Novelle-psykolog Hansimandsi, sig noget, kom nu med noget påskebryg, du må sgu da ha brygget noget, det er snart flere timer siden vi har hørt fra dig, og er du ikke inde i din maniske kreative fase, hvor du skulle være god for et par afhandlinger i timen om dit og dat, vi venter med spænding, kom nu Hansi, vi vil ha noget tekst, nogle fede tekster med et lixtal på mindst 85 som vi vil høre noget om Heidegger og Jung og ham "i Kristus manden" du bliver helt ude af dig selv med, ekstatisk eksalterer og eskalerer med i dine fanden i voldske begejstringens henrykkelser og forrykkelser som de lyner i dit liv fra dit højere spirituelle neurobiologiske essensknudepunkt.



Mange mennesker kan ikke "finde ud af sig selv", blive sig selv frie og løse. De mangler forløsning, frigørelse (deres psykiske såvel som fysiske energi er låst, fastlåst) som de mangler healing helbredelse af deres liv og person. Synd er det der fanger os og binder os, trælbinder os, og dette kan være 1): misbrug, alkoholmisbrug og andre former for misbrug; ofte i forbindelse med overdreven trang til nydelse (alkohol indtag og trøstespiseri mm) og dovenskab, altså forkerte måder at slappe af på, restituere på (fordi man er bange for at tænke klart som at se den frihed man har i øjnene, det ansvar man har for eget liv og sundhed, som lykke); 2): som det kan være sygdom, somatiske såvel som psykiske, hvor de mest kendte i den sidste sammenhæng er den helt store stemnings sygdomme depression (mismod og passivitet, stagnation) som det kan være det mest udbredte forhold, folkeneurosen, hvor man er hæmmet i sit eget autentiske kreative personlige udtryk, hvorfor man lever udenom enhver form for selvaktualisering, man er patologisk neurotisk ramt af en overdreven tilbøjelighed for føjelighed, at falde i med tapetet, falde i med de andre, omgivelserne, ens liv (person) er syltet i koformitet og konventionalitet som sædvaner og traditioner, og her bliver skyggen dem der falder udenfor gruppens konformitet og som forarger ens person. Hvorfor også det første i forbindelse en individuationsproces er vores persona - Skygge problematik, en problematik som optræder i vore drømme som vi kender den bevidst, fra vores vågne liv, som de mennesker der gang på gang forarger os, tænder os.


Skyggen er modstykket til vores persona, vores overfladiske maskespils ansigtelighed, det ansigt vi viser udadtil og som er afstemt med omgivelsernes normer og forventninger. Vores persona lider under "das Man", lider under angsten for ikke at være som andre, angsten for ikke at blive accepteret af gruppens normer og konventioner og forventninger. I denne tilstand taler mennesker i floskler og klicheer, nej de snakker, de taler slet ikke, de siger ingenting, da dette ville være for farligt, det ville være lig med at sætte sig selv på spil som tænkende væsen, og det sidste en gruppe tillader er at tænke ud af box'en, ud af gruppens normer, verdensbillede, verdenssyn og værdisæt.

Det første et menneske møder i forbindelse en personlig udviklingsproces, er skyggen siger Jung. Altså vi må lære at forholde os til de mennesker vi ikke kan døje, de mennesker der forarger os, tænder os og som vi konstant kommer på kant med. Hvorfor, jo fordi de der forarger os de har fat på de sider af vores liv og person vi ikke selv har turdet realisere og kigge på. De repræsenterer sider af os selv som vi har fortrængt og ikke har turdet binde an med, også derfor skyggen eller skyggefigurer optræder livligt og talrigt i vore drømme, som de i vores vågne liv, fylder ret så meget i forbindelse vores snak om dem vi tar afstand fra og som vi finder grænseoverskridende mærkelige (underforstået, de har andre normer og værdisæt end vi har).

Skyggen skal altså ikke undgås ifølge Jung, da den rummer kilden til det sprælske, det kreative opgør med det konforme, den skæve vinkel på tingene, det usædvanlige, der giver udvikling og fremdrift. At kontrollere Skyggen for voldsomt resulterer i en flad og livløst konform personlighed.

Nu er jeg jo en gammel vis dreng, 58 på fredag, og guderne skal vide at jeg ofte bliver den store katalysator i den her sammenhæng, "persona - skyggen" problematik.

Hver gang jeg får et nyt netværk, så sker der ting og sager, hvor folk der ikke har gennemgået nogen nævneværdig personlighedsudvikling eller de har levet i det samme etnocentriske eller familiære (eller egnsspecifikke) miljø hele livet, de får mig som en alvorlig skyggeproblematik, kan man virkelig også være som ham hansimandsi, nej hans person og hans adfærd er under al kritik, og så sidder folk uhjælpeligt fast i en "persona - skygge" problematik i forhold til mig.

Før i tiden kunne jeg godt blive lidt slået ud over at registrere at jeg nu var blevet en del af den og den persons skyggeproblematik, men idag nyder jeg det, som jeg endda kan finde på humoristisk og kærligt at hælde benzin på bålet (måske modparten ikke synes det er kærligt eller humoristisk, men jeg ved det er et uundgåeligt punkt for modparten at skulle igennem og at det er et positivt tegn, symptom, at denne persona - skygge problematik er blusset op for fuld tænding hos vedkommende).

Alene mit kristne ståsted er en livlig katalysator for alle frelste ateister. Hvor det første overfald jeg ofte oplever, er at der må være noget galt med min intelligens, begavelse, ja jeg må være noget så småt begavet. Dette er nok det dummeste sted et andet menneske kunne byde mig op til dans og de vil hurtigt få røven på komedie eller blive rundtossede i hovedet.


Godt gået Hansi, det var dagens arbejde gennemført, smut nu med dig for helvede, løb nu over i skoven, som den ensomme ulv du er, forfulgt som du er af din egen skygge


Husk iaften på DR2 kl 21:00 den amerikanske dokumentar fra 2013 "Du skal ikke tro, du skal vide" med Richard Dawkins og Lawrence Krauss.


Advarsel, manden er forrykt, helt ude af sig forrykket som han er blevet det "i Kristus". Denne Kristus forrykte mand, forrykkede og henrykkede mand.


”Vanvid er skønnere end fornuft ifølge de gamles vidnesbyrd, eftersom vanviddet kommer fra guderne, mens fornuften er menneskeværk.” Platon. God påske folkens!!! nu er jeg den der er skredet, løbet ad helvede til i min forrykkelse, forrykthed som begejstrende henrykkelse, store lykke. Ja ja Hansi du er et sandt dopamin festfyrværkeri af en original og utroligt at fornuften overlever dine ekstaser, ekstatiske begejstrings besættelser, hvor guderne (visse arketyper) tydeligvis besætter dig fra tid til anden. Ja utroligt det ikke udelukker og fortrænger fornuften i dit liv, du må have en god jordforbindelse trods alt.



jeg vil også være i mit es, jeg vil også iklædes Kristus, være i Kristus, så stor en begejstringens ekstase og beruselse og henrykkelse som du oplever Hansi, hvis det ikke koster mig min fornuft. Dit verdensbillede er sindssygt, ja men jeg har jo også altid sagt at teologi er neuropsykiatri. Folk har kigget forvirret på mig, men idag er den videnskabelige frontforskning endelig fremme ved nøjagtig det samme standpunkt. Ja det handler om vanvid (dette at kunne være helt ude af os selv (transcendens) uden at vi mister os selv af den grund), det handler om fornuften og ekstatisk fornuft i en kreativ dyadisk samspil. At råde over denne elipsens 2 centrum'er, vores eksistens og vores essens på samme tid (fornuft og ekstatisk fornuft i et kreativ dyadisk samspil); som det bevidste og det ubevidste (især det kollektive ubevidste), og det er ikke et spørgsmål om den ene eller den anden pol (chakra) eller centrum, begge har krav på respekt som at blive udfoldet. Ja der skal leves ud fra og kreativ handles ud fra begge poler, fra såvel vores eksistens som vores essens.



Sartre er inde på at vores eksistens går forud for vores essens, ja ligefrem at vores eksistens er vores essens (ihvertfald vores frie og skabende eksistentialitet) således at mennesket ingen essentiel natur skulle være i besiddelse af (dermed bliver Sartre the destroyer af enhver form for religiøsitet). Det er korrekt i den forstand at vores skabende frie eksistentialitet tilføjer og beriger vores essens. Tillichs begreb essentialisation (hentet fra Schelling (essens og eksistens)) skal netop ikke forstås i platonsk eller indisk forstand som en tings overgang til dens oprindelige tilstand af essentialitet eller potentialitet, idet en sådan forståelse ville indebære, at det, der var virkeligt under eksistens vilkår, ville forsvinde med essentialisationen. Nej, essentialisation indeholder også et historisk element forstået på den måde, at det nye, der bliver aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget virkeligt nyt til det essentielle. Det positive, der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den "Ny Væren" eller den "Ny Skabelse". Disse forhold er kendt indenfor den epigenetiske forskning, hvor netop vi via vores måde at handle på eksistentielt kan forandre vores essens, hvilke gener der skal komme til udtryk og bestemme over vores liv.



mange kærlige hilsner HansKrist.

Underbevidstheden og Selv-suggestion (positiv forstået).
alene fra bevidsthedens position at bekæmpe en dårlig vane (eller en fobi), vil næppe lykkes, uanset hvor meget viljes anstrengelse man bruger herpå, der skal en kontakt til ens dybeste væsens lag (underbevidstheden) for at bryde en indgroet vane, som bevidstheden i rationalisering tillader, selv om vi godt med fornuften og forstanden, kan indse at denne uheldige vane (eller fobi) burde høre op.


Kun at ville ændre en dårlige vane ud fra bevidstheden alene, er at sammenligne med et stort isbjerg i havet, hvis man vil ændre dette isbjergs kurs fra den 1/10 der stikker op over vandet, dette kræver uforholdsvis store kræfter, men at lege med isbjergets tyngepunkt som befinder sig et godt stykke under vandoverfladen, i dybet (godt placeret i underbevidstheden) gør arbejdet naturligt meget nemmere. Sådan udføres enhver form for positiv selv-suggestion (hypnose) ved at man først bringer sig selv i kontakt til underbevidstheden og først her skal man tale nye tanker, idealer og holdninger, som mål og forsætter til sig selv. Næppe den tilstand folk er i omkring deres nytårsforsætter.



Er dette igen en af dine teknikker til at blive "Herre i eget hus" Hansi? Du vil have kontrollen over alt, din egen biologi; sindet/humøret; såvel som dine vaner, hvor du systematisk udrydder de uhensigtsmæssige her såvidt din sundhed eller lykke. Denne lyst til absolut herredømme og kontrol, også over din biologi; som sindet/humøret såvel som dine tilbøjeligheder og afhængigheder, bliver tydeligere og tydeligere dag for dag. Ja det er mit kongerige at jeg har kontrollen over min biologi; mit sind/humør; mine tilbøjeligheder som dårlige vaner. Kan eller skal et menneske virkelig opnå så stor en kontrol over eget liv? Har du ingen hensyn ("er du hensynsløs"). Kontrollen søges netop for at kunne udvise bedre hensyn på en lang række felter.



Nå Novelle-psykologen og Lomme-filosoffen er igen inspireret, måske det kolde gys i Limfjord-strømmens kølige vand igår har vækket dig? Ihvertfald har de frustrerende fodbold-resultater på det seneste ikke taget pippet fra dig. Nej disse frustrationer har jeg fået luft for, Zanka har fået læst og påskrevet, nøjagtig som Elkjær og Kjær fik luft igår på 3+..



Nå tilbage på sporet, man må aldrig lade sig forføre af guru'er, religiøse skikkelser eller hypnotisører eller politiske retoriske dæmagoger, ja eller sundheds-apostler såvel som lykke-apostler udenom sin egen kritiske fornuft og bevidsthed. Derfor er den eneste form for indflydelse over sig selv og sit liv, sindet, man må byde velkommen, den man selv udfører som Auto-suggestion, Selv-suggestion (hypnose). Fremmede ånder (tanker, ideer, forsætter og mål) må ikke ukritisk inviteres indenfor. I så fald har man givet afkald på egenkontrollen og sin autonomi, frihed, sin egen skabende frihed. Mange mennesker er ikke herre i eget hus, fordi de konstant inviterer fremmede ånder indenfor i deres system, sindet, ja lader dem få indflydelse på deres stærke underbevidsthed. Folk render til kloge koner og mænd (Clairvoyance), såvel som de kigger stjerner og lader sig forføre af horoskopi og kortlæsning, med videre, fordi de ikke magter at tage deres eget liv, såvel som iboende sindskræfter eller psykiske kræfter i anvendelse. Denne uansvarlighed overfor selv kritisk bevidst at turde træffe valg er meget udbredt hos det moderne menneske.



Jamen Hansi, spiller du ikke selv filosof og klog mand? Du optræder da som om du mener der er en slags visdom vi med fordel kan agte på her i livet, din lille Hansi Jung'ianer. Det eneste du har forsket i (der har haft din fulde bevågenhed) hele livet er hvad der foregår bag øjnene på folk mellem ørerne på dem, ikke så meget det mellem himmel og jord har du interesseret dig for, herude har du intet flagrende, da du ikke tillader at projektionerne river sig løs fra dets ejermand og får egen eksistens (vore projektioner må vi holde på den hjemmebane de er opstået, selv holde hus med).



Øh en af de sjoveste projektioner er den tilhørende fascinationen under forelskelsen. Den der medfører at vi siger kærlighed gør blind. Her skal et menneske iklædes vores idealbillede af en af modsat køn, når dette krakalerer på et tidspunkt (hverdagen indfinder sig igen), så har man måske slet ikke lyst til at lære dette stakkels menneske at kende som han er i virkeligheden, når nu han ikke helt levede op til drømmen. Istedet for at lade kærligheden og forelskelsen være styret af idealbilleder, kunne vi så ikke sige at kærligheden i stedet burde være at man vælge dette hint enkelte menneske ud, frem for andre, med alle dets særheder og sjovheder, i al dets uigentagelighed og unikhed, for der findes i verden ikke et eneste lignende eksemplar. Hvis kærlighed styres at vore idealbilleder, så kommer sammenligneligheden ind i billedet, altså partneren kan sammenlignes med andre og denne sammenligning kan falde uheldigt ud. Hvorimod hvis kærligheden var en udvælgelse, at man bevidst udvælger dette mærkelige sære enestående unikke individ, så vil vores modpart være usammenlignelig. andre. Er det ikke netop hvad vi gør når vi får børn, vi vil vel ikke sammenligne med naboen's børn og bytte, ombytte barnet. Ha ha lol smiler smiler, det er godt med dig Hansi, du snakker din egen sag, du vil elskes som et barn, ubetinget kærlighed, til trods du er adfærdsvanskelig og lidt tung at danse med.




Humor og humør fejler vist ikke noget her, du trænger vist til en dukkert Hansi før du skriver dig alt for varmt, Limfjordens kølige vand venter dig hvert øjeblik.

Svømmede ude i Limfjorden alene, fra vores nye privat ejede ponton badebro der rækker langt ud i Limfjorden og Limfjordens strøm. Så kommer en kvinde målbevidst gående ud på tangen hvor badebroen er sat op. Skifter tøj ude på broen, og går i vandet og svømmer ud til en fjerntliggende bøje og tilbage igen, så tør jeg også, nu vi er to i vandet. Hun virkede ret så frigjort og ja hun klædte da også om lige for øjnene af mig oppe igen på broen, og stod skiftevis med barmen blottet og røven. Jonna sagde: "du kiggede da forhåbentlig væk Hans?". Jeg vil sige jeg var rimelig skeløjet i smugkig ud af øjenkrogen. Men nu føres en samtale jo også ansigt til ansigt og hun snakkede livligt. Det lykkedes mig ikke at blive stum, mundlam. Jeg lod som ingenting, selv om oplevelsen var lidt usædvanlig hvad kvinder ellers i Nordjylland udsætter en for. Hun fortalte hvor glad hun var for den nye bro her på Nørresundby siden og at hun der ellers var vinterbader på Aalborg siden ved Friluftsbadets saunafasciliteter, foretrak broen her på Nørresundby siden i sommerhalvåret og det først var når vinterhalvåret nærmede sig at hun vendte tilbage til Aalborgsiden som vinterbader grundet saunafasciliteterne der.

Var det så dagens motion spør hun på et tidspunkt, hvortil jeg svarer at jeg lige mangler mine daglige 18 km løb. Hvilket jeg måske ikke skulle ha sagt, for jeg kommer straks i noget der kunne ligne forhør. Hun forhør sig om hvor hurtigt jeg løber mine 18 km, altså min gennemsnits hastighed. Lidt pågående aggressivt spør hun om hvorfor jeg løber så mange km. Hun er bestemt ikke tilfreds med at jeg ikke har et godt svar derpå, som hvad jeg træner til. Du er typisk ikke bare træningsnarkoman men også afhængig påstår hun. Og spør mig om jeg er klar over dette, som at det ødelægger mine sociale relationer. Hvis der er noget jeg ved noget om så er det træningsafhængighed siger hun og fortæller mig at hun er idrætslærer og igang med at skrive en større opgave om forholdet, træningsafhængighed.

Hun bliver ved med at påpege at min træningsafhængighed ødelægger mine sociale relationer.

På vej væk fra dette møde, på vej hjem for at klæde om til løb, var jeg omtumlet i hovedet med begrebet "sociale relationer".

Hvad betyder sociale relationer? Det forstår jeg ikke. Er det facebook hun mener? Eller er det min mor hun tænker på, såvidt jeg ved har min mor da ikke slået hånden af mig. Jeg tror jeg spør Jonna hvad pokker der menes med sociale relationer.

Et af mine facebook opslag 12 september 2016:

Kunne det tænkes at mennesket har sit eget personlige 11 september og efterfølgende ground zero?

Og i så fald er det interessante hvilken bygning der vil blive genrejst og genopbygget på stedet.

Hvad fabler du om Hans? Truer du med et comeback?

Har du så fundamentet i orden for det er vel intet mindre end en skyskraber du har tænkt dig at opføre på ruinerne af det der engang var Hans, eller skal vi sige Kong Hans.

Lagt i ruiner kan gå på et liv der bliver lagt i ruiner og personligheden (i drømme oftest sammenlignet med boliger lige fra huse og værelser/rum til paladser) der lægges i ruiner, lig med en hel verden der går under. Psyken eller sjælen der om ikke opløses fuldstændig så dog ikke længere hænger så godt sammen at det nu kan være det understøttende fundament for vores person. For mit vedkommende var det mit liv der blev lagt i ruiner (men jeg fik dog 3 gode år som voksen), men det lykkes mig som person at overleve til trods at mit liv gik i ruiner for mange år siden. Dette er det specielle og ja dybt tragiske at mit liv bliver lagt i ruiner men at jeg som person overlever dette.

Jeg har meget til fælles med Brinkmann (ikke såvidt det jeg skriver lige ovenfor, men såvidt tænkning, hvad vi siger og skriver) og det skyldes at vi meget har studeret de samme filosoffer, den samme filosofi, men jeg bliver aldrig enig med ham i at mennesket er uden sjæl eller psyke og som der ikke kan reduceres til noget andet. Ud over at mennesket også er ånd/forstandig så er mennesket også indehaver af et suverænt mikrokosmisk psykisk eller sjæleligt univers med selvstændig status hvor vi skiller os ud fra alt andet og alle andre, men paradoksalt nok også finder identitet og en stærk samhørighed/forbundethed menneskeheden og mennesker til alle tider og overalt på tværs af kulturelle skel/forskel. Dette vores suveræne rum af sund subjektivitet, eller os som subjekter kan vi aldrig fraskrives. Der er subjektivitet til stede før interaktion med vore omgivelser (før theory of mind for alvor sætter ind) og før Åndens selvbevidsthed viser sig.

Alle os der ikke er bange for natten, nattesøvnen og drømmene, drømme universet, det ubevidste vi kunne aldrig finde på at benægte sjælen eller psykens selvstændige liv gøre sig gældende. Men det moderne menneske er angst, metafysisk og ontologisk angst og placerer sig selv i alene dagslyset og bevidstheden, det moderne menneske tør ikke sove og drømme, så det moderne menneske besvimer blot og drømme kaotisk og vågner ikke udhvilet så angst er det moderne menneske for at falde i søvn og drømme, så angst er det moderne menneske for døden, hvor søvnen er den lille død. Denne angst fortæller Zizek, vist nok ud fra Lacan, fortrinligt levende beskrives i følgende historie:

En mand kommer til psykiater grundet den angstneurose der bunder i at han tror han er et kornfrø der hvert øjeblik kan blive spist af den høne han fornemmer et og andet sted findes alle vegne. Endelig lykkedes det psykiateren at overbevise manden om at han ikke er et kornfrø. Rask og glad, kureret sin angstneurose forlader manden psykiateren. Der går nogle minutter og manden braser ind til psykiateren kridhvid i ansigtet fyldt med angstens sved dryppende. Jamen hvad er sket spørger psykiateren, for er du ikke nu klar over at du ikke er et kornfrø. Jo siger manden, det har jeg forstået og er klar over, men tror du også hønen har forstået det?

Så angst kan mennesket være for det ubevidste, for hønen i deres liv. Ja det gælder om at klynge sig til bevidstheden når man er så bange for at det ubevidste vil æde og tilintetgøre os.

Det psykiske eller sjælelige, bagagen her vi bærer med os ind i livet skyldes vores fylogenetiske arv. Så psyken er ikke noget fremmedartet, uvedkommende livet på jorden eller i verden. Der er intet problem med det psykiske eller sjælelige for naturvidenskab (i så fald ville gener også udgøre et kæmpe problem), det er ikke et spøgelse eller en overnaturlig størrelse, hvilket derimod vores kulturelle sproglige historiske selvbevidsthed er i besiddelse af, overnaturlighed.

Tabula rasa tanken har altid forekommet mig noget så idiotisk at jeg aldrig har gidet beskæftiget mig hermed, ja dertil er jeg for meget tysker, for meget romantiker og metafysiker og ja velfungerende vellykket introvert en natur.

Brinkmann tilkender dog mennesket at være person, som kompensation for at han har drillet os med at vi er uden sjæl og psyke. Men person kategorien er en åndelig størrelse og tilhører eller hører ind under vores mentale tænkende sproglige kulturelle måde at være til på. Men det udelukker ikke eller svækker ikke vores psykiske sjælelige liv, tværtimod styrker og udvider alt vi lykkes med i åndelig forstand vores psykiske sjælelige liv og befæstelse. Altså det er den fuldstændige modsatte tendens, retning og bevægelse der er tale om end den Brinkmann gør sig til talsmand for, hvor han ud fra sit kultur sociologiske psykologiske ståsted formår at reducere alt sjæleligt psykisk til at være en betinget afledt størrelse, instans. Dette skyldes den Brinkmann'ske Stoiske orientalske inspirerede rationalisme og angst for følelser, eller afvisning og usikkerhed på følelser og følelseslivet og at der er noget væsentligt her at komme efter, hvilket vi ser går igen hos Buddha og Jesus. Hvor hos Jesus passion, lidelser og store sindsbevægelser, stærke følelser, som de fx især kommer til udtryk i tilknytning og kærlighed en sag eller levende væsen, ikke skal undgås, da det er her vi bliver til som mennesker og personer.

Jung var dybt rystet over en moderne videnskabelig psykologi uden sjæl eller psyke, der ikke opererede med en selvstændig unik instans her. Og vel at mærke taler vi ikke om noget religiøst som fx sjælens videre liv efter døden. Vi taler om de nedlagte urbilleder, ideer eller arketyper der kan aktiveres og bemægtige sig mennesket udenom enhver kulturel tegnverden og rationel diskurs og forståelse, selv om de har det med at koble sig på disse, så kan de såvidt deres grund eller årsag ikke reduceres til udelukkende at være afledt disse. På den måde tilføjer mennesket hele tiden noget nyt til verden. Vi taler også om at jeg er mig og ikke dig, vi taler også om det i mig der er mig og ikke noget andet. Vi taler om min kærlighed og mine lidelser og håb og naive tro. Ja mennesket er en hel verden i og for sig selv, kald det sjæl eller psyke, ikke at forstå som identisk bevidsthed og bevidst opmærksomhed, men noget meget mere autonom og levende sit eget liv uafhængig af vores bevidste opmærksomhed. Vi kender det ubevidste og dette det psykiske sjælelige når vi slipper bevidstheden, vores fokus og fx tillader trance melankolske dagdrømmerier eller når vi glider ind i søvnen og det sjælelige psykiske tager over, dette er vidunderligt skønt og sætter ligesom vores ofte tåbelige dagsbevidsthed i rette perspektiv, simpelthen ikke altid noget særligt eller særligt beundringsværdigt.

Jeg vil ikke benægte Brinkmann's fundne i filosofien Ståsteder og deres betydning og gyldighed for menneskers liv, men de mangler noget dynamisk og progressivt over sig, som om de mangler tidens og historiens kreative dynamik, så det virker som noget græske filosoffer har fundet på, for hvem tiden og historien, den historiske udvikling, eskatologi ingen betydning havde.

I den forstand er Rune Lykkeberg mere jødisk kristen historisk revolutionær progressiv, mere Paulus og Marx orienteret overfor græske orientalske konservative Brinkmann. Men han har ej heller lagt skjul på sit Stoiske tilhørsforhold.

Jeg går ind for Viktor Frankl og hans syn på tiden, hans fremtids-kreativisme set i lyset af hans fortids-optimisme, optimisme såvidt fortiden. Som jeg skrev om forleden, kommer her:

Timeglasset, her er sandskornene øverst oppe fremtiden, som vore muligheder, den snævre passage i timeglasset er når vi handler kreativt, nuet som øjeblikke vi selv skaber hvor vi virkeliggør vore muligheder gennem kærlighed til en anden person eller gennem dygtiggørelse såvidt et fag eller en sag vi lykkes med. Timeglasset nederst er fortiden som det eneste virkelige (vores liv og virkelighed, livserfaring og livshistorie), nemlig de vore muligheder vi har virkeliggjort, realiseret (også det, den krop og hjerne, vi har spist og trænet, arbejdet og studeret os til). Alt i fortiden bliver bevaret, og ikke kun det vi er bevidste om og kan generindre men også det vores bevidsthed ikke har adgang til er bevaret.

Mange tænker at fortiden er slut og borte, væk for altid, men fortiden er det eneste virkelige fordi det rummer hvad vi er lykkedes med at virkeliggøre, realisere. Fortiden forbliver altid hos os, glider os aldrig af hænde, af krop, i hjertet skrives kærlighed og lidelser ind og i hjernen klogskab og visdom. Når vi ser et ældre menneske bør vi have stor respekt, grundet de ufattelige lidelser og sorg som hører kærligheden til, dette at elske til, dette menneske flot har formået at udholde/tåle. Mange unge kan slet ikke klare lidelserne, udholde og tåle disse og de sprænger sig selv og andre i luften eller begår selvmord eller smadre deres liv med rusmidler og stoffer, et misbrug.

Det vil sige at vores liv ikke består af dage der som blade bliver revet af vores livskalender og smidt i skralderen, men bladene/dagene oppebevares og ordnes sirligt og omhyggeligt i en bunke med endda masse af tilføjede notater på. Denne bunke, som er vores fortid er det eneste virkelige og det sikreste af alt vi ejer, et menneske kan eje, nemlig vores liv, vidunderlige skæbne og kunstværk, vores unikke person og personlighed, der rummer så forbandet meget.

De fleste mennesker vender forkert og stirrer ind i falske forhåbninger om liv og hvor evigt liv er. Det er retteligen i vores fortid, spørgsmålet er blot om hvad, hvor meget mere og hvem vi vil have indskibet i fortidens sikre havn.

I samme grad et menneske konstant gør op med og afviser sin fortid, i samme grad er det i konflikt med sig selv og sit liv. Jo mere godt fortid et menneske har jo bedre handler det både kreativt og med jo større gennemslagskraft handler det, fordi vi altid handler på fortiden, eller ved hjælp af fortiden, vores liv og erfaring, det der nu er derinde i hus, er hjemme og vel integreret.

Dette skrevne her er et tiltrængt opgør med tidsåndens pessimistiske syn på tiden og dens flugt ind i et statisk og uden retning, mål og mening liv.

Brinkmann skriver også spændende om fortidens afgørende store betydning i sin bog, Stå Fast

Et af mine facebook opslag 13 september 2016:

Vi kender alle udtrykket:

Ta det som en mand!

Lær at tage det som en mand!

Livets mange tilskikkelser, hvad livet udsætter os for. Som man med fordel kan lære at tage tappert som en mand.

Jeg står op i dag og fornemmer straks at en åbenbaring er under opsejling, på vej.

Og så endelig kommer åbenbaringen, åbenbares jeg den sandhed at jeg har taget livets svære prøvelser som en dreng.

Jeg har været, opført mig:

primær proces sangvinsk hysterisk

og

primær proces kolerisk aggressiv

og

primær proces melankolsk sørgende

og

primær proces flegmatisk resignerende

Dette er der jo ikke meget visdom i, at tage alle de svære prøvelser livet kan finde på at udsætte et menneske for, som en dreng.

Hvis jeg ikke snart får vendt skuden så ender det med når jeg når til vejs ende med mit liv at folk med god ret kan sige:

"han tog livet som en dreng"

ja han var et pattebarn et rigtig pjattebarn

-0-0-0-

Det er godt med dig Hans, nu er du så begunstiget at du rækkes en hjælpende hånd fra de højere magter, ja du får en åbenbaring så betydningsfuldt, så fyldt med sandhed og eksistentiel mening, at det ville kunne medføre et tiltrængt vendepunkt i dit liv.

Hvad vil du gøre?

Tage denne vigtige erkendelse til dig som en mand eller endnu engang som en dreng, hvor det lynhurtigt er glemt igen, og du forsætter din vej her i livet som du blev født, som et barn.

Dig der var så klog, harmonisk og voksen, i forhold til dine jævnaldrende, ifølge flere af dine skoleudtalelser, hvad pokker er det der gør at du er blevet så barnligt umoden, så konstant drengefjollet tihi fnisende og grinende genert?

Er der overhovedet ikke alvor i dig min knægt?

Hvorfor ind i helvede stiller du altid op og går altid verden, dine omgivelser, i møde som et barn?

Den mand du er et og andet sted, må vi da formode, hvorfor giver du ikke ham chancen?? Chancen til/for at komme til udtryk.

Rolig rolig nu min ven, ro på, ro på. Det drengede barnlige, er ikke kun noget skidt fra ende til anden, det er charme, livlig intelligens, humor og godt humør, en ganske udmærket persona egenskab at være i besiddelse af, og endda ifølge Jung en ganske pinedød nødvendig her i livet persona maske egenskab at kunne, at være i besiddelse af. Der hvor det går galt er om disse udmærkede persona egenskaber beslaglægger hele din personlighed. At du ikke har andre tangenter at spille på, om du ikke tør smide denne maske, persona maske, når dette kræves for at være bedre samstemt dine omgivelser, i god samhørighed dine omgivelser eller der hvor det gælder at du burde troppe op, måske stille di imellem og tage ansvar, være voksen og ansvarlig.

Og det er måske her alle dine svære/tunge sociale problemer er at finde, at du er så ulig alle andre mennesker stemt og opspændt- tændt. Den måde du er stemt på og tænker adskiller sig nok fra folk flest.

Hvis vi kunne scanne folks tanker og virkelighedsopfattelse, så ville du falde noget udenfor det normale gængse. Dine tanker er simpelthen for skæve og afsindige som for tunge og knudrede/indviklede og uklare som din virkelighedsopfattelse er tilsvarende for aparte. Folk har travlt med at leve og de går ikke nødvendigvis og tænker og koder, afkoder, virkeligheden som du gør Hansi -Hansemand.

Det du der beskriver Hans tror jeg meget er et eksistentielt menneskelig grundvilkår og dilemma, altså noget alle mennesker slås med, dog i forskellig sværhedsgrad og i den sammenhæng jeg vil være imødekommende overfor dig og anerkende at du nok er hårdere ramt end folk flest. Synd for dig, for hvor ind i helvede har du kæmpet hele livet for at kunne være i nogenlunde god overensstemmelse og samhørighed dine omgivelser. Og da dette ikke godt vil lykkes for dig, har du overladt hele scenen til din barnlige uskyldige pjattede persona psykiske beredskab og undertrykt manden, endda manden med stort M, noget så grusomt. For det er jo ikke fordi der ikke er mand nok i dig, men problemet er at "du" ikke giver det/ham en chance for at komme til udtryk, blive sat i spil, på prøve.

Hvad helvede er det her skriv for noget? Er det første modul i Hansi's eksistentialistiske Jungianske psykoterapi for dummies?

Ja det er godt med dig Hans, du vil så gerne alle vi andre skal blive klogere, men er det ikke for en gangs skyld nu dig der skal se at blive klogere?

Ja mand dig nu op Hans og tag dit Hansi pattebarn og pjattebarn ved hånden og giv ham en tur til stranden og slip ham fri i bølgerne, i vandet. Hvis du ikke tillader Hansi at overleve i dit liv går det da først for alvor rigtig galt for dig min kæreste ven og følgesvend.