Stress.
En hypotese og et perspektiv på stress, formuleret i et nutidssprog på jævnt dansk.
At stresse er godt, men at være stresset er ikke godt.
Al forskning (øh
sådan kan jeg få det til at se ud i mit hovede) viser entydigt at det er godt for vores sundhed, både fysisk og mentalt, at stresse, at kunne noget i en fart, at kunne præstatere effektivt på et højt plan. Og ja uden stress ville ingen mennesker kunne præstere på højeste niveau. Det er vores stress biologi der understøtter at vi magter at præstere effektivt på et højt plan, hvor vi overgår os selv, går og når ud over os selv i effektive præstationer på højeste niveau.
Men at være stresset er altså ikke godt, vel Hansi? Nej korrekt, dette viser også al forskning tydeligt. Så hvori består forskellen så på at stresse (have travlt og præstere effektivt på højt niveau) og så dette at være stresset. Jo at stresse har en begyndelses fase og en i flow, in the zone, præstationsfase, og en afslutning (det er stress der gestaltes). Men at være stresset, være ramt af stress (er stress uden gestaltning (og kulmination flow)), det er kronisk stort set 24 timer i døgnet at være fyldt med ængstelse og uro, flygtighed og rastløshed, det forfølger en i alle døgnets 24 timer, selv i sofaen og ind i soveværelset, ja både når man har fri og når man skal sove. Vi ved det er relateret til en lang række sygdomme, som demens og indlæringsvanskeligheder (grundet manglende koncentratrionsevne og reflektion); for højt blodtryk; hjerte kar sygdomme; diabetes 2 mmfl.. Hvis vi tar det sociale med så er det også ødelæggende for samspillet mellem mennesker, lige fra familielivet, naboskab og venskaber til arbejdsplads relationerne som ud i det offentlige rum hvor vi færdes.
Mennesker der aldrig har travlt, aldrig stresser og præstere effektivt på et højt niveau udsætter sig selv for invaliderende stress før eller siden. Hvilket vi ser i forbindelse new age og mindfulness, hvor disse religiøse anti-stress mennesker, sjovt nok, paradoksalt nok, til sidst ender i den alvorligste form for kronisk stress, hvor samfundet, det omgivende samfund bliver dem et evindeligt problem som de altid er i opposition til og som bliver kilden til evigtvarende stress for dem og til sidst bliver deres normale arbejdsevne ødelagt (de magter ikke at indgå i normale arbejdsrelaterede virksomheder), da den mindste opgave og præstation forekommer dem helt uoverkommeligt. Deres religion og livsfilosofi kommer i stigende grad til at dreje sig om et alternativt samfund helt uden asketisk disciplin og præstations ydelser, kreative virksomheder, indsatser og arbejde. Så har vi balladen, så har vi konflikten, mellem de new age religiøse og det sekulære omgivende samfund (traditionelle vestlige samfund). Vi ser også at disse new age religiøse anti-stress mennesker forbinder Gud eller de universelle lovmæssigheder der gælder med harmoni og kærlighed, hvor kreativitet, aktive indsatser og arbejde, dette at stresse, præstere effektivt på et højt niveau, bandlyses. Ja arbejde er nærmest forbudt, mennesket må ikke overgå sig selv (transcendere sig selv) men det skal helst blot bare være, være til i passiv og rolig kontemplation og helst i nuet (til trods for at Nu'et er tomt og statisk). At være dynamisk og aktivt og ydende i forbindelse kreative virksomheder og arbejdsliv er nærmest forbudt, eller er ihvertfald ikke vejen til forløsning og frigørelse i new age østens filosofi og religion, som det ellers normalt har været igennem den vestlige kristne jødiske spiritualitet, som vi kender det i europa og gennem koloniseringen af nordamerika. Vi kan konkludere at østens new age filosofi og religion som vi her i vesten rigtig lærte at kende i forbindelse ungdomsoprøret og hippiebevægelsen den har nogle indbyggede alvorlige spirituelle og etiske konstruktionsfejl.
Mit udgangspunkt var; at stresse er sundt men at være stresset er farligt og det ledsages af eller er medvirkenende årsag til en lang række sygdomme. Ja at stresse, at kunne præstere effektivt på et højt niveau hver dag er godt, men så der det også sagt, for buen skal ikke overspændes og et menneske må ikke tvinges til at skulle stresse, præstere effektivt på et højt niveau, flere gange om dagen end godt er som det ej heller må være i alt for lang en periode. Dersom buen overspændes så mister den sit høje spændingsniveau og snoren slappes, hvormed vi ellers normalt kan skyde langt, nå meget. Vi har alle som børn prøvet at overspænde buen og erfaret at den bliver slap eller ligefrem brister. Det der er vigtigt er at vi bevarer et optimalt sundt forhold eller vekselvirkning mellem arbejde som vore aktive kreative indsatser og virksomheder, vore præstationsaktiviteter på et effektivt højt niveua og så restitution og rekreation, vores fritid, afslappende hvilende kontemplationsfaser eller faser for selvintegration. Her spiller dagdrømmerierne og fantasierne (intuitionen) såvel som nattens søvn og drømme en altafgørende vigtig korrigerende funktion i forbindelse med at vi formår at bevare os selv set i forhold til vore ekstatisk eksalterede arbejdsindsatser, opnået igennem vores stressende effektive præstationer på et højt niveau, hvor vi overgår, når ud over os selv (transcenderer os selv). Selvintegration er så vigtig, det at vi hele tiden formår at blive os selv igen, men hvis dette var det eneste vigtige ville vi stagnere og gå i stå i vores udvikling, personlige vækst (ledighed er roden til alt ondt). Så derfor er Selvtranscendens, vore ekstatisk stress eksalterede arbejdsindsatser, vores stressende effektive præstationer på et højt niveau, hvor vi overgår, når ud over os selv (transcenderer os selv), mindst lige så vigtige, i den dynamik der altid må være mellem kreativ virkelyst og arbejdende aktiviteter og så selvbesindelse og selvintegration, igennem den restitution og hvile, fritid, hvor vi bliver os selv igen.
At idræt og hård motion er så sundt som det er for vores fysiske såvel som mentale helbred, skyldes at det er den mest primitive og naturlige måde at stresse på. For nemlig kan det gestaltes, det har en begyndelse, såvel som en flow, in the zone, hovedfase som en kulmination, afslutning og endemål.
I forbindelse politik, da især arbejdsmarkedspolitikken, og så vores syn på stress, der betyder det alverden hvilket perspektiv og hvilke hypoteser og teorier man antar om stress, om det er tidsåndens, østens new age mindfulness filosofiens hypoteser og teorier man antar om stress eller det er den mere klassiske, gammeldags, jødiske kristne disciplinerede asketiske arbejdsmoral og spiritualitet man holder sig til. Det må være fremtidens forskning i stress der en dag skal afsløre for os hvad der er op og ned i alt dette, hvor vi må lære at skelne mellem positive former for stress og de negative.
Den der går ned med stress, skal vedkommende lære at stresse igen (arbejde igen) for at undgå kronisk stress, dette at være stresset. Intet er nok mere stress fremkaldende end at være bange for at stresse, have travlt, præstere effektivt på et højt plan i flow, i et sammenhængende musisk stress ekstatisk hormonisk kreativt arbejdende virkelyst forløb. Både at elske og arbejde har ikke så lidt at gøre med stress.
Mange kærlige hilsner HansKrist.
Svar
Citer