|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Lidt øjengymnastik for morgennisser:
Privilegerede sagsforhold
Det er forbudt at sætte ild til personer.
Det er forbudt at sætte ild til personer, der er i besiddelsen
af en gyldig opholdstilladelse.
Det er forbudt at sætte ild til personer, der holder sig
til lovbestemmelserne og er i besiddelse
af en gyldig opholdstilladelse .
Det er forbudt at sætte ild til personer, som ikke kan
forventes at være en trussel mod
Kongeriget Danmarks sikkerhed.
Det er forbudt at sætte ild til personer, for så vidt
de ikke ved deres adfærd giver anledning hertil.
Det er i særdeleshed heller ikke tilladt unge mennesker –
der i betragtning af manglende fritidstilbud,
ringe kendskaber til bekendtgørelserne desangående,
og som på grund af tilpasningsvanskeligheder er i en
psykisk udsat position – uden persons anseelse
at sætte ild til personer.
Det må med henblik på Kongeriget Danmarks anseelse
i udlandet på det skarpeste frarådes.
Det sømmer sig ikke.
*
De rige
Hvor mon de bliver ved med at komme fra,
disse yppige horder! Efter hvert nederlag
er de krøbet ud af ruinerne,
urørte; igennem hvert et nåleøje
er de sluppet,
tal-, sten- og velsignelsesrige.
De fattigste. Ingen kan lide dem.
Tungt bærer de på deres byrde.
De krænker os,
er skyld i alt,
kan ikke gøre for det,
må væk.
Vi har forsøgt overalt.
Prædiket har vi for dem,
og besværget dem,
og først da der ikke var anden udvej,
afpresset dem, beslaglagt, plyndret.
Vi har ladet dem bløde
og stillet dem op ad muren.
Men næppe havde vi sænket geværet
og taget plads i deres lænestole,
før vi måtte konstatere, først vantro,
men dernæst med lettelse:
heller ikke vi forgår let.
Jojoh, man vænner sig til alt.
Indtil næste gang.
*
Erhvervsliv
Nogen blir betalt
for at fastlægge de politiske retningslinjer,
for at slagte,
for at udlægge Kierkegaard,
for at lægge sig i seng,
for at trykke på tasterne,
for at give sin sæd,
for endelig at komme videre
med Lipotropin-syntesen,
for at give knippelsuppe, for at lave mad,
for at stryge, score mål – og
for endelig at forsvinde.
*
Bliktallerkenen
Om fattigdom er alt sagt.
At den er sejlivet, vedholdende, klæbrig.
At den ikke interesserer nogen,
bortset fra de fattige. Kedelig er den.
Så fortravlet, at den ikke har tid
til at klage over kedsomhed.
Den er ligesom skarn. Der,
hvor bunden er, der er den,
er i vejen, smitter, stinker.
Den gør sig bemærket ved sin allestedsnærværelse.
Det er som var den evig.
Gudelige attributter. Hjælpsomme,
helgener opsøger den, munke
og nonner er forlovet med den.
Alle andre, som livet igennem
er på flugt fra den, indhentes
af dens bliktallerken
majestætisk og ufølsomt
på det nærmeste gadehjørne.
*
En iagttagelse for udskiftning
af topledere
Denne skurende lyd,
en skraben, dag og nat,
af tæer, fingre og kløer –
det kommer, når de kradser,
klatrer, kravler – de,
der med tilbageholdt åndedræt
vil opad, op,
højere og højere, fulde af angst,
angst for sandskrænten
giver efter under neglene,
så de rutsjer nedad igen,
ned hvor de kom fra,
og tilmed, jo mere de i panik,
endnu før den møre kant
smuldrer, brækker af,
begynder at trampe på alt,
hvad de formoder under sig,
desto dybere ned, uophørligt,
nedad.
*
Hymne til dumheden
Himmelske magt, der skjuler sig i stamhjernens folder,
menneskeslægtens bundløse medgift in saecula saecolorum,
endeløs som mælkevejen er du
og mangfoldig som græsset.
Hånd i hånd med din mægtige tvillingesøster, intelligensen,
celebrerer du sammen med hende en tungsindig palaver.
Jo, det er stærkt, som du inspirerer os i bestandigt nye forklædninger,
som kvindelig dumhed og som mandligt idioti,
som du lyser ud af slagsbroderens blodsprængte øjne,
tripper omkring og rømmer dig i aristokratisk indbildskhed,
som du emmer os i møde med en mundlugt som fra en,
selvbestaltet muse
og som selvglæde ved indviklede ord på det filosofiske seminar.
Hvad var vel den dygtige uden dig, snyde-, torske- og
tæskedumme dumhed,
der suser fyrigt gennem årene som en overdosis amfetamin,
eller forskeren uden den fikse idé, han løber rundt efter,
gennem de hvide gange på sit institut, som en rotte i en labyrint!
For ikke at tænke på verdenshistorien, hvem skulle den ellers nævne,
om ikke sejrherrerne, i deres napoleonske indskrænkethed.
Så vinderens dumsindede stolthed slipper vi vel næppe for,
ej heller taberens grumme forbitrelse, som kun nu og da forsødes
af minoritetsprædikanternes ophøjede snak,
af komikernes og kvartalsdrankernes. Dumhed
du oftest bagtalte, som i din klogskab stiller
dig dummere an end du er, du beskytter af alt skrøbeligt,
kun de udvalgte lader du få del i din ypperste gave,
de enfoldiges velsignede enfold.
De er de ubeskrevne blade i din store bog
hvis segl du aldrig lukker op for én af os.
*
Nimbus
Atter et af disse ord,
som er forsvundet, lydløst.
˶Gudernes Tågeslør på Jorden,
Stråleglans.
Kun blandt meteorologer
bruges det stadig, nu og da,
når tungthængende regnskyer
trækker henover kemisteppen.
På sådanne dage går jeg gerne
på museum, eller, i højsommeren,
ind i en kirke, hvor der er køligt,
og betragter vantro
helgenernes stråleglans.
- H.M. Enzensberger.
mvh & go' synddag..;)
Simon
|
|
|
|
