Hej RM..

Ta' den!...;)

Også en åbenbaring

Den galvaniske skælven
dybt i sympaticus,
ved lyden af silke,
der tages af.
Kemisk sjæletumult.
Derpå denne svage hvinslen
i mørket - Hvinslen
vil sige ˶en åndedrætslyd
af næsten pibende karakter˝.

Flygtigt, ikke til at fatte,
en pludselig gave,
et tegn på gengældt kærlighed,
som ingen har fortjent.

Ubegribeligt,
hvad der er så sublimt
ved en kvinde bare røv.

H.M. Enzensberger.
(hi hi!)

Nisseligst
Simon

P.s. til nissemor: Med kun 64 d. til nissegrøden, vipper små som store huer allerede utålmodigt. Der skrives ønskelister lange, ja i går drak jeg sgu’ juleøl fra i fjord, og så efterhånden sneen lægge sig ømt om mine snabelsko – søster har længe puslet om sin ædle gran, som jeg forleden brugte til at tørre underbukser på, da det var vand og ikke sne, der ramte alt fra huen og ned!
Men i år vil vi altså ha’ sne, og det i mængder, der får børn i alle aldre til at glemme alt om elektronisk grej, for i stedet at rende rundt med røde æblekinder og uldne luffer på voksende vatpuder, der gør det lettere at kælke end køre bil – basta!

Go’ weekend!
Nissen
https://www.youtube.com/watch?v=yq5gXhRLDyQ

Lidt øjengymnastik for morgennisser:

Privilegerede sagsforhold

Det er forbudt at sætte ild til personer.
Det er forbudt at sætte ild til personer, der er i besiddelsen
af en gyldig opholdstilladelse.
Det er forbudt at sætte ild til personer, der holder sig
til lovbestemmelserne og er i besiddelse
af en gyldig opholdstilladelse .
Det er forbudt at sætte ild til personer, som ikke kan
forventes at være en trussel mod
Kongeriget Danmarks sikkerhed.
Det er forbudt at sætte ild til personer, for så vidt
de ikke ved deres adfærd giver anledning hertil.
Det er i særdeleshed heller ikke tilladt unge mennesker –
der i betragtning af manglende fritidstilbud,
ringe kendskaber til bekendtgørelserne desangående,
og som på grund af tilpasningsvanskeligheder er i en
psykisk udsat position – uden persons anseelse
at sætte ild til personer.
Det må med henblik på Kongeriget Danmarks anseelse
i udlandet på det skarpeste frarådes.
Det sømmer sig ikke.

*

De rige

Hvor mon de bliver ved med at komme fra,
disse yppige horder! Efter hvert nederlag
er de krøbet ud af ruinerne,
urørte; igennem hvert et nåleøje
er de sluppet,
tal-, sten- og velsignelsesrige.

De fattigste. Ingen kan lide dem.
Tungt bærer de på deres byrde.
De krænker os,
er skyld i alt,
kan ikke gøre for det,
må væk.

Vi har forsøgt overalt.
Prædiket har vi for dem,
og besværget dem,
og først da der ikke var anden udvej,
afpresset dem, beslaglagt, plyndret.
Vi har ladet dem bløde
og stillet dem op ad muren.

Men næppe havde vi sænket geværet
og taget plads i deres lænestole,
før vi måtte konstatere, først vantro,
men dernæst med lettelse:
heller ikke vi forgår let.
Jojoh, man vænner sig til alt.
Indtil næste gang.

*

Erhvervsliv

Nogen blir betalt
for at fastlægge de politiske retningslinjer,
for at slagte,
for at udlægge Kierkegaard,
for at lægge sig i seng,
for at trykke på tasterne,
for at give sin sæd,
for endelig at komme videre
med Lipotropin-syntesen,
for at give knippelsuppe, for at lave mad,
for at stryge, score mål – og
for endelig at forsvinde.

*

Bliktallerkenen

Om fattigdom er alt sagt.
At den er sejlivet, vedholdende, klæbrig.
At den ikke interesserer nogen,
bortset fra de fattige. Kedelig er den.
Så fortravlet, at den ikke har tid
til at klage over kedsomhed.
Den er ligesom skarn. Der,
hvor bunden er, der er den,
er i vejen, smitter, stinker.

Den gør sig bemærket ved sin allestedsnærværelse.
Det er som var den evig.
Gudelige attributter. Hjælpsomme,
helgener opsøger den, munke
og nonner er forlovet med den.
Alle andre, som livet igennem
er på flugt fra den, indhentes
af dens bliktallerken
majestætisk og ufølsomt

på det nærmeste gadehjørne.

*

En iagttagelse for udskiftning
af topledere

Denne skurende lyd,
en skraben, dag og nat,
af tæer, fingre og kløer –
det kommer, når de kradser,
klatrer, kravler – de,
der med tilbageholdt åndedræt
vil opad, op,

højere og højere, fulde af angst,
angst for sandskrænten
giver efter under neglene,
så de rutsjer nedad igen,
ned hvor de kom fra,
og tilmed, jo mere de i panik,
endnu før den møre kant

smuldrer, brækker af,
begynder at trampe på alt,
hvad de formoder under sig,
desto dybere ned, uophørligt,

nedad.

*

Hymne til dumheden

Himmelske magt, der skjuler sig i stamhjernens folder,
menneskeslægtens bundløse medgift in saecula saecolorum,

endeløs som mælkevejen er du
og mangfoldig som græsset.

Hånd i hånd med din mægtige tvillingesøster, intelligensen,
celebrerer du sammen med hende en tungsindig palaver.

Jo, det er stærkt, som du inspirerer os i bestandigt nye forklædninger,
som kvindelig dumhed og som mandligt idioti,

som du lyser ud af slagsbroderens blodsprængte øjne,
tripper omkring og rømmer dig i aristokratisk indbildskhed,

som du emmer os i møde med en mundlugt som fra en,
selvbestaltet muse
og som selvglæde ved indviklede ord på det filosofiske seminar.

Hvad var vel den dygtige uden dig, snyde-, torske- og
tæskedumme dumhed,
der suser fyrigt gennem årene som en overdosis amfetamin,

eller forskeren uden den fikse idé, han løber rundt efter,
gennem de hvide gange på sit institut, som en rotte i en labyrint!

For ikke at tænke på verdenshistorien, hvem skulle den ellers nævne,
om ikke sejrherrerne, i deres napoleonske indskrænkethed.

Så vinderens dumsindede stolthed slipper vi vel næppe for,
ej heller taberens grumme forbitrelse, som kun nu og da forsødes

af minoritetsprædikanternes ophøjede snak,
af komikernes og kvartalsdrankernes. Dumhed

du oftest bagtalte, som i din klogskab stiller
dig dummere an end du er, du beskytter af alt skrøbeligt,

kun de udvalgte lader du få del i din ypperste gave,
de enfoldiges velsignede enfold.

De er de ubeskrevne blade i din store bog
hvis segl du aldrig lukker op for én af os.

*

Nimbus

Atter et af disse ord,
som er forsvundet, lydløst.
˶Gudernes Tågeslør på Jorden,
Stråleglans.

Kun blandt meteorologer
bruges det stadig, nu og da,
når tungthængende regnskyer
trækker henover kemisteppen.

På sådanne dage går jeg gerne
på museum, eller, i højsommeren,
ind i en kirke, hvor der er køligt,
og betragter vantro

helgenernes stråleglans.

- H.M. Enzensberger.

mvh & go' synddag..;)
Simon

Til middagsnisserne på en synddag

Julen er over os, rundt om os og i os. Modstand er nytteløst, intet kan befri os. Dog er der et, der hjælper en smule, simpelthen selv at begynde at juble.
- Piet Hein

Julesang? ... nej, nej, nej, men en hel koncert, du min evige himmelnisse i det blå :)))

https://www.youtube.com/watch?v=WVNlFb5uRuQ

En god og tapper synddag ønskes du af
RoseMarie

Hej RM..

Ja den er, og i den anledning skal du her få lidt smukt og sjovt fra Kaj Munk (mindeudgaven 1949):

Den første sne

Den første Sne,
aah, kom og se,
den er begyndt at falde.
Af Tø og Kulde blød og fin
i Eventyrets Drømmelin
den klæder alt og alle.

Den sorte Skov,
der dødningesov,
af Stormen ildehandlet
den vaagner i et kærtegnsskælv
og kender næppe nok sig selv,
vidunderligt forvandlet.

Den Vinterdag
saa kort og spag
sig lægger hen at slumre.
Og aldrig har jeg vidst det, før
Snetæppet faldt for Dagens Dør,
at det saa tyst kan skumre.

Aah, Dulmefred!
jeg knæler ned
for en usynlig Krybbe,
og fjernt som i en hellig Krypt
jeg hører Skovens Træer dybt
med milde Taarer dryppe.

*

Vandgang

Lille Kaj har drillet
Tantes Hønseflok,
indtil den kalkunske
krigeriske Kok
rød i Kammen svor paa:
˶Saa, nu er det nok.˝

Paa tilbagetog da
Kaj lidt ilsomt kom.
Bag ham stod en Balje,
og den var ikke tom.
Før end man gaar baglæns,
bør man se sig om.

- Kaj Munk.

mvh
Simon
P.s.: Også på Kaj Munks tid undrede man sig over bankerne:
Man undres over nøden i banker, og deres faktiske svar,
ja, hvad skal de dog gøre med alle pengene, de har?

Ja, sikke en synddag..;)
Ups! Koncerten nupper jeg senere, netop dén slags er jo det rene nyd, og må ha' sin egen tid..;)