Guru'en og ego'et


http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/232912:Liv---Sjael--Guruen-og-ego-et


sjovt at læse en ældre artikel om Andrew Cohen og hans disciple (og ja et par kritikere). Nå men det farligste et menneske kan gøre er at fortrænge eller fornægte eller bekæmpe egoet (ego-self-akse strukturen) da 'egoet' ikke lader sig fortrænge, men blot synker ned i det ubevidste og der begynder sit eget autonome liv hvor den vil være udenfor vores kontrol og bevidsthed og dermed før eller siden kupper og snigløber 'den' os som Freud og Paulus så smukt har beskrevet dette forhold:

"jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg... Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke...For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." Rom 7.

Det pudsige er at Andrew Cohen fortsætter med at fordømme egoet, nu er det blot hans eget uerkendte ego (Skyggen) han fordømmer. Jamen forhelvede, så stop dog al den fordømmelse af egoet, det er en ond spiral uden ende. Paul Tillich skriver:

"Det er på høje tid, vi afskaffer den teologiske uvane at rette et moralsk indigneret angreb mod alle gloser, hvor stavelsen "jeg" eller "selv" optræder. Selve den moralske indignation ville ikke eksistere uden et centralt subjekt og en ontologisk affirmation.

Den teologiske påstand om, at ethvert menneskes sjæl er af uendelig betydning, er en konsekvens af jegets ontologiske affirmation som netop dette udelelige, uerstattelige jeg. Det kan kaldes "mod til at være sig selv".
Jeget er et jeg, alene fordi det har en verden, et kosmos, som det hører til, og som det samtidig er forskelligt fra. Jeget og verden vekselvirker; det samme gør individualisering og participation". Citat slut.

Ja, stakkels Paulus. I evig konflikt med sit legemes drifter og sin egen natur.

Tror du, at det var derfor han hadede kvinder og skabte en så unaturlig og menneskefjendsk religion?

Eller var han blot et produkt af sin tid?

Vil du betragte dig selv som hans absolutte modsætning.

En af mine facebook opdateringer lyder:

med hurtig speedbåd (op til 100 km/t) fra Aalborg til Hals, frokost der og retur, men hvem møder vi på Limfjorden, jo sørme Troels Kløverdal sejlende på Nordkaperen.

1. kommentar:

Nordkaperen næst efter Kongeskibet, danmarks mest berømte navnkundige skip, sejlskib. Troels Kløverdal, eventyreren der gjorde drøm til virkelighed og fik en hel generation til at drømme, ja mere end Camus og Sartre anfægtede, chokerede og fik han os alle til at stille os selv eksistentielle spørgsmål på Heideggersk vis, måden vi er til i verden på, om vi er åbne overfor os selv og det værende, verden; om vi er til i åbenhed verden (det værende) og os selv på samme tid. Om noget så har Troels levet et Heideggersk liv i åbenhed, i Værens (drømmenes) lysning og åbenhed, overfor sig selv og verden. Ihvertfald har Troels ikke ført nogen bag lyset, som guru'erne har det. Han har ikke forført en generation, ført en generation bag lyset, men han har vist os at drømmene (om vi forfølger dem) har i sig en iboende evne og kraft til at åbne os op overfor os selv (Væren) og verden, omgivelserne (det værende). Hvor vi altså ikke bliver fremmegjort os selv eller hinanden. Drømmene er ikke bare kongevejen til os selv (Freud) men også til verden og hinanden, vores næste, den anden, den fremmede (Jung). Drømmene er det stof livet er gjort af, og det både åbner os op og fører os ud over os selv i og med at det gør os åbne for verden og hin anden, den fremmede, vores næste. At forfølge drømmene udvider vores syn, horisont og bringer os i kontakt nye kyster, det er at lægge fra land, fra kaj, vores hjemstavns havn. Drømme er 'horisont syn' (at drømme er at have 'horisont syn') og det er takket være vore drømme at vi kan bryde eller transcendere os selv og vore begrænsninger, selvkredsen og selvoptagethed. Ungdommens vitalitet og åndsfriskhed skyldes at det er den udviklingsfase hvor drømmene har det bedste tag i os, og demens og i det hele taget aftagende åndsevner og vitalitet, skyldes at vi træder drømmene under fode. Hvis man ikke har en drøm så har man ej heller et liv. Drøm og hjerne hører sammen, og en hjerne der ikke drømme, er uden liv. Mennesket er det drømmende menneske. Sundhed, vitalitet og sund hjernekemi (åndsfriskhed) kommer sig af at vi drømmer godt og lever i overensstemmelse vore drømme, ihvertfald i samtale og dialog dem. Enhver form for meditation (inklusivt 'mindfulness måde at være til på') må forholde sig til at vi er drømmende væsner. Når vi mediterer, så drømmer vi, og det tar mig vel kun ca 15 minutter og jeg drømmer i vågen tilstand (normalt drømmer vi under søvnen) og rejser frit i rum og tid. Mennesket er nemlig til som nærværende ved altid at være fraværende i det vi kalder Nu'et. Intelligens er ikke at være prisgivet NU'et og det nærværende, det er netop at vi formår at abstrahere herfra og derpå bygger al kultur og civilisation, ja enhver form for åndelighed, på vores drømmende forestillingsevne, som nemlig dækker over de muligheder vi har for at være til, leve livet.


2. kommentar:

Jeg har altid sagt følgende: at leve livet er farligt, og det må et menneske for enhver pris forsøge at undgå at gøre. Men at forstå (takket være fx det Troels Kløverdal har lært os og Heidegger igennem sin 'sein zum tode' har lært os) at livet kan leves på et utal af måder, og så derudfra at beslutte sig for, i samarbejde med på den ene side ens drømme og det kald man fornemmer, sanser over sit liv og på den anden side i rapport med ens stand og evner, hvordan ens eksistens skal udformes (ens liv skal leves), det er straks en hel anden sag. Vi har brug for chok her i livet, enten det eksistentielle chok vi får fra Kløverdal eller fra Heidegger, hvorved vi erfarer at vi mister os selv og livet går fortabt for os dersom vi lever livet som 'man gør'. Ja vi må aldrig forfalde til at leve livet som andre gør det, det kan kun leves eller udformes, på originalt vis ud fra lige netop den særegne unikke enestående person og personlighed vi er. Men langt de fleste mennesker flygter fra dette ansvar over deres liv og går til grunde i Das Man (verdensherskeren over alle verdensherskere), ja de begraver deres liv i som man gør, som andre gør og ja de lever i evigt angst for at ikke at passe ind her, intet må være skævt eller stikke af eller være ved siden af i forhold til som man gør, i forhold til das Man. Livet, ens eget liv og livsførelse, bliver nu en evindelig sammenligning med andre mennesker, som en evig angst for at falde bare lidt ved siden af. Man taler som man gør, man siger som man gør, man interesserer sig som man gør, man har smag som man har, nemlig den gode smag, man ser ud i tøjet som man gør etc etc, ja i det hele taget opfør man sig som man gør, ja 'das Man', styrer ens liv ned til mindste detalje. Hermed slut på hvad Troels Kløverdal har betydet for en hel generation i eksistentiel forstand.



3. kommentar:

lidt mere eksistentialisme når vi nu er ved det:

vi kan flygte fra livet, ja forflygtige vores liv, men ikke døden. Mennesker flygter fra livet og det ansvar det er her i den sammenhæng at skulle spille en rolle, udfylde en rolle. Hva gør man for at undgå at spille og udfylde en rolle, jo man leger statist; man gør som man gør, og som et 'anonym neutrum, ingen' stiller man sig blandt den store grå intetsigende folkemængde af statister. Men når døden banker på døren, så er det slut med at optræde som statist, for her kan ingen gå igennem som statist, nu gælder det DIG og kun dig, lige netop dit liv der skal afsluttes; altså statisten trækkes frem af sit skjul, af sin anonymitet, hives ud af sin uegentlige statist optrædens eksistens i mængden, da ingen kan få en gennemsnits død, statist død, ja man kan ikke engang få sig en 'stand in' (stedfortræder) eller en stuntman til at overtage denne den mest dramatiske og eneste scene i vores livs drejebog vi med sikker vished ved altid er skrevet ind, nemlig vores død. Kære menneske, du kommer ikke udenom. Derfor skal du spørge dig selv nu, når du alligevel ved; at du før eller siden alligevel, skal op i lyset og stilles til ansvar og dom, bliver trukket ud af mængden, ud af gennemsnitligheden og uegentligheden, ud af "das Man", hvor du som en kujon skjuler dig i evig skamfuldhed over at du aldrig slår til; om det da ikke ville være en ide allerede idag at lære kunsten at stå alene på scenen, stå på egne ben og spille og udfylde din rolle her i livet. Hvad er det mennesker fortryder på dødslejet, hvis vi af mennesker i en sådan svær situation, kan have tillid til at vi får et samvittighedsfuldt ærligt svar. Men svaret er; at de aldrig gik deres vej! Ja, netop, deres vej, her i livet, ud af mængden, ud af anonymitet, ud af "das Man", ud af den flok og flokmentalitet 'man' gemmer sig i, har gemt sig i. Denne fejhed til at agere i og med sin flok og gemme sig i sin flok er det mest skræmmende ved menneskets natur, tilbøjeligheder. Forlad i tide den flok du gemmer dig i, flokkens moral kodeks, og flokkens anonyme skjulte måde at være ond og ondskabsfuld på. Kom så ud af din flok og din flokmentalitet, du menneske, dit modbydelige dyr, flokdyr. Dette er vores ansvar at vi bryder ud af flokken vores, hvor vores ondskab er svært at få øje på, da vi jo blot gør som alle andre i flokken. At vi bryder ud af flokken, hvor vi har begravet og forspildt vore talenter og muligheder i og med "das Man", i og med at vi gik den brede vej, fulgte den brede vej, valgte at leve i flokken og gå i flok og takt med hinanden. Eksistentialisme er mere end noget andet at bryde med enhver tænkelig gruppetilhørsforhold, at bryde med enhver gruppe og flok; at bryde med gruppen, med flokken; at bryde ud af gruppen, flokken (i at gøre ondt og grine/håne og pege fingre). Det er at stå selv og ta de tæsk det giver når man modsætter sig flokkens mentalitet og ondskab (hån og latter) der træder på den enkelte.

I min 'realskole -udtalelse' af skoleinspektør L P Andersen står der sort på hvidt at jeg er meget selvstændig stående og moden i min optræden, ja jeg husker det stadig, disse grumme år i mit liv, hvor flokken var mig en modbydelighed som en uransaglig gåde at omgås og jeg ingen steder passede ind med mit hovede og samvittighed (hjerte), således fik jeg aldrig den flok identifikation der ellers er så almindelig for ungdommen. Disse forfærdelige år af ensomhed (loneliness), i realskolen, i gymnasiet og i Herning Cykle Klub og til cykelløb, stævne, rundt i landet danmark, ophørte delvist da jeg på Århus Universitet fik åndelig selskab af Freud; Fromm; Jung; Bergson; Schopenhauer, hvor min ensomhed (loneliness) nu blev transformeret til min alenehed (solitude), i selskab med disse talende tænkende ånder, hvor jeg endelig kunne identificere mig. Dog stadig fortryder jeg at jeg til trods mine gode forudsætninger (gode hovede og samvittighed) ikke forblev trofast nok overfor min selvstændighed og modenhed og lod mig fornedre og ydmyge af flokken, kom under indflydelse af flokkens pjattethed og useriøsitet. I hele mit liv har flokken eller gruppen udgjort alle mine livs besværligheder, som om jeg allerede ved fødslen skulle være blevet sat udenfor det sociale. Hvorfor jeg straks forelskede mig i Schopenhauer siger sig selv, idag har jeg godt nok brudt med ham og hans buddhisme pessimisme og elsker nok ingen højere end Nietzsche's ja til jorden og livet her, hvis vi da lige ser bort fra Paulus; Berdyaev og Tillich.

Nå men det vigtigste i opdragelsen og skolingen er at lære barnet og eleven at de ikke skal følge flokken i at gøre ondt, som de ej heller må gemme og glemme sig selv i flokken, i das Man, forsvinde i mængden, flokken og gennemsnitligheden, dette at dække sig ind under at være sådan cirka som de andre i flokken og derved tro at man er uskyldig i flokkens forbrydermentalitet og ondskab/grovheder og sjofelheder (overfladiskheder), uskyldig i flokkens køren de udsatte over.

Kære menneske, vil du være eksistentialist, da må du opsige ethvert medlemsskab, træde ud af ethvert gruppetilhørsforhold, åndelig såvel som fysisk og emotionelt.

Dag 1 i dit liv. Din fødsel som eksistentialist. Du må ikke følge flokken, hverken tænke, føle eller handle som flokken gør det, du må turde at tvivle om alt og stille kritiske spørgsmål til alt, også det her.

Jeg forstår godt hvad du skriver.

Du er meget ensom HansKrist. Helt alene i din sjæl med det, som du forstår og som du ikke kan meddele andre.

Men jeg forstår, som sagt, godt hvad du skriver.

Vores erkendelse er helt personlig og når vi prøver at meddele os til andre, såkommer vi til kort hvis disse andre ikke har gjort sig den samme erkendelse

At kommunikere med andre er altid svært og vi bliver skuffede over, at de ikke forstår det, som vi selv finder indlysende. Men det vil de ikke gøre før de selv har oplevet det og set sandheden i det. Sandheden kan aldrig meddeles til en anden. Sandheden er kun det, som vi selv ser, det, som går op for os.

Du er som jeg, et resultat af alle de dage som er gået forud. Du behøver ikke at sige det, som du ved hele tiden, du ER det.

I stedet for at prøve at overbevise andre, så lyt til dem. Er der noget, du kan fortælle dem om, som du selv har set, som de ikke skal tage dine ord for gode varer for, men som du, i kraft af din erkendelse er i stand til at vise dem så de kan forstå det selv?

Der findes en eneste ting, HansKrist, som gør en forskel. Hvis samtalen fortsætter vil jeg fortælle dig den, ellers ikke.

Hvad er dit ærinde HansKridt? Har du gjort dig dette klart, så at du kan fortælle mig det?

Hey Michael, du stiller mig et spørgsmål: "Hvad er dit ærinde HansKrist?"

Jeg har mange interesser (ting (forhold, emner, problemstillinger, spørgsmål, diskurser etc der interesserer mig)) som jeg veloplagt gerne drøfter og debatterer med andre om, fordi hvad hjertet er fyldt af, det løber munden over med.

Her følger mine store interesser:

sundhed og sygdom: fysisk såvel som sjæleligt eller psykisk eller mentalt; og ja også intellektuelt, noget med IQ og åndsfriskhed (nysgerrighed, åbenhed og lyst til nye udfordringer, fx at lære nyt, sætte sig ind i nye forhold).

i forbindelse sundhed og sygdom, kan jeg jo ikke undgå at have interesse for samfundsforhold, politik og klima, forurening og økologi, naturen.

åndsfrisk'hed contra demens, både aldersbetinget generel demens som alzheimer relateret eller depressive former for demens eller livsstils former for demens.

neuroser, og ja stort set alle former for psykiske sygdomme eller problemstillinger.

Personlighed og karakter: karakter og personlighedsdannelsen, som hører til under udviklingspsykologien, men med især Jung; Erikson og Maslow bliver der tale om at vi udvikler os hele livet igennem, igennem alle livets faser, altså begrebet selvaktualisering, som vi idag omtaler som personlighedsudvikling, personlig udvikling og vækst.

Psykoanalysen, psykologi og psykiatri (også de eksistentialistiske af slagsen), forstået bredt, hvor fx idag vores egen Susan Hart er en international stjerne indenfor den neuroaffektive udviklingspsykologi. Men de klassiske teoretiker er for mig: Freud; Jung; Erich Fromm; Erik H Erikson; Maslow; Horney; Viktor Frankl; Rollo May; Medard Boss.

Biologi (medicin) og den ny videnskab om hjernen.

Meditation og mindfulness.

Sexualitet og den voksne modne kærlighed mellem mand og kvinde.

Teologi og filosofi; af filosoffer der har haft min store bevågenhed (hvor jeg har været nede i forfatterskabet og 'gjort et ophold' hos dem) kan jeg nævne i kronologisk orden: Schopenhauer; Bergson; Nietzsche; Kierkegaard; Harald Høffding; Russell; Berdyaev; Løgstrup; Tillich og Heidegger (Tillich bliver af flere eksperter betragtet som den fornemste repræsentant for eksistentialismen, og Heidegger er da også den af Tillichs samtidige Tillich er mest inspireret af, og andre der er inspirerede af Heidegger som jeg ynder er Medard Boss; Rollo May og Viktor Frankl).

Kristendom, at forstå især den paulinske urkristendom.

Paulus, og herindunder også de mange mennesker som har haft deres livs turning point, omvendelse (Damaskuserfaring), i forbindelse deres møde med de Paulinske breve, som Luther; A. Schweitzer; Rudolf Steiner; Barth og Tillich; David Suchet og mig selv inklusivt. Derudover moderne ateistiske filosoffer som beskæftiger sig med Paulus på en yderst positiv og konstruktiv måde, for mig har det hidtil især været Alain Badiou og Zizek.

Berdyaev og Tillich's forfatterskab.


Selvfølgelig har jeg mange andre interesser, men de ovenfor anførte er dem der mest kommer til udtryk i forbindelse min debataktivitet, som jeg finder såre naturligt, da jeg mener at vi mennesker lever i kommunikation; samtale og dialog hinanden og at vi er reflekterende og tænkende væsner der ønsker at kommer til bunds i en lang række spørgsmål, sagsforhold, problemstillinger og diskurser. Modsat dig Michael har jeg både i kærlighed (spinoza) og frivillighed overgivet mig til intellektuelle sysler, inklusivt streng logisk stringent diskursiv tænkning (også gerne matematik), til trods for at jeg tilhører (hvilket mine referencer også viser) de tænkere der har en væsentlig radikal kritik af fornuften og rationalismen (menneskets identifikation af sig selv som fornuftsvæsner). Altså for mig er begreber og tænkning, endsige fornuftens måde at arbejde diskursivt, ikke en trussel imod min umiddelbarhed og sanselighed og spontanitet. Jeg har aldrig følt at min tænkning og sproglighed står i vejen for mit drive og gejst, begejstring, spontanitet og min umiddelbarhed. Derfor kan jeg netop ikke følge dig på en lang række områder hvor du stiller sprogligheden, tænkningen, sager, saglighed (sagkundskab, faglighed og viden) og de koncise begreber, op som noget der forhindrer os i snart sagt alt ifølge dig, og som gør at vi går glip af mulighederne for at være autentisk tilstede.

Hvad ville fornuften være uden ekstatisk fornuft og ja vice versa. Når fornuften arbejder tænkende, så vender den altid tilbage til sig selv. Ekstatisk fornuft formår at forlade sig selv og blive et med sit objekt, dog uden at miste sig selv, men nu som forvandlet, gennem at det participerer i objektet. Subjekt og objekt indgår i en syntese og ny virkelighed eller skabelse med hinanden, som når mand og kvinde forenes i kærlighedslivet, men dette sker overalt, både når vi arbejder intellektuelt eller åndeligt (med teorier, hypoteser, diskurser), som når vi kaster os over et nyt interessefelt, eller arbejde, eller en ny sportsgren.


Nå men måske stadig, til trods denne min redegørelse, jeg ikke har besvaret dit spørgsmål om hvad mit 'ærinde' er.


Centralt står sundhed sygdom (svært at sige sundhed uden at nævne sygdom) og karakter og personligheds dannelsen. Det er derudfra al min tænkning springer, også mine interesser for Paulus og urkristendommen skal ses i det lys. Jeg har aldrig været 'troende' i "belief" forstand, og haft dette som udgangspunkt for min interesse for Paulus og urkristendommen. For mig er tro ikke at vi tror noget, forestiller os noget, som vi så tar udgangspunkt i for vor forståelse, omverdenen eller os mennesker selv eller fx kristendommen eller Paulus. Troen dækker over en konkret eksistentiel virkelighed vi kan gøre efaringer med som mennesker og har intet, ikke en dyt, med nogle forestillinger, trosforestillinger vi går rundt på hypostaserende vis og holder op for os selv som værende sande og udgørende en pulje, pulje af sandheder, vi kan ta af og anvende på at forklare vor omverden, os selv og vore medmennesker med. For eksempel er Heideggers eksistential ontologiske undersøgelser med til at afklare hvorfra teologiens begreber stammer, hvad de dækker over, deres relevans og gyldigheds område.


Luther siger et sted: "den, der ikke forstår sagen, er ikke i stand til at uddrage meningen af ordet".

Derfor er jeg så vild med marc og Fl Vang fx, for begge viser de at de forstår sagen, hvad der er på tale hos fx Paulus (tekst og ordene her), modsat dig og rubæk, som ikke er i nærheden af at forstå sagen, hvad der er på tale, hvorfor i da også konstant får tekst og ordene galt i halsen. Hvorfor I begge i vilkårlighed roder rundt i detaljer og enkelte sætninger, udsagn, som I begge ikke magter at kontekste i sagens rette sammenhæng, men her er det så at vi har Fl Vang og marc fx til at bringe lys, afklaring og forklaring og forståelse ind over det hele.

Fx er jeres (din og rubæks) modstilling Paulus og Jesus en pseudoproblemstilling, på den måde i opstiller dette på som et alternativ, enten eller. Hvilket Paulus selv i sine breve har redegjort fremragende for, da der også i Pauls levetid var mennesker der mente som du og rubæk.


Et og andet sted har mit hovede'ærinde nok været at italesætte Paulus og hans Kristusmystik, dette at være i Kristus, dette at iklæde sig Kristus og Kristus der vinder skikkelse i os, og forklare og redegøre for folk hvordan dette skal forstås.

Du kan selv prøve den forestilling af at der ingen HansKrist havde været på religions debatten. Tænk dig dette! Ja og svaret er at der ingen vilde debatter ville have været om Paulus, Paulus ville slet ikke ha været et emne, være blevet sat på dagsordenen i den samme grad. Så det er min dagsorden, eller mit ærinde, der i den grad dominerer, ihvertfald religionsdebatten og som bringer sindene i kog igen igen. Simpelthen en varm kartoffel.

Det du fx skriver og det rubæk skriver, kan kun forstås ud fra min italesætten paulus. Rubæk indrømmer at han overhovedet ikke kendte til de paulinske breve da han begyndte at skrive imod paulus, også derfor det fra ende til anden var direkte forkert det han påstod, men han gjorde det for at gå i opposition til det jeg fremførte, eller stod for. Lidt på samme måde har det været med dig michael hele vejen igennem.


mange kærlige hilsner HansKrist


PS:

din måde at behandle, debattere med, marc og Fl Vang på, bryder jeg mig ikke om michael. Hvorfor debatterer du ikke? Hvorfor gør du hele tiden dig selv til dommer, og ofte også til Gud selv etc,,, ja jeg finder det mildest talt barnligt af dig. Du skal vise i det du skriver at du har forståelse for det vi drøfter. Du skal med argumenter indgå i debatten, men desværre begynder du uden argumenter med at du er den eneste der har forstået hvad hele sagen drejer sig om og så fejer du de andre af bordet som dem der tar fejl, men da du aldrig argumenterer for din sag, aner vi intet om hvad det er der gør din version og forståelse, til at være den eneste sande.

Hele denne din ide, der for mig at se stammer fra en falsk måde at meditere på og forstå begrebet Gud, med at du som det eneste menneske, det ene øjeblik simrer og hviler i Gud selv for så i det næste, blot at hvile i dig selv som ingen andre (hvorfor du pludselig er mere menneskelig end alle andre), mener jeg er tåbelig. Men hvis du så inderlig gerne vil tale om dette forhold; at hvile i sig selv og at hvile i Gud, kan du så ikke oprette en tråd der tar det forhold, tema, op, istedetfor at vi alle hver gang du melder dig i debatterne skal konfronteres med denne din, for mig at se, forskruede ide og virkelighedsopfattelse der har grebet dig og som er blevet hele din arrogante holdning til stort set alle dine medmennesker og alt der kan drøftes, debatteres.

Det kan ikke være et argument at du mener dig værende det eneste menneske der har forstået Jesus, eller formår at simre og hvile i Gud som ingen andre, eller at du til andre tider hviler mere i blot dig selv end alle andre, og derfor pludselig er mere uspoleret og menneskelig end alle andre mennesker. Kors i røven mand, det virker absurd på mig at du har indtaget den position med dig selv, hvorfor du bringer dig på kant med alle andre straks du begynder en debat. Rubæk har den samme vanvittige ide, han mener han er det eneste menneske der via Steiner (som siger at alle kristendommens grundsandheder dem finder vi hos Paulus) kan lodde hvad det var Jesus hviskede og lærte sine disciple i enerum som han siger, og at han derudfra (sin hemmelige esoteriske 'inside viden') kan afgøre at hele bibelen er en forfalskning.

Måske min ps er lidt hård ved dig michael, men gider du ikke godt ta dig sammen, det er sådan set hovedopfordringen eller indholdet i min ps her. Drop dette at koge i dig selv, dette at forfalske og ophøje dit selv eller dig selv og din bevidsthed, til at være snart enten Gud selv eller blot dig selv uspoleret og umiddelbar som ingen andre (dig der pludselig efter at du træder ud af gud, nu er mere menneskelig menneskelig end alle os andre (en ide simone så er hoppet på limpinden af og sidder og papegøjer som sammen med dig)). Det er denne evige fra din side centrering dig selv og din bevidsthed i verden der gør at du ikke lever kommunikerende, eller i kommunikation, for i kommunikation, bliver dette at centrere sig og substanse sig selv, ikke det væsentligste, men hvad vi formår at sige hinanden, bringe frem i lyset ved hjælp af vore ord, oplyse hinanden om, hvor vi forklarer og afklarer forhold for hinanden.

Et menneske lever ikke af brød alene, siges et sted, men som jeg ser det, er det nøjagtig hvad du prøver på michael, når du forsøger at tømme dig selv for tanker og ord, nægter at leve i kommunikation, sproglighed og tænkning. Du tror du kan komme i kontakt med verden, dine medmennesker og dig selv, udenom ordene, din sproglighed og din tænkning. Det vil jeg betvivle, hvorfor skulle en ikke tænkende mand, der nægter at studere, og trækker sig bort fra virkeligheden, forstå virkeligheden bedre end et menneske der har valgt at bruge hovedet.