Løb er en videnskab som det er en lidenskab, fyldt med ekstase og vanvid, ekstatisk begejstring og spontanitet, entusiasme, i Gud Væren; fyldt med FLOW og højdepunkts-oplevelser, peak experiences, runners high. Løb er ekstatisk; Løb er Gud, ihvertfald guddommelig, noget fra en anden verden der på ekstatisk vis forløser og frigør os fra hverdagens trivialiteter og svigtende humør. Løb er guddommelig vanvid og ekstase: "Vanvid [er] skønnere end fornuft ifølge de gamles vidnesbyrd, eftersom vanviddet kommer fra guderne, mens fornuften er menneskeværk" siger Platon. Løb kan sætte os i forbindelse med vanvid'et eller vores 'grænseløse' evige tidløse; ekstatiske fornuft. Løb er magisk eller kan være fyldt med magi.

Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold. Paul Tillich.

Efter sidste uges magi på 175 km = 50 km + 25 km + 25 km + 25 km + 15 km + 22 km + 13 km, snupper løbebumsen en stille uge der indtil videre de første 4 dage har lydt på: 25 km + 25 km + 21 km + 19 km = 90 km.

2 krav skal være opfyldt: der skal løbes hver dag og det minimum 10 km og der skal minimum løbes 120 km/ugen, og igen, begge krav skal være opfyldt, derudover er jeg fritstillet.



Hansi Fantansi.

Løber du for dit liv Hansi (løber du for livet)? Eller lever du for dit løb Hansi?

Løber du for at leve eller lever du for at løbe?

Fortæl hvad der gør dig så bange at du kan løbe så langt; hvad du frygter der får dig til at flygte.

Ja uden grundstemningen angst og frygt eller den vores vigtigste arkaiske ur affekt som frygt og angst er, ville jeg umuligt kunne mobilisere så megen energi. Så det er kontakten til det Autonome Nervesystems sympatiske kamp/flugt biologiske system der løbes på, det system som formår at mobilisere den energi udladning der er nødvendig for at kunne løbe så langt, altså flygte og kæmpe så vildt.

Vi er fra naturens side biologisk skabt til frygt og angst, kamp og flugt. Måske mandens vigtigste ur -instinkt eller ur -affekt og får vi ikke afløb herfor da udvikler vi en lang række civilisations sygdomme som stress; depression; humørsvingninger; neurose, hysteri og irritabilitet; diabetes; for højt blodtryk; overvægt; åreforkalkning eller kredsløbs sygdomme; ringe immunforsvar; demens og dårlig hukommelse mmm.. En mand har brug for fysiske udfordringer af en vis format eller størrelse for ikke at vantrives, og da vor moderne samfund ikke kan tilbyde os alle et tilpas udfordrende fysisk heroisk arbejde (fysisk krævende arbejde, samarbejde på akkord, på tid), må der kompenseres herfor gennem idræt og andre fysiske krævende fritids beskæftigelser. Alt efter temperament, alt efter mængden af medfødt livsangst og dødsangst.

Alle mænd skal have et forhold til deres kampgejst; ekstatiske adrenaliniserede testosteron begejstring, temperament, hidsighed og entusiasme eller "i Gud Væren". Manden skal have kontakt til sin indre kriger og fighter; til fighter -ånden her og den ukuelige optimisme og udholdenhed, vedholdenhed overfor modstand og genvordigheder. Manden har brug for at kæmpe og slås med noget, har et behov for at bruge sine kræfter og sit temperament, hidsighed, og derigennem opleve sin entusiasme eller "i Gud Væren". Både i antikken og middelalderen har disse dyder været kendte og anerkendte, hvor mandens vitalitet adles og kultiveres gennem at den er rettet af, afrettet af, meningsfyldt intentionalitet, hvad der er værdig og nobel at kæmpe og slås for, i hvilke forbindelse manden skal udvise mod, mandsmod.

Kvinde og børn kan måske godt nøjes med mindfulness udenom det sympatiske autonome nervesystem, men ikke manden, for ham er det altafgørende vigtig at ANS den sympatiske funktion er integreret i hans peak experience; højdepunktsoplevelserne, såvel som mindfulness, hvor der for mandens vedkommende aldrig kan være tale om at være i Nu-et men at handle i Nu-et, da han lever i eksistentiel tid og ikke i Nu-ets nærværende sanselighed. Manden er kreativ og markant i sit spontane udtryk der er ekstatisk og han har sans for logos, for tænkning og verbalisering (dette at sætte ord på, beskrive). Oplevelser og dette at være er ikke nok for en mand, han vil fange, identificere og genskabe det fænomen der er tale om, skabe systematik og viden omkring fænomenet så det kan udnyttes og vi som kulturfolk drage nytte af ethvert tænkeligt fænomen, også mindfulness om dette praktiseres under eller over den ANS sympatiske funktion, om denne funktion er med integreret eller ej (nåde trøste det menneske af hankøn der ikke har den med).

Manden kan ikke være til i det nærværende da han ikke er natur, men eksisterer som ånd, ren vilje, skabende vilje, og som sådan lever i ekstase eller ekstatisk i eksistentiel tid. I sit kreative ekstatiske udtryk afdækker og åbenbarer manden virkeligheden forstået som nye muligheder og frihedsgrader også den der forekommer i forbindelse et fænomen der forstås og beherskes videnskabeligt.

Manden vil ikke være, han vil skabe. Skabe nyt. Manden vil endda sin egen undergang i den sammenhæng, udleve og tømme sig selv for at skabe sig selv og andre påny. Ja manden har ingen natur (tradition; vane) eller væren at vende tilbage til eller putte sig ved. En mand der bare er til, er ikke nogen rigtig mand. Formår manden ikke at være skabende da vil han i det mindste sin egen undergang, fx så løber han sig selv ihjel i et alkymi forvandlende eksperiment, for at se hvem løberen er der er undfanget i guddommelig vanvid af nidkær selvhad. I det mindste for manden her gælder at han ikke bare vil være, ej heller i Nu-et, da Nu-et og ja tiden er mit eget skaberværk og mesterværk gennem timing, mine kairos ekstatiske kreative handlings udtryk (løb som kamp og flugt), hvor ny virkelighed bryder igennem, åbenbares.





.

Med vor blotte fornuft skaber vi afstand til os selv som biologiske væsner, afstand til vore affekter der er så fyldt med ekstase, vi skaber afstand til vores vanvid og magi, alt det underfulde magiske. Derfor er det så altafgørende at vi integrerer ekstatisk fornuft. Uden vores ekstatiske magiske begejstrings struktur og entusiasme, "i Gud Væren", "i Kristus Væren" vil vi ikke kunne fuldføre det løb livet er, det livsløb eller livsforløb, vi er sat i her på jorden.

Min far til mig i Kristus, Paulus (ham der har iklædt mig Kristus, døbt mig, så Kristus har vundet skikkelse i mig (karakter skabt mig, formet min karakter og personlighed, ud fra den rene skaber ånd og vilje)) han siger herom:

Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan (læs: lev sådan), at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet. 1 Kor 9.

Vi kan da godt på lunken vis, på fornuftig vis, sejle underdrejet og apatisk igennem livet. Men fornuften giver intet svar på vore dybeste længsler såvel som vores tilhørsforhold, den forbinder os ikke afstandsløs til livet, det formår alene ekstatisk fornuft.

Fornuften er forhåndsbetingelsen for tro, men i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel. Den menneskelige fornuft er endelig. Al kulturvirksomhed, teoretisk så vel som praktisk, bærer dette endelighedspræg, derfor er den aldrig ubetinget anliggende. Men fornuften er ikke bundet til sin endelighed. Den erkender den og hæver sig derved over den. Mennesket erfarer et tilhør til det uendelige, som dog hverken er noget af ham selv eller står i hans magt. Det må gribe ham, og hvis det gør det, bliver det ham et anliggende af uendelig vigtighed. Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold, og ender med at fyldes af irrationelt - dæmonisk - indhold, som sprænger den (som vi ser i forbindelse IS, som når nationen eller en ideologi (kommunisme, islamisme, nazismen og bibelfundamentalisme, eller succes, social position og økonomisk magt, får status af absolutte ubetingede anliggender). Paul Tillich (parentesen dog min).

Vi har haft et år der var "hjerne -året", nu vil jeg her 2017 op til overfladen og gøre 2017 til året for "person og ansigt".

Lad os få sat ansigt og person på hjernen.

Ja lad os vække hjernen med ansigt og smil og ømhed i forbindelse kommunikation.

Kære menneske, kom nu op til overfladen, op i person og ansigt, op i billedligheden igen, skønheden som værende hvor sandheden åbenbares.

skal vi lege med ansigter, vore ansigter, ja dette er meget hvad kærlighed går ud på

en leg med ansigter, en leg med vore mange ansigter, alle de mange sider af vores personlighed der i tryghed mellem to mennesker får lov til at blive afprøvet

derfor kan en forelskelse ikke ret godt skjules for omgivelserne

Lad os sætte fokus på ansigtet og participation, altså kristendommens spiritualitet, frem for sindet, det ensomme forladte sind som i mindfulness og buddhismen.

Christfulness er intentional affektfulness.

Til forskel fra affektløse og udtryksløse mindfulness er christfulness udtryksfuldt emotionalitet og affektfulness i ansigtet der er fyldt med de spontane suveræne livsytringer og ja henvendelse, intention og kommunikation, gennem talens åbenhjertighed.

Gud i den kristne tro må forblive person - ikke en upersonlig kraft eller energi eller ide - da det handler om en relation (gerne livslang), et jeg og et du. Jo længere en sådan relation har varet, jo mere indser vi, hvor lidt vi egentlig ved om den Anden/Gud, dette er kærligheden der bliver dybere.

uden ansigt og person kan mennesket aldrig siges at have del i Gud eller i det Guds Billede, Motiv og den Objektivitet, Kristus, vi er skabte til og i

Kristi'lighed eller Christfulness er det Guds Billede og den Skønhed, den person, den vores personhed der selvudgivende vender imod næsten, og det ansigt vi har fra først af, fra før vores de spontane suveræne livsytringer blev stækket.

Christfulness forklarer og herliggør human face. Det er Helligåndens udtryk og udseende og smukke fremsyn og rettethed. Ånden i og over vores ansigt der kommer til udtryk i et fremsynet tiltalende kommunikerende udseende.

Dersom vi ikke bærer Gud og Guds Kærlighed Kristus i hjertet lukker det menneskelige ansigt i, det mister sit affektfulness, de spontane suveræne livsytringer, det mister sit liv og emotionalitet, altså personheden der befinder sig i skønheden, det smukke, går tabt.


Lad os få sat ansigt og person på det religiøse, det med os og Gud. Lad os finde en vej fra det upersonlige frem til det menneskelige ansigt og øje, personlighedens liv i og med og ved Gud.

Human face = Kristus som det også er Guds Ansigt, det billede motiv objekt vi er skabte til.

Vi kender alt for godt, fra religiøs hold (jødedom og islam) modstanden imod hvad jeg skriver, præsenterer jer for her. Nemlig billedstormen, ikonoklasmen, som vi ser igen i dag udspille sig, blive ført ud i livet i Syrien og Irak af IS.

Kristendommen der er kropslighed = inkarnation har aldrig været bange for det sanselige og billedlige konkrete, i forbindelse kropslighedens sanselige livgivende nærvær.

Kristendom er God in human face blandt os, at anerkende og se og bekræfte dette forhold gælder for alle mennesker.

Kristendom fører ingen mennesker bag lyset, bag ansigtet, bag nogen person, nej kristendommen bedrager ingen med sort snak eller hård snak om hvad der er Guds Ord eller den rette tro/troenhed. Det forbyder Guds medlidende medfølende ansigt og person Kristus, Guds Kærlighed, der er sendt til os mennesker for at befri os fra alle hårde religiøse ord og domme.

Ordet må aldrig være i uoverensstemmelse med Billedet af Guds Ansigt i verden Kristus.

Hvordan mener du, Jesus lærte gud at kende ...

... og hvor befandt denne gud sig, før Jesus genspejlede ham?


¨¨¨¨

Gud erkendes kun i forbindelse menneskets spirituelle erfaringer, sådan har det været til alle tider. Og bibelen, men da især Paulus, slår dette fast med syvtommersøm en gang for alle.

De erfaringsområder mennesket har eksistentiel forbindelse til, kendskab til (som fx også de 9 eller flere intelligenser (Howard Gardner) men her specifikt taler vi om den religiøse spirituelle) opstår der en kulturel diskurs og særlig disciplin og verden 3 objektiv produkt i forbindelse med, som fx: religiøse skrifter, salmer, musik og ikoner, kirker og domkirker, og ritualer i forbindelse gudstjeneste og bønsliv, kontemplative meditative praktiserende, og forskellige Kirke retninger, skoler og traditioner.

Det betyder at om et menneske er særligt begunstiget med spirituelle erfaringer, sans, evner og begavelse, kan det konsultere og deltage i de kulturelle givne ovennævnte verden 3 produkter og dermed realisere sit talent og videreudvikle sine anlæg, gennem altså at:

Deltage i Kirkens gudstjenesteliv (hellige symbolske handlinger, musik og salmesang mmm) og bønsliv

Studere teologi på Universitets niveau.

Mødes med andre mennesker og have en samtale og diskurs kørende som det fx fandt sted i de paulinske urmenigheder vi hører om i NT og som det forsætter i dag i alle trossamfund eller Kirker. For hvor troen er = hvor Kristus er, der er Herren og hvor Ånden er der er altid også Friheden. Så Tro kan aldrig, må aldrig, proppes eller hjernevaskes ind i folk, dette slutter endegyldigt med Paulus.

Studere religiøse skrifter der vidner om menneskets religiøse spirituelle erfaringer til alle tider forskellige steder (i forskellige etniske og kulturelle religiøse sammenhænge), hvorved ens egne erfaringer på området konstant styrkes fordi vi nu også trækker på millioner af andre menneskers erfaringer.

Sådan er det også med fx musik og matematik og de andre 9 eller flere intelligenser, et menneske kan uddanne sig indenfor alle disse områder som det har et særligt medfødt talent for at udmærke sig indenfor.

Nogle mennesker er umusikalske i en sådan grad at musik ikke sige dem noget særligt, på samme måde er det indenfor et andet domæne med ateisterne, disse er også flest af slagsen religiøse spirituelle analfabeter og vil ikke kunne finde noget af betydning og værdi indenfor dette felt, domæne og dimension af menneskets ellers så altafgørende vitale, eksistentielle vigtige og mentalt vigtige erfaringsområde det religiøse spirituelle dækker. Som Einstein kan finde på at vurdere højere end alle menneskets videnskabelige tekniske fremskridt.

Det giver stadig ingen mening at tale om hvor Gud befinder sig, fordi Gud er en del af menneskets virkelighed som de spirituelle væsner vi er. Vores bevidsthed er intentional og er fra først af rettet imod et objekt. Mennesket er ikke uden objektivitet, hverken i fysik forstand, hvor mennesket og verden (umwelt) hører sammen, vi er i verden værende og kastede fra først af, det er givet, på samme måde i spirituel åndelig bevidstheds mæssigt forstand, her har menneskets subjektivitet en samhørende fra begyndelsen af objektivitet vi står i dialogisk vekselvirkning med. Mennesket er hverken isoleret eller tabula rasa, en tom tavle. Både Kant og Jung har ført endelige beviser for det forhold.

Hvis du mener, Jesus har lært gud at kende gennem sin oplevelse af det han har hørt/lært, så er jeg da enig, men det gør jo ikke gud virkelig, andet end i den enkeltes oplevelse.

¨¨¨¨