål om en indre mirakuløs åndelig forvandling, en påstand som selv intelligente mennesker kunne forholde sig til.

I dag ville vi betegne ham som et markedsføringsgeni, og det er alene hans fortjeneste, at kristendommen voksede til verdens mest udbredte religion. Men eftersom den bygger på et grundlæggende menneskeligt behov, er det ikke spor mærkeligt, at det vækker genklang i dit sind, når du møder det i skriftlig form, som et meme om næstekærlighed.

Et meme er ganske enkelt en idé, som evner at overleve sin ophavsmand i kraft af, at den vækker genklang hos de mennesker, der hører om den i mundtlig eller skriftlig form.

Men det kulturmønster, som Paulus var opdraget i og levede i, er selvfølgelig ikke tidssvarende, så at betragte ham som en autoritet for, hvordan vi bør leve vores liv, er helt forfejlet. Det gælder også de teologer, som har udviklet et abstrakt tankespind om kristendommens moralske krav, der ikke vækker genklang hos andre end fantaster, som aldrig har fattet den grundlæggende livsnære ide i kristendommen.

Mvh

Ole Bjørn :o)